Karl Johan i Ulvshale, Møn

Naturskov på nordlige rute

Da vi kommer til Møn kører vi gennem Stege og nordpå forbi Ulvshale Strand - en af Europas mest børnevenlige sandstrande. Den er lang, bred og det lyse sand skinner os i øjnene, da vi parkerer på denne solbeskinnede efterårsdag. Det bliver i dag kun for en kort stund, for vi skal videre ud på Ulvshale til Naturcentret Ulvshalegård. Bilen stilles på P-pladsen og fra Naturcentret udgår to forskellige mærkede vandreture. Mærkningen er dog ikke lige tydelig hele vejen rundt og man kan let "forvilde" sig rundt i skoven. Specielt den nordlige rute kræver god orienteringsevne, så tag eventuelt et kompas med. Men ellers er afstandene ikke så store og du har altid Ulvshalevej at kunne gå tilbage til. Det er en spændende naturskov vi træder ind i. En af de skove i Danmark, der får lov til (næsten) at passe sig selv. Her vokser en mængde forskellige trætyper og når de dør, får de lov til at ligge og rådne til glæde for mos, svampe, kryb, insekter og fugle. Det er kun vandrestierne der "holdes". Og dog. Vi har ikke gået mange meter i forsøget på at følge den gule markering, før det nedfaldne efterårsløv gør det umuligt at skelne mellem skovbund og sti. Og da vi ikke længere kan finde næste gule mærke på træ eller stolpe, må vi tilbage.

På en åben plads - festpladsen - går en gennemgående sti, Midtervej, der dog ikke er skiltet, og nu ved vi, hvor vi er. Vi følger den mod sydøst og finder inden længe igen den gule mærkning. 
Ude ved skovens gærde går vi i lysningen og forsøger at vandre ad et spor lidt inde i skoven, men sporet "gror til" og vi går ud på stien langs skovbrynet. I et sving passerer vi et vogterhus, der står som den rene idyl, med den gamle vandpumpe midt i haven og roserne i blomst op ad huset. Herfra drejer vi fra grusstien og vandrer igen ind i skoven. Her er bl.a. store krogede egetræer med sidegrene langt nede ved jorden - rigtigt gode at klatre i. Mærkningen er her let at følge og vi kan se, at bevoksningen langsomt ændrer karakter, efterhånden som vi kommer længere vestpå mod stranden. Jorden bliver mere sandet og i skovbunden står flere og flere blåbærbuske og enebærbuskene dukker op. Vi kommer ud på et åbent græsningsareal med mere spredt bevoksning.

Broen til Nyord

Et forhøjet område kaldes Skansen. Her etablerede det danske militær et forsvarsanlæg i starten af 1800-tallet, hvorfra man kunne skyde med kanoner efter fjendtlige skib, der ville passere Ulvshale Løb. I dag er der nu ikke meget at se af selve Skansen, men udsigten fra højdepunktet er fin ud over strandengen, sivbevoksningen og sundet med de mange svaner. Vi går forbi det gamle stenværk, men i dag er der ikke meget at se. Kun et enkelt lidt kedeligt hus står tilbage. 
Ude ved P-pladsen, lige før broen over Ulvshale Løb, kan vi se bilerne holde i kø. Der er envejs trafik over den smalle bro. Her holder strandjægerne og fiskerne også til. Deres små både ligger i de små havneindløb, der ligger som naturlige render mellem sivene.
På det åbne engareal ovre på Nyord, findes et fugletårn hvorfra der er vid udsyn til alle sider. Det skal helst besøges om foråret, hvor der i hele området er masser af fugle. Ude i sundet kommer en stor flok grågæs flyvende. Vi opdager den kun fordi de er "snaksalige" og kan høre dem.

Frokost på naturcentret

Vi går tilbage og følger igen vandreruten til vi kommer forbi en ca. en km. lang sø, hvor man tidligere har gravet kugleflint. Disse rundslebne flintesten blev indtil 1974 gravet op her og brugt til finmaling af cement på cementfabrikker over hele verden. Igen ændrer beplantningen sig og vi støder på gamle, meget høje fyrretræer ind i mellem løvtræerne. 

Mange snoge

Vi vandrer tilbage til naturcentret og da vejret er fint, sætter vi os i haven bag gården og nyder solen. Havde det været koldt og gråt, kunne vi sidde i den store staklade, hvor der også er borde og bænke. På laden er der opslået information om naturen på Ulvshale. Lige ved centret findes der også toiletter. På stien ser vi pludselig tre små snoge på ca. 50 cm, der følges ad på tværs af stien. De er lynhurtige inde i græsset og jeg går ind på den anden side af dem og en af dem viger tilbage på stien, medens jeg tager "skyderen" frem. Ude på stien forsøger den at undvige. Lynhurtigt drejer den i en anden retning. Jeg går igen over til den. Så kryber den sammen i forsvarsstilling med hævet hoved, medens den med sin tunge konstant "snuser" sig til hvor jeg er. Så vender den atter omkring og snor sig ind i græsset til sine kammerater. Det lykkes trods snogens hurtige bevægelser på flugt fra mig, at skyde den - med mit kamera. Jeg er nu ellers ikke meget for at forstyrre og jage disse nyttige slanger. De skal have ro, så de ikke bliver stressede, men dette ene korte øjeblik klarer den nok! Lad i alle tilfælde være med at samle slanger op. Det kunne være en af de sorte hugorme, der også findes her i området, men de har dog ikke snogens karakteristiske gule pletter bag hovedet.

Den sydlige rute

Vi vandrer ned langs hegnet til et større græsningsområde, men ser ingen dyr. Visse steder kan der være lidt sumpet, så det er godt vi har vandresko på, der kan klare lidt mudder. På vores højre side er der først en sumpskov og senere passerer vi et sommerhusbyggeri, inden vi når frem til Kongens Enge. 
Nu er vi helt ude ved kysten og fra diget kan vi se ud over Pilebo Rende. Netop som vi kommer op på diget letter to hejre og basker væk ud over Horsnæs Enge. Til begge sider langs kysten vokser sivskov - et ideelt sted for fuglene. Vi følger diget et stykke og søreme om jeg ikke er lige ved at træde på en snog i det høje græs. Det er en ordentlig krabat og tyk som en ål. Men den er hurtig nede af diget og glider ud mellem sivene. Vi ser den ikke mere. Vi kan ikke komme videre ud ad diget, så vi vender om og vandrer tilbage for at følge rutens gule mærkning langs en åben grusvej - Telefonstien. Vi kan vælge at dreje fra og gå direkte tilbage til naturcentret, hvorved turens længde halveres. Men vejret er pragtfuldt denne efterårsdag, så vi fortsætter til vi møder mærkningen, der leder os ind på heden.

Ulvshale Hede

Vi går gennem en stenter og det er et stort åbent lyngområde med spredte enebærbuske rundt omkring, vi kommer ind på. Her plejer at være dyr, der ligger kokasser overalt. Men dyrene møder vi ikke. På afstand kan vi se stolper med den gule mærkning og tager retning mod dem forbi nogle små søer med siv og hvor dunhammerne allerede er sprunget. Vi hører og ser ellers intet liv i søerne. Her skulle også vokse kæruld og den sjældne insektædende blomst soldug. Men vi er for sent henne på året. Over os svæver en tårnfalk. Den bevæger knapt sine vinger, men lader sig svæve på vindens opdrift ude fra vandet. Så dumper den ned og lige før den rammer jorden, kommer den atter op i luften med et par raske vingeslag og forsvinder ind over skoven. Var byttet forsvundet? På den anden side af heden går vi ud gennem stenten og kommer over på nordsiden af Ulvshalevej.

Lille Karl Johan

På turen tilbage føles stien parallelt med landevejen og her kommer vi bl.a. gennem mandshøje ørnebregner på vej gennem skoven. Det er her vi møder Karl Johan. Han er lille og brun og hatten, der næsten er i hel stand, har han fortsat på. Den lille fyr står helt alene. De andre vi kan se, vil vi bestemt ikke have noget med at gøre. De er bl.a. hvide. Men da han er den eneste, der hedder Karl Johan her i omegnen, lader vi ham være. En anden gang kunne det være helt fint at lave en svampeplukningstur og få nogle af disse velsmagende svampe med hjem her fra skoven. Eller måske tage med på en af de guidede ture, som udgår fra naturcentret om efteråret og lære mere om de mange svampe som findes her.