Det lille grønne tog og Nuraghe-kultur på Sardinien

Trenino Verde - Det Lille Grønne Tog

Det ryster og larmer, da det lille dieseltog - nærmest en skinnebus fra 1930’erne - sætter i gang på denne smalsporede veteranbane, der blev bygget i slutningen af 1800-taltet. Efter starten i Mandas på grænsen til nationalparken Gennargentu arbejder toget sig langsomt forbi frodige kornmarker, søer og dybe kløfter. Jo længere togrt kommer, des vildere bliver landskabet. Undervejs passeres et utal af tidligere vogterboliger og signalhuse fra svundne tider. Alt betjenes manuelt - skiftespor og vejspærringer. En en mand kører i forvejen i sin bil og hænger jernkæder på tværs af vejen ved jernbaneoverskæringerne.

Stop ved Lago del Flumendosa

Et sted på ruten stopper toget, hvor der er en særlig dejlig udsigt. Alle stiger ud og betragter den smukke opdæmmede sø Lago del Flumendosa, der ligger langt under os. Om vi vil se hvorledes et ledvogterhus ser ud? Konduktøren låser op og vi træder ind i et mørkt lokale, hvis eneste indhold er et par flagremus der hænger på loftet. 
Efter godt 90 minutter på de hårde sæder er vi fremme i landsbyen Sadali, hvor vi står af, mens toget fortsætter sin rejse gennem nationalparken til endestationen i Arbatax ude ved havet.

Landsbyen Sadali

Sikke en fred. Vi spadserer gennem en skøn lille landsby fjernt fra ethvert turiststrøg. Byen ligger ret kuperet og vi spadserer ned til kirken og passerer et lille vandfald ved en tidligere vandmølle. Overalt er her vand som risler og klukker gennem de dyrkede haver.

Ved restaurant Su Stori er indehaveren i fuld gang med at forberede en traditionel frokost med hjemmelavet pasta og spydstegt pattegris. Madmor demonstrerer hvor let, det er at forme den fyldte pasta - men hendes håndelag har hun også erhvervet gennem mange år i køkkenet!
Vi nyder maden og skyller det hele ned med lokal produceret vin ad libitum, som bedst kan betegnes som - anderledes!

Nuraghi - en ældgammel kultur

På vejen tilbage mod Oristano stopper bussen ved landsbyen Barumini, hvor der ligger nogle underlige stenformationer. Nuraghe-ruinen Su Nuraxi viser sig at være et imponerende eksempel på Nuraghi-kulturens byggeteknik. Denne mere end 3000 år gamle stenfæstning fra bronzealderen er den største af de mange nuraghi-ruiner, som findes rundt omkring på Sardinien og blev i 1997 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Neden for den centrale stenbygning - der mest minder om en fæstning - passeres en række runde, lave stensætninger. Det var byens boliger og handelshuse, hvoraf her er ca. 200. Man stablede stenene således, at husene hang sammen og benyttede en tagkonstruktion af træbjælker dækket med stråtag. 
Tæt på den centrale bygning træder vi ind i et imponerende cirkelrundt vagttårn bygget af både basaltsten og limsten som er holdt sammen uden kit eller mørtel. 

Fæstningen

Inden vi går op og ind i den centrale bygning, ser vi hvorledes den øverste del af tårnet har været holdt oppe af fint tilhuggede basaltsten. Vi husker, at vi tidligere har set en model af tårnet på Det Arkæologiske Museum i Cagliari.
For at komme ind i den nu 14 meter høje fæstning må vi op ad trapper, da den oprindelige indgang for længst er blokeret af nedfaldne sten. Herfra går vi gennem en smal, mørk sprække og kravler et par meter ned ad en stejl trappe for at komme til fæstningens indergård. Det er den eneste vej ind og ud af fæstningen og ikke noget for folk med klaustrofobi.
Fra gårdspladsen rejser stenvæggene sig lodret over os og det virker lidt skræmmende, når man tænker på, at de ikke er bundet sammen med mørtel. Mere imponerende bliver det, da vi træder ind i de bikubeformede sidetårne og kan se, hvorledes man har været i stand til at opbygge hvælvinger og loft blot ved at kile sten sammen. Vi håber at det holder - lidt endnu! 
På gårdspladsen ses en 20 meter dyb brønd og det antages, at tilgangen til vandet var årsagen til, at man byggede netop her.

I morgen ser vi på skarpe knive.