Windermere i Lake District National Park

Lake District National Park

Efter 1,5 times flyvning er vi i Skotland og mens vi hæver nogle pund sterling kommer bagagen rullende ind på båndet - meget hurtigere end forventet. Bagerst i lufthavnsbygningen finder vi biludlejningsfirmaerne og får ordnet papirerne til den reserverede lejebil. Herefter går det med bus ca. fem minutter ud til parkeringspladserne, hvor bilen udleveres. Instrumentbrættet afprøves, gearskiftet med venstre hånd øves - og så er det afsted. Fra lufthavnens parkeringsområde startes der med en gennemkørsel af to rundkørsler - venstre om - og så er vi inde i rytmen med at køre i venstre side. (Bemærk i øvrigt, at der intet problem er i at sidde i højre side i bilen og køre i venstre side, så længe der er andre biler i nærheden. Det er først når vi forlader en parkeringsplads, at vi i munden på hinanden siger: "Og så kører vi i venstre side.")

Lake District National Park er Englands første og største nationalpark. Det specielt skønne er de mange langstrakte søer, det landlige kulturlandskab og skovene med en baggrund af dramatiske klippefyldte bjerge. Men bjergene gør det ikke alene. En smuk kystlinie ud mod Det Irske Hav med både sandstrande og stejle fuglefjelde findes her. Og så er her Hadrian’s Wall - Englands største og bedst bevarede bygningsværk fra romertiden - der går på tværs af landet gennem både Lake District og i Northumberland. Det er i Lake District, vi finder Englands højeste bjerge, med Scafell på 977 meter som det højeste.
Lake District er derfor også en turistmagnet med op mod 12 millioner besøgende om året, så undgå den engelske højsæson i juli og august, men besøg området i maj-juni, som vi gør eller vent til september, når lyngen blomstrer - eller endnu senere. Alle årstider har sin charme.

Bolig uden P-plads

Vi kommer ind i området fra nord, hvor vi passerer Carlisle og drejer fra motorvejen ved Penrith for at køre over Keswick og mod syd ad vej A591. Udsigten fra bilen er imponerende og vi har flere gange lyst til at stoppe for at nyde den. Men her er ingen steder at parkere bilen på den smalle vej. Vi koncentrerer os om at køre, for vejen er både bakket og snoet, og selv om afstandene ikke at så store, tager det tid at komme frem. I byen Bowness, der faktisk hænger sammen med byen Windermere, finder vi ferieboligudlejningsfirmaet Lakelovers og får nøgler til det reserverede hus - et endehus i en rækkehusbebyggelse - i Windermere et par km. derfra.

Det er nu ikke helt let at finde, da vi ikke kan få udleveret et kort over byen hos udlejningsfirmaet, men alene skal følge en skriftlig vejvisning. Men det lykkes efter at have spurgt et par venlige englænder til råds. Så melder problemet sig med parkeringen! Vi har godt nok fået en parkeringstilladelse til et par af gaderne i nærheden af huset, men de fleste er allerede optaget. I den lille smøge der fører op til huset, må vi ikke holde - disse pladser er forbeholdt de øvrige beboere i rækkehuset - så vi må rundt om karréen og finder endelig en parkering. (Og det er generelt det største problem på denne kør-selv-ferie - at finde en parkeringsplads). 

I det nærliggende supermarked får vi handlet ind til selvhushold og får efterfølgende indrettet os i det to-etagers hus - i et typisk engelsk boligmiljø. For at komme til hoveddøren kan vi - som noget ganske uvant for os danskere - gå gennem de øvrige beboeres haver, hvor de sidder og nyder eftermiddagsteen. Vi vælger i stedet af gå ad bagvejen og kæmper os gennem trusser, brystholdere, lagner og håndklæder, der er hængt til tørre i baggården. Sådan er det bare i visse engelske byer.

Windermere og Bowness

For at orientere os, spadserer vi en tur gennem byen og de ca. to km. (20 min.) til Bowness og kommer ned til havnefronten ved Lake Windermere, hvor der er livlig aktivitet ved udflugtsbådene på søen. Søen, der er 17 km. lang og 1,6 km. bred på det bredeste sted, er Englands største - skabt af gletsjere i sidste istid - og blot én af de 17 større søer og et utal af små søer, der har givet distriktet sit navn.

Vandretur til Orrest Head

Over for turistkontoret i Windermere finder vi stimarkeringen og går op gennem skoven mod højdedraget Orrest Head - en stigning på 210 meter. Stien er det første stykke asfalteret og der er fine udsigtspunkter undervejs. Så bliver det skovsti og klipper det allersidste stykke til toppen. Turen belønnes med et 360 graders udsyn, dels mod Lake Windermere og de bagved liggende bjergtoppe, dels mod det bakkede kulturlandskab mod øst. Vi følger det umarkerede spor mod nord og fortsætter over det åbne landskab, som der er fri adgang til (open access) og følger stengærdet. Vi går ikke over gærdet, hvor der står en vejviser - det er en anden vandrerute der krydser, hvilket kan være lidt forvirrende! 

Vidunderlig udsigt

Da vi når landevejen kravler vi over gærdet og går til venstre ved Causeway Farm og videre forbi Crosses Farm på den smalle landevej. Her skal vi passe på, når der kommer biler! På hovedvejen er her desværre intet fortov, men strækningen er ikke lang. Ved rundkørslen kan vi vælge at vandre tilbage ad hovedvejen til Windermere eller fortsætte ad A592 - nu med fortov. 
Vi går ned gennem skoven langs med et lille vandløb til Lake Windermere og følger stien rundt forbi kajakklubben og tilbage til hovedvejen. Det er muligt at gå helt til Steamboat-museet og derefter dreje til venstre - tilbage til Windermere centrum. Vi skyder genvej gennem skoven og har gået i alt ca. otte km. Turen kan halveres. Alle kan gå turen op og ned til Orrest Head - her er ingen gærde, der skal forceres.

En aftentur bag Windermere

Vi er her i de lyse nætter og følger gaderne mod øst og det er næsten ligegyldigt, hvilken vej vi vælger - vi havner på landlige bakker bag byen - igen med fin udsigt ud over søen og byen. 
Vandrestier til det åbne kulturlandskab går på kryds og tværs og vi kan selv bestemme, hvor lang rundturen skal være. Vi møder får og kvæg og ikke mindst ro. Her kan vi ikke høre bilernes larm fra byens gader eller musak, der strømmer ud fra knejperne. Her er det lærken, der slår dagens sidste triller, indtil rovfuglen svæver hen over vore hoveder. Denne aften møder vi kun to personer, der er ude at lufte hundene - så fredeligt er her.

Cruise med vandring

Det falder helt naturligt at tage på en bådudflugt på denne smukke sø og da vi hører om muligheden for at kombinere sejlturen med en vandretur langs søen, er vi med på den. Turen starter i Bowness, hvorfra vi sejles til Waterhead i søens nordlige ende. Vi går i land og vandrer ca. 10 minutter ind til byen Ambleside. Man mener at romerne var de første besøgende i byen år 90 e. Kr. De byggede et fort og blev her i 400 år! Derefter kom vikingerne 900 år senere og navngav byen efter deres høvding Amel. Det var Amels sommer-state - eller side - hvilket blev til Ambleside. Så omkring 1100 fulgte normannerne, der formede landet og skabte stabilitet med fårehold og uldproduktion. Og i dag kommer turisterne - masser af turister. Her er stort set ikke et hus, der ikke tilbyder B&B. Vi slår en kort runde gennem byen og dens idylliske smalle smøger og ser flere interessante spisesteder. Vi møder flere vandrere, der bruger byen som base for traveture i de omkringliggende vilde bjerge.

Wray Castle

Efter frokost og en tår kaffe i det lille hus ved stranden, sejler vi med en ældre båd i mahogni-træ og velpolerede kobber over søen til Wray Castle. Slottet, der er opført i 1840, er kun åbent for publikum i højsæsonen, hvor vi kan komme på en guidet tur rundt i fem værelser og se de gamle billeder og møbler. Vi ser slottet udefra og begiver os afsted på en to timers let vandretur langs søen.

Ruten tager os gennem skov og forbi åbne marker med kvæg og ender ved Ferry House over for Bowness, hvor vi afhentes af endnu en båd og sejles tilbage.

I Lake District findes et utal af muligheder for at kombinere vandreture. På turistkontorerne, der findes både i Windermere og Bowness, udleveres en gratis brochure "Discovery Walks around the shores of Windermere", der indeholder 14 vandreruter fra 1 time til ca. 4,5 times længde. I hele Lake District er her mere end 3.500 km. afmærkede vandrestier, så der er nok at tage fat på, så i morgen vil vi bestige Englands 4. højeste bjerg - Skiddaw.