På en bid af Pennine Way National Trail

Otterburn Ranges

Pennine Way National Trail er blandt de mest kendte vandreruter i England og kan vandres på nogle uger, men langt de fleste deler ruten op i mindre bidder og tager et stykke hvert år.
Vi starter denne rejseberetning fra toppen af et højdedrag, Byrness Hill, tæt på den skotske grænse nord for The Otterburn Ranges, som vi spejder ud over. Hele dette område har siden 1911 været benyttet til militære formål og er i dag delt i to områder; "The Open Access Area", der altid er åbent for offentligheden og som ligger nord for "The Controlled Access Area", der kun er tilgængeligt, når der ikke er militære øvelser. Mere end 30.000 NATO-soldater incl. de britiske får træning i dette område hvert år og her afprøves det nyeste isenkram inden for kampvogne, helikoptere og andet krigsudstyr.

Forskellige adgangszoner

I "The Open Access Area" kan du også møde soldater på øvelse, men i dette område skydes der kun med løst krudt og du kan færdes overalt uden risiko. Derimod er der adgang forbudt i "The Controlled Access Area", når de røde flag er hejst som i dag, for her skydes der med skarpt. Når de røde flag ikke er oppe, er der adgang for alle til dette øde og storslåede område, men du skal holde dig til de afmærkede veje og stier og må aldrig samle noget op, da der i terrænet kan ligge ueksploderede granater!

Mange stier i området er gamle og nogle krydser grænsen til Skotland. Op gennem tiderne har de været brugt af både romerne - her findes sågar en romersk bygget landevej "Dere Street" - kvægdrivere, handelsrejsende mellem Skotland og England og ikke mindst smuglere, der bragte illegal whisky ned til England. 

I dag er her vandreruter, cykelruter samt ridestier der kan udfordre enhver i det smukke kuperede landskab. Vi har kunnet følge de røde flag langs alle indfaldsvejene til Otterburn Ranges, mens vi kørte fra Otterburn op gennem Redesdale til Byrness. Herfra er vi vandret stejlt op gennem skoven og brugt godt en time på at komme til første højdedrag med udsigt. Ude af skoven, ca. 200 højdemeter oppe, skal der et sted klatres over klipper, hvor både arme og ben kommer på arbejde.

En bid af Pennine Way

Vi er på den nationale vandrerute Pennine Way, der lige akkurat går nord og vest om øvelsesterrænnet og således kan vandres når som helst året rundt. Tæt på toppen af Ravens Krowe, 527 moh. er her vildt, åbent og vi føler frihed med masser af plads. Her er ikke et øje at se. Himlen og skyerne er fantastiske og selv om vi ikke er mange hundrede meter over havet, føles det næsten som vi kan røre ved skyerne.

 

Imponerende udsigt

Vi har svært ved at løsrive os efter at have nydt den medbragte mad til denne udsigt. Enkelte steder ses får - både det hvidhoved Cheviots - som har hørt hjemme på disse græsklædte bakkedrag i mere end 600 år - og det skotske Blackface, det sort-hoved får med horn. De er alle ganske fredelige og flytter sig, når vi kommer frem. For foden af bjerget kan vi mod vest se den kunstige sø Catcleugh Reservoir tæt på den skotske grænse. Mod nord ses The Cheviot Hills, der på denne afstand ser ud som ganske runde og bløde bakker. Men tag ikke fejl. Landskabet blev "født" for mere end 400 mio. år siden, da en række vulkaner spyttede lava og aske ud over området. Senere blev området oversvømmet af hav og visse steder ses lag af sand, mudder og limsten i klipperne. Herefter kom istiden, hvor landskabet blev slebet til og formet.   

Kaffe på sidste café

Tunge skyer trækker op vestfra og vi vandrer tilbage i dalen, hvor vi finder den første og sidste café i England (underforstået ved grænsen til Skotland). Det er et lille simpelt sted, men her ved de godt, hvordan kaffe og kage skal serveres.

Langs River Rede

Herefter følger vi mærkningen på Pennine Way og vandrer langs River Rede, men det pragtfulde vejr har under kaffepausen ændret sig til truende skyer, der ender med at sende regnbyger ned over os. Vi har naturligvis regntøj med og regnjakkerne kommer på. De er superlette og beskytter fuldstændig mod regnen. Det er også nødvendigt med gamacher, som vi trækker over vandrestøvlerne, da her visse steder er ret så vådt og mudret.
Vi følger flodens svingende vandløb, mens vandet risler i større og større fart på grund af regnen. Vandreruten drejer væk fra floden og vi kommer forbi små husmandssteder med heste og smukke blomster og kan fortsætte vandringen sydover gennem Kielder Water and Forest Park.

Over lyngklædte bakkedrag

På den anden side af skoven fortsætter Pennine Way i et anderledes lyngklædt landskab - mere fladt og det vil vi også afprøve. Derfor er vi kørt uden om Kielder Forest til landskabet nord for Bellingham. Her har grundejerne tilladt, at vi kan vandre på deres jorde - Open Access - men vi skal naturligvis respektere deres ejendom og ejendele og altid huske at efterlade et hegnsled (gate) i samme tilstand, som det er, når vi passerer det. Men ofte skal vi forcere stenhegn over opsatte stiger.

Foran os ligger et øde lyngområde, hvor en række træer er eneste variation i landskabet, der skråner jævnt op mod en lille klippetop, Callerhuues Crag. Bygerne vi fik i formiddags er igen forsvundet - vejret skifter hurtigt her - og vi vandrer på den smalle, markerede vandrerute det første stykke, inden vi drejer fra ind mod højdedraget.

Milestones i landskabet

Igen er udsigten omkring os vid og betagende. I Northumberland skal vi nødvendigvis ikke ret højt op for at kunne se milevidt omkring. Også her er der afvekslende græsland og lyng, hvor fårene frit løber rundt. Tæt på toppen vandrer vi gennem meterhøje bregner, hvorunder fårene gemmer sig - men de løber væk, når vi nærmere os. Spredt - som små øer i landskabet - ligger de gamle gårde - ofte bygget i sten og vi tager retning mod en "milestone", der er placeret oppe i bakken. Vi ser tit disse sten placeret på øde steder - et levn fra fortiden, hvor det var vigtigt at kunne finde vej hen over heden, også når vejret var dårligt og sigtbarheden ringe. Man fulgte disse sten for at komme frem til byen - ofte i forbindelse med at bringe den døde fra gården til nærmeste kirke. Den døde skulle bringes frem, før det blev for sent - uanset vejret.

Blot en lille vandretur - men hvilken udsigt

Vi slutter beretningen fra den lillebitte del af Pennine Way vi har besøgt i dag fra toppen af Callerhuus Crag, hvorfra vi havde håbet at kunne se frem til Bellingham. Men byen ligger så lavt i dalen foran os, at vi fortsat "kun" kan se det storslåede hedelandskab og det bagvedliggende kulturlandskab.

I morgen tager vi længere ind i The Cheviot Hills og oplever det ualmindelige skønne landskab i Breamish Valley.