Skiferie i La Rosière

Hotel l’Auberge

Franskmændene er her. Englændere og en del belgiere er her samt et par enkelte danskere. De har vinterferie og har optaget så godt som samtlige værelser og lejligheder på hotellerne i La Rosière. Og jeg forstår dem. Vejret er perfekt - ikke en sky at skue, sneen ligger meterdyb og pisterne er formidable. Vi fløj i går fra København til vinterdestinationen Chambéry i provinsen Savoie og glædede os over at blive hilst velkommen med flag i de danske farver overalt. Det er dog Savoiens flag, der til forveksling minder om det danske. Fordi vi har været for sent ude med pladsbestillingen, kunne vi ikke få hotelplads i selve La Rosière, men indlogeres i stedet på hotel l’Auberge du Val Joli, der ligger højt i den gamle by Séez med en fantastisk udsigt ud over byen og de bagvedliggende bjerge. Stedet ligger ca. 25 minutters bilkørsel fra selve skiresortet og har den fordel, at vi let kan komme til andre skidestinationer i området som Les Arcs, Tignes, Sainte-Foy, Val d'Isére, m.fl. i egen bil og derved opleve flere forskellige skiområder på samme ferie. Hotellet holder til i en bygning, der tidligere har fungeret som bl.a. toldkontor, børnehjem og feriekoloni, men driftige folk har indrettet stedet i en rustik - næsten spartansk - atmosfære. Værelserne med eget bad og toilet minder mest om familierummene på et vandrehjem med gode dobbeltsenge og ekstra køje over hovedgærdet, et enkelt bord samt en stol - og naturligvis fladskærms-TV på væggen. Restauranten er lidt kedelig med en bar og giver associationer til venteværelset på en dansk banegård i provinsen.

La Rosière med en mangfoldighed af pister

Vi er ad snoede serpentineveje kørt til La Rosière, 1.850 moh. og har lejet udstyr i en af de mange skibutikker og er nu parate til at indtage de 160 km. pister, som findes i området. Sammenlignet med andre franske skisportssteder er La Rosière ikke stort, men i forhold til nordiske skidestinationer er her en mangfoldighed af pister. Allerede først på formiddagen er her lidt kø ved ekspres-liften, der skal bringe os op til Le Roc Noir, 2.330 moh., men oppe spredes skifolket og der bliver god plads på pisterne. Flere forskellige grupper børn er med deres skilærer gledet ned i forskellige retninger for at øve sig. Her er god plads til alle. Selv glider vi ned mod Les Eucherts på fine, sydvendte og bredde pister. Vi fortsætter langt ned i dalbunden, så vi kommer ind i skyggen fra bjergene på den anden side af dalen. Men det er kun tidligt på formiddagen, at denne del af området ligger i skygge ellers er dette sydvendte skiområde badet i sol hele dagen.

Pister med god plads

Vi løftes atter op med Le Petit Bois til Les Eucherts og videre op med en anden ekspres-lift og zig-zag’er os med det veludbyggede liftsystem tilbage til Le Roc Noir. Nye sydvendte pister venter forude. Hele området på denne side af San Bernardo-passet til Italien er med brede pister - fortrinsvis røde og enkelte blå. Pister som de fleste vil finde meget tilfredsstillende - ikke mindst fordi her er god plads mellem skiløberne.

Med udsigt til Mont Blanc

Efter at have været i dalen ved Combe des Moulins kommer vi med endnu en ekspreslift til toppen af Col de la Traversette, 2.385 moh. Her står ruinerne af et tidligere fort, der indtil anden verdenskrig fungerede som grænsekontrol mellem Frankrig og Italien. Nu er der i ruinen indrettet en lille café, hvor vi kan få en forfriskning og folk sidder allerede ude i liggestolene for at slikke solen til sig. Fortet ligger højt på stejle bjergsider og med en formidabel udsigt. Fra liften er der kun få meter hen til "afgrunden" der er afspærret med en enkelt tynd snor og herfra har vi en helt enestående, fri udsigt til Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, 4.810 moh. Vi føler næsten at kunne røre ved bjerget ved blot at række armen ud! 
Langt under os går sommervejen over Saint Bernard-passet (ital. San Bernardo) til Italien.

Et smut til Italien

Fra fortet glider en lind strøm af skiløbere ned mod Italien og vi følger efter. Allerede på de første meter får vi en smagsprøve på nogle af de udfordringer, vi kommer til. Pisten er stejl og smal med flere sving undervejs, medens vi glider ned fra Col de la Traversette. Og det varer da heller ikke længe, før turens "værste" udfordring ligger foran os. En sort pukkelpiste ned gennem en smal slugt mod Col du Petit Saint Bernard, hvor der bl.a. findes restaurant og ekspreslift op til Col de Fourclaz. Med lidt forsigtighed kommer vi ned gennem denne nordvendte sluse, hvor alle skal gennem og derfor kan være noget befærdet. Og nede i passet skinner solen på skifolket, der nyder at sidde i solen og slukke tørsten med en kold forfriskning. Vi følger nu en let skrånende piste, San Bernardo, der løber parallelt med sommervejen over passet, i en lang bue omkring bjerget ned mod den italienske by La Thuile, 1.441 moh. Der ligger et par restauranter undervejs, hvor vi passende kan spise en italiensk frokost, f.eks. på restaurant Lo Riondet og efterfølgende lade os gennemvarme af solen under en "powernap" i en liggestol.

Højeste punkt

Fra La Thuile bringer en gondol os atter op i solen ved Les Suches, 2.200 moh, hvor her er et leben uden lige. Masser af skiløbere i alle aldre boltrer sig i sneen, sidder og slikker solskin ved en af de mange restauranter eller får undervisning i grupper. Oppe fra Chaz Dura, der med sine 2.579 meter er områdets højeste punkt, kommer folk susende ned - i alle stilarter! Her er fest og glæde i det flotte vejr.

Tilbage til Frankrig

Fra Col de Fourclaz glider vi tilbage mod Frankrig, men inden vi passerer grænsen, der her er markeret med et EU-france-skilt, ser vi tilbage mod Mont Blanc og "Katedralen" som vi er ganske tæt på. Denne enorme tops kridhvide massiv rager her markant op over de mindre omkringliggende bjergtoppe som massivet "sejler" blandt. Et par menneskelignende figurer på toppen tiltrækker min opmærksomhed - men gennem kikkerten kan jeg se, at det er store klipper, der rager ud af snemasserne. Man får næppe et bedre udsyn mod Mont Blanc end netop her.

Internationalt

Så er vi atter tilbage på bløde, fuldt solbeskinnede og bredde pister. Nede i Tarentaise-dalen ses dagens varmedis samle sig og vi glider ned på tværs af lifte og pister vi tidligere løb på og kommer tilbage til La Rosière, hvor vi ville have boet i de lækre hotellejligheder på Les Cimes Blanches - hvis der havde været plads. Næste gang skal vi være tidligere ude.