Vandreferie på Irlands sydvestlige halvøer - Dursey Island og Beara

Casteltownbere på Beara-halvøen

I går kom vi med minibus til Beara Coast Hotel, der ligger i udkanten af Castletownbere - hovedbyen på Beara-halvøen. Der kan være forvirringer omkring navnet Beara og Bere, men det skulle være vikingerne, som oprindeligt navngav halvøen Bere og som ifølge legenden senere blev kaldte Beara opkaldt efter en spansk prinsessedatter af kongen af Castillien. Derfor optræder begge navne. En mindre fjord skærer sig ind i landet mellem Beara Coast Hotel og selve landsbyen, der har Irlands næststørste fiskerflåde. Fra hotellet er der fin udsigt til havnen - Berehaven - med fiskerbådene på den anden side af fjorden. Beara Coast Hotel byder på en excellent morgenmadsbuffet kombineret med hvad man ønsker fra menukortet, ligesom stedets legerede fiskesuppe ”seafood chowder” næppe fås bedre andre steder. Retten har vundet priser og anbefales. 

Hovedgaden i Castletownbere er typisk irsk med pastelfarvede huse med enkelte forretninger samt få pubber og restauranter. Alle har naturligvis fiskeretter på menukortet. Det er dog den store katolske kirke Sacret Heart Church som dominerer bybilledet. For også at prøve et af byens andre spisesteder besøger vi Murhpy’s Restaurant, der også leverer udmærket mad. Castletownbere har – som navnet antyder – et slot, der ligger ca. tre km. vest for landsbyen. Dunboy Castle blev bygget af klanlederen O’Sullivan Beara, men ødelagt af Dronning Elisabeth I’s tropper i 1602. Man har forsøgt at genopbygge slottet som et hotel, men det er indtil videre slået fejl, så slottet ligger p.t. som et halvfærdigt projekt.

Stencirklen - Derreenataggant Stone Circle

Få kilometer uden for Castletownbere ses en af de mere end 100 stencirkler som findes i Irland. Derreenataggant Stone Circle består af en række opretstående sten ordnet i bestemt størrelse og indrettet efter øst-vest – for i Bronzealderen omkring 2000 år f.Kr. - tilbedte man bl.a. solen samt guder for forskellige årstider. Man mødtes her og holdt religiøse ceremonier og bad bl.a. for en god høst om foråret og takkede efteråret for den overståede høst. Stencirklen er 7,8 meter i diameter og har oprindeligt bestået af 15 sten, hvoraf der i dag er 12 tilbage, heraf er tre væltet.

Vandredag på Dursey Island - i stormende kuling

Omkring 25 km. fra Castletownbere yderst på Beara-halvøen kommer vi til Irlands eneste kabinelift som bringer os over til øen Dursey Island - Irlands sydvestligste punkt. Kabineliften blev etableret i 1969 og har set bedre tider, men fungerer og tager seks personer ad gangen. Kvæg og lokalbefolkningen har fortrinsret og der kan være ventetid. Det tager ca. otte minutter at krydse vandet - Dursey Sound.

Ovre på øen, der er 6,5 km. lang og 1,5 km bred, venter vi på hinanden ved ruinen af et tidligere franciskanerkloster. Klostret menes oprindeligt at være bygget i begyndelsen af 1500-årene af en spansk biskop, men allerede i 1602 henlå det som ruin efter at pirater havde plyndret stedet. Samme år angreb den engelske dronning Elisabeth I’s tropper øen og tog 300 af øens katolske beboere til fange for efterfølgende at dræbe dem - kendt som ”The Dursey Massacre”. Sagnet fortæller, at de som ikke blev fanget, gik i døden ved at kaste sig ud fra de høje klipper ved sundet. Men Dursey Island har været brugt langt tidligere af vikingerne, som her samlede kvinder der var røvet langs Irlands kyster, for senere at sælge dem som slaver i Sydeuropa.

I den stormende kuling følger vi grusvejen vestover og kommer forbi den største af de oprindelige tre landsbyer som engang var på øen. I dag er her kun to fastboende indbyggere og de fleste af husene henligger som ruiner. Oprindeligt kunne der godt bo en familie på omkring 20 mennesker i hvert af de simple stenhuse. Få er i dag renoveret og indrettet som sommerhuse. Det eneste levende væsen vi kommer tæt på - udover de fritgående får - er et muldyr som altid er rart at have ved hånden på så øde et sted. Øen har hverken købmand eller pub, så mad og vand etc. skal medbringes fra fastlandet. Jo højere vi kommer, des voldsommere bliver blæsten. Vi skuer ned over de forblæste græsmarker, hvor fårene æder mellem stendigerne. Udover at afgrænse de enkelte lodder hjælper stendigerne mod erosionen og holder på jorden. Yderst på øen er der udsigt til nogle klippeskær. Mod nord ses klippeøen Tyren (Bull Rock) og før den ses klippeøen Koen (Cow Rock). Direkte ud for Dursey Island ses klippeøen Kalven (Calf Rock) (naturligvis) med resterne af et fyrtårn fra 1880’erne som dog blæste omkuld i en orkanagtig storm. Pga. blæsten vandrer vi ikke helt ud til fugleklipperne på yderste pynt – det er umuligt at holde balancen. Men ud over vandet ses sulerne svæve. Så de er her. I klart og stille vejr er det muligt at spotte hvaler omkring øen.

Så går det ad en smal vandresti op til øens vestlige top - 260 moh. - hvor ruinen af et tidligere signaltårn fra begyndelsen af 1800-årene ligger. Imidlertid blæser det for meget til at den medbragte sandwich kan nydes her, så vi fortsætter ned på den anden side og finder et sted med læ ved en mindre fordybning i landskabet. Herfra kan vi vælge at spadsere tilbage til kabelliften ad landevejen eller vandre over den østlige bakke som dog er mere udfordrende, men nok så smuk en tur. Vandreturen på Dursey Island er på ca. 13 km.

Vandredag på Bere Island - en afstikker af The Beara Way

Ti minutters gang fra Beara Coast Hotel tager vi færgen til Bere Island, der ligger som en beskyttende vold for Atlanterhavets blæst mod Castletownbere. Øen er 11 km. lang og 5 km. bred på bredeste sted med en fastboende befolkning på ca. 200. Det tager ca. 15 minutter at sejle til øen, hvor nordsiden er varm og frodig, mens sydsiden er forblæst og øde. Fra havnen kommer vi forbi en tidligere engelsk militærbunker, inden vi fortsætter mod øens vestligste punkt. Vi forlader asfaltvejen og kommer ud på en mindre vandresti, hvorfra der er et spektakulært syn mod Beara-halvøen, hvor Atlanterhavsbølgerne slår voldsomt mod de rå klipper. Yderst på vestsiden af Bere Island står fyret Ardnakinna Lighthouse og herfra bliver landskabet råt og bart - her vokser ingen træer - kun lyng og græs som fårene har glæde af.

I den friske vind går det op på øens bakketop, hvor ruinen af et tidligere signaltårn ligger. Tårnet var et af en hel række signaltårne som englænderne byggede mellem 1804 og 1808 langs Irlands vestkyst som en del af forsvaret mod franskmændene. I 1950’erne slog et lyn ned og smadrede det to etager høje tårn og en storm væltede resten af murene. Fra toppen af øen er der vid udsigt til Castletownbere samt byens tidligere slot Dunboy Castle. Vinden er for kraftig til at vi kan finde læ, så vi må længere ned, inden vi kan spise vores medbragte sandwichs. 

Herefter finder vi ned på en markvej og følger denne forbi en tre meter høj stele - Gallan Standing Stone - rejst akkurat på øens centrale midte. Stenen er fra Bronzealderen dvs. fra tiden omkring 3000 år f.Kr. og var samlingspunkt ved religiøse fester. Herfra kan vi se et af de mere intakte signaltårne på næste bakke - Martello tårnet. Vi fortsætter ad den asfalterede vej High Road, der forbinder den østlige del af øen, men går tilbage mod havnen. Undervejs på den vindstille nordside, hvor klimaet er helt anderledes milt og frodigt, kommer vi forbi øens Heritage Center, der er indrettet i en tidligere skole. Her fortæller den permanente udstilling om øens maritime fortid. Dagens vandretur er ca. 18 km.

Healy Pass

Vi lader vandrestøvlerne blive i kufferten for i dag er det primært en transportdag, hvor vi forlader regionen Cork for at køre over Healy Pass og ind i regionen Kerry. Fra byen Adrigole snor den spektakulære landevej sig op i Caha Mountains midt på Beara-halvøen og nær toppen sættes vi af minibussen for at spadsere de sidste hundrede meter op over toppen på Healy Pass. 330 moh. Vejen blev bygget under hungersnøden i 1847 for at give folk så meget i løn, at de kunne undgå sultedøden. Det var politikeren Timothy Michael Healy, der så nødvendigheden i at bygge en vejforbindelse over bjergene mellem regionerne Cork og Kerry, og i 1931 blev vejen opkaldt efter ham – The Tim Healy Pass. På toppen står et kristent monument med Jesus og herefter åbner landskabet i Kerry sig for vores fødder med en betagende udsigt til Glanmore Lake og de omkringliggende bjerge.

Kenmare

Op på formiddagen kommer vi til den pittoreske by Kenmare, hvor de typiske pastelfarvede huse står skulder ved skulder. En pause på en god times tid gør det muligt at shoppe lidt samt nyde en kage og en kop kaffe ved en af de vellugtende caféer. Vi er nu inde på halvøen Iveragh og følger den kendte turistvej Ring of Kerry mod Killarney.

Ladies View

I det kuperede landskab stopper vi ved Ladies View - et af Ring of Kerrys mange udsigtspunkter - og kan se udover søen Upper Lake i dalen Black Valley, hvor vi skal vandre i morgen.

Killarney National Park ved Muckross House

Hen på eftermiddagen er vi kørt ind i Killarney National Park, hvor Muckross House og park ligger. Muckross House er et gods med landbrugsaktiviteter som det fungerede i 1930’erne. Her er have med skønne rododendron, restaurant og souvenirbutik med keramisk værksted. Er man ikke gående, kan man tage en hestedrosche - for afstandene kan virke store. Fra P-pladsen spadserer vi gennem det grønne landskab frem til ruinen Muckross Abbey, der var et franciskansk munkekloster fra 1400-årene. Det blev opført over et oprindeligt kloster fra kristendommens begyndelse i Irland i det 6. århundrede. Munkene ved Muckross Abbey blev drevet væk af militær- og statsmanden Oliver Cromwells tropper i 1650’erne. I dag ses velbevarede mure med høje gotiske vinduer omkring et tårn. Den tilhørende kirkegård bl.a. med keltiske kors benyttes fortsat.

Muckross House

Midt i en veltrimmet park ligger Muckross House, der er et imponerende palæ bygget af Henry Arthur Herbert i victoriansk stil mellem 1839 og 1843. Efter turbulente økonomiske tider blev huset med omkringliggende land i 1932 skænket af den daværende ejer Arthur Vincent til den irske stat, hvilket ansås som en meget generøs handling. Palæet, der har 65 værelser, viser hvorledes datidens overklasse levede i elegant stil og hvordan tjenestefolkene arbejdede f.eks. i køkkenet. Bag huset ligger rododendronparken ligesom her findes klippehaver med forskellige vækster ned til søen Muckross Lake.

Killarney

Et par hundrede meter fra Killarneys centrum ligger Abbey Lodge, der er vores B&B-residens de næste nætter. Ved indgangen til byen ligger den nygotiske St. Marys Church fra 1800-tallet og ellers har denne populære turistby masser af spisesteder - fastfood, pubber, restauranter og hoteller. Men byen har også et stort udvalg af butikker, så shoppingsmulighederne er store. Vi spiser på en af byens bedste restauranter The Flesk Restaurant, der er så populær, at man om aftenen skal være her før kl. 19 - eller reservere bord. Mellem kl. 19 og 22 er alt normalt udsolgt. Et andet spisested som kan anbefales, er Cronin’s Restaurant der siden 1957 har været en familiedrevet restaurant, der har ry for god og smagfuld mad med en venlig servering. Det er en mindre restaurant med omkring 20 borde, så kom i god tid.

Ross Castle

Et par kilometer fra Killarney ligger middelalderslottet Ross Castle, der menes at være bygget i slutningen af 1400-årene som et typisk eksempel på en irsk høvdings højborg. Slottet ligger smukt på en mindre pynt direkte ud til søen Lough Leane. Efter sigende var slottet blandt de sidste slotte i Irland som måtte overgive sig til Oliwer Cromwells tropper i 1652 og komme på engelske hænder. Den britiske hær benyttede slottet til en garnison indtil begyndelsen af 1800-årene. I dag står slottet renoveret og åbnet for besøgende, men vi ser det blot udefra, da vi har en vandredag foran os.

Vandring over Gap of Dunloe og Black Valley

Med taxa-bus kører vi til den berømte pub Kata Carney’s Cottage neden for Gap of Dunloe. Her fordeler vores irske guide madpakker m.v. mellem os, inden vi påbegynder dagens vandring. Foran os snor den asfalterede bjergvej sig op mellem dramatiske klipperformationer og grønne bjergsider, hvor vandløb vælter ned over klippestykkerne langs vejen. Vores gruppe er de eneste som vandrer op mod den smalle saddel og passerer flere stenbroer og små søer. Men alene er vi ikke. En hel række hestedroscher med op til fire personer i hver samt kusk kører i en lind strøm forbi os. Hvem orker at gå, når man kan blive kørt? Det gør vi for til fulde at nyde udsigten, lydene og duftene! På vejen op ser vi en flok vilde geder fouragere på bjergsiden.

På toppen af Gap of Dunloe åbner dalen Black Valley sig for vores fødder. Denne store U-dal blev dannet af gletsjere ved sidste istid for 12.000 år siden. Vi vandrer ned i den frodige dal med blomstrende rododendron, hvide tjørn og gule gyvel til vi kommer til Lord Brandons Cottage, hvor frokosten indtages ved caféen. Vi følger et moseområde langs Upper Lake og kommer ind i egeskoven Derrynahierka og vandrer op mod landevejen til Galway’s Bridge på den berømte turistvej Ring of Kerry. Her hentes vi af taxa-bussen efter dagens vandring på ca. 18 km.

Inch Strand på Dingle-halvøen

Ved indgangen til Dingle-halvøen, der har Irlands vestligste punkt, stopper vi ved den ca. seks km. lange landtange Inch Strand. Fra klitterne er den gyldne sandstrand mere end 200 meter bred – hvilket også skyldes at tidevandet har trukket sig tilbage. Den lavvandede strand er ideel til børn og eftertragtet af bl.a. surfere, der trods lavvandet har store bølger at lege i. Det lave vand blev i sin tid udnyttet af landpirater, der opsatte lanterner om natten for at snyde skibene så de sejlede på grund, hvorefter skibene blev plyndret. Det magiske landskab omkring Inch Strand har været locations for flere Hollywoodfilm bl.a. ”Ryan’s Daugther" fra 1970.

Minard Castle og Johannes Døberens Kilde

Dagens medbragte sandwichs nyder vi på strandstenene ved borgruinen Minard Castle. De store sten, er blevet slebet runde på havets bund og blev på en enkel stormfuld nat skyllet op fra havet og dækkede hele sandstranden og den nærliggende vej. Det kvadratiske Minard Castlet ligger højt på en bakketop og måtte overgive sig til Cromwells tropper i 1650, efter at hæren havde affyret en kanonsalve, der fjernede næsten den ene side af slottet. De tilfangetagne irere blev alle henrettet. Ruinen ligger på privat grund og der er ikke adgang til slottet - vel sagtens også pga. nedstyrtningsfare. Nogle få meter ad landevejen mod den lille havn viser et skilt ind til en hellig kilde - Johannes Døberens Kilde - ”Tobar Eoin Baiste”. Her holdt de katolske irere - under det engelske styre - messer i hemmelighed under åben himmel. Ved kilden står et helligt træ, hvor folk fortsat kommer og hænger en genstand på træets grene i håbet om helbredelse og/eller en lykkelig fremtid.

Dingle

Ved ankomsten til Dingle indlogeres vi i det lille B&B-overnatningssted Dingle Marina Lodge, der ligger lige ved siden af Dingle Oceanworld. Herfra er der blot 100 meter til de første pubber og restauranter som byen er fuld af. En af byens store turistattraktioner er delfinen Fungi som i flere år har holdt til i den store havn. Flere gange om dagen sejler turistbåde ud til delfinen, som ikke fodres, men som klarer sig på egen hånd og som tilsyneladende er fornøjet med at få selskab af skibe og mennesker. Det hænder også at andre delfiner kommer forbi, men Fungi er den eneste som fortsat bliver her. Nu må man så se hvor længe. På kajen ved marinaen lige ved turistkontoret står en skulptur af Fungi. Dingle har som andre irske landsbyer farverige huse, butikker med kunsthåndværk som f.eks. smykker og tøj i god uldkvalitet samt gallerier. Her er naturligvis også masser af almindelige souvenirbutikker. Lidt fra havnen, der udover marinaen også har en fiskeindustri, ligger byens kirke St. Marys Church og følger man Main Street ligger pubber med levende musik side om side. Et af de madsteder som kan anbefales, er Dingle Bay Hotel, ligesom der serveres god mad på Dingles ældste pub og prisvindende restaurant Lord Baker’s etableret i 1780 og gået i arv fra generation til generation.

Sauce Creek Walking Trail til Brandon Point

Denne dag starter med en spektakulær køretur over Irlands højeste pas - Connor Pass – der på en ensporet bjergvej bringer os op til 456 moh. med en storslået udsigt. Vi møder nogle få modgående køretøjer, som må vente eller bakke til nærmeste vigeplads, da to biler ikke kan passere hinanden på den smalle bjergvej. Busser, lastbiler og hestedroscher har ikke adgang til vejen. Ved landsbyen Brandon Village, der ligger helt ud til Brandon Bay, starter vores vandretur på Sauce Creek Walking Trail. Først ad landevejen mod Cloghane, men vi drejer fra og følger en stenet bjergvej opad mellem marker og højmoser.

Et stykke oppe møder vi en mand - og bestemt ikke en tørvetriller - men en venlig og snaksaglig irer som er ved at vende den tørv, han tidligere har gravet op, for at den skal blive tør og senere bruges som brændsel. Fem procent af irerne benytter fortsat tørv som brændsel!

Længere oppe ad bjerget kommer vi ind i de lavt hængende skyer og sigtbarheden nedsættes til nogle få meter, så vi må holde tæt sammen, da vi nu har forladt bjergvejen og følger en smal vandresti markeret med pæle med nogen afstand. I disen kan man faktisk ikke se næste afmærkningspæl, så det er meget betrykkende, at vi har vores lokalkendte guide med. På den nordlige side af bjergkammen kommer vi fri af disen og finder et sted at indtage frokosten. Det sker netop ved et stengærde som engang i bronzealderen har omsluttet et helt lille samfund kendt som Sauce Creek. Her ser vi rester af runde stenhytter som skønnes af være op mod 4000 år gamle. Det skønnes, at her har boet omkring 200 mennesker i disse bikubehytter. Dengang var her skov og vilde dyr som bronzealderfolket kunne jage, men det kan alligevel være svært at forestille sig hvor hårdt livet har været på denne øde og forblæste egn.

Endnu en højmose med ar efter tørvegravning passeres og atter vandrer vi op i en saddel før vi ser havet ved Brandon Point. Her rejser klippesiderne sig nærmest lodret 300 meter over vandet. Vi er kommet i læsiden og nu er alt grønt og frodigt med græssende køer og får og marker med vilde gule iris. Langs landevejen mellem Brandon Point og Brandon Village ligger flere sommerhuse og her ender vores ca. 13 km. lange vandretur, hvor tørsten slukkes på pubben O’Sheras Bar.