Rideture på Rømø

Hotel Kommandørgården

Navnet "Kommandørgård" stammer fra Rømøs storhedstid i 1700-1800-tallet, hvor mænd fra øen bl.a. arbejdede for de Nordtyske købmænd og hvalfangere, hvilket bragte rigdom til øen. 
Mange stod til søs på hvalfangertogter til Grønland og de der var kaptajner (kommandører) blev velhavende og kunne bygge stort og flot på Rømø. Reminiscenser fra denne storhedstid hænger i hotellets hall, hvor billeder og skibe fortæller lidt af historien. I hovedbygningen findes reception og restaurant, selskabslokaler og konferencerum. I nabobygningen findes Wellness og Beauty Center med indendørs pool i stueetagen og massageafsnittet på 1. sal. Hotellets værelser er bygget omkring et stort friluftssvømmebassin og bygningerne danner læ for vinden uanset hvorfra den kommer.

Vadehavshytterne på campingpladsen

Bag hotellet findes en af øens store campingpladser, hvor der ligeledes findes forskellige campinghytter - dels lidt primitive bjælkehytter uden bad og toilet, men også nogle flotte såkaldte vadehavshytter til fire personer med selvhushold, bad og toilet. Det er en af disse vadehavshytter jeg bor i. På første sal er der plads til to personer samt en udgang til terrasse med flot udsigt ud over engarealerne og vadehavet. I stueetagen findes soveværelse for to personer, bad og toilet samt køkken og opholdsstue ud i et med alt udstyr, fra køleskab, fladskærms-tv til brændeovn. Både foran huset og bagved findes en lille terrasse med nødvendigt møblement. Man må dog finde sig i at være tæt - meget tæt - på sine naboer. Vi er jo på en campingplads! 
Bag campingpladsen ligger Rømø Legeland - et område med mulighed for en masse aktiviteter for børn og legesyge voksne lige fra klatrestativer og ruchebaner, over sørøverskibe til kanoroning i søen, svømmepool med vandrutsjebane og meget mere. Her er også mange sjove dyr som kaniner, hamstre, vaskebjørne, geder, æsler og små heste. Ja, faktisk har man her verdens mindste hesterace - en Fallabella fra Argentina (den første i Danmark). 
I tilknytning til Legeland findes en saloon, hvor der er udskænkning og hvor større arrangementer kan afvikles under mere uformelle former.

Ridning på Rømø

Men det vigtigste er nok den del, der kaldes Hesteland. Interessen for heste er stor og legendarisk på Hotel Kommandørgården. Specielt hvad islandske heste angår. Her har man et utal af disse vidunderlige og godmodige dyr, som man også selv avler. Også verdens største hesterace - den engelske shire hest - findes her. Hesten, der hedder Nathalie, rager godt op over de øvrige dyr og bruges mest til at trække den store hestevogn på tur ind i skoven.
Bag foldene møder jeg Steini, og han har om nogen et godt tag på de islandske heste. Steini går ind i folden og udvælger en hest til mig og sig selv. Uden for folden bindes hestene fast til hegnet, medens jeg henter gulerødderne. Dem er de glade for.
"Vi skal have hestene sadlet og du finder saddel og hovedtøj samt hjelm derovre", Steini peger på en lille bygning, hvor alt nødvendigt udstyr findes og da jeg er på vej derover, tilføjer han: "Men du kan lige strigle hesten først". 
Så finder jeg en børste og begynder at strigle min hest. Hestene er netop ved at fælde - skifte fra vinterpels til sommerpels - og de lange hår nærmest vælter af hesten, der tydeligvis nyder mit hårde arbejde. 
Men Steini har en bagtanke med, at jeg skal bruge tid på at strigle hesten og at den ikke bare står opsadlet og klar, når jeg kommer. "Du ved", tilføjer han, "hesten kommer til at lære dig bedre at kende og får tillid til dig, når du er i nærkontakt med den."
Så har Steini fundet en saddel, der passer til hesten. "Tag denne - og her er underlaget til sadlen og hovedtøjet", siger han, da han rækker mig udstyret. Hesten står helt roligt, mens jeg sadler den. Jeg strammer sadlen med remmene, der går under dyrets bug. Fra tidligere ved jeg, at hestene har en tendens til at puste sig op, for at sadlen ikke skal sidde for stramt. Herefter sætter jeg trendsen i munden på hesten og trækker remmen over hovedet på den. Steini hjælper mig med at rette de sidste ting til og siger: "Her kommer mange forskellige mennesker og rider hos os. Nogle er helt nybegyndere andre mere rutinerede og flere og flere har deres egne heste med. Vi har masser af plads ude på engene, hvor hestene går i særlige folde, når der ikke rides på dem. Faktisk holder vi ind i mellem ridelejr med større grupper, der ønsker at ride sammen. Men langt de fleste ture er guidede med en eller flere guider alt afhængig af gruppen sstørrelse."

I tølt

Steini har allerede svunget sig op i sadlen og jeg følger efter. Vi rider bag om Rømø Legeland og følger en grusvej, der krydser hovedvejen og snart er vi ovre i Vråby Plantage. Medens vi langsomt skridter, siger Steini: "Naturstyrelsen har anlagt en lang række afmærkede ridestier her i skoven, som vi skal holde os til. Men der er også ridestier mange andre steder på øen. - Skal vi lidt op i fart?" 
Vi er kommet ud på en lidt bredere sti og hesten reagerer straks og et øjeblik efter glider vi gennem skovstien i tølt - denne specielle gangart, der kan beskrives som en mellemting mellem trav og galop. Det er som at sidde på en stol, min krop er næsten ikke i bevægelse, medens hestens ben i høj hastighed rammer stien med en særlig regelmæssig staccatorytme.
"Lad være med at stikke dine bed ind under hesten", råber Steini efter mig, "så går det meget bedre".
Og da vi atter er kommet ned i skridt, får jeg ros: "Det er du faktisk rigtig god til" smiler Steini, "Jeg har fundet den helt rigtige hest til dig."
Vi kommer ind i tættere skov og vi sætter atter hestene i tølt. Her snor den smalle, sandede ridesti sig som en slalombane ind mellem træerne og det er en dejlig følelse at suse gennem skoven på denne måde.

Skønt ridt i vandkanten

Ridestierne fører ud over de græsbevoksede strandenge til stranden, hvor det er muligt at ride i kanten af Vesterhavet - og her kan der virkeligt komme fart på hestene, når de galopperer på det hårde underlag. Steini forklarer: "Mange af vore ridegæster kommer her, netop fordi det er helt unikt at ride i Vesterhavets strandkant - uanset tidspunkt på året og for den sags skyld på døgnet. Her er lyset specielt og her er i hvert fald højt til himmelen. På en klar nat er her tusindvis af stjerner og vi forstyrres ikke af noget kunstigt lys herude."
Atter inde i plantagen får hestene lov til at skridte og puste ud, da Steini peger fremover på stien og hvisker til mig: "Se der står et rådyr". Dyret står helt stille, selv da vi nærmere os. Det opfatter hest og rytter som en enhed, det ikke behøver at være bange for. Derfor kan vi på hesteryg komme helt tæt på de vilde dyr.

Da vi er tilbage på Hotel Kommandørgården spørger Steini: "Har du ikke lyst til at tage en tur med over til Mandø og ud på Danmarks største ørken Koresand - en stor sandbanke i Vadehavet mellem Mandø og Rømø?" Vi har en aftale.

Ridecenter Mandøgården

Den store Land Rover stopper. Hestetransporten med tre islandske heste er spændt bag på. Steini, vores chauffør og guide, synes tilsyneladende, at her fortsat er rigeligt med vand. Vi har ellers tjekket tidevandstabeller og vandstandshøjder på DMI's hjemmeside og nu skulle vandet trække sig tilbage. Vi er på vej til landets mindste ø i Vadehavet, Mandø, nord for Rømø i Vestsønderjylland. I "gamle" dage var eneste farbare vej fra fastlandet til Mandø via Ebbevej, hvor det var - og fortsat er - muligt at blive trukket gennem Vadehavet over til øen. Nu kan man også selv køre ad den syv km. lange Låningsvejen - fire timer før og efter lavvande.
Det er første gang jeg er her og det er en noget speciel fornemmelse at køre kun tre cm. over havets overflade. Visse steder på vejen står der endnu vand, men vi kan sagtens komme gennem og over på øen. Undervejs passerer vi Ebbevej, der er kvistet med birketræer, så den traktortrukne "Mandøbussen" kan finde vej. Her kan almindelige biler ikke køre.
Vi har planer om at ride gennem Vadehavet til Danmarks største ørken Koresand, en ca. 10 km bred sandbanke mellem Mandø og Rømø, der kun kan nås fra Mandø-siden, og kun når det er ebbe - når tidevandet har trukket sig tilbage. 
Der vil gå endnu en times tid, inden det er lavvandet nok til at vi kan ride ud, så vi kører over til Islændercentret Mandøgården. Her har Hotel Kommandørgården fra Rømø, indrettet gården med mulighed for at holde ridelejr enten med familie eller med venner, øvede ryttere såvel som nybegyndere. Her er køkken til selvhushold, renoverede toiletter og soveværelser smukt indrettet i forskellige farver og stilarter. Udenfor står det opvarmede spa-bad, hvor man efter dagens ridetur kan få udendørs vandmassage og løsnet op i musklerne.
Vi nyder udsigten fra terrassen, medens vi får en forfriskning og venter på lavvande.

For højt vand - ved ebbe

Vi har naturligvis det nødvendige udstyr med til turen. Bl.a. er det klogt at medbringe et kompas, da der absolut ingen holdepunkter er på Koresand. Her er ingen træer, ingen skilte, ingen bygninger. Kun sand. Hvis der pludselig glider havgus ind fra Vesterhavet, skal vi kunne finde vej ved hjælp af kompasset. Nu skulle det ifølge tidevandstabellen være lavvandet. Vi får hestene ud af transporten, sadlet dem op og svunget os i sadlerne. 
Da vi kommer op over diget, blæser der en frisk vind fra nord og der er ingen land eller sandbanke at se. Jo, langt ude i horisonten skimtes en tynd landstribe. Det er Koresand. Men hvor er vadestedet? Vi rider langsomt ned over strandengen, forbi et par viber, der basker op, da vi tilsyneladende trænger os ind på deres territorium. Vi stopper et øjeblik i vandkanten og driver hestene ud i bølgerne. Hestenes skridt bevirker, at vi på et øjeblik bliver plasket til med vand, men det gør ikke noget. Vi kommer længere ud og da vandet bliver så dybt, at det næsten når bugen på hestene, og vi for længst har fået fødderne gjort våde, er der ingen tvivl: Vi kommer ikke over til Koresand i dag. 
Steini forklarer, at han aldrig i den tid han har guidet ryttere her, har været udsat for ikke at kunne komme over. Men det sker, når vinden presser vandet ind over vadestedet - selv om det er lavvandet. Vi vender hestene og kommer tilbage op over diget og beslutter i stedet at ride rundt på Mandø. Her er også mange muligheder for at opleve naturen, kulturen og dyrelivet i og ved Vadehavet.

Stormflodspælen

Vi rider hen forbi stormflodspælen, hvor der er sat markeringer for hvor højt vandstanden har været under de forskellige stormfloder. Senest under orkanen i 1999, der kan jeg lige nå op til, når jeg står på jorden. Skræmmende. Men det er ingenting mod vandstanden i 1634. Øen har tidligere været oversvømmet med katastrofale følger. Engang lå den lille by på øens nordside, men blev nærmest skyllet væk og man besluttede at flytte byen mod sydvest beskyttet bag høje diger.
I udkanten af byen rejser den fint restaurerede Mandø Mølle sig. Her har en vis hr. Møller - fra et større dansk rederi, med aner her til øen - doneret midler, så møllen kunne istandsættes.
Ude på strandengene går store flokke af gæs og græsser. De er ved at samle kræfter til deres videre træk nordpå til de arktiske egne, hvor de yngler. Da vi rider forbi, flyver de første gæs i vejret, hvilket udløser en "kædereaktion" for flere og flere bramgæs følger efter. Pludselig er hele engen levende. Den store flok fugle svinger rundt ud over engen og vender lidt efter tilbage og danner næsten det, der er kendt som "Sort Sol". 
Det er specielt om efteråret at Sort Sol kan opleves, hvor enorme mængder af stære hver aften samles på marskengene for at gå til ro. Her kan man se de mange fugle i flugt hen over himmelen i store bølgende bevægelser skygge for solen. 

På den igen

Efter rideturen rundt på Mandø er det tid at sadle af og få hestene ind i hestetransporten. Steini er fortsat forundret over, at det for første gang ikke lykkedes at komme over til Koresand, men fortæller også, at han engang med en gruppe kom så sent retur fra denne vadehavsørken, at vandet var steget så meget, at eneste mulighed for at komme tilbage til Mandø var at svømme sammen med hestene over revlen! I alle tilfælde bliver vi enige om, at næste gang vi ses, bør vi igen prøve at komme til dette helt specielle sted i Danmark.