Med den mindste i Gærdselsskovene, Langeland

Hatteformede bakker

Rundt omkring i landskabet på Langeland findes mere end 2000 af disse enkeltstående toppe - såkaldte hatformede bakker - der blev dannet under afslutningen af sidste istid for 15.000 år siden. Navnet har de fået, fordi de ligner runde damehatte som er spredt omkring i landskabet. Vi skal op på flere af dem på denne lille vandretur.
Gulstavvej ender i en parkeringsplads helt ude ved vandet neden for Dovns Klint, der er en sådan hatformet bakke. Halvdelen af bakken er dog væk, fordi havet hvert år æder sig ind i bakken og dele af klinten falder ned. Her finder vi informationstavlen og beslutter os for at vandre gennem skoven mod Kjeldsnor og så se, hvor langt kræfterne rækker. Vi har nemlig vort mindste barnebarn på godt et år med i klapvognen, som vi er indstillet på at bære i hænderne, der hvor vi ikke kan køre med den. Men det går faktisk fint - her kan barnevogn eller klapvogn godt gå an! Vejret i dag er fint og tørt, så det er vist kun i regnvejr, at det kan være vanskeligt at have de mindste med.

Gennem gammel stævningsskov

Vi spadserer gennem skoven Østre Gulstav, hvor man gennem tiderne har fældet træer, høstet stammer og de nye skud. Det er en stævningsskov som bl.a. også kaldes gærdselsskov - sikkert fordi man tidligere brugte de nye skud på stammerne til hegn (gærde). Men træet blev også brugt til mange andre ting - f.eks. tømmer i bygninger.

Så går det opad og vi må lægge kræfterne i for at få klapvognen med på toppen af den 16 meter høje Bunsbanke. Her har vi et glimrende syn ud over den store sø Kjeldsnor, med rørskov og tilhørende fugleliv. Græsset på banken (bakken) er slået og viser os, hvilken vej vi skal følge, så vi går ned på den anden side og kommer ud på vejen ved Gulstav Mose.

Vestre Gulstav

Her vrimler det med orkideer (gøgeurt) og inde bag hegnet ved mosen står gule iris i store grupper og smiler til os. Vi følger vejen forbi Gulstavgård og går til venstre ind i Vestre Gulstav skov. Nu går Mie ikke ret meget, dertil er hun trods alt for lille. Det er mest os, der skubber og trækker i klapvognen. Vi har dårligt gået en km. og de små ben ser ud til at have mere i sig. Vi vandrer derfor ad en umærket sti gennem skoven - en noget ujævn og mudret sti - over til en anden rundløjpe, der går mod Søgård. Da vi kommer ud af skoven, skal klapvognen lige løftes op over et lille stengærde og med lidt forsigtighed er det ingen sag. Her skal man være to til at løfte, hvis barnevognen er med!

Beskyt hovedet

På højre side passerer vi endnu en hatformet bakke - Ørnehøj, 20 meter høj - men det er larmen fra den lille frø-sø, der får os til at stoppe op. 
Vi har et laaangt stykke at gå frem til Søgård, hvor der også findes søer med frøer. Undervejs får vi lidt at drikke - det skal vi huske - men vi har glemt kasket og solbriller. I mangel af bedre binder vi et hovedklæde af et tørklæde, der altid ligger i rygsækken, så barnet få lidt beskyttelse for solen, nu vi har glemt solhatten. Et sted går der et spor ned mod en mose og jeg forsøger at gå derned, men bremses af et tæt net af brændenælder, der svier på mine bare ben. Vi fortsætter gennem granplantagen og er snart ude ved kysten, hvor vi følger det bakkede landskab.

Klokkefrøer

Ved Bredstens bjerg, 15 meter, ser vi et rådyr rå springe rundt i buskadset i retning af plantagen vi kom fra. Vi skubber klapvognen langs den stejle klintekyst ca. 600-700 meter, hvor græsset er fint slået og passerer Vestre Gulstav og kommer op over Gulstav Klint, der som Dovns Klint er "halt".
Da vi igen er nede, mødes vi af en øredøvende "larm" fra utallige frøer. Sjældent hører vi en sådan koncert midt på en solrig sommerdag. Men vi kan ikke rigtigt se frøerne, for søen er inde bag en afspærring og vi kan ikke komme tæt nok på. Der er dog noget, som bevæger sig mellem vandplanterne i vandskorpen.

Lige før vi atter er tilbage ved Dovns Klint kan vi se en lystfisker nede på stranden. Vi har læst, at her er gode muligheder for fiskeri efter bl.a. havørred, så vi håber at han har heldet med sig.