Campingferie på Camping de Roos i Holland
Det virker som om det kun er vogne og telte, der har forandret sig de seneste knap 100 år. For campinglivet på Camping De Roos i det ukendte Østholland er på særpræget vis gået i stå til fordel for gæsterne, der nyder det simple i fulde drag.
Helt tilbage i 1920'erne kom de første hollændere til område for at nyde campinglivet. Ejer Jan de Roos' bedstefar havde den gang opkøbt billig og ikke brugbar landbrugsjord til fordel for hårdtarbejdende byboer, der længtes efter frisk luft og naturens åndehuller. Den fandt datidens gæster og det er også derfor, at pladsen stadig er populær. Det er netop naturen og de mange perler i skoven og langs floderne, der er områdets store aktiv, hvad enten man er her til fods eller på cykel. Kommer man i bil får den lov til at holde ferie uden for campingpladsen.
- Mange af vores gæster skal bare lige vende sig til tanken om ikke at have deres bil lige uden for døren og det fungerer utrolig godt. Det betyder også, at børnene kan løbe frit omkring uden farer for at blive kørt ned og så skaber det en dejlig ro på pladsen, fortæller ejer Jan de Roos. Faciliteterne er funktionelle, rene og pæne. I stedet for en kæmpe toiletbygning, som man ser på mange campingpladser i dag, har man her valgt at anlægge flere mindre. Det er både mere hyggeligt, men har også den fordel, at ingen har langt til toilettet.
Det sætter man pris på, når de små er med på teltferie.
Ingen aktiviteter
Der er stort set ingen aktiviteter - kun en per dag i højsæsonen. Aktiviteterne er hele tiden med udgangspunkt i naturen f.eks. insektjagt eller historiefortælling i skoven. Ferie handler for ejerne først og fremmest om at skabe gode rammer, så familien er samlet og hygger sig med hinanden.
Det gør man her og med frygt for at det skal lyde kedeligt, så er det langt fra tilfældet. Pladsen summer af familiær hygge. Eneste lyd er skraldgrinende børn, der boltrer sig i floden, på boldbanen eller på naturlegepladserne.
Rendyrket ferie
Camping de Roos er tilnærmelsesvis økologisk. Bilkørsel er væsentlig nedsat. Stort set alle varer i butikken er økologiske og koster lidt mere end andre steder, men folk handler der glædeligt. Alkohol er ikke forbudt, men sælges ikke på selve pladsen. Det samme gælder grillmad.
- Vi går ikke ud i ekstremerne. Når der er landskamp eller vores gæster griller et godt stykke kød, hører et glas vin eller en øl sig til, men vi vil bare gerne signalere, at man sagtens kan holde ferie uden en øl i hånden hver dag. Vi gør det ganske enkelt for børnenes skyld, fortæller Lucie de Roos, der er gift med Jan de Roos.
Ingen danskere - endnu
På parkeringspladsen ses det tydeligt, at ingen danskere endnu har fundet frem til denne herlige plads i det ukendte Østholland. Det er synd for den vil falde mange i god smag. Balancen mellem "at leve livet" og tænke sig om og skåne miljøet er udført i ekstrem fin stil og uden det virker helligt.
Hyggen på pladsen og de mange glade børn taler sit tydelige sprog. Alle holder bare ferie. Og jeg kan føre endnu en campingplads på min favoritliste.
Oplevelser i området
Ommen - hyggelig by ved floden Vecht 10 km fra De Roos.
Eerde - velbevaret borg, der kan dog kun opleves udefra.
Sahara - en stor sandklit midt i skoven.
Et hav af cykel- og vandrestier. Cykler kan lejes på campingpladsen.
Endnu mere miljøvenligt
Ferien kan gøres endnu mere miljøvenligt ved at køre i en bil der kører langt på literen og så spænde en Camp-let bag på. Det kan ifølge FDM knapt måles på brændstofsforbruget at hængte en teltvogn på krogen. Det eneste energi man bruger på selve ferien er evt. til en lille køleboks og når der laves mad på gaskomfuret. Ellers bor man i det fri.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser