300 Vandring Ved Ullswater Lake District England Anne Vibeke Rejser Billede 084

Aira Force og Ullswater, Lake District National Park

Google Map...
England

Hovedstaden i England er London. England er en del af Storbritannien. 

Befolkningstal: Ca. 53 mio. I Storbritannien ca. 65,7 mio. 

Areal: Ca. 130.279 km². Storbritannien ca. 242.495 km² 

Afstand fra Danmark: Ca. 957 km til London

Mest besøgte attraktion: London samt Stonehenge.

Mere information:

Turistinformation: England

Turistinformation: Storbritannien

Kirkstone Pass, 454 moh.

Det er specielt de mange tørstensmure (gærde), der adskiller de enkelte parceller som står flot i det bølgende landskab. Disse mure er sten stablet oven på hinanden og sat sammen uden brug af cement eller andet bindemiddel - nogle for flere hundrede år siden. Og de holder fortsat. Den smalle vej op til Kirkstone Pass er enkelte steder med stigninger på 25 procent, så såvel køretøj som chauffør kommer rigtigt på prøve. Oppe i selve passet findes en fin gratis parkeringsplads samt en beværtning. Herfra er der fine vandreture til de omkringliggende bjerge, der rejser sig på begge sider af passet. Vi parkerer for en kort stund - simpelthen fordi udsigten ned i dalen er imponerende. Havde vi ikke allerede besluttet os for en vandretur ved Ullswater, kunne dette sted sagtens have været udgangspunktet for dagens travetur i bjergene.

Frivillige guider fra National Trust

Men vi skal videre og kører gennem Patterdale og Glenridding ved Ullswater til vi kommer til indkørslen til vandfaldet Aira Force. Her kan vi mod betaling parkere (husk småpenge 1£-mønter, da automaten her p.t. ikke tager kreditkort). Et par smilende herrer tager imod os og viser os hen, hvor en gruppe andre vandrere venter. Herrerne er begge pensionerede og frivillige guider tilknyttet National Trust. Så godt som hver eneste dag arrangeres vandreture i Lake District og du kan uden tilmelding og helt gratis tilslutte dig disse arrangementer, som du f.eks. kan finde på National Trust’s hjemmeside under Events eller på hjemmesiden for Lake District National Park.         

310 Vandregruppe Med Frivillige Guider Ullswater Lake District England Anne Vibeke Rejser Billede 059
Vandregruppe med frivillige guider fra National Trust

Vandfaldet Aira Force

Vandfaldet er blandt de største og flotteste i Lake District og et yndet udflugtsmål for englænderne. Da vi alle er samlet, vandrer vi op langs vandløbet og fra en gammel stenbro kan vi iagttage det nederste og største af vandfaldets strømfald. Her kiler vandet sig ned gennem en dyb kløft mellem mosgroede klipper på hver side. Fra stenbroen oven over faldet er synet endnu mere dramatisk. Vi fortsætter op langs vandløbet og holder en drikkepause ved et af de sidste mindre strømfald, inden vi fortsætter vandreturen ud på landevejen ved Ulcat Row.

Får i kulturlandskabet

Vi kommer gennem kulturlandskabet med udsigt til massevis af får og forbi enkelte husmandssteder, hvor vi smugkikker ind i haverne. Englænderne kan noget med haver. Dels er de flittige med af passe og pleje blomsterne og fjerne ukrudt, dels er de begunstiget af et indimellem fugtigt klima. Men også i dag skinner solen.

Vi forlader landevejen og søger op i bakkerne ved Gate Crags, der er en stor klippe, hvor vi spiser de medbragte klemmer. Herfra får vi det første glimt af søen Ullswater, der er Englands næststørste sø og har et knæk på midten som en albue, hvorfor vi ikke kan se fra den ene ende af søen til den anden!

Søen Ullswater

Senere bevæger vi os op gennem skoven ved Swinburn og får igen en helt enestående udsigt ud over Ullswater. På den stejle skrånings smalle sti balancerer vi videre rundt om bjerget - bestemt ikke noget for folk med højdeskræk - og fra en klippesats kan vi se næsten til enden af søen. Det er virkeligt flot i det fine vejr. Turen fortsætter højt oppe over søen gennem Gowbarrow Parks og vi er tilbage ved P-pladsen ved Aira Force efter godt fem times vandring.

Anbefalinger fra deltagerne

Da vi tager afsked med vore nye venner har de fortsat en masse at fortælle:
Har I hørt om de forskellige steder man kan bo, f.eks. i historiske bygninger eller sjove steder som en gammel vandmølle, i et fyr eller i en svinesti? Kig på hjemmesiden landmarktrust.org.uk.
Kender I muligheden for at kombinere ferie med frivilligt arbejde for National Trust? Her kan du hjælpe med at renovere eller bygge - og bo billigt, få en oplevelse for livet, møde nye venner og samtidig have tid til sightseeing. Vi kalder det National Trust Working Holidays, som du finder på hjemmesiden for National Trust.
Jo, de englændere er fulde af velmenende og gode råd.

360 Vi Tager Gerne Imod Gode Raad Ullswater Lake District England Anne Vibeke Rejser Billede 080
Vi tager gerne imod gode råd

I morgen skal vi opleve lidt af Lake District’s vilde kyststrækning mod Det Irske Hav ved St. Bees Head.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser