Vandreferie i Pyrenæerne

Over Col de Sacroux og Col de Pinata til LIS-dalen

Fra huset "La Gamelle" i landsbyen Gouaux de Larboust ca. 12 km. fra byen Luchon kører vi denne første dag op til Hospice de France, 1.385 moh.

Herfra går vi op gennem fyrreskoven - heldigvis i skygge det meste af tiden - hvilket er rart, for temperaturen nærmere sig de 28 grader og der er ingen vind. Efter et par timer er vi ud af skoven på en lysning med en blomstereng, hvor vi betragter den storslåede natur omkring os. Herefter følger vi den smalle sti langs Cirque de la Glère forbi en række meget smukke vandfald og kommer op til Col de Sacroux, 2.034 moh. Nu får vi for første gang mulighed for rigtigt at se det storslåede bjerglandskab "lidt fra oven". Vi fortsætter langs den smalle sti på bjergkammen videre mod Col de Pinata, 2.154 moh. Og så går det nedad igen gennem skoven for til sidst at ende i bunden af Vallé du Lis, hvor stedets berømte pandekager bliver indtaget på den lille restaurant.

Mellem Frankrig og Spanien

Igen på andendagen er udgangspunktet Hospice de France. Men i stedet for at gå gennem skoven som i går, fortsættes op ad serpentinestien direkte mod Venasque-søerne, 2.248 moh. På turen op passeres mange smukke vandfald. Det trækker med tunge skyer og der kommer da også et par dryp fra oven, medens vi spiser frokost ved en hytte. Fristelsen for en iskold dukkert er alligevel ikke til at styre for én af deltagerne og før vi får set os om, springer han i - også til de lokale hyttefolks store forundring. Det blæser kraftigt - så kraftigt, at jeg fravælger at gå med på toppen af Pic de Sauvegarde, 2.738 moh. Men andre begiver sig afsted og får en uforglemmelig oplevelse med bratte bjergsider omkring sig og en flot udsigt.

Port de Venasque

Vi andre går efter frokost videre op mod passet Port de Venasque, 2.444moh. der danner grænsen til Spanien. På trods af det overskyede vejr og den kraftige blæst kan vi se over på de højeste bjerge i Pyrenæerne - Maladretta-masivet med bjergkædens højeste bjerg Pico de Aneto, 3.404 moh. Oppe i passet venter vi på, at de andre kommer ned fra toppen, inden vi fortsætter på den spanske side ad en god bred sti over mod Pas de l'Escalette, 2.396 moh. Vi passerer bjergkammen med grænsestenen og kommer igen ind i Frankrig, hvor vejret som med et trylleslag igen skifter til strålende sol. Vinden holder sig bag bjergkammen på den spanske side, så nu går vi i læ. Her græsser tusinder af løsgående får og geder på de blomsterfyldte enge. Udsigten ned i dalen er fantastisk og inden længe kan vi se ned på turens udgangspunkt og cirklen bliver sluttet efter yderligere et par timers vandring ned gennem skoven.

Gennem Clarabide-dalen

Nu begynder en tre dages hyttetur og vi er gået fra Pont du Prat 1.224 moh. i Louron-dalen op gennem den smukke Clarabide-dal til refugie Soula, 1.690 moh. Det er en forholdsvis kort tur, så vi er syv fra gruppen, der fortsætter op gennem dalen og følger Clarabide-floden op til søen Pouchergues, 2.111 moh.

De friskeste tager en hurtig dukkert i det kun fem grader varme vand og efter det kolde gys får de hurtigt varmen igen. Mens de klæder om, står jeg og betragter de fantastiske skyformationer, der kommer væltende imod mig og tænker på, at der allerede er gået tre dage, siden vi ankom til Pyrenæerne.

Over gletsjer til Refuge Portillon

Skyerne hænger fortsat tungt over refugiet, da vi starter ud her til morgen på 2. dagen af denne hyttetur. Vi må se, om skyerne letter, ellers må vi vende om, når vi kommer op til søen Lac de Caillauas. Det er med en vis spænding, at vi knokler opad i det mere og mere barske terræn. Oppe ved søen kan vi intet se på grund af de lavthængende skyer. Vi venter lidt og pludselig spredes skyerne og vi får den utroligt smukke sø at se. Vi tror på, at solen nu har fået så megen magt, at vi kan fortsætte. Vejret bliver da også bedre og bedre, efterhånden som vi kommer højere og højere op ad bjerget. Under os kan vi endnu se skyernes vældige aktivitet.

Efter at have passeret endnu et par små bjergsøer, kravlet over mange sten og mindre isklatter, står vi ved foden af gletsjeren og skal have steigeisen (pigge) på vandrestøvlerne. Så fortsætter vi på én lang række og bevæger os langsomt op ad gletsjeren til turens højdepunkt Col de Gourges Blancs, 2.877 moh. Her er en helt speciel stemning med is ned på begge sider af passet og med udsigt til flere kæmper omkring os. Stemningen bliver ikke mindre, da der pludselig lyder Pink Floyd ud af et par medbragte højttalere. Nogle vil finde det malplaceret at spille musik i dette terræn, men jeg tror, at de fleste fra gruppen fik forhøjet nydelsen af at være her - lige præcis med den musik - og lige netop nu.
Efter at have samlet fornyede kræfter ved et hvil på nogle sten, fortsætter vi hen over isen. Det er et betagende syn at se tilbage på bjergtoppen Pic de Gourges Blancs, 3.129 moh. og den saddel på toppen af gletsjeren vi er kommet ned fra.

At fare vild i tæt tåge på en gletsjer

Vi når et stykke op og får en pragtfuld udsigt ned over en isfyldt sø, da skyerne kommer nærmere. Og de kommer kraftigt og hurtigt og vi befinder os nu i tætte skyer. Turlederen har valgt en anden rute end sædvanligt og er derfor lidt usikre på, om vi skal nedad eller opad. Hun foreslår, at vi går opad for at komme fri af isen. Vi tager igen steigeisen på og kravler op ad isen og fortsætter langsomt fremad. Vi kan se ca. 10 meter frem for os, men sporet forsvinder, da det skiftevis går over sten og større isområder. Vi holder og vurderer situationen. Det ser ikke ud til at tågen letter lige med det samme. Nu er det vigtigt, at vi bliver sammen og ikke spredes for alle vinde - så bliver det først rigtigt farligt i den tætte tåge.

Hjælpeguiden sendes ud for at spejde efter varder og stier - som der faktisk er ret mange af i området. Men hvilke er de rigtige? Her er et spor vi kan følge og fortsætter i den retning. Efter ca. fem minutter ender sporet blindt! På den igen. I mellemtiden har en af deltagerne fundet sin GPS frem og ved hvilken position han er på. Den præcise position for den hytte vi leder efter, kendes ikke, men vi kan konstatere, at vi skal i østlig retning - og ikke længere ned i dalen. Langsomt går vi mod øst og finder en sti. Vi har den rigtige retning, for pludselig kommer der en franskmand styrtende imod os. Han går meget målsikkert frem og smider sin rygsæk på isen og peger op mod refugiet, der mest af alt ligner en stor grå klippevæg, der stikker ud i tågen umiddelbart over os. Franskmanden løber tilbage for at hjælpe andre fra hans gruppe, der kommer længere nedefra end os. Nu er det en smal sag at komme det sidste stykke op til hytten refugie du Portillon. Det viser sig, at vi stod 80 meter fra hytten, da vi tog første pejling med GPS’en!    

Ned til Lac d’Oo

Skyerne er væk og det bliver en pragtfuld dag. Alt det vi ikke kunne se i gårsdagens tåge, står nu lysende klart foran os. Søen med isbjergene, de isklædte bjergskråninger og stedet hvor vi "for vild".

Vi går gåsegang nedad det første stykke, for her er mange varder og det er nemt at tage fejl. En markering af stierne - som det f.eks. kendes det fra Norges T-mærke - findes ikke her. Efter en lille kilometer er vi på kanten af bjergsiden og har nu hele dalen, vi skal ned gennem liggende for fødderne. Og så er der frit løb! Nogle raser af sted for at komme ned til næste refugie, andre tager det mere med ro. Hver især kan vi sætte i det tempo der passer bedst. Erfaringen siger mig, at sker ulykkerne - sker som regel, når vi går nedad - så vi tager det helt roligt på den stejle bjergside!
Første sø vi passerer er Lac Soussat og på refugie d’Espingo køber vi lidt at spise og drikke. Her er en fantastisk smuk udsigt og det er svært at løsrive sig, da vi skal videre nedad. Dalen bliver mere og mere frodig, efterhånden som vi kommer nedad og snart passerer vi det ene store vandfald efter det andet og kommer ned i skovklædt terræn.

Neden for os kan vi hele siden se den smukke sø Lac d’Oo. Nede ved søen er der en formidabel udsigt op mod dalen, vi er kommet fra med vandfald der kaster sig hundrede af meter ned i vandet. Da vi når frem, har flere af de andre allerede været i vandet. Nu er de kolde gys blevet rigtig populære! Efter endnu en forfriskning går vi det sidste stykke ned gennem skoven til Granges d’Astau, hvor vi venter på bussen.