Gennem Weardale mod Norhtumberland

Hvilken tur i bløde bakker

Gad vide om den engelske komponist Ralph Vaughan Williams (1872-1958) har spankuleret her i de lyngklædte bløde bakker i det nordlige Pennine og hørt på lærkens trillen, mens den er steget til vejrs? Her har han kunnet finde inspiration til sin "The Lark Ascending".

Vi har forladt Windermere i Lake District National Park og kørt ad vej A592 over det smukke Kirkstone Pass, 454 moh. og fortsat op langs søen Ullswater gennem byen Penrith og videre mod Englands højeste beliggende by Alston ad vej A686. Vi kommer højt til vejrs - føler vi - ved Hartside Cross, 580 moh. men det er ikke højden, der gør det. Det er landskabet som helt har forandret sig. I de nordlige Pennine er her ikke bjerge, men store bløde lyngklædte bakker, der fra toppen giver vidt udsyn ud over landskabet. Vi er fortsat ned gennem den maleriske Weardale ad vej A689 og har planer om at vandre en af ruterne omkring byen Westgate. Men vi kan se, at de fleste vandreruter går omkring byerne nede i dalen, og vi vil så gerne nyde udsynet fra højderne. Vi kører derfor op over bakkerne mod Derwent Reservoir (ikke at forveksle med Derwent Water ved Keswick i Lake District) på vej B6278. Og hvilken tur!

Alt for ryperne

På et højdedrag - det kunne såmænd være et hvilket som helst højdedrag i området - parkerer vi bilen i vejsiden og skifter til vandrestøvler. Madpakken og drikkevarer kommes i rygsækken og så afsted over bakken gennem den høje lyng. Vi er i grouse-land, altså dalrype-område - og i terrænet ses store kvadratiske afbrændingsar. Midt i den høje lyng har der været en kontrolleret brand. Rypejagt er stort i England, ligesom fasanjagt er i Danmark. Og her plejer man naturen for at skabe de bedste livsbetingelser for ryperne - og dermed gode jagtforhold for jægerne. Får lyngen lov til at vokse - ofte omkring 0,5 meter høj - kan kyllingerne ikke nå de insekter, som sidder på bladene og som ryperne æder. Så for at fremme rypebestanden, brænder lodsejerne dele af lyngen af, så der kan vokse nyt frem, som de små kyllinger kan nå. Vi ser dog ingen ryper. 

Tæt på himlen

Vi er ikke så højt over havet, men føler alligevel, at vi er tæt på himlen. Her er højt til loftet. Og lærken er over os. Vi kan se langt til alle sider, mens vi vandrer op i højmoserne ved Wolsingham Park Moor mod Coller Law, 516 moh. Her sætter vi os på nogle sten og spiser frokosten, mens vi har 380 graders udsyn til det omkringliggende lavland. I det fjerne kan vi mod øst skimte Nordsøen. Neden for ses kultiverede marker, nogle allerede med gyldent korn. Og i nærområdet store lyngarealer. 
Tænk at være her på sensommeren når al den lyng blomstrer og det summer af utrættelige bier, der samler honning. Vi kan kun forestille os, hvor smukt det må være, for det er kun ganske få steder, at enkelte lyngplanter er gået i blomst. Men vi har forstyrret et par viber, der flakser hen over os. Måske har de rede i nærheden?

Hjejlen med sit sørgmodige fløjt

På turen tilbage kommer vi ud i rigtig fugtig mose og må vende om. Vi søger ud på en sti, men nu er det hjejlen vi tilsyneladende kommer for tæt på. Den giver signal med sit sørgmodige fløjt om at vi skal følge den - væk fra rede eller unger. Den flyver hen til næste sten og fløjter igen. Vi skal tilfældigvis den vej og da vi kommer tættere på gentager sceneriet sig. Et fløjt og den flytter sig igen og fløjter videre. Ren lokkemad! Men vi ser også flere kaniner, der er rovfuglenes offer, og da vi passerer en lille tørlagt bæk skjult i lyngen, får vi øje på en fælde på et bræt ført over vandløbet. Mon ikke det er til rotter, mink eller mår, som også tager rypeæg eller de hjælpeløse rypekyllinger? Bruger man øjnene og går blot lidt væk fra sti og vej, får man mange af naturens dramaer med sig.

Vejret ændrer sig pludseligt

I det fjerne kan vi se, at det trækker op til regn. Hurtigt kommer skyen imod os, mens vi haster tilbage mod bilen. Vi når den ikke, inden regnen vælter ned over os og vi må have regnjakkerne frem. Men lige så hurtigt regnen kommer, lige så hurtigt forsvinder den igen og solen skinner atter over The Pennine.
Vi fortsætter køreturen til Derwent Reservoir, hvor vi gør et kort ophold. Her er plads til masser af vandsportsaktiviteter og vi læser os til, at det faktisk er muligt at vandre en tur omkring denne opdæmmede sø. Køreturen fortsætter nordpå over Corbridge og videre til Matfen, hvor vi bor de næste par dage.

Matfen Hall Hotel

Matfen Hall blev bygget i 1832 af Sir Edward Blackett og blev i 1999 åbnet som hotel af Sir Hugh og Lady Blackett. Det nu 4-stjernede privatejede hotel i landlige omgivelser er ideelt for golfspillere, da den store golfbane ligger lige uden for vinduerne. Hotellet er også for livsnydere, der ønsker kropslig pleje i spa og massage-afdelingerne, der har fået tildelt adskillige priser bl.a. som bedste spa-produkt i Europa. Den venlige betjening i receptionen hjælper os med en brochure over kortere vandreture og joggingruter i nærheden af Matfen. 
Vi bor godt i fredelige omgivelser og har alt hvad et moderne luksushotel tilbyder med velkomstchampagne, chokolade, egne te- og kaffe faciliteter, køleskab, tv, etc. Her er flere spisesale og der serveres mad i flere hold. 
Nu har vi på diaae vandreture set mange får og lam græsse på skråningerne og vi har da også hørt, at netop northumberlandfår, der går ude hele året, skulle have en helt særlig smag, så det bestiller vi. Det hele er meget kunstfærdigt anrettet - men med en meget ordinær smag - og nærmest lidt kønsløst kød! Madkvaliteten holder ikke til prisen i dette tilfælde.

Drømmer om Hadrian’s Wall

Vi har sovet aldeles fortræffeligt. Først klokken syv starter byens kirkeklokke og det er ikke det værste at blive vækket til. Vi får morgenbuffet i biblioteket og kan derudover vælge hvad vi ønsker fra the british breakfast menu; æg, bacon, tomater, champignon, bønner, kippers etc. Her mangler intet.
Vi har længe drømt om at vandre den nationale vandrerute Hadrians Wall eller dele af den og det er netop, hvad vi vil senere i dag.