100 Gratis Faergefart Mellem Skaergaardsoeerne Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser PICT0088

Cykelferie i den finske skærgården ved Turku/Åbo

Google Map...
Finland

Hovedstaden i Finland (Suomi) er Helsingfors (Helsinki).

Befolkningstal: Ca. 5,5 mio.

Areal: Ca. 338.424 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.200 km til Helsingfors

Mest besøgte attraktion: Helsingfors med bl.a. markedsplads, kirker og Sibelius monument, men også Åbo (Turku) med Mumietroldenes verden.

Mere information:

Turistinformation: Finland

Turku/Åbo - en indgang til Finland

Turku/Åbo (finsk/svensk - efterfølgende benævnt Åbo) er Finlands ældste by, hvis historie går mange hundrede år tilbage. Byen byder derfor på et væld af kulturhistoriske oplevelser. En af Finlands største og mest betydningsfulde floder Aura, der er mere end 70 km. lang, løber gennem byen og det var netop omkring denne flod, at handelspladsen voksede op i den tidlige vikingetid. Turku betyder torv eller handelsplads. Indtil 1809 var Åbo en del af Sverige, hvorfor mange mennesker også er svensksproget. Indtil 1812 var byen landets hovedstad, hvorefter regeringskontorerne, efter påbud fra den russiske kejsermagt, blev flyttet til Helsinki/Helsingfors.

Inden vi starter på en rundtur i Åbo, skal vi have lidt vildt at spise og her finder vi Vikingerestaurant Harald, der serverer retter baseret på havets og skovens rigdomme. Restauranten er udsmykket med skind, vikingeskjolde og udstoppede vilde dyr, som elg og vildsvin - og både mad og betjening er fortræffelig.

101 Vikingrestaurant Harald Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser Pict0002 Large
Vikingrestaurant Harald i Åbo serverer vild god mad

Åbo slot - en nationalskat

Lidt uden for centrum ligger en af Finlands nationale skatte - Åbo slot fra 1280’erne - der huser byens historiske museum og udstiller finske klæder og skikke gennem tiderne. Her findes også en stor udstilling af legetøj fra de sidste 150 år. På slottet er der en slotsjomfru eller en ridder, der om sommeren tager børnene med på opdagelse. Slottet gemmer på skatte og gamle fængsler og børnene får fortalt spændende beretninger om Riddertiden og livet på slottet. Efter rundvisningen bliver børnene slået til riddere af Åbo slot.

Åbo domkirke

Åbo domkirke, der er Finlands nationale helligdom, blev indviet i år 1300 og er tilegnet Jomfru Maria og Sank Henrik - Finlands første biskop. Domkirken blev i løbet af middelalderen udvidet flere gange til sin nuværende længde på 88 meter og bredde på 39 meter. Tårnet er 92 meter højt. Inde i domkirken ligger biskopper og en enkelt dronning begravet. I domkirkemuseet er der adgang til en fornem nadver-kalk fra 1400-tallet. Den blev i 1521 røvet af danske kapere og blev i 400 år brugt i Ejby Kirke på Sjælland, deraf navnet Ejby-kalken. Det var Dansk Journalistforbund, der skaffede den tilbage til Åbo, ved at give Ejby Kirke en kopi af kalken.

Midt i Åbo finder vi også det arkæologiske og historiske museum Aboa Vetus, hvorunder den gamle middelalderby - Klosterkvarteret - fortsat udgraves. Her kan du lære om Middelalderen og gå på de gamle brosten mellem ruinerne, der ligger seks meter under jordoverfladen. 

120 Aabo Kirke Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser PICT0023
Åbo domkirke

Klosterbakkens Håndværksmuseum

Åbo har gennem tiderne været raseret af voldsomme brande og i 1827 gik det helt galt. De mange tætbyggede træhuse - mange fra 1700-tallet - blev ildens ofre. Heldigvis blev ilden bremset af floden og en lille skov nær det nuværende Klosterbakken og en række gamle træhuse blev skånet. I dag kan du således forestille dig, hvorledes hele byen har set ud, medens du vandrer mellem disse idylliske træhuse, der nu er indrettet med værksteder for kunsthåndværk og fungerer som et levende museum.

Skærgårdskommunerne Parainen/Pargas og Nauvo/Nagu

Ud for Finlands kyst findes verdens største skærgård med mere end 40.000 øer og klippeskær. Alene ud for Åbo udgør antallet af øer og skær omkring 20.000. Hele skærgården fra Finland over Ålandsøerne til Stockholm findes omtalt i projektet "Skærgårdsleden". Broer og færger forbinder de største af øerne og gør det nemt at komme fra ø til ø med bil eller på cykel.

140 Med Faege I Den Finske Skaergaard Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser Pict0082 Large
Med færge i den finske skærgård

Skærgårdshotel

Fra Åbo kører vi ca. 15 minutter med bil mod Pargas - porten til skærgården. Herfra tager vi den gule, gratis færge over sundet til Nauvo/Nagu, mens vi nyder den storslåede skærgårdsnatur. Fremme i Nagu Kirkeby finder vi Hotel Strandbo helt nede ved havnen. Det er et hyggeligt mellemstort skærgårdshotel med 37 værelser, holdt i ældre svensk/finsk stil. Vi er tidligt fremme, så efter indkvarteringen er der tid til aktiviteter ude i skærgården.

150 Hotel Strandbo I Nagu Kirkeby Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser Pict0052 Large
Hotel Strandbo i Nagu Kirkeby

Nagu Kajak

Nede ved stranden møder vi Frederik Borg fra Nagu Kajak, som vil tage os med på fisketur. Ikke fra kyst eller fra båd - men fra fiskekajak. Fartøjet er en blanding mellem en kano og en kajak - en kanojak - som er meget stabil og forsynet med sidelomme til fiskegrej og en fordybning i rælingen til at stille fiskestangen i, medens vi padler mellem fiskestederne. Forsynet med redningsvest og ganske få instruktioner, sætter vi fra kysten og glider ud i det stille skærgårdsvand. Her venter bl.a. gedder. Frederik fortæller, at han dagen før har fanget en 12 kg. gedde og deler gerne ud af sin erfaring om, hvor gedderne står.
Selv om vi er flere der forsøger os i et par timer, lykkes det ikke at fange noget i dag. Men en tur i den dejlige aftensol mellem øernes sivbevoksede klippeskær kan bestemt anbefales.

160 Din Rejseskribent Padler Ud For At Fiske Efter Gedder Nagu Kirkeby Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser PICT0064
Din rejseskribent padler ud for at fiske efter gedder

Middag på Lanterna

Et par huse fra hotellet ligger Hotel og Restaurant Lanterna, et lille hyggeligt hotel med 10 senge fordelt på seks værelser. Men det er sommerrestauranten, der er målet. Her serveres særlige skærgårdsspecialiteter som ørredrogn med løg, laks på typisk sødt rugbrød, lammeskank (en hel skank til hver!) og dessert - og så taler man også dansk her. Ud over at tilberede en fantastisk velsmagende mad, har fruen i huset et værksted for keramik og en lille kunstudstilling af sine krukker, potter og skulpturer.

Cykeltur på Skærgårdens Ringvej

Gennem Turku Touring kan du anskaffe dig en cykelpakke der indeholder leje af cykler, cykelkort, restaurantbesøg, færgebilletter (hvor de ikke er gratis) og overnatninger undervejs. Der findes den store skærgårdsrute (der går på den ydre Skærgårdens Ringvej) på ca. 250 km. over fem dage med fire overnatninger undervejs. Og så findes der den lille, indre skærgårdsrute (Åbo-Pargas-Nagu-Rimito-Nådendal-Åbo) på ca. 100 km. med to overnatninger. Turene kan naturligvis gøres kortere eller længere, men regn med at cykle mellem 30 og 40 km. pr. dag, så der er tid til at se lidt seværdigheder undervejs. Og så kan cykelturene i øvrigt cykles begge veje. 

Vi har fået syv-gear-cykler udleveret og i cykeltaskerne har vi hvad der skal bruges på den 37 km. lange tur, vi har foran os og går så ombord på færgen til Hanka. Færgen gør undervejs et kort ophold ved øen Seili/Själö, hvor der mellem 1600 og 1800 lå et hospital for spedalske. I dag ligger Skærgårdshavets Forskningsstation, under Åbos Universitet, på øen.

På Hanka cykler vi hen over skærgårdsøen og oplever både natur- og kulturlandskabet fra sin bedste side. Her er jævnt stigende bakker og lange nedkørsler. Cykelturen foregår hele vejen på asfalteret vej med let biltrafik. I vejkanten ses klipper med skov, hvor bunden er fuld af blåbærris og andre steder blomstrende lyng. Ind i mellem kommer vi forbi opdyrket land, hvor høsten lige er overstået. Så er der igen udsigt til vand og siv i strandkanten. Vi dumper lige ned på endnu en lille gul færge, som bringer os frem til Rymättylä/Rimito, hvor skærgårdsidyllen fortsætter.

Herrankukkaro

Et skilt ved vejen viser ind på en grusvej og da vejen ender, befinder vi os midt i en helt lille by af gamle hytter. Her ligger et halvt hundrede træbygninger til forskelligt brug og det viser sig, at Herrankukkaro er et finurligt spa-sted med helt moderne faciliteter indrettet i de gamle bygninger. Her er store og mindre hytter til gæsterne, moderne indrettede konferencerum og køkken og kantine. Og så findes her saunaer bl.a. verdens største røgsauna, der kan rumme 140 personer på én gang! I modsætning til almindelig sauna er røgsaunaen helt steril efter opvarmningen med varm røg. Når røgen er lukket ud, kan mennesker komme ind. Det siges, at nogle finske kvinder foretrækker at føde deres barn i en røgsauna.

Stedet ligger meget skønt helt ned til havet, med mulighed for at fiske fra kyst eller båd. Ulempen er dog, at man ikke tager mod mindre grupper end otte personer. Stedet er benyttet året rundt af større virksomheder, så det er nødvendigt at reservere, hvis du vil være sikker på at kunne få plads.

Sct. Jacobs Kirke i Remito

Næste pause på cykelturen er ved middelalderkirken i Remito, der er viet til Sankt Jacob - en af Jesus disciple. Den hellige Jacob ligger ikke begravet her, men i Santiago de Compostela i Spanien. Det var - og er - fortsat et af de vigtigste steder for pilgrimme efter Rom og Jerusalem, hvortil pilgrimme valfarter den dag i dag. Det gjorde finnerne også i gamle dage og her var Sankt Jacobs kirke i Remito et skridt på vejen mod Spanien. Stenkirken - i kløvet granit - blev bygget i 1300-tallet til erstatning for en tidligere trækirke. Stedet var en vigtig handelsplads for de søfarende mellem Sverige og Rusland og dengang lå stranden tæt ved, men landhævning har rykket kystlinien længere væk. Kirkens tag er af træ-spåner (trætagplader) og indvendigt ses flotte kalkmalerier, der stammer helt tilbage fra 1520’erne og er nogle af de sidste middelaldermalerier i Finland.

Restaurant Pohjakulma i Rimito

12 km. før vi når Nådalen, svinger vi ind på Skærgårdsrestauranten Pohjakulma, hvor en buffet med diverse hjemmelavede retter skal glæde ganer og slunkne maver. Her fås strømming (en lille fisk) i diverse forklædninger og er aldeles velsmagende. En speciel stegt kartoffel- og grønsagsmos med ost (som normalt kun serveres i Finland ved juletid, kan her fås året rundt) og kødboller (som vor mor lavede dem). Naturligvis er her salatbar og dessert. Drikkevarerne er enten saft eller specialiteten - den hjemmelavede øl efter gammel, hemmelig opskrift. Den er sød som juleøl, knapt så mørk og tyk, og med et lille strejf af æblesmag. Forfriskende.

Med fornyede kræfter cykler vi videre mod næste mål Naantali/Nådendal, men vejret slår om og vi får - helt usædvanligt på disse kanter - en regnbyge. Naantali/Nådendal ligger selvsagt tæt på havet, beskyttet af øer i skærgården og har de fleste tørvejrsdage med solskin i hele Finland.

210 Restaurant Pohjakulma I Rimito Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser PICT0127
Restaurant Pohjakulma i Rimito

Kultaranta

Vi passerer præsidentens sommerbolig på Kultaranta - men kommer i dag ikke ind på det lukkede område. Vi kan se, at præsidenten er hjemme, fordi det finske flag vejrer på tårnets top. 

220 Præsidentens Sommerbolig På Kultaranta Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser PICT0128
Den finske præsidents sommerbolig på Kultaranta

Naantali/Nådendal

Før vi kommer ind i selve byen, cykler vi over en høj bro - Särkänsalmi-broen - hvor sidevindens kraftige vindstød gør det svært at holde balancen. Det kan derfor være nødvendigt at trække cyklen over broen - specielt hvis du har børn med. Fra broen er der vid udsyn til den smukke skærgård. Denne cykeltur slutter foran det store flotte spahotel, hvor vi bor i nat. Hotellet har en international atmosfære med adskillige restauranter, barer og badeafdelinger med 37 grader opvarmet vand i både indendørs og udendørs bassiner. I vandet ved siden af hotellet ligger en luksusliner - Sunborn Yacht Hotel - (som dog aldrig har kunnet sejle, da den ingen motor har), der er indrettet med et utal af værelser.

230 Naantali Nådendal Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser PICT0175
Cykelpause ved hotel i Naantali/Nådendal

Klosterkirken

I spadsereafstand fra spahotellet (ca. 15-20 minutter langs kysten) ligger klosterkirken, der er det eneste som er tilbage fra middelalderklostret, bygget under Den Hellige Birgitte (Birgitta fra klostret i Vadstena i Sverige). Da reformationen kom, blev klostret revet ned og i dag findes mange af klostrets kampesten som fundament i de træhuse, der ligger smukt i den gamle bydel. Heldigvis var der fremsynede politikere der syntes, at disse gamle huse var bevaringsværdige og derved undgik 60’ernes betonbyggeri, der ses andre steder i byen.

240 Klosterkirke Aabo Turku Finland Anne Vibeke Rejser Pict0168 Large
Klosterkirken i Nådendal

Mumitroldenes verden

Lidt fra kirken fører en dæmningen over til øen Kailo - til Mumitroldenes verden. Her finder vi Tove Janssons elskede figurer fra børnebøgerne og tegnefilmene om disse herlige væsener. En lille dreng lyser af lykke og spreder sine arme ud til siderne, da han endelig står under skiltet med teksten: "Muumimaa". Han venter pænt på sine forældre og lillesøster og sammen går de ivrigt videre over dæmningen.

Inde i Mumidalen gør Mumifar sig livet behageligt og Mumimor gør livet lidt sødere. Foruden Mumi og resten af familien møder vi den frække Lille My, Snif, Mumrikken og alle de andre herlige og spændende figurer, der bor i den sjove og helt eventyrlige Mumidal. Her er aktiviteter for børnene, og Mumihuset er der også adgang til. Alt bygget solidt og i børne/mumistørrelse med mange flotte detaljer. En bræddelagt sti fører rundt på den lille ø, så du undgår at skulle kravle op og ned ad klipper.

Hvem der bor på den anden side af øen, fortæller jeg ikke. Men helt rar er hun vist ikke.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser