300 Udsigt Over Kielder Water Northumberland England Anne Vibeke Rejser DSC03838

Kielder Water and Forest Park, Northumberland

Google Map...
England

Hovedstaden i England er London. England er en del af Storbritannien. 

Befolkningstal: Ca. 53 mio. I Storbritannien ca. 65,7 mio. 

Areal: Ca. 130.279 km². Storbritannien ca. 242.495 km² 

Afstand fra Danmark: Ca. 957 km til London

Mest besøgte attraktion: London samt Stonehenge.

Mere information:

Turistinformation: England

Turistinformation: Storbritannien

Nordeuropas største kunstige sø

Vi forlader Matfen Hall, kører ad A68 og drejer fra mod landsbyen Bellingham og videre gennem et højtliggende øde landskab med vid udsigt mod "The Border Forest Park" som Kielder Water and Forest Park også kaldes, da reservatet ligger helt op til grænsen mod Skotland ved The Cheviot Hills. Landskabet åbner sig endnu mere, da vi når den dybblå sø Kielder Water, der er omkranset af skov. Det er Nordeuropas største kunstige sø og dermed også Englands største opdæmmede areal, vi skal besøge. Og udsigten er betagende i dette pragtfulde skyvekslende vejr. Vi må op i bakkerne ved først givne lejlighed og skue ud over søen og de omkringliggende bløde bakker, der i det fjerne fortoner sig i The Cheviot Hills. Søen, der nærmest snor sig gennem landskabet, er 15 km. på det længste stræk, men ikke særlig bred. Man kan ikke køre øst, nordøst om søen, så vi følger landevejen syd og vest om søen og finder i den nordlige ende Kielder Castle, der tidligere var jagtslot for Hertugen af Northumberland.

302 Nordeuropas Stoerste Kunstige Soe Kielder Water Northumberland England Anne Vibeke Rejser DSC03822
Nordeuropas største kunstige sø Kielder Water

Masser af muligheder for aktiv ferie

I og omkring søen er der masser af muligheder for aktiviteter. Det er muligt at cykle på flere mærkede ruter i skoven og gennem åbne landskaber og det er endda muligt at cykle hele vejen omkring søen. I bakkerne er her p.t. 13 udfordrende trails til mountainbikerne. Her er også ridestier og vandreruter. Og på vandet er udfoldelsesmulighederne utallige lige fra sejlsport, surfing, vandski o.m.a. til egentligt sø-cruise, ligesom her er flere fugle-/odder-observationssteder langs bredden. Og fiske kan man naturligvis også. Ved Kielder Castle Visitor Center parkeres bilen og vi får brochuremateriale og kort, hvorefter vi giver os på vej ud i Kielder Forest, der er Englands største skov.

Skyspace

Det er en fint mærket rute med hhv. hvide og røde markeringer, der bringer os op i et varieret skovterræn mod Skyspace. På første del af turen vandrer vi ned ad bilvejen og ind i skoven, hvor stigningen begynder. Det er en jævn stigning på en lille sti op gennem granskoven, inden vi kommer ud på en egentlig grusvej, som følges resten af vejen op til Skyspace. Det er en helt bilfri vej og let at vandre på, og da vi er fri af skoven og ude i det åbne landskab, har vi igen en pragtfuld udsigt ned mod Kielder Water. En rund bygning, som var det et gammelt fæstningstårn, ligger på højen. Men tag ikke fejl. Bygningen er relativ ny og et helt specielt kunstværk. Indvendigt er rummet buet mod loftet, hvor der er et hul mod himmelen. Lyset kastes ned i rummet på en helt speciel måde og som besøgende "trækkes" vi hen mod åbningen for at betragte himmelen over os. Uanset vejret udenfor kastes lyset rundt i lokalet, der samtidigt runger hult, når vi taler.

Kielder Observatorium

Længere fremme møder vi de første modeller af verdensrummets planeter - hængende på stolper - muligvis med en forholdsmæssig afstandsplacering mellem modellerne. Pluto hænger i hvert fald nogle hundrede meter længere væk end de øvrige planeter. Dette kan give en fornemmelse af afstanden mellem solsystemets planeter. Et skilt ved hver model fortæller om planeten. Længst oppe på bakken ligger Kielder Observatorium - en bygning fortrinsvis i træ. Her er det muligt at studere stjerner på nattehimmelen, for her er ikke et elektrisk lys i milevid omkreds.

Fugleobservation

Efter at have vandret ad grusstien tilbage til landevejen, går vi ned til søen og finder fugleobservationshytten. I skjulet sidder allerede et par og spejder efter fugle - og oddere. Odderne er genudsat og bestanden trives, men vi skal være meget stille og heldige, hvis vi får disse legesyge dyr at se. Vi sætter os til at spejde ud over søen og hvisker til hinanden. Her er en del andefugle og en enkelt fiskehejre spankulerer i udkanten af sivskoven på en nærliggende brink, hvor den snupper småfisk. Men odderne får vi ikke at se, selv om vi havde fået at vide, at det netop er her i denne lille vig, at de holder til.

Viadukt over Kielder Burn

Vi spadserer tilbage langs søbredden og kommer over floden Kielder Burn på en gammel viadukt, hvor toget i sin tid kørte. Nu er alle sveller fjernet og her er etableret cykel- og vandresti langs den nordøstlige side af søen.
Tilbage ved Kielder Castle er det tid til at få lidt at spise, inden vi kører tilbage langs søen til den sydvestlige ende for at betragte dæmningen og det smukke kulturlandskab, der ligger neden for på den anden side af dæmningen. På hele strækningen langs søen er her flere besøgscentre, aktivitetscentre og spisesteder.

Percy Arms Hotel i Otterburn

Vi er kørt nordøst på til Redesdale og har svært ved at tro, at denne fredfyldte dal, hvor vej A68 fører fra England op til Skotland, har været scenen for utallige slag gennem de sidste 2.000 år. 
De romerske legionærer var her først og byggede det nordligst beliggende romerske fort, High Rochster, for at kontrollere trafikken i dalen. I middelalderen kæmpede skotter og englændere utallige gange om grænsen, og et af de mere kendte slag fandt sted i 1388 - "Slaget ved Otterburn". Slaget blev udkæmpet i nattens måneskin og selv om skotternes hærfører faldt, endte det med at englænderne blev slået tilbage, men tusinder blev dræbt. I mange år lå området øde, fordi familier fra begge sider af grænsen røvede hinanden, stjal kvæg og brændte afgrøder i en voldsom blodrus. Men som tiden gik, bosatte nogle få familier sig op gennem det 15. og 16. århundrede, indtil der i 1800-tallet flyttede flere bosættere til dette "tabet" ingenmandsland.

Endnu er her store arealer, der ligger øde, hvoraf et er Otterburn Range - et militært areal, hvor der kun er adgang på ganske bestemte veje og kun når der ikke er militære øvelser i gang. Vi ser, at de røde flag er oppe, hvilket betyder adgang forbudt.

I den historiske landsby Otterburn lejer vi os ind på Percy Arms Hotel, der er en gammel kro fra 1700-tallet, bestående af tre sammenhængende landsbyhuse. På førstesalens smalle gang, kommer vi på knirkende, nøgne gulvbrædder frem til et rustikt værelse. I døren sidder en gammel nøgle i en lige så gammel lås. Vinduerne i værelset er små og lukkes op ved hjælp af gammelt snoretræk. Alt oser af en tidligere militærforlægning eller landevejskro. Og det er netop hvad det er. På vejen fra England mod Skotland (vej A696) har stedet gennem tiderne fungeret som landevejskro. Et spændende sted at bo - ikke langt fra Northumberlands mange historiske attraktioner og fantastiske naturoplevelser.

370 Percy Arms Hotel I Otterburn Northumberland England Anne Vibeke Rejser Billede 236
Percy Arms Hotel i Otterburn

Lokal mad - en gastronomisk oplevelse

Floden River Rede løber lige neden for hotellets vinduer og ser ganske fredelig ud. Det gjorde den ikke den 9. juni 1907, hvor floden gik langt over dens bred og medførte oversvømmelse i kælderen og en meters vandstand i krostuen. Det kan dog slet ikke ses i de hyggelige lokaler i underetagen, der indeholder krostue med bar i den ene ende og restaurant i den anden. Her serveres et overraskende godt måltid mad. Bag bygningen er en dejlig have, hvor der i dagtimerne også er servering. I baren er det muligt, at hotelejeren efter middagen giver sig tid til at fortælle om Otterburns spændende historie og udvikling, mens der nydes en "pint". 
Samtalen ender med, at vi beslutter os for i morgen at besøge "Det hellige bjerg" Simonside Hills,  hvor man 1.000 år før vores tidsregning tilbad og ofrede for foden af dette enestående bjerg.

372 Baren I Percy Arms Hotel Otterburn Northumberland England Anne Vibeke Rejser Billede 234
Baren i Percy Arms Hotel

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser