100 Jul I Brugge Flandern Belgien Anne Vibeke Rejser 2017 11 13 0848

Tag på julemarked og nyd vinteren i Brugge i Belgien

Google Map...
Belgien

Hovedstaden i Belgien er Bruxelles. Den nordlige del af Belgien er Flandern, mens den sydlige del af landet er Vallonien.

Befolkningstal: Ca. 11,4 mio.

Areal: Ca. 30.528 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 766 km til Bruxelles

Mest besøgte attraktion: Bruxelles med Grand Place, Manneken Pis og Atomium.

Mere information:

Turistinformation: Flandern

Turistinformation: Vallonien

Turistinformation: Belgien

Oplev Antwerpen på et flodkrydstogt med Riis Rejser

 

Julemarked i en historisk kulturby

Her er noget for alle sanser - duften af gløgg, smagen af den verdensberømte chokolade eller de kendte belgiske øl, synet af kanalerne hvori den smukke middelalderby spejler sig, hestehovenes klapren gennem de brostensbelagte, smalle stræder - og ikke mindst det gode belgiske køkken. Spadserer du gennem Brugges historiske skønhed fra Hotel Portinari ved pladsen t’Zant, hvor også koncerthuset ligger og går mod markedspladsen Makt, kommer du forbi den enorme Saint Salvators Katedral. På de små omkringliggende torve støder du i december på hyggelige små juleboder fyldt med julenisser, julestjerner, lys og anden julepynt. Fra enkelte boder stiger duften af stegte pølser og gløgg og fra andre - duften af hjemmebagte kager og brød.             

Markedspladsen - Makt

Også på Makt står juleboderne tæt og midt på denne historiske plads pynter kunstige lys-træer op omkring en skøjtebane, hvor byens indbyggere fornøjer sig på isen i skyggen af det 83 meter høje tårn Belfort og foran Provinsslottet og det tidligere domhus. På Makt holder hestedroscherne i kø for at tage dig med på en runde i denne historiske kulturby.

120 Klokketaarnet Belfort Paa Markedspladsen Brugge Flandern Belgien Anne Vibeke Rejser IMG 3857 Large
Klokketårnet Belfort på markedspladsen med julemarked

Historium - om Brügges gyldne middelalder

I det tidligere domhus på Makt finder du attraktionen Historium. Dette er ikke et museum, men alligevel et forsøg på at give de besøgende et tilbageblik på, hvorledes livet var i Brugge i den gyldne middelalder, hvor handlen blomstrede, byen var rig og kunsten stortrivedes. Forsynet med hørertelefoner guides du gennem forskelligt indrettede lokaler, hvor der vises sekvenser af en ca. 30 minutter lang film. Vi følger den 18-årige Jacob, som arbejder for kunstmaleren Jan van Eyck, der i 1435 er i gang med sit berømte maleri Madonna med Canon Joris van der Paele. (Originalmaleriet kan ses på Groeninge Museum). Undervejs kommer Jacob rundt i Brugges travle havn, hvor ind- og udskibning af gods finder sted og hvor købmænd og søfolk taler et utal af fremmede sprog. Filmen bevæger sig også ind på den offentlige badstue og kommer ind i malerens atelier. En kærlighedshistorie er flettet ind i handlingen, som forsøges kædet sammen af et par animerede papegøjer. 
For at få det fulde udbytte af besøget kan det anbefales først at tage med på en guidet byvandring, hvor du besøger de historiske steder der er med på UNESCO’s kulturarvliste og få fortalt lidt om byens spændende fortid.

130 Fra Filmen Om Brugges Historie Ved Historium Brugge Flandern Belgien Anne Vibeke Rejser IMG 3796 Large
Filmen om Brugges historie kan ses ved Historium

Chokoladens uovertrufne by

At belgisk chokolade er kendt og nydes verden rundt, er ingen nyhed. Men at her alene i Brugge findes mere end 50 chokoladeforretninger samt et chokolademuseum overrasker. Besøg f.eks. det lille familiedrevne firma Chocolatierie Sukerbuyc og hør om fremstillingen af de håndlavede fyldte chokolader baseret på familiens traditionelle opskrifter. Der er dog plads til eksperimenter og fornyelse, og i december er der naturligvis lagt vægt på julens særlige behov. Den bedste måde at lære chokoladen at kende på, er naturligvis at smage på det.

140 Belgien Er Beroemt For Sin Chokolade Brugge Flandern Belgien Anne Vibeke Rejser IMG 3821 Large
Belgien er kendt for sin gode chokolade

Groeninge Museum - for øjet og hjernen

Groningemuseet er sammen med Memling-museet i Saint Jans-hospital blandt de fornemmeste i Brugge. Her kan du opleve malerierne i den selv samme by, hvor de blev malet. De berømte flamske malere som f.eks. Jan van Eyck (ca. 1390-1441) og Hans Memling (1433-1494) m.fl. er blandt de kunstnere som betegnes "de flamske primitivister". Blandt de fineste værker er Jan van Eycks Madonna med Canon Joris van der Paele (Jomfruen og barnet med kanon van der Paele) som blev færdiggjort i 1436, men også portrættet af sin kone Margareta van Eyck fra 1439 gør indtryk. Museets permanente udstilling har også billeder af mange andre kunstmalere som f.eks. Erasmus II Quellinus (1607-1678) og Frans van Cuyck de Myerhop (1640-1689). I renæssancen kom virkningerne af lys og skygge ind i billederne, ligesom perspektiv og "synsbedrag" gør billederne særdeles spændende. Museum Groeninge har mere end 200 klassiske værker spredt på 11 gallerier og endvidere en afdeling med moderne og nutidig kunst.

Confiserie Zucchero - specielt for slikmunde

Den kogende sukkermasse hældes ud på bordet for at afkøle og efter en tid hvor massen afkøler, begynder bolsjemageren at bearbejde den klæbrige masse. Folk stimler sammen både inde i butikken og foran vinduet ude på gaden, hvorfra du kan følge bolsjefremstillingen. Når bolsjemassen er tilstrækkeligt afkølet, svinges den over et søm og trækkes i lange baner for at ælte og blødgøre massen. Andre bolsjemasser i forskellige farver gøres klar og benyttes til at blande i, så bolsjet til sidst får det rigtige mønster. Overalt i lokalet er her fyldt med en slikmunds vildeste drøm - fra ganske små bolsjer til enorme slikpinde. Måske en god julegaveidé at tage med hjem?        

Bryggeriet De Halve Maan - for de tørstige

Vi ser de gamle gæretanke, lageret hvor humlen fra Poperinge og byggen blev tørret, og passerer det støvede produktionsanlæg højt oppe under taget. Her har været ekstremt varmt at arbejde. Ad snævre, stejle stiger kommer du op på taget, hvorfra der er en glimrende udsigt til naboen Begijnhof samt ind over byens tage og høje kirketårne. De Halve Maan har siden begyndelsen været i familien Vannestes eje og såvel den forrige direktør som den nuværende 6. generation har gennem udvikling af nye øl - og ikke mindst markedsføring - medvirket til at det eneste nuværende bryggeri i Brügge har overlevet og nu eksporterer sine øl til ti lande. Mange er gået ned og andre har vokset sig så store, at de ikke har haft plads nok i byen og er flyttet til nye produktionslokaler andre steder. (Man kan derfor godt finde andre ølmærker med bynavnet, som faktisk ikke er produceret "inden for voldene").
Efter besøget er der i entréen inkluderet en smagsprøve og valget falder på bryggeriets største succes Brugse Zot - Narren fra Brugge - som mere er et kælenavn for borgerne i Brugge end en mobning!     

Damme - engang en vigtig havneby

Blot syv km. fra middelalderbyen Brugge ligger landsbyen Damme, som blev grundlagt i det 12. århundrede og i sin storhedstid havde stor betydning for handlen i den gamle købstad. Damme var den vigtigste havneby som havde direkte forbindelse med havet via fjorden. Varer blev omlastet i Damme og via kanaler fragtet til og fra Brugge. Men efterhånden sandede floden Zwin og fjorden til og spærrede for videre sejlads, hvorefter byen mistede sin betydning. Vil man bo i fred og ro tæt på Brugge, er Damme så absolut en mulighed. Der findes cykelstier hele vejen langs kanalerne.

Tijl Uilenspiegel Museum

I patricierhuset De Grote Sterre fra 1400-tallet har turistinformationen sit kontor. I lokalerne ovenover finder du Tijl Uilenspiegel Museum, der beretter om denne (måske) fiktive figurs liv og karakterforandring over 500 år - fra drillepind til fornuftig og hjælpsom mand. Museets mange plancher og bøger er desværre p.t. ikke på engelsk.         

190 Tijl Uilenspiegel Museum Damme Flandern Belgien Anne Vibeke Rejser 2017 11 13 0943
Tijl Uilenspiegel Museum i Damme

Restaurant De Stamper - Bed & Breakfast

Lidt uden for Damme ligger landejendommen De Stamper, hvor der er dækket op i de rustikt indrettede lokaler. På spisebordet brede planker står levende lys og supplerer det sparsomme vinterlys som trænger ind gennem de fugtige vinduer fra den snedækkede have. Tallerknerne er antik fajance og hele stemningen sætter dig tilbage til en svunden tid. Det pusler i køkkenet, hvor familien Nyssen er i gang med forberedelserne til en gastronomisk oplevelse.
De Stamper har udover restauranten nogle få værelser baseret på B&B. Alle er med bad og toilet og rustikt indrettet, så vil du bo på landet i nærheden af middelalderbyer som Damme og Brugge må dette være stedet.

Brugge - et gastronomisk centrum

Også i Brugge findes utallige gode spisesteder, hvoraf flere har Michelinstjerner. Blandt de gode restauranter kan nævnes Restaurant De Mangerie med frisk fisk. Restaurant ’t Jong Gerecht, hvor du kan vælge chokolademenuer. Restaurant Pergola Kaffee, hvor den supermøre lammebov kan anbefales. Eller prøv Restaurant Den Dyver, hvor menu og de øltyper der serveres til, er fint afstemt.

220 Brugge Flandern Belgien Anne Vibeke Rejser 2017 11 13 0901 001
Brugge er et godt sted at prøve belgisk gastronomi

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser