Breamish Valley, Northumberland National Park

Man kan med rette påstå at Northumberland Nationalpark er et område med storslået naturlig skønhed og med en interessant historie op gennem tiderne. Måske er det vi husker bedst efter at have vandret i bakkerne følelsen af det åbne rum - at have været langt væk fra alting - og ganske alene.

Museum på besøgscentret i Ingram

Et af de mest populære steder at vandre i er Breamish Valley. En sidevej fører fra Powburn ind til landsbyen Ingram, hvor vi finder et af Nationalparkens Visitor Centre i den gamle skole. Her parkerer vi bilen og får udleveret informationsmateriale samt et vandrekort. Inden vi vandrer ud i området, ser vi det lille museum i centret. Det er en flot udstilling af lerkrukker og andre antikke ting fra bl.a. bronzealderen, som arkæologerne har fundet her i området. Plakater fortæller historien om det tidlige landbrug. Så vi er godt forberedte, da vi vandrer ud gennem den bredere del af dalen langs den idylliske River Breamich, der snor sig gennem landskabet. Vi kunne også have kørt længere frem i dalen og parkere ved den lille skov Bulby’s Wood på et af de flade græsarealer langs floden og derved spare et par kilometers vandring.

Hillfort Brough Law

Herfra går vi stejlt op i et af de fineste historiske landskaber i England, hvor hvert højdedrag gemmer på en hemmelighed. Arkæologer er først nu begyndt at værdsætte betydningen af dette ensomt beliggende sted, hvor beviserne for mere end 4.000 års landbrugsdrift har ligget næsten uberørt. Stien vi vandrer op ad, er klippet græs, så her er heldigvis ingen ar i form af eroderede stier. Det er en meget stejl stigning, som tager pusten fra os, så vi må ind i mellem lige vente lidt - og få vejret. Men det gør bestemt intet for udsigten ned i dalen, hvor floden løber, er ganske betagende. 
Da vi når toppen i områdets nordvestlige hjørne, ses en stor bunke sten ligge i en cirkel. Det er resterne af fæstningsvolden fra et såkaldt "Hillfort". Altså resterne af en antik borg - eller en bebyggelse - som arkæologerne mener, er omkring 2.300 år gammel. Stedet hedder Brough Law og ligger højt med stejle sider til tre verdenshjørner. Næsten uindtageligt.

Kraftig vind og mange spørgsmål på toppen

Da vi kommer helt op på toppen rammer stormen os fra vest. Et virkeligt blæsevejr, som vi ikke har kunnet mærke, mens vi gik opad i læ af bakken. Og nu kommer bygerne, der er kraftige, men har fart på, så de er også hurtigt væk igen. Hvorfor man i tidernes morgen har lagt bygningerne på toppen, får vi ikke at vide. Måske for at beskytte sig selv mod fremmede? Hvorfor har man etableret disse seks til syv forskellige "Hillforts" i dette relativt lille område? Hvordan har man fået vand op på toppen af bakkerne? Det havde da været nemmere, hvis man byggede nede ved floden. Hvorfor bo på toppen i blæsten i stedet for nede i dalens læ? Boede forfædrene her hele året eller? Her kan rejses flere spørgsmål, end der umiddelbart kan gives svare på!

Over Hillfort Middle Dean's til Cochrane Pike

Vi følger den markerede sti ned over antikke terrasser, som viser os, at der har været drevet landbrug med dyrkede marker i umindelige tider. Ruten går over næste højdedrag ved Ewe Hill og her må vi have regntøjet på. Vi tager vores lette jakker på, som beskytter mod både vind og regn, og netop som vi får regntøjet på, kommer en jetjager farende lavt hen over området. Og endnu en jager kommer forbi. Vi skal næsten dukke os for ikke at blive ramt! Det må være militærøvelser der pågår i Otterburn Ranges ikke så langt herfra.
Vi drejer ned langs en dramatisk kløft, hvor fortet Middle Dean’s ligger med udsigt videre ned i dalen. Også her ses tydeligt en fæstningsvold. Herfra vandrer vi ned gennem kløften og krydser den for at fortsætte op mod Cochrane Pike, der er områdets højeste punkt med en formidabel udsigt mod syd udover Coquetdale og helt til Simonside Hills.

Flere forter

Fra næste "Hillfort", Wether Hill, hvor fæstningsvolden er mere tilgroet end de vi tidligere har set - (sikkert ikke udgravet) - går vi stejlt ned i kløften, vi krydsede tidligere, og ser igen terrasser. Vi kommer i læ af bakkerne og her finder vi fårene. De er da heller ikke så dumme at gå oppe i blæsten! Vi passerer Turf Knowe, hvor arkæologer har fundet begravelsespladser under stendysser fra bronzealderen. Ved det sidste "Hillfort", Ingram Hill, der er det lavest beliggende fort, ses rester af kvadratiske stenhuse, bygget længe efter at fortet blev opført. Herfra har vi udsigt mod øst til de flade, lavtliggende landbrugsjorde, hvor hundredvis af får græsser.
Efter tre timer og ca. ni km. vandring er vi tilbage i Nationalparkens Visitor Centre, får vi lidt at spise og kører derefter langs floden længere ind i Breamish Valley. Floden svinger væk og vi kommer højere op i landskabet.                 

Vandfaldet Linhope Spout

Lidt før vi når Harsite Farm (ikke det første hus, men det næste) kan vi parkere i rabatten i vejens venstre side. Det er forbudt at køre længere frem i dalen. Kun de lokale, der bor i Lindhope, må køre her. Vi vandrer frem forbi skov og blomstrende rododendron til denne sidste bebyggelse i dalen, der er aldeles idyllisk, og krydser bækken Linhope Burn over en gammel stenbro. 
Skiltene følges bag om byen og op på en skråning og snart kan vi fornemme slugten, hvor vandfaldet må være.

Bag slugten kan vi lige skimte Northumberlands næsthøjeste bjerg - Hedgehope Hill - der rejser sig 714 moh. Så står vi pludselig på toppen af vandfaldet, der vælter 18 meter ned i et to meter bredt og fem meter dybt bassin, inden floden glider videre ned gennem dalen og løber sammen med River Breamish. Vi går ned i bunden og nyder vandetfaldet til et stykke chokolade og lidt at drikke, inden vi følger floden og stien, der fører os samme vej tilbage. Undervejs har vi selskab af de mange får - og nogle væddere - men vi møder ikke et menneske!

Crosshill Guesthouse i Alnwick

Vi kører til byen Alnwick, der er udgangspunktet for de næste dage i Northumberland, og finder Crosshill Guesthouse der er et B&B i et meget roligt kvarter ca. 10 minutters gang fra byens historiske centrum. Her møder vi værtsparret, der straks byder os på 5 o’clock the med hjemmebagt kage. Vi indlogeres på 1. sal med udsigt til parken og den bagvedliggende Nordsø, og indbydes til at se TV i deres dagligstue, som samtidig er opholdsstue for alle husets gæster. Vi vil dog hellere nå at se lidt af byen og skal også finde et sted at spise aftensmad.
Da vi bor her tre nætter, får vi prøvet nogle af de gode spisemuligheder som findes i Alnwick centrum: 
Tower Restaurant serverer en fin mør bøf og fyldt mørbrad, og har en meget venlig betjening, men den aften vi besøgte stedet, havde de ikke den øl, som vi ønskede fra kortet - og her var lidt mennesketomt.
Art House Restaurant & Gallery serverer ligeledes god, men ordinær mad - men betjeningen er uinteresseret og uvidende, og stedet virker koldt og sterilt.
Den absolutte anbefaling går til Restaurant Lilburns. Stedet husede tidligere byens bookmakere, hvor man f.eks. kunne spille på hestevæddeløb. Maden er fantastisk velsmagende og til meget rimelige priser med en venlig og kompetent betjening.

Alnwick Castle

Fra Alnwick  går de næste dages udflugter til Northumberlands østkyst, men byen selv har masser at tilbyde. F.eks. Alnwick Garden eller slottet hvoromkring byen er vokset op. Alnwick Castle blev færdigbygget i 1300-tallet og var siden hjem for Hertugen af Northumberland. Det er muligt at besøge visse dele af slottet, men ikke det hele, da familien Percy - som har ejet det i mere end 700 år - fortsat bor på slottet.

Men i morgen skal vi ud af byen, ud til kysten, og se nærmere på Holy Island, der tidligere har haft besøg af nordboere - danere fra Danmark og normannere fra Norge! Det var vikingerne, der i 793 og de næste godt 250 år jævnligt plyndrede øen.