Kom tæt på isbjerge og midnatssol
Kom tæt på Indlandsisen i Kangerlussuaq og det helt specielle tundralandskab og fortsæt rejsen til Diskobugtens hjerte, byen Ilulissat, som ligger ved den berømte isfjord – det er her, du oplever kæmpe isbjerge i midnatssolens magiske skær.
Grønland
Hovedstaden i Grønland er Nuuk. Fly fra Danmark lander normalt i Narsarsuaq i Sydgrønland og Kangerlussuaq i Nordgrønland, hvorfra der flyves/sejles videre rundt i Grønland.
Befolkningstal: Ca. 56.200.
Areal: Ca. 2.166.000 km² (Verdens største ø)
Afstand fra Danmark: Ca. 3.425 km til Kangerlussuaq
Mest besøgte attraktion: Ilulissat Isfjord og indlandsisen og naturen ved Kangerlussuaq. Det er også populært at sejle langs Grønlands vestkyst.
Mere information:
Oplev indlandsisen
Grønland ligger blot 4,5 timers flyvning fra Kastrup Lufthavn og allerede i flyet kan du se det første syn af nunatakker (fjeldtoppe i Indlandsisen) og selve Indlandsisen. Med fly til Kangerlussuaq lander man tæt på indlandsisen og de mange fjelde. Som det eneste sted i Grønland er der her nem adgang til at opleve både rensdyr og moskusokser på nært hold.
Kangerlussuaq er også stedet, hvor du kan opleve og betræde indlandsisen, der dækker ca. 82% af Grønland. Is-arealet svarer til mere end 40 gange Danmarks størrelse, så naturens kræfter har virkelig spillet med musklerne. Tag med på en guidet tur til isen og få syn for sagen.
Isbjergenes by
Fra Kangerlussuaq kan man komme med fly, videre til Ilulissat og Isfjorden. At Ilulissat på dansk betyder isbjerge hænger unægtelig sammen med den smukke isfjord og mængden af isbjerge, der flyder rundt i deres helt eget tempo. Byen ligger smukt ved mundingen af den 60 kilometer lange og verdensberømte isfjord "Kangia", der i 2004 blev optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Isen er fantastisk og du kan opleve den til vands, til lands og fra luften.
Ilulissat, der er Knud Rasmussens fødeby, byder på et væld af oplevelser uanset om du ønsker at vandre i fjeldene, snuse til stemningen i byen på egen hånd eller ønsker at tage på arrangerede udflugter. Der bor ca. 4000 mennesker i Ilulissat og flere tusinde slædehunde.
Der findes mange udflugter, enten arrangerede eller nogle du kan gøre på egen hånd. Især hvis du godt kan lidt at vandre, så er der rigtig mange gode muligheder. Det kan anbefales at du tager med på nogle af de guidede sejlture, hvor du får set Diskobugten fra søsiden og oplever de store isbjerge og de smukke omgivelser i Diskobugten.
Sejlads til Eqi gletscheren
Bræfronten i Eqi strækker sig over 3,4 km og den gennemsnitlige højde fra bund til top er ca. 200 m, hvoraf 30 til 80 meter strækker sig over havets overflade. Foran bræen er der i klippelandskabet opført hytter – alle med terrasse ud mod bræen. En overnatning i en af hytterne garanterer en meget smuk oplevelse.
Noget helt unikt er en sejltur til den kælvende bræ Eqip Sermia. Bræen løber ud i fjorden 80 km nord for Ilulissat og det er med båd muligt at komme helt ind til kanten af bræen og på behørig afstand opleve den kælve store stykker af is.
Sejlturen til Eqi går nordpå langs kysten, forbi Bredebugt, bygden Oqaatsut og det store fjordsystem Pakitsoq, hvor hvaler og sæler ofte plasker rundt. Inden man når Eqi, går turen videre op gennem Attaa Sund, som omkranses af høje, stejle fjelde med fugleliv og vandfald.
Hvalsafari
Området omkring Ilulissat er et fortrinligt sted at spotte hvaler. På en guidet sejltur kan du komme helt på havets kæmper og undervejs spise en dejlig frokost ombord på skibet.
De mest almindelige hvaler i området, er pukkelhvaler og finhvaler. Men man kan være heldig at se sejhvaler og grønlandshvaler. Grønlandshvalen, eller den arktiske hval, som den også bliver kaldt, tilbringer hele livet i arktisk farvand, til forskel for de andre hvalarter, der søger andre områder for yngle og finde føde.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser