Ferieoplevelser omkring Snæfellnes

The Old English Lodge

Efter et par timers flyvning mod Island får jeg de første glimt af land og senere store kalotter med is - nogle af Europas største gletsjere. Efter en blød landing i Keflavik lufthavnen sydvest for Islands hovedstad Reykjavik, kører jeg til byen, hvor jeg møder vores lokale guide, som skal vise mig rundt på Snæfellsnes. Allerede på vej ud af Reykjavik kan jeg fornemme landets storslåede skønhed, mens jeg kører nordpå i lavlandet med en mur af høje fjelde, der rejser sig på højre side ind mod det centrale højland. Vi kører direkte mod det første overnatningssted gæstehuset The Old English Lodge ca. seks kilometer fra byen Borgarnes. Her er det yngste og 4. generation, der viser omkring og beretter om huset og dets historie. Dette var oprindeligt en fiskerhytte fra 1884, der senere blev købt af en præst. Men de engelske "rigmænd" havde allerede dengang fået smag for at fiske efter laks i den brusende elv Langá, der løber tæt forbi gæstehuset og det endte med, at Lord Campel købte huset. Senere overtog Mrs. Kennard og fik organiseret fiskerettighederne langs elven. I 1964 kom Johannes Gudmundsson til og familien har siden da videreført de stolte traditioner.

Fineste lakseelv

Tidevandselven Langá er blandt Islands fineste lakseelve, hvor man i højsæsonen gerne betaler 10.000 Dkr. om dagen for at fiske. Jeg skal dog ikke fiske i dag, men går en tur langs den smukke elv, der få meter fra gæstehuset bruser ud i et dobbeltvandfald, hvor laksen springer når den går op for at gyde. 
Langs elven og på markerne omkring er her et rigt fugleliv med bl.a. strandskader, ryler, dobbeltbekkasiner, hjejler samt sangsvaner og mange flere arter. 

Landnamscentret i Borgarnes

En oplagt udflugt går til Vikingemuseet i den nærliggende by Borgarnes. Landnamscenteret viser hvorledes de norske vikinger besejrede Nordatlanten og "tog land" i Island fortalt gennem Egils Saga. Med et par udleverede høretelefoner guides jeg gennem de mange specielle udstillingslokaler, hver med sin dramatiske beretning. Bl.a. var det vikingerne, som "opfandt" et demokratisk parlament - Altinget i Thingvellir - allerede i år 930 e.Kr. I Landnamscentret findes desuden en anbefalelsesværdig restaurant.

Snæhestar - Lysuholl Ridecenter

På vej ud på Snæfellsnes, drejer vi fra hovedvej 54 og kommer til en fjeldside ved Gerduberg bestående af søjlebasalt. Længere fremme er vi ved Langaholt Gæstehus, hvor vi gør os klar til dagens ridetur fra Snæhestar i Lysuhöll ikke langt herfra. Allerede ved ankomsten til Lysuhóll Ridecenter kan vi se flokke af islandske heste på de grønne enge neden for fjeldsiden. Hestene har god plads - rigtig god plads - til at tumle sig på, men disse heste er kloge og nysgerrige og kommer os i møde, da vi ankommer. Inde i ridehallen står hingstene. De får ikke altid lov til at være sammen med hopperne!

Vi skal i dag på en af de mange forskellige rideture som Snæhestar tilbyder og får sadlet de islandske heste. Efter et par tilvendingsrunder i ridehallen, hvor vi lærer hestene at kende - og de os - tager vi på en guidet tur, hvor også ejeren af ridecentret deltager. Rideturen går ned over det åbne landskab, hvor vi krydser landevejen for at komme ned til havet og "Den Gyldne Strand". Havet har imidlertid rejst sig og det er højvande, så galoppen i det gyldne sand må vente til i morgen. I stedet bliver det et ridt oppe på engen i alle gangarter - incl. den femte - tølt - som kun de islandske heste kan udføre. Min hvide hingst Killjan er både stærk og dygtig og jeg har let ved at få ham til at tølte. Når jeg er i dette ridt, er det som at sidde i en bil uden rystelser og bare suse afsted.
Vi er alle svedige efter dagens ridetur - ikke mindst hestene, der damper, da vi et par timer senere sadler af. Ikke så snart vi er i ridehallen igen, ruller hestene sig i støvet, for at gnubbe sveden af sig - og "min" hvide hest er pludselig blevet brun!

Udover at arrangere rideture fra et par timers varighed til flere dage er Lysehóll Ridecenter også et stutteri, hvor man hvert år får nye føl af egen avl. Stedet har mere end 80 af disse skønne og ridelette heste.
Også vi er blevet svedige og i den nærliggende skole og svømmebad oplever vi et traditionelt islandsk badeanlæg med tempererede og varme bade.

Langaholt Gæstehus

Tilbage i Langaholt gæstehus møder vi værten Keli. Han er bror til vores guide Thormodur og har overtaget stedet efter sine forældre, der dog fortsat hjælper til i køkkenet. Keli er en festlig fyr som gerne vil snakke og vi skal naturligvis smage den lokale øl og en snaps til den fint stegte laks, som han serverer. Brennivin, som tidligere hed "Den Sorte Død", er en mild og dejlig brændevin, som af politiske grunde nu har skiftet navn, så ingen tror, at det er den visse død at drikke den! Tidligere var brændevinen måske skyld i at nogle fik for meget og blev dødeligt syge og derfor fik den det stygge navn. Men de tider er forbi.
Langsholt Gæstehus tilbyder - ud over god mad - værelser i gæstehuset tillige med camping og muligheder for at fiske i de omkringliggende søer og elve. Derudover findes her golfbane samt naturligvis et utal af vandremuligheder i den smukke natur.

Morgen tur ved søen

Næste morgen står jeg tidligt op og spadserer ned mod stranden forbi en indsø, hvor jeg på lang afstand kan høre sangsvanerne. Her findes også en masse andre fuglearter som f.eks. edderfugl, islom, stor kobbersneppe, skarv, sandløbere og mange flere. Havet har trukket sig tilbage, selv om det fortsat bruser voldsomt og nu kan jeg forstå, hvorfor man taler om "The Golden Beach". Stranden er helt gylden på store områder, hvilket må være pulveriseret lavasten ført hertil med isen og havet.
Efter denne dejlige friske morgentur ved indsøen og havet kan jeg med god appetit sætte mig til morgenbordet i gæstehuset og spise mig mæt inden dagens udflugt.

Nysgerrige sæler

Nede på stranden - et par kilometer fra gæstehuset - ser vi, hvor sælerne holder til. Her er både voksne sæler samt nogle unger og en af dem er nysgerrig for at se, hvem vi er der pludselig dukker op. Sælen svømmer hen mod os, stikker hovedet op af vandet og forsvinder så igen. De øvrige sæler gider dårligt løfte hovedet. Hele sceneriet er omgivet af tang, hvor edderfuglene holder til.

Fåreholderstedet Kindur

Vi besøger også fåreholderstedet Kindur, og får lejlighed til at komme tæt på læmmende får (får der føder). Stedet har specialiseret sig i at bortadoptere lam og får, således at man mod et mindre beløb kan følge fåret, få uld fra det og når det er vokset til få det slagtet og kødet tilsendt.

Lavamark ved Budir

Der ligger et flot naturområde med en lille vulkan omgivet af lavamark ved Budir. Vi parkerer ved det dejlige hotel af samme navn og ser den nærliggende kirke, inden vi spadserer ud i terrænet. Herfra er der i klart vejr direkte udsigt til Snæfellsjökull-gletsjeren, som skulle være blandt de flotteste gletsjere i hele Island, men i dag hænger skyerne tungt ned over fjeldene og vi kan intet se. Ude i lavamarken gror græs mellem lavablokkene og på stenene vokser forskelligt mos og lav samt fjeldblomster. Nede ved havet er stenene helt sorte og slebet runde af bølgernes vedvarende slitage. Igen finder vi gyldent sand og klitter midt i dette fredede område. 

Klippesprækken ved Raudefeldsgjá

Turen fortsætter vestover ad vej 574 og vi kommer til en stor sprække i fjeldet. Fra vejen vandrer vi ind over den sorte sandede lavajord, går forsigtigt over en glat snetunge og kommer frem til kløften Raudefeldsgjá. Man kan godt komme lidt ind i denne dybe kløft, men det kræver godt fodtøj, som kan holde én tør. Her ligger sne og smeltevandet fosser frem i bunden af kløften. Jeg kommer nogle få meter ind i den smalle kløft, der visse steder ikke er meget mere end en meter bred, og må så give op over for naturens kræfter.   

Vandring mellem Arnarstapi og Hellnar

Så går det lettere, da vi starter vandringen langs Atlanterhavet ved Arnarstapi. Fra et udsigtspunkt højt over den lille havn har vi direkte udsigt til et fuglefjeld, hvor en koloni af rider holder til. I det ikke alt for gode vejr vandrer vi langs den forrevne kyst og ser fuglefjelde samt ejendommelige lavaformationer, og da vi når den rustikke kro ved Hellnar, er vi så godt som gennemblødte af regnen. Restauranten er indrettet i et tidligere fiskedepot og står fortsat meget rustikt. Her giver en dejlig fiskesuppe atter varme til kroppen.

Djupalónssandur ved Dritvik

Ærgerligt, at vi ikke kan se Snæfellsjökull på denne tågede og regnfulde dag, når vi nu er så tæt på. Men sådan er vejret også i Island. I stedet tager vi igen ned til havet og spadserer gennem et troldsk lavalandskab ud til Djupalónssandur. Vi passerer Hulklippen og kommer ned på stranden, hvor der ligger nogle såkaldte "kraftprøvesten". I gamle dage skulle man løfte stenene op på en piedestal for at få hyre på en fiskerbåd. De fire sten vejer hhv. 154 kg.-100 kg.- 54 kg. og 23 kg. For at få plads på en båd skulle man kunne løfte 100 kg. Naturligvis forsøger vi - men uden held. På stranden ses resterne af et engelsk skib der ikke undgik de farlige klippeskær ved Dritvik i 1948.
Vi runder det vestligste punkt på Snæfellsnes "Verdens ende" og spadserer ud til det lille fyr, men vejret "tvinger" os til at fortsætte vores rundrejse mod Grundarfjördur.

Fisketur med Hotel Framnes i Grundarfjördur

"Vil du ha’ mad, så må du selv fange den", kommer det med et smil fra Gisli, der er vært på Hotel Framnes i Grundarfjördur, og mens hans sydafrikansk fødte hustru booker os ind på hotellet, kører han bilen frem, der skal bringe os ned til hans fiskerbåd. Oprindeligt var hotellet et sømandshjem fra 1954, hvor stueetagen blev brugt til at opbevare fiskeredskaber.
I 1976 købte byens to fiskefabrikker sømandshjemmet og indrettede det til brug for egne fiskere og fabriksarbejdere. Og her var "fest og ballade" med de mange enlige arbejdere indtil 1998, hvor det var slut med løsarbejderne. 
Hotellet blev gennemgribende repareret og siden 2006 er Hotel Framnes drevet som et gourmet-hotel med en rigtig god atmosfære og med mulighed for vandreture, fisketure, fugleture, hvalsafari, golf, bådture m.v.

Fangst til egen aftensmad

Den lille fiskerbåd tøffer ud af havnen og vi passerer det karakteristiske, 469 meter høje fjeld Kirkjufell, der rejser sig ret op af havet. "Vi prøver her", siger Gisli efter at have konstateret noget på sine instrumenter i styrehuset og gør pilkene klar. Josehpine på 14 år - datter af min gode veninde Anne Mette - har dårligt fået pilken på havets bund før fiskestangen bøjer kraftigt. "Jeg har bid", råber hun begejstret, mens vi andre ser måbende til. Josephine haler og haler og Gisli må give en hjælpende hånd, da en krabat af en torsk viser sig i havoverfladen. Seks kilo fisk i første hug! Godt gået. Torsken er næppe kommet af krogen, før Anne Mettes fiskestang bøjer og næste torsk hales ind. Jeg vil naturligvis ikke lade mig "slå af et par kvindfolk" og pilker som en gal, mens Josephine trækker endnu en torsk i land. Efter endnu et par fangster bliver det "endelig" min tur og så har vi vist mad nok til i aften. Mens kokken på Hotel Framnes tilbereder menuen til os, besøger vi Eyrbyggja Kulturarvscenter, der er et privatejet museum med ting fra 1950’erne og fremefter. Det mest spændende er, at der må røres ved tingene. Man på sidde på ... Man må prøve at … Det er Ingi Hans, der med begejstring fortæller om alverdens finurligheder og hans hjerte ligger ved den store samling af antikt legetøj. Et legetøjsmuseum optager hele det ene rum og mange af tingene vækker minder frem fra ens egen barndom. Det var tiden før alle havde computerspil, og hvor en simpel lastbil i træ kunne fordrive tiden. Efter besøget er aftensmaden klar på Hotel Framnes - stegt torskefilet på en bund af råstegte grøntsager. Mere frisk kan maden ikke være.  

Bjarnarhöfn - Haj konservering

Næste formiddag går turen videre langs nordkysten af Snæfellsnes og vi går en tur ad Bersærkergangen - en smal ryddet vandresti midt i den enorme lavamark tæt ved Bjarnahöfn. 
Sagaen fortæller, at to kæmpevikinger fik én nat til at rydde en sti gennem lavamarken for at få kongens datter - en vidunderlig skønjomfru. Vikingerne gik bersærk og knoklede som gale hele natten og fik ryddet stien, men blev alligevel et hoved kortere, da de gjorde krav på kongens datter dagen efter! 
I Bjarnarhöfn møder vi Gudjon Hildibrandsson i et maritimt museum tæt ved den gammel bondekirke. Stedet har åbent hele året og Gudjon viderefører en gammel tradition, som er gået i arv i familien i mere end 400 år. Han producerer og sælger hákarl - sur haj - eller måske kan vi kalde det "rådden haj". Bl.a. på grund af de naturkatastrofer med vulkanudbrud etc. som islændingene gennem tiderne har måttet leve med, har her også været hungersnød som tvang indbyggerne til at finde alternativ føde! Hákarl fremstilles af den op til seks meter store og en tons tunge grønlandshaj, hvor kødet er giftigt. Men henlægger man kødet i to måneder, sker der en fermentation - en kemisk spaltning - hvor forrådnelsesbakterierne så og sige bliver så mange, at de æder sig selv og dør. Konserveringen er gennemført. Herefter hænges kødet til tørring i ca. fem måneder og så kan det spises - dog glider det bedst ned, hvis man får brændevin til! Sur haj smager mest af alt som gammel ost fyldt med salmiak.
Sur haj er en populær spise, selv om prisen ligger på omkring 175 kr. pr. kg, for Gudjon konserverer omkring 100 grønlandshajer hvert år.

På fugletur med Seatours på Brejdafjorden

Mens smagen af sur haj fortsat hænger i svælget, ankommer vi til byen Stykkishólmur, som ligger yderst på en lille halvø i Brejdafjördur på nordsiden af Snæfellsnes. Herfra tager Sea Tours turister med ud på fugleture på fjorden, hvor man kommer tæt på fuglefjelde og ejendommelige basaltklipper. I højsæsonen sejles med store både, hvor der undervejs skrabes muslinger og østers, der frisk fra havet kan nydes med et glas køligt hvidvin på skibets dæk.
I dag er vi blot os tre, så skipper tager os med i en mindre, men hurtiggående båd. Vi følger en bestemt rute frem til de første fuglefjelde, der rejser sig lodret op af havet. Båden kan gå tæt på klipperne, hvor en koloni af mallemukker holder til. Vi ser også mange edderfugle, den flotte sort-hvide han og den bruge hun. Vi ser tejster og andre havfugle.

Båden fortsætter forbi nogle lavaformationer af søjlebasalt, der mest af alt minder om et kæmpe orgel. Vi ser også øer, hvor der af og til kommer mennesker og hvor får kan gå i fred hele sommeren og spise sig store.

Søpapegøjen - lunden

Men det er nok søpapegøjen - lunden - med den flotte rød-gul-sorte tegning på næbbet, der vækker mest begejstring hos mine rejsevenner. Disse lidt kluntede fugle med små vinger har det lige som humlebien; de ved ikke at de kan flyve, de gør det bare.
På flere øer finder vi kolonier af lunder, der bygger deres reder inde i huler, som de graver i jordlaget øverst på klipperne. Og nysgerrige er de. De tripper først lidt nervøst frem og tilbage på klipperne, men glemmer os hurtigt og optager deres daglige liv på land og i vandet, og vi får rig lejlighed til at tage billeder af disse fotogene havfugle.     

Havørne

Pludselig dukker en stor skygge op over vore hoveder. En havørn passerer os. Skipper forklarer, at vi er heldige, for der yngler kun omkring 45 par havørne i hele Island. Vi ser endnu en ørn, og kommer lidt nærmere deres redeplads på toppen af en karakteristisk klippe. Vi skal naturligvis ikke for tæt på disse følsomme fugle og holder os på afstand. Havørnene har travlt med at jage et par ravne væk og da det lykkedes, lander først den ene ørn og så den anden. På afstand kan vi se at de har samlet grene og andet redemateriale. En stor oplevelse rigere returnerer vi til Stykkishólmur.
Brejdafjordur er en unik perle med tusindvis øer hvor et rigt fugleliv udspiller sig og er man fugleinteresseret, må dette absolut komme med i prioriteringen af fugleturene. 

Stykkishólmur

Der er tid til at se nærmere på byen, så efter en vidunderlig fiskesuppe i restaurant Narfeyrarstofa, spadserer vi op til vandmuseet indrettet i et tidligere bibliotek på bakken højt over byen. 
Huset har en glasfacade, der mest af alt minder om et styrehus fra et gammelt skib og her har kunstneren Roni Horn skabt en installation - et vandbibliotek - med søjler af gletsjervand fra forskellige søer og elve rundt omkring i Island. Fra huset er der en fin udsigt udover byen og havnen neden for.
I "Det Norske Hus" - en stor sort bygning midt i byen - er et finere hjem fra 1800-tallet indrettet som museum og giver et fint indblik i hvorledes en rig familie har levet.
Byen har også et vulkanmuseum - og naturligvis et svømmebad som afprøves. Ingen er som islændingene glade for at bade.

Den Blå Lagune

Det mærker vi også, da vi afslutter denne rundrejse omkring Snæfellsnes og kører til bade- og spa-anlægget "Den Blå Lagune" tæt på Reykjavik. Allerede ved ankomsten kan vi se den varme damp stige op fra denne kunstigt anlagte sø, hvor mineralholdigt varmt vand gør det til en nydelse ud over det almindelige at bade. Udover selve den store pool, hvor vandet visse steder er så varmt, at det næsten er uudholdeligt, findes her sauna og badstue, masserende vandfald samt naturligvis enhver tænkelig form for massagebehandling. Et bad i Den Blå Lagunes varme vand kan mærkes flere dage efter besøget. Prøv det selv.

Da vi skal med det tidlige morgenfly fra Keflavik næste morgen, er det praktisk at bo tæt på lufthavnen og i byen Keflavik indlogeres vi dejligt på Hotel Keflavik. Her kan vi få meget tidligt morgenmad - og så er der inkluderet gratis taxa-transport til lufthavnen.