Strandsejlads på Rømø
På din ferie på Rømø kan du på den brede strand komme op i fart med strandsejlads.
Danmark - Sønderjylland
Sønderjylland omfatter det sydligste Jylland fra Rømø i vest til Sønderborg i Øst.
Mest besøgte attraktion: Dybbøl Mølle ved Sønderborg, Nationalpark Vadehavet ved Rømø, Tønder og Møgeltønder
Mere information:
Campingpladser i Sønderjylland
Sønderstrand - Nordeuropas bedste sandstrand
Hvor er det lige at man ved hjælp af sejl og med vindens kraft kan suse fremad med 50-70 km/t - uden at være på vandet? Svaret finder du ved Sønderstrand på Rømø. Her på Nordeuropas bredeste sandstrand, hvor afstanden mellem klitterne og havet kan være op til ca. fire km., møder vi Timm fra Windriders som vil lære os at strandsejle med blokart. Tim, der er tidligere engelsk landmand, har siden 2002 levet af og for det friske liv på stranden og tilbyder mere end en håndfuld aktiviteter - båret frem af den altid friske vind på Rømøs vestkyst. På et område af stranden på ca. 3 x 3 km. boltrer fartglade turister sig med kitewings, kitebuggy, surfeboards og meget mere bl.a. blokart. Sønderstrand er ideelt til formålet, sandet er fast og når tidevandet har trukket sig tilbage, ligger hele stranden med en jævn overflade uden nævneværdige huller eller fordybninger. Og med den altid nærværende vind er forholdene ideelle til strandsejlads.
Instruktionen
Vi er flere der aldrig har arbejdet med sejl før og Tim instruerer os i hvor simpelt det hele er. Forsynet med hjelm, solbrille og en varm heldragt sætter man sig til rette i blokarten. Er man høj, flytter man sig længere ned, så man undgår at få sejlet i skallen, når man drejer! Blokarten har tre hjul, et sejl samt et styr - og alt hvad der skal til er en smule teknik ved start og ved drejning. Når snoren til sejlet slippes, svinger sejlet hen i vindens retning og blokarten står stille. Når snoren strammes til, kommer der vind i sejlet og blokarten flytter sig. Ganske som ved et almindeligt sejlskib på vandet. Så er der det med styret, som mindst en af hænderne skal operere.
På banen
Tim har lagt en 8-tals bane parat til os og efter mindre end fem minutters prøvetid har man styr på det og kan suse hen over stranden. Jo, strammere snoren holdes, des mere fart kommer der på blokarten, som kan nå en tophastighed på ca. 70 km i timen - men så er man også rutineret. Ved drejning slippes snoren, mens styret vendes i den retning man ønsker, hvorefter man har "vendt" og får vinden ind fra modsatte side og drøner fremefter igen. Glemmer man at slippe snoren under drejningen, risikerer man at komme op på to hjul og i værste fald at kæntre.
Kappestrid
De fleste som kaster sig ud i dette eventyr er legebørn og der går da heller ikke længe, inden der er kappestrid om hvem der kører hurtigst og hvem der kommer først rundt. Skæg og sjov - i en altid frisk luft. Skulle du ønske dig selv at eje udstyr til aktiv ferie på stranden, kan Timm sikkert hjælpe dig.
Rømø Røgeri
Appetitten er vækket og i Havneby finder vi Restaurant Rømø Røgeri, hvor vi spiser en vadehavs-inspireret frokostbuffet, med bl.a. sild, små vadehavsrejer (hesterejer), varmrøget laks, hjemmelavet leverpostej, svinemørbrad i fløde o.m.a. Friskt og lækkert med vand eller øl til, samt Schumachers Brændevin, der fås i flere forskellige udgaver.
Og så er vi vist ikke til ret meget mere den dag!
Naturcenter Tønnisgård
Vi skal dog lige ind og se hvad Naturcenter Tønnisgård tilbyder. Ud over udstillingen om livet i - og ved Nationalpark Vadehavet og Rømø i særdeleshed, arrangeres der herfra stort set alle de ture som tænkes kan;vadehavsture, fugleture, svampeture, snapseture, hestevognsture o.s.v. Ja, man kan sågar komme med på rejefangst og selv fange, pille og spise sine høstede hesterejer - kogt direkte på stranden! Ingen skal kede sig på Rømø.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser