Vandreferie i Valloire

Murmeldyr

Det er murmeldyret vi har mødt. Her er flere huller på blomsterengen, som alle fører ned til en hule. Murmeldyr ses ofte her i bjergene og det er dem der udstøder et kort, skarpt skrig som en fugl, når de advarer mod eventuel fare. De er nysgerrige og kommer gerne frem foran deres huller for at se efter os vandrere, når vi kommer forbi. Hulerne kan være fra 10 til 20 meter dybe og består af et rum til at æde og sove i samt et rum til toilette. Om vinteren ser man dem ikke. Der er de begravet i sne, og så sover de. De går i hi som bjørnene. 

Valloire - en bjergby i De Franske Alper

I går kom vi til Valloire efter en 24 timers bustur fra København gennem Tyskland og Schweiz til Frankrig. Her stod et team parat til at modtage os på Hotel les Gentianes og vise os til rette på værelserne. Frokosten var allerede forberedt og efter den var der tilrettelagt en byvandring, så vi kunne blive orienteret lidt om verdenshjørnerne og hvordan vi finder rundt i den lille by, 1.440 moh. 

Fællesrejser - et fint koncept

Eftermiddagen var overladt til os selv - dvs. vi, der var udtaget til madholdet, mødte i køkkenet og skulle forberede aftensmaden til alle, der er med på turen. Det er netop konceptet med fællesrejser. Alle får lov til at medvirke ved madlavningen en morgen og en aften under ferieopholdet. Det er både hyggeligt og lærerigt (madlavning i store portioner) og er samtidig med til at holde rejsens pris væsentligt nede. Til at hjælpe os i køkkenet har vi to madkoordinatorer, der på skift deltager i madlavningen og som sikrer, at alt bliver godt. Teamet består derudover af to personer i baren og nogle til at hjælpe med alt det praktiske med udlejning og vask af sengelinned og håndklæder samt rengøring og andet forefaldende arbejde. Et rigtigt godt team. Og her manglede intet. Udover mad tre gange om dagen - aftensmad med tre retter - var der gratis sodavand/saftevand til børnene og øl eller vin ad libitum til de voksne. Den efterfølgende afrydning og opvask blev klaret let med moderne opvaskemaskiner og da klokken blev hen ad 22, var vi færdige og kunne trække en mundfuld frisk luft, inden vi - efter en lang nat og dag - kunne gå til ro.

Pas des Griffes

For at komme let til dagens mål tages kabineliften - Télécabine du Crât de la Brive - op til Plateau de la Séa, som ligger på den østlige side af Valloire. Fra toppen af kabineliften er der skiltning mod les Mérégers og pink malerklatter på den tydelige sti, gør at du ikke kan gå forkert. Først passeres et flot beliggende privat hus - Montissot, 2.111 moh. - og derefter åbner dalen sig med en enestående udsigt mod "Den Sorte Nål" - l’Aiguille Noire, 2.869 moh. - et forrevent bjerg med to sylespidse toppe. Vi følger den slidte sti og kan under os i dalen til højre se den grusvej, der fører ud til enden af dalen. En vej det er muligt at vandre eller cykle på helt ud til bjerget og de bagvedliggende tre søer.

Sporet ender blindt

Da vi kommer til restauranten les Mérégers forhører vi os om, hvor langt der er ud til l’Aiguille Noire og de tre søer, som vi har hørt skulle være helt fantastisk flot, og da vi får oplyst, at der er mindst tre timers vandring, beslutter vi os endeligt for, at dagens vandretur bliver op over Pas des Griffes. Lige på den anden side af grusvejen, der fører fra dalen op forbi restauranten og videre op over bjerget til skilifterne, findes skiltet mod Pas des Griffes. Vi følger stien som underligt nok leder os over et indhegnet område. Der er ikke andre synlige stier, så vi fortsætter og kommer forbi en tydelig udløber på bjergsiden og ved, at nu er vi kommet for langt - forbi rute 19 - og da vi når ruinen les Revinettes forsvinder alle stier og vi hører murmeldyrenes skrig.

Udsigt til forrevne klipper

Vi går på tværs op ad bjergskråningen, passerer igen nogle pigtrådsindhegninger og bevæger os skarpt op ad udløberen på bjerget. På et eller andet tidspunkt vil vi ramme stien - rute 19. 
Så er den der. Stien er meget tydelig og ved en runding på udløberen kommer vi til en endnu en ruin. På den anden side af dalen har vi en enestående udsigt til de forrevne klippesider under la Sétaz. Vi har solen i ryggen og farvespillet på klippesiden er udsædvanligt flot. Stenskred skiftevis med grønne græspletter på hele bjergsiden.

På bjergryggen

Så går vi de sidste meter op til Pas des Griffes, 2.554 moh. og møder her nogle belgiske vandrere, der ligger og hviler sig efter at de er kommet op fra dalen på den anden side - fra Valmeinier. Passet er et glimrende sted at spise den medbragte picnic, så lidt nede i læ for vinden kan vi slappe af, medens vi nyder udsigten til tinderne omkring os og de mange smukke alpine blomster, der dækker bjergskråningen - bl.a. de små, blå ensian. Så følges bjergryggen tilbage mod nord og vi har udsigt ned i dalene til begge sider under os. Vi vandrer op over et unavngiven højdepunkt 2.615 moh., og går skiftevis på den ene side og den anden side af højderyggen. Det er en flot tur, som de fleste kan klare, når man først er komme op på bjergryggen. Langt under os i dalen til højre kan vi se byen Valmeinier og som pejlingspunkt fremefter ses skiliften på toppen af Crey du Quart.

Også på cykel

Vi går over le Grand Plateau og møder her en mountainbiker på vej op (ja, hvorfor ikke?). Herfra fortsættes ned forbi passet Pas de Cotérieux, 2.244 moh. og vi følger skipisterne ned over bjergsiden. Denne del af turen er knapt så charmerende. Vi kommer ned over "ødelagte" bjergsider, der nødvendigvis må "justeres" så forholdene for vinterens alpine skiløb bliver ideelle. Diverse grusveje leder os på kryds og tværs, så vi går direkte ned over græsgangene, hvor der ikke er for stejlt. Et sted er der stor byggeaktivitet. Er dette krater mon udgravningerne til et megastort nyt hotel midt på pisterne? Nej, det viser sig, at hullet er udgravningen til et vandreservoir, hvor man kan opsamle vand til brug for kunstsne ved skisæsonens begyndelse. Via snedig vandføring ledes vandet frem til snekanonerne, der ses overalt, og sikrer derved kunstsne, hvis den naturlige sne udebliver.

Nede ved kabineliften får vi slukket tørsten, medens vi fra restaurantens terrasse kan betragte Valloire langt under os. Men det blæser kraftigt op, så vi tager liften ned til byen. Hotellets bar er åbnet og her nydes et glas fadøl under solparasollen på terrassen udenfor, medens vi beretter om turen, der tog ca. seks timer. Det er en god måde at "lande" på efter en flot dag i bjergene. For en dygtig mountainbiker kan turen cykles, selv om rytteren så må være indstillet på at bære cyklen over visse passager med klipper.

Le Clot de l'Âne

Havde det ikke været for støjen fra den infame fejemaskine, der hver morgen starter sin kørsel gennem byen meget tidligt, kunne vi have sovet længere - helt til kl. 7, hvor byens kirkeklokke starter sit klokkespil, der gentages hvert kvarter i de næste 12 timer! Nå, vejret er igen perfekt. Ikke en sky på himlen. I dag er der op ad formiddagen planlagt et besøg hos osteproducenten, så vi kan inden da nå at vandre turen rundt om Chapelle Saint-Pierre. Gennem byen og over floden la Valloirette og tilbage på rute nr. 3. Her kommer vi forbi byens ridecenter, hvor der er heste for både store og små. Og så har man æsler med føl. Herfra følges mærkningen på en bred grusvej op til kapellet, men snyd ikke dig selv for at bruge 10 min. på at gå videre op forbi kapellet til Rocher de Saint-Pierre, hvorfra der en glimrende udsigt ud over Valloire. Vejen følger skipisten tilbage til byen og hele turen tager en times tid.

Lidt om osteproduktion og smag

Fra hotellet går vi i samlet flok op til osteproducenten i la Borgé. Han taler udmærket engelsk og her får vi et indblik i de forskellige ostes fremstilling. Og med en særlig entusiasme beretter han om netop det unikke ved sine oste. Her pasteuriserer man ikke den rå komælk. Hver morgen og aften malkes køerne, der går hele sommeren oppe på skråningerne. Han peger op på bjerget og viser, hvor køerne går. Når mælken skal bruges hældes den i karret og opvarmes. Det er alene opvarmningen, der afgør smagen. De forskellige bakterier (mikroorganismer) som findes i mælken, udvikler sig forskelligt under forskellige temperaturer. Osten fås ikke magen til andre steder. Man kan flytte til et andet sted, man kan tage køerne med, men græsset, der gror her på skråningerne, kan man ikke flytte. Det er de mikroorganismer, som findes her, der gør ostene til noget helt unikt. Vi ser staldene, hvor køerne står under hvert sit navneskilt hele vinteren uden at komme uden for båsen. Og iflg. osteproducenten trives de vældigt godt med det!

Efter rundvisningen og smagsprøver vandrer vi op forbi Park Adventure - en aktivitetspark, hvor det er muligt at få rørt sig på en helt anden måde. Iklædt sikkerhedssele og hjelm svinger man sig fra træ til træ og skal undervejs passere forskellige forhindringer. Nok til at få sved på panden og hjertebanken.

Mod les Solédes

Vi fortsætter ad vandrestien, rute 11, op langs Gorges de l’Enfer. Et skilt advarer om "Danger" og ruten, vi kommer ud på, er da heller ikke for folk med tendens til højdeskræk. I utallige serpentinesving kommer vi højt op over kløften med floden brusende under os. Stien er for det meste ikke mere end 50 cm. bred og går stejlt ned til den ene side. Men er du normalt gående, er det intet problem og en meget flot tur op mod les Solédes. Turen kan på ingen måde cykles! Herfra vandrer vi til venstre og følger ruten ind i dalen mod Le Clot de l’Âne. Dalen kunne lige så godt hedde "Blomsterdalen". Et væld af smukke alpeblomster er spredt ud som et tæppe, uanset hvor vi kigger hen. Her er gule og blå blomster. Her er røde, hvide og lilla, og en masse orkidéer. Alt mellem forskellige græsser. Her er blomstrende rosenbuske og mange insekter og sommerfugle. Og her er ingen træer til at skygge for udsigten. Vi er over trægrænsen.

Picnic i højden

Vi følger Gorges de’l Ayguets et par kilometer ind i dalbunden og passerer en lille slugt med et vandløb oppe fra gletsjeren. Inde i bunden af dalen ved Le Clot de l’Âne vælter et par vandfald med smeltevand ned fra gletsjerne oppe i bjergene bagved. Her er vi oppe i sneen over bækken, der længere nede bliver til floden Rio Pessin. Vi kommer ikke længere (med mindre vi vil bjergbestige de bagvedliggende højder) og spiser den medbragte picnic til lyden af det fossende smeltevand, der løber ind under sneen og først kommer ud igen længere nede i bækken. 
Vi vandrer samme vej tilbage til ruinen les Solédes, 1.888moh. og følger denne gang rute 11 på en bred men stenet sti ned mod det lille samfund le Poingt Ravier, der ligger ca. hundrede meter over Valloire. Vi besøger Chapelle Belvédère i le Poingt Ravier og kan herfra skue tilbage til dalen vi er kommet fra. Det sidste stykke ned til le Borgé og Valloire følger vi rute 2 og møder på vejen (naturligvis) et par mountainbikere på vej op.

Heldigvis er der et ledig plads uden for baren på hotellet og et par store fadøl kommer på bordet under den skyggefulde parasol. Er dette ved at blive en vane?

Tour de France kommer forbi

En af verdens største sportsbegivenheder kommer gennem Valloire. Forberedelserne til Tour de France har naturligvis været undervejs længe. Byen er pyntet med flag og turister i tusindtal er strømmet til. Campingpladsen er for længst fyldt og hundrede af autocampere kæmper om de sidste pladser langs ruten ud mod Col du Galibier. Allerede i går eftermiddags lukkede politiet landevejen for bilkørsel ud af byen, så de, der ikke allerede har fundet deres plads, har virkelig problemer. Men det er mit indtryk at politiet i denne situation er meget large, med hvor folk parkerer og slår telt op og ser gennem fingre med stopforbud etc. Hele dette leben har vi sat os for at opleve i dag. Vi blander os i den fortsatte strøm af vandrere, cykelryttere og andet godtfolk, der er på vej ud ad landevejen mod Galibier. Folk med baugettes stikkende op af rygsækken, med vand i den ene hånd og vinen gemt i en plastpose i den anden. Autocamperne står tæt og folk slapper af, hvor de kan finde skygge. Læser aviser og bøger, og forbereder sig til "Touren".

Vi vandrer ud ad landevejen til vi kommer til Bonnenuit, hvor grusvejen følges op gennem denne lille by bag flyvepladsen, men kommer igen ud på landevejen fri af nogle hårnålesving. Vi møder flere danskere og spørger, hvor længe de har ventet her. De kom i søndags dvs. for tre dage siden. Med der var pladserne på ruten op mod Col du Galibier allerede optaget, så de har slået sig ned her ved le Petite Charmette, hvor udsigten ind i dalen mellem bjergene er enestående. Fremme ved bunden af Galibier, der hvor opturen til selve passet begynder, er her en hel koloni af autocampere, der parkerer højt op på Plan Lachat. Vi vandrer op mellem alle de camperende, hvor nogle har travlt med at lave mad og hvor alle (vist) kun har ét samtaleemne. Nogle lytter til radio og andre følger med på TV. Løbet er allerede i gang og rytterne er på vej mod Col du Télégraphe - en skrap stigning, der ligger før rytterne når Valloire.

Op til Camp des Rochilles

Oppe ad grusvejen på Plan Lachat finder vi skiltningen mod de tre søer og Camp des Rochilles. På et sted hvor vi kan se over på serpentinevejen op ad Galibier, sætter vi os for at spise frokost. Vi aftaler, at hustruen bliver her og slapper af, mens jeg springer op mod de tre søer. Det er en stejl genvej, der næsten går lige op ad bjerget. I løbet af ½ time er jeg godt 300 højdemeter længere oppe og går over vandfaldet Ruisseau de la Jargette, der strømmer ned fra bjerget. Så kommer jeg ud på grusvejen, jeg kunne have valgt at gå op ad - den rute er lettere, men er meget længere og mere tidskrævende. Den fører op til Camp des Rochilles - en militærlejr for Fremmedlegionen. Men her er ganske mennesketomt. Lukket og slukket. Jeg går gennem lejren og op på den anden side, men er i "kapløb" med tiden, for jeg skal nå tilbage til vejen, inden cykelfeltet kommer. 
Foran mig er endnu knapt 100 højde meter, men jeg bliver nødt til at stoppe nu. Vi skal ned og se cykelløb og vi skal også vandre helt tilbage til Valloire. Så jeg vender om, men nyder de fantastiske bjergformationer, der omkranser hele lejren. Den ene top er mere forreven end den næste. Og farvespillet er fantastisk smukt i det fine vejr. Jeg vandrer tilbage gennem lejren og videre ned ad grusvejen. Den sti jeg kom op af, vil jeg ikke turde gå nedad. Dertil er den for stejl. Men mellem grusvejens serpentinesving er der genveje ned over bjergsiden og dem benytter jeg mig af.

At vente på Tour-feltet

Sammen går vi ned til landevejen ved foden af Galibier og ser de første vogntog fra "Touren" komme forbi. En hel karavane af køretøjer med reklameskilte kører forbi og uddeler diverse ting til de ventende entusiaster. Vi går et stykke tilbage mod Valloire og finder et sted på vejen, hvor vi slår os ned. De første helikoptere svæver over os og snart kan vi se TV-helikopteren svæve lavt inde i dalen. Nu er cykelrytterne endelig på vej. Inde fra en autocamper kan jeg høre, at stemningen stiger hos de franske ejere. De følger med på deres TV inde i camperen. Konen kommer ud og retter lidt på stolen uden for. Så går hun lidt nervøst ind igen og råber på at manden skal komme ud. Han er vist bundet af sit TV. Overfor er et engelsk par ved at grille pølser, som forventes at være færdige netop som "Touren" passerer.

Tour-feltet er sprængt

Så kommer motorcyklerne, som skal sikre, at folk er væk fra vejen, når cykelrytterne kommer. Her er udbryderne. Vi kan se dem på afstand. Der er fire mand forrest. Lidt spredte. Og væk er de. Herefter kommer der én på mellemhånd. Og endnu én. Er feltet slået i stykker? Helikopteren larmer lige ved siden af os. Den svæver nogle få meter over dalen for at få de bedste billeder. 
Folk vinker i håb om at blive set af TV-manden. Så dukker feltet op med de førende ryttere. Manden i gult er godt beskyttet af sine hjælperyttere, der trækker resten af gruppen frem mod Col du Galibier. Vi ved naturligvis ikke hvad der er sket på stigningen op til Col du Télégraph. Eller hvorledes nedkørslen mod Valloire og gennem byen er forløbet. Er de ved at indhente udbryderne eller? Så er de væk. Det går hurtigt. Folk har ventet i dage for disse få sekunder! Hov, der kommer en gruppe mere. De ser ud som om de har bedre tid. Skal de bare over uanset tid?

Gruppettoen danner bagtroppen

Vi vandrer videre ned mod Valloire, indtil vi atter ser flere ryttere komme. Dette er bagtroppen. De sidste er de tunge sprintere og hjælperyttere, der er faldet tilbage. De skal bare hjem til mål inden for tidsgrænsen. Så er det overstået - for os. Næsten. På vejen tilbage er folk opslugt af deres små TV. Alle står i grupper og følger med over skulderen på ham foran, uanset på hvilket sprog transmissionen foregår på. Selv ser vi lidt med på hollandsk TV. Er det ikke dem der fører? Da vi frigør os fra TV-programmet og går videre, er de første cykelryttere og autocampere allerede på vej ned ad bjerget mod Valloire. Det er helt vildt. Alle vil frem på én gang. Bilerne danner hurtigt en lang kø og cyklisterne kommer i fuld fart uden om de holdende biler. Godt at der ikke er modkørende lige nu! Politiet forsøger at regulere trafikken, så flere og flere lukkes ud i køen.

Noget før Valloire forlader vi landevejen og vandrer ind langs la Valloirettes højre bred på grusstien gennem den skyggefulde skov - væk fra bilos og gale cyklister. Nu hører vi kun vandets brusen og ind i mellem lidt fuglekvidder. Uden for på hotellets terrasse hører vi lidt om, hvorledes "Touren" gennem byen er forløbet, mens vi får skyllet støvet fra halsen væk med et glas fadøl. Og her er det bestemt heller ikke gået stille af. Her er blevet uddelt T-shirts, kasketter og en masse forskellige reklame-ting. Det hele har været en fest med underholdning på tovet bag kirken.

Le Pain de Sucre

Atter en dag med fuld sol. Kan dette mon blive ved? Vi vandrer ad rute 2 vi kom ned fra forleden op til le Poingt Ravier og giver os tid til at gå lidt rundt mellem husene, hvoraf flere er flot restaurerede. Herfra følger vi rute 15 op gennem skoven med fin udsigt over på den anden side af Valloirette-kløften mod Col du Télégraphe. På en lille udløber passerer vi fårehyrdens hus ved le Clot Albanel og kan nu se "Sukkerbrødet" - le Pain de Sucre - foran os. Inden vi kommer så langt, skal vi lige tælle får. På et indhegnet område står et utal af får og udenfor ligger en af de typiske fårehunde, der er opvokset mellem fårene og skal beskytter dem mod rovdyr. Her findes bl.a. los og ulve. Desværre har nogle af fårebønderne lagt forgiftet kød ud, så nu menes områdets fredede ulvebestand at være reduceret fra fem til kun tre.                              

Idylliske Albannette

Fra toppen af le Pain de Sucre, 1.981moh. går det stejlt ned gennem skoven på utallige serpentinesving. Undervejs ses en række nummererede træer, hvoraf nogle er meget gamle. De ældste træer er ca. 600 år gamle og ved et af træerne fortæller skiltet, at det er 6,40 meter i diameter og er 29 meter højt. Vi kommer ned på landevejen, der fører frem til Albannette, men rute 15 går ikke gennem dette lille samfund, men tilbage på strækningen langs Vallorette-kløften på en bred grussti. Snyd ikke dig selv for at vandre de ca. 10 minutter frem til Albannette og gå en tur ned mellem husene. Byen er uden biler (parkerer uden for byen) og aldeles idyllisk med små huse og gærde med blomster midt på den skrånende bjergside.

Valloirette-kløften

Vil du følge la Valloirette fra vandfaldet ved Valloire, må du vandre op langs kløften på rute nr. 15 mod Albannette. Her kommer vi forbi Rochers de l’Echerenne, nogle karakteristiske klippeformationer højt over hovederne på os. Det er som om det hele kan skride sammen hvert øjeblik. Men det holder nok! Fra Albannette kan det være lidt vanskeligt at finde rette vej, da der er flere vandremuligheder, hvis du vil længere ned i kløften. Vi har besluttet at vandre rute 10 (mærket på kortet), men som i naturen kaldes G eller K. Vi spørger en ældre dame, der er ved at feje stentrappen foran sit hus om vej og hun leder os ned gennem sin have. En af de grøn-gule markeringsskilte fortæller os, at vi er på rette vej. Vi åbner for et elektrisk hegn og forsøger os videre frem. Her er mange spor - specielt efter kvæg. Vi går til højre. Tilbage kan jeg se, at konen står og vifter med sin kost. Vi er på gal vej. Hun får os dirigeret længere til venstre og nedad. Så finder vi sporet.

I skoven

Nu går det skarpt nedad. Serpentinesving efter serpentinesving går vi ned mod kløftens bund. Det er tydeligt, at det ikke er ofte, at her kommer vandrere. Græsset gror på vandrestien og grankogler ligger overalt, så vi er lige ved at trille i dem. Noget nede stopper vi for at få noget at drikke af det medbragte vand. Idet jeg svinger rygsækken på skulderen, springer en kronhjort op kun et par meter fra os. Vi har ikke set den, men den har stået bomstille og iagttaget os, medens vi har drukket. Kameraet ligger i rygsækken. Ærgerligt! Nu er den væk. Vi fortsætter ned gennem skoven, hvor der ikke er megen udsigt til andet end træer. Nogle steder er jorden rodet godt igennem, som om her også kunne være vildsvin. Længere nede i skoven kan vi høre vandet bruse fra en af bækkene, der løber videre ned i kløften og vi skal over Ruisseau des Moulins, hvor der er udlagt en træbro.

For lidt vand med

Så kommer vi helt ned i kløftens bund og på en stålbro kan vi krydse den brusende flod - la Valloirette. Nu går det opad på højre side af kløften op ad siden på Col du Télégraphe. Og opad, menes opad. Det er en lang sej stigning op gennem skoven og et par stedet skal vi passere nyere stenskred, hvor stenene endnu ikke helt har sat sig fast. Vi passerer disse stenskred med stor forsigtighed, for ikke at ryge mange meter ned ad skråningen. Og det går fortsat opad. Ind i mellem kan vi se over på den anden side af kløften - mod Albannette.
Vi sveder og det sidste medbragte vand er drukket. Enkelte kilder på bjergskråningen springer vi over, idet vi ved, at der er kørevej og beboelse over os - og skal ikke nyde noget af eventuel forurenet vand. Det bliver en lang tur opad. De sidste appelsiner er spist og vi har ikke mere væske. Aldrig har jeg vist været så glad for igen at møde en bilvej som i dag. Nu er vi oppe ved le Col. Jeg styrer direkte mod det første hus vi møder og banker på døren. Ingen svarer. Vi tørster! Lidt oppe ad vejen kan jeg se en dame sidde på terrassen. Jeg går tilbage og råber til hende om AQUA og peger mod hendes dør og viser hende en vandflaske. Hun rejser sig og jeg løber tilbage til døren. Om vi ikke nok kunne tigge lidt vand? Hun fylder dunken og et øjeblik senere har vi hver drukket en halv liter dejlig, kølig vand. Nu har vi gode kræfter til at vandre de to km. langs landevejen tilbage til Valloire.

Turen kan ikke anbefales, da der ikke er meget at se i forhold til anstrengelserne. Brug i stedet tiden til nogle af de andre ture i højderne.
Tør jeg nævne at fadøllet foran hotellets bar i dag smagte aldeles fortræffeligt?  

De fire søer

Midt under middagen for et par dage siden kom en af lokalguiderne, der arrangerer vandreture i området og fortalte på gebrokkent engelsk om de arrangementer, der ville blive gennemført i løbet af ugen. Hans engelsk var ikke godt - selv om han havde øvet sig - og det blev en underlig sammenblandet præsentation, hvor det ikke tydeligt fremgik, hvor turen præcist går hen og hvilken sværhedsgrad den har. Nu er der hængt en kort dansk beskrivelse op på opslagstavlen, hvorpå vi kan tilmelde os. Resultatet er da også, at kun nogle få har tilmeldt sig turen vi skal med på i dag - turen til de fire søer.
Så vi er en lille frisk gruppe, der bliver kørt ud til Plan Lachat. Herfra vandrer vi ad rute 9 op forbi en stor klippe Tours de Notre-Dame til den første sø Lac des Cerces, 2.410 moh.
Vi går rundt om søen og videre op til næste pas, hvor vi har en enestående udsigt til Den Sorte Nål - l’Aiguille Noire - der ser helt anderledes ud fra denne vinkel. Herfra kan vi ikke se de to toppe. Her er et utal af takkede toppe. Nåle om man vil!

Sneboldkamp og herlige søer

Så dukker den næste sø - Lac de grand Ban - op, men vi går ikke frem til denne sø. I stedet fortsætter vi omkring et hjørne, hvor søen Lac Rond dukker op. Igen har vi et blomstertæppe spredt ud foran os. Det er billedskønt! Vi finder et sted at spise frokost, inden vi fortsætter videre omkring søen. En frisk dreng på 10 år har meldt sig til turen sammen med sine forældre og naturligvis kan han ikke stå for en sneboldkamp med sin far, da lejligheden byder sig midt på ruten. Sneboldene flyver gennem luften.

Så kommer vi op i endnu en saddel og får den fineste udsigt til den smaragdgrønne sø - Lac de la Clarée - der også er den mindste af søerne. Vi fortsætter rundt om Lac Rond og frem til næste sø Lac du Grand Ban. Her i området kæmpede franskmændene mod de indtrængende italiener under anden verdenskrig og bunkere oppe på bjergskråningen vidner om historiens slag. Et sted er der også brudt sten fra bjerget - sten som er brugt til at anlægge vejen her ud til, så de tunge krigskanoner og andet udstyr kunne transporteres over bjergene.
På den anden side af søen går vi op på en udløber, det eneste sted hvor de fredede edelweiss vokser, inden vi kommer op i passet ved Camp des Rochilles og går ned gennem Fremmedlegionens lejr. I området ses også mange murmeldyr og højt oppe på de forrevne bjergkamme skimtes - gennem kikkerten - nogle bjerggemser. Det sidste stykke ned til refugiet les Mottes vandres på grusvejen og de mellemliggende små genveje.
Turen er i luftlinie ca. 12 km. svarende til ca. 15 km. i terrænet og er på ingen måde svær og kan sagtens vandres uden fører. Har man cykel, kan man cykle herud, parkere den og selv vandre turen rundt. Men uden guide går du glip af de små historier, der fortælles under vejs.

Les Clots

Denne morgen har tågen lagt sin klamme hånd omkring Valloire. Tunge skyer dækker bjergtoppene. Alligevel er der morgenfriske rejsedeltagere, der igen i dag tager med på den arrangerede køretur til toppen af Col du Galibier. Oppe i passet venter der dem en enestående oplevelse, hvor solen står op bag bjergene og kaster sit første lys ned på skyerne i dalene nedenunder.
Der er begrænset plads i den lille minibus, så vi kommer ikke med på en af disse ture, der gennemføres som en ekstra service fra madkoordinatorens side. Og så er vi i øvrigt på morgenmadsholdet denne sidste feriedag.
Vi får smurt madpakker til at tage med på hjemrejsen og pakket kufferterne. Værelset gøres rent, medens madkoordinatorerne og øvrigt personale sørger for rengøring af fællesarealer. Kufferterne stilles i et særligt rum. Så er der plads til de næste gæster, der er på vej.
I løbet af dagen får solen brændt de fleste skyer væk og det bliver en lummervarm dag med høj fugtighed i luften. Vi vandrer en lille tur ud forbi Park Adventure, over broen ved vandfaldet i Georges de l’Enfer og følger rute 4 et stykke op ad bjergsiden. Men det bliver for varmt og for tryggende med den høje luftfugtighed, så vi drejer fra og går gennem den lille "forstad" til Valloire, der hedder les Clots. Det herlige ved denne lille by - Valloire - er, at man intetsteds i byen skal gå mere end højst 10 minutter for at være på en af vandreruterne.

Valloire er også for cyklister

De mange cykelruter for mountainbikes er ikke nævnt, men de er der og bliver flittigt benyttet. Der er også de gæster, der cykler på landevejen - f.eks. en tur på mere end 200 km. rundt i omegnen af Valloire.
Tilbage i byen fordrives tiden på en restaurant efterfulgt af en sidste rundtur i den fredelige by. Bussen er ankommet og alt er pakket. Vi kører op over Col du Télégraphe og ned mod St. Michael de Maurienne, medens strømmen af cykelryttere fortsætter op ad serpentinevejen. Hvem vil ikke prøve kræfter med samme rute som Tour de France-rytterne? Så er vi på hovedvejen og fra de mørke skyer i det fjerne ses det første lyn blitze hen over himmelen. Så kommer den. Regnen. Den vælter ned. I de næste 24 timer står regnen ned som fra et skybrud. 
Vi er på vej mod Danmark!