Gæs på sporet ved Tissø, Vestsjælland
De er her i tusindvis. Gæs som her på en mild novemberdag fouragerer på de vintersåede marker med friske, grønne skud. Indtil vi nærmere os. Så letter de med et øredøvende spektakel og gør den blå himmel over os næsten sort, flyver ud over Tissø og lander så på en af de andre eftertragtede, saftige marker.
Danmark - Vestsjælland
Destination Sjælland omfatter kommunerne Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Sorø samt Slagelse - dvs. store dele af Vestsjælland.
Mest besøgte attraktioner: Kommunernes byliv, aktiviteter for børn samt naturen med strand- og kystoplevelser.
Turistinformation: Distination Sjælland
Naturpark Åmosen og Formidlingscenter Fugledegård
Ved St. Fuglede nærmere betegnet Formidlingscenter Fugledegård/Tissø Vikingecenter på vestsiden af Tissø udgår Sporet ved Tissø. Dette spor er lagt udover privatejede marker og er blot en af mange vandreruter under projektet "Spor i Landskabet". Det er også her at Naturpark Åmosen findes med shelters til brug for det vandrende folk - f.eks. de som vandrer ad Kløvestierne.
Vid udsigt
I det flade landskab er der vid udsigt udover markerne og søen samt det kuperede landskab øst for søen. Tissø er dannet efter sidste istid som et dødishul, der under isens smeltning efterlod en stor isklump der efterhånden som den smeltede fyldte en lavning med vand. Søen er rig på fisk og er et yndet sted for trækfugle at slå sig ned forår og efterår på trækket nord/syd. Men her er fugle hele året, hvorfor stedet er velkendt blandt ornitologer. Dette er også et af de steder på Sjælland, hvor man kan være heldig at se ørne og andre rovfugle - hele året.
Så du kan spejde efter dem, når du spadserer ad den markerede rute langs markskellene ud på sporet i terrænet.
Tusinder af gæs
Ingen ved naturligvis ikke, hvad det "koster" landmanden, der lægger mark og vintersæd til de tusindvis af grådige bramgæs, der gnasker de nye skud i sig ude på marken. Men noget må det da ødelægge! Da fuglene opdager "fremmede", er det som der trykkes på en startknap - og et øjeblik efter er langt de fleste gæs i luften. Men det er ikke kun gæs du kan se. En tårnfalk muser - står stille i luften - mens den er på udkig efter bytte.
Langs Halleby Å
Sporet ved Tissø følger på et stykke Halleby Å, der afvander Tissø i Storebælt. Det var ad Halleby Å at vikingerne i deres fiskerbåde og mindre handelsskibe sejlede op ad åen fra Storebæltskysten for at komme ind til markedspladserne ved Tissø.
I dag er der intet at se i terrænet, men plancher opsat rundt omkring på sporet fortæller om historien som den udfoldede sig her for mere end 1.000 år siden. Der er da også gennem tiderne gjort flere arkæologiske fund i området. Bl.a. den berømte Tissø-ring der i 1977 tilfældigt blev revet op af jorden under markarbejdet. Den 1,8 kg. tunge guldring er fremstillet omkring år 950 e.Kr. og repræsenterede dengang en værdi svarende til omkring 500 stk. kvæg. Tissø-ringen blev i forbindelse med et udlån til Moesgård Museum i 1994 stjålet. Det var det største guldkup i Danmark, siden Guldhornene blev stjålet i 1802. Heldigvis blev guldringen fundet igen og er i dag udstillet på Nationalmuseet i København.
Flere dyr
Når du krydser landevejen for at spadsere ad sporet på den anden side af vejen, støder du på endnu flere bramgæs. Og for at tage det hele med løber en agerhøne hen ad sporet og ved ikke hvilken vej den skal flyve. Så springer et rådyr pludselig op foran. Den har naturligvis hørt dig komme og har trykket sig i græsset, så du intet har kunnet se. Men da afstandstærskelen blev overskredet, farer den forvildet op og springer fra side til side og er hurtigt langt ude på næste mark.
Fuglekig
På stien mellem Fugledegård og søen er rejst er fugletårn og længere nede mod søen fører en gangbro ud til sivskoven helt ude ved søen, hvor du fra et fugleskjul kan stå inden døre og iagttage fuglelivet ud over søen. Her ses både ænder, svaner og grågæs - samt måger. Plancher i fugleskjulet oplyser om det rige og varierede fugleliv, som kan iagttages ved Tissø.
Vikingegården Bulbrogård
Det mest synlige fra vikingetiden er sten-markeringer efter vikingehuse samt en storgård - Bulbrogård, hvor træstubbe er opsat i de tidligere stolpehuller. Den enorme bygning menes at være fra midten af 500-årene og en planche oplyser om stedet.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser