Masser af gode råd til vandreferie i Sydgrønland

På tværs af Vatnerverfi

Det er tungt. I rygsækken har jeg udover mine personlige ting et 4-mandstelt og lidt proviant. Mine vandrekammerater bærer dels kogegrej og brændsel, dels anden proviant. Det er tungt - også fordi der ingen stier er her i fjeldet, hvor bevoksningen af pilekrat nogle steder er endog meget høj. Vi skal over en bakke, hvor de som går foran mig forsvinder bag det meterhøje pilekrat. Ingen af os har været præcis i denne egn før, men vi ved, i hvilken retning vi ska gå.

Vi er en international gruppe på ni vandrere, der er på tur i Sydgrønland og blev i dag sejlet fra Igaliku et stykke ud gennem fjorden og sat i land ved Qanisartuut, hvor den egentlige vandring over Vatnerverfi mod Alluitsup Paa (Sydprøven) begyndte.
Oppe gennem pilekrattet - på toppen af bakken - har vi en fin udsigt over landskabet og finder snart en god lejrplads på en lille pynt ved en sø med frisk vand.

Sultne heste ved Igaliku

Vi er et par dage tidligere kommet til Narsarsuaq og straks kørt ud til vandrehjemmet, hvor de ting vi ikke skal have med på første del af vores vandring, bliver opbevaret. Allerede om eftermiddagen sejlede vi til Itlleq og gik ad Kongevejen de få km. til Igaliku. Her var fåreholderne meget strikse med, hvor vi måtte slå lejr (vi må selvsagt ikke ødelægge græsset) og vi blev henvist til et område uden for byens hegn. Vores turleder fortalte om bispesædet Garder og vi så de varme kilder. Et held for os at få en arkæologistuderende med speciale i Nordboerne og Grønlandske forhold med på denne vandretur. Vi lod teltene stå og havde en endagstur op i fjeldet, hvor vi fandt månesten og bjergkrystaller. På vej op i fjeldet så vi nogle af de fritgående halvvilde heste. Og vi så turens første havørn.

Da vi kom tilbage til lejren, kunne vi se, at der var noget helt galt. Der flød med papir fra havregrynspakker og rugbrød. To af teltene var raseret af de "søde" heste, så teltduen var flænget og teltstængerne bøjet. Selv et par af rygsækkene havde hestene forsøgt sig med. Heldigvis havde de ikke fået fat på mit telt - sikkert fordi jeg havde spændt samtlige barduner og pløkker til teltet - hvilket har forstyrret hestene i deres søgen efter mad. De andre havde kun fået få pløkker. Naturligvis var vi gale over det skete og fik straks igangsat en aktion for at få fremskaffet andre telte og ny proviant. Tre timer efter havde vi nye telte, hvilket var flot klaret. Så fik vi lov til at slå lejr på en mark inden for hegnet, hvor kornet allerede var høstet!

Lejr på Vatnerverfi

Vi fortsætter over Vatnerverfi - forbi flere fåreholdersteder bl.a. Eqaluit. Og her er langt mellem naboerne! Vejret er fint og vi er i "moskito-land". Vi slår lejr nord for søen Ukkusiip Tasersau og efter en forfriskende dukkert (for ikke at sige, at det var hundekoldt), tilbereder vi aftensmaden på primusser. Turlederen vil godt vise os nogle af de nordboruiner, der er her i nærheden og som han kender så godt. Så efter maden går vi på "opdagelse". Vi får hørt om mange spændende forhold og om hvordan nordboerne levede i disse barske egne. Senere går vi tilbage til lejren - men ikke turlederen. Han har lige noget han skal se nærmere på, der ligger lidt væk. Klokken er hen ad 23, hvor vi sidder med dagens sidste kop kaffe, dukker han op igen. Jo, han har fundet en hidtil ukendt kirkeruin, som han i løbet af aftenen fik målt op. Det var han meget stolt af og vil senere fortælle sin ven på museet i Julianehåb om sin opdagelse.

Den dybe elv vades

I gråvejr og let regn går vi langs søen og kommer til elven, der løber ud ved Sara Nielsens Dal. Elven skal vades og strømmen er ret kraftig og temmelig dyb ved den ene bred. Så vi tager vandresko og -bukser af og vores små vadesko på og glider stille ned i det iskolde vand, med sækken på ryggen og støvlerne i den ene hånd. Vi, der er langbenet nok, har ikke de store problemer - men de kortbenede får lige dyppet trusserne! Op med teltene og tørt på.

Op gennem Sara Nielsens Dal

I dag er der fint vejr og vi lader teltene stå og tager kun frokost og regntøj med, da vi skal frem og tilbage gennem Sara Nielsens Dal. Selv om det visse steder kan være vanskeligt at se hvor stien går, er der intet at tage fejl af. Med fjelde på begge sider af os følger vi retningen gennem den frodige dal. Vi når ud til Grønlands største vandfald Qorlortorsuaq. Her vælter vandet som tyk fløde ud af søen og falder ned mod fjorden. Yderst i fjorden står et strandet isbjerg. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i teltlejren efter en flot 25 km. lang gennem dalen.

Lejr med udsigt

Vi vader igen elven og går op i fjeldet der har mange flotte farver. Her er forbavsende få myg - men lidt fluer i kaffen skal sis fra! Landskabet varierer og snart har vi udsigt til det imponerende fjeld Nipisat Qaqqaat, 921 m. Længere fremme slår vi lejr ved en bæk, der løber ned i søen Kangerluluup Tasia.

Vi spiser kun ædelfisk!

Næste morgen er vejret perfekt, så der er tidlig morgenbadning. Det er bare af med kludene og få sig en dukkert. Men hvor er det koldt - og her er ikke engang isbjerge! Nå, jeg får hurtigt varmen igen og efter morgenmad fortsætter vi vandringen ud til fjorden og følger denne sydpå. Fra land får vi øje på hvaler. Fantastisk at de kommer helt ind i fjordene - men det må være fordi her er godt med fisk.
På en knold med udsigt lidt ude i fjorden slår vi lejr. De friskeste af os tager et havbad - lige ved siden af isen der flyder i fjorden. Her kan jeg godt holde mig i skindet!
Og så skal der fiskes. Jeg får også prøvet. Jo, der er bid og ind haler jeg en fin torsk. Men, men, den bliver smidt ud igen. "På denne tur spiser vi kun ædelfisk", siger turlederen. Og så fanger de andre nogle ørreder, som vi rister.
Det bliver en nat med mere end frisk vind og jeg må i løbet af natten forlade min lune sovepose og efterspænde barduner og pløkker. Hvor er det godt, at komme ned i en lun sovepose igen!

Forbi Lichtenau til Sydprøven

Forbi Alluitsoq, den gamle brødremenighed fra 1733 i Lichtenau. Her er velbevarede bindingsværkshuse, små køkkenhaver og en kirkegård. Vi fortsætter langs fjorden mod Alluitsuip Paa (Sydprøven) og ser igen hvaler. Hvor er det tydeligt at høre, når de blæser. Lidt uden for byen slår vi lejr ved en sø, hvor søvandet er så rent, at vi uden fare kan drikke det.

Hvalbøffer ved Alluitsuip Paa (Sydprøven)

Det er tid til at se nærmere på byen. Jeg beder turlederen om at gå på brættet - stedet hvor der handles "alt godt fra havet" - og se om han kan skaffe noget hvalkød, så skal jeg nok tilberede bøffer til os alle på bålet. Det lærte jeg alt om på min første tur i Vestgrønland. Det lykkedes at få fat i noget hvalkød og vi får et herligt måltid, krydret med lidt af den omkringvoksende vegetation.

Badetur i varme kilder

Næste dag splejser vi til en kutter, der kan sejle os en tur ud til øen Uunartoq, hvor der er mulighed for at bade i de varme kilder. Turlederen har aftalt med en af sine venner, der ejer kutteren, at vi skal starte kl. 11. Nu er der lige det, at det med tiden har grønlænderne det endnu ikke så godt med. Og da klokken bliver 12 og der endnu ikke er kommet nogen skipper, må turlederen i byen for at lede efter ham. Da klokken nærmer sig 13, lykkedes det at komme af sted - men så er hele familien, børn, venner og disses koner - og skibshunden - også med. Hvorfor ikke benytte chancen til en rigtig familietur? Det bliver en herlig oplevelse - også selv om vejret er gråt og regnfuldt. Vi sejler forbi isbjerge, ser sæler og hvaler og da vi omsider når frem til øen, sejles vi det sidste stykke i land med den lille redningsbåd. Så er det af med tøjet her i regnvejret og ned i det lune vand. Tænk at bade med strikhue og se isbjergene glide forbi ude i fjorden.

Blandt isbjerge og hvaler til Qaqortoq (Julianehåb)

Næste dag er der tid til at gå en lille tur i området, inden vi tager rutebåden til Qaqortoq (Julianehåb). Vejret er blevet helt fint, så vi bliver på dækket. På dækslet til motorrummet kommer der varme op, så her sætter jeg mig, godt pakket ind og med huen trukket ned om ørerne. Hvor er det flot at sidde her og betragte isbjergene og hvaler, medens vi sejler på havet og gennem skærgården i næsten seks timer.

Gastronomi på Restaurant Nanoq

Fremme går vi direkte til Restaurant Nanoq og får en meget lækker grønlandsmiddag med bl.a.: Alksteg med grøntsager - Hvalbøf med bløde løg - Lammekoteletter med kartofler - Stegte ammassat - Paneret krabbeben med dressing - Paneret rejer med dressing - Røget laks - Røget hval - Røget hellefisk - Orsaq (spæk) - Tør kød og fisk - Reklinger og tørret ammassat - Mattak (hvalspæk) - Kogt ørred med rejer - Finhval spegepølse.
Det er fantastisk lækkert og jo, jeg er mæt denne aften! Trætte efter den lange rejse på havet (og al den gode mad) tørner vi ind på et værelse på højskolen.

Næste dag er det igen flot vejr og det er tid til at se nærmere på byen med Grønlands eneste springvand! Kirken, de gamle huse og museet (hvor turlederen gør opmærksom på sit fund). Og se, et fjeld med kunst i fjeldvæggen. Her har kunstnerne fået lov til at hugge ansigter og mønstre med hvaler og fisk direkte i fjeldet til glæde for alle.

Op i Mellemlandet ved Narsarsuaq

Først på eftermiddagen flyver vi til Narsarsuaq og får friske forsyninger og skifter tøj på vandrehjemmet, inden vi begiver os ud gennem Hospitalsdalen og op i Mellemlandet. Det er lidt anstrengende at komme de 300 meter op langs elven, hvor vi nogle steder har et tov at holde fast i. På toppen har vi udsigt til en tunge af indlandsisen og efter at vi har slået lejr, går vi ned og ser nærmere på Den Døde Bræ - Kiattuut Sermiat. Oppefra ser den jo ikke så stor ud, men når man står og rører ved den, ja så opdager man, hvor kæmpemæssig den er. Et par isklumper hugges til aftenens whisky.

En aktiv bræ

I dag går vi over mellemlandet til den aktive bræ, der løber ud i Qooroq. Vi passerer nogle søer og springer over en bæk. Kravler op på en klippe, hvorfra vi har fint udsyn til bræen og fjorden. Dernede knager det, når isen skubbes fremad under det enorme tryk fra indlandsisen. Det er et betagende syn. Lidt senere begynder at sne, da vi vender hjemad og det går senere over i regn. Ikke bare en lille byge - men vedvarende står regnen ned i tykke stråler.

En forgiftning

Tilbage ved teltlejren føler jeg mig utilpas og går til køjs, medens de andre tre i mit telt sidder inde i læ og spiser aftensmad. Jeg har ondt i maven og fryser. Jeg har fået en forgiftning.
Midt på natten må jeg ud i en fart. I den regnfulde nat får jeg kastet min forgiftning af mig og får det straks bedre, da jeg igen ligger i min lune sovepose. Med sådan kan det gå. Jeg må have drukket noget vand fra en uren sø på turen i dag. Heldigvis bliver ingen af de øvrige syge.

Næste morgen regner det fortsat og det har nu regnet uafbrudt i 36 timer. Min veninde yderst i teltet synes nok, at hendes sovepose er lidt tung og vi opdager, at hun ligger i en sø!
Vandet har samlet sig i små søer lige uden for - og under - teltet og det er en sur omgang at pakke teltet sammen. Morgenmaden springer vi let hen over i dag og skynder os ned fra fjeldet tilbage til vandrehjemmet.
Sidste dag i Narsarsuaq ser vi museet, der er fra krigens tid, inden vi flyver tilbage mod Danmark.