Vandretur langs kysten på Enø
På din ferie ved Karrebæksminde kan du vandre langs kysten på ferieøen Enø, som også byder på Sydsjællands bedste badestrand.
Danmark - Sydsjælland og Møn
Sydsjælland og Møn er samlet i hjemmesiden Sydkystdanmark.
Mest besøgte attraktion: Møns Klint og Stevns Klint samt naturen langs Sjællands sydkyst. Gavnø Slot samt Karrebæksminde og Enø med områdets bedste badestrand.
Mere information:
Karrebæksminde - en rigtig ferieby
Du kan starte i Karrebæksminde, der regnes som grundlagt i 1806, da man påbegyndte anlægsarbejdet af havnen og kanalen. Havnen skulle være ladeplads for Næstved og her omlagde man fragt fra havgående skibe til pramme. Senere åbnede man Karrebæksminde kanal som forbinder Karrebæk Fjord med Karrebæksminde Bugt. Karrebæksmindes funktion som ladeplads ophørte da Næstved kanal blev åbnet og byens udvikling blev sat i bero. Det kan vi glæde os over i dag, hvor det hyggelige havnemiljø består.
I Karrebæksminde er feriestemningen i topklasse og det er næsten som at komme sydpå i Europa. Turisterne hygger sig på fiskerestauranterne langs havnen, hvor fiskekutterne ligger ved kajen. Her byder Karrebæksminde på udsøgte delikatesser bl.a. fra røgeriet. Det siges, at fiskefrikadellerne er verdens bedste og at isen ikke fås bedre.
Kystvandring på Enø
Du passerer klapbroen kaldt ”Græshoppen”, der er fra 1936 og i dag regnes for Karrebæksmindes vartegn. Broen forbinder Enø med Sjælland og du kommer til den populære badestrand, der vender ud mod Karrebæksminde Bugt og regnes for Sydsjællands bedste. Her er ingen sten, men det fineste sand og vandet er børnevenligt. Efter iskiosken (du må godt gå forbi uden at smage på den populære Enø is!) følger du stien langs rækken af sommerhusene, som udgør en stor del af ferieøen. Mod havet har du et sanddige med klitroser og marehalm og undervejs kan du iagttage mange af de herlige sommerboliger.
Højtliggende trampesti
Hvor grusstien ender, kommer du op på en trampesti på kanten af klinten og vandrer tæt på den stejle skrænt med havet nedenfor på den ene side og med bølgende kornmarker på den anden. På kanten ser du forskellige blomster og svaler som har bygget reder i klintesiden. Læg mærke til de store sten der er faldet ned på stranden ved klintens erosion - det er vandreblokke, som isen bar hertil ved sidste istid og gemte i øens morænelandskab.
Efter Dragesbjerg
Din vandretur langs klinten ender på P-pladsen ved Dragesbjerg, hvor den offentlige biltrafik på Enø Kystvej stopper. På denne del af kysten holder windsurferne til. Du fortsætter ad den bilfri grusvej ud mellem markerne og passerer senere den gule landejendom Overdrevsgården. Efter markvejens næste sving kommer du til feriekolonien Enø Lejren. Her kan du gå ud på pynten og herfra kommer du ikke længere.
Enøs nordside med rørskov
Desværre er det ikke muligt at vandre tilbage langs kysten på nordsiden af Enø, da her er sumpet og bevokset med rørskov – hvorfor her heller ikke er en vandresti. Du kan vælge at vandre samme vej tilbage eller følge Enø Kystvej mod Karrebæksminde. Gør du det, kommer du atter gennem flere sommerhusområder og opdager hvor stort det egentligt er. Undervejs kan du nyde flere af de gamle landboejendomme, som du passerer, og nogle kilometer fremme får du det første blik ud over rørskoven langs nordkysten mod Karrebæk Fjord.
Tilbage ved udgangspunktet har du vandret knapt 10 km. og mon ikke du også fortjener lidt at styrke dig på?
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser