En massakre på Livets Træ, en greves vin og barok kunst i Apulien

Overskriften på denne artikel kan måske undre, men fakta er, at vi på denne rundrejse i Apulien stifter bekendtskab med en massakre begået af tyrkerne i en katedral, hvis gulv er prydet med Livets Træ udført i mosaik. Vi møder en efterkommer af en tempelridder, som byder på en gastronomisk oplevelse på sin vingård. Og endelig besøges provinshovedstaden Lecce, der bugner af barok arkitektur på hvert eneste gadehjørne i det historiske centrum.

Otranto - den østligste by i Italien

- Tyrkerne kommer, skreg indbyggerne i Otranto, da en armada af tyrkiske skibe angreb byen i 1480. Tyrkerne var skånselsløse og indbyggerne fik valget mellem at blive muslimer eller få hugget hovedet af! 800 indbyggere søgte tilflugt i katedralen, men blev fundet og alle halshugget. Blot ét år efter var byen atter befriet for muslimer.
I dag er denne fredelige turistby direkte til Adriaterhavet et rigtigt ferieparadis, hvor folk bader fra den fine sandstrand, promenerer og shopper på gågaden eller besøger borgen - Castello di Otranto - der blev bygget i 1500-tallet efter tyrkernes massakre. 

Katedral med Livets Træ

Største kulturelle attraktion er dog den smukke katedral Santissima Annunzita di Otranto, hvor tyrkerne heldigvis skånede det gigantiske mosaikgulv fra 1165 der kaldes Livets Træ og som skildrer kampen mellem det gode og det onde med figurer af fabeldyr, sagn og legender fra forskellige perioder. Her ser vi billeder af Eva i Paradiset, Kain som dræber sin bror Abel, Noa med sin ark og dyrene, Alexander den Store, hærføreren Hannibal med sine elefanter, Kong Arthur o.m.a. 
Den øvrige del af katedralen er også besøget værd med fine malede lofter og dekorerede vægge og søjler.

Skelletter i skabet

I det højre sidekapel ligger knoglerne fra de 800 indbyggere der led martyrdøden pænt stablet i glasskabe. Det kan virke makabert at se kranier, hvor man næsten kan høre dødsskriget gennem deres åbenstående munde, men man gør det for at hædre og mindes disse mennesker.

Gastronomi ved Cantina Vinicola Duca Carlo Guarini

En tempelridder ved navn Guarini var i 1065 på vej tilbage fra korstoget i Det Hellige Land og fandt Salento-halvøen så tiltalende, at han slog sig ned her for at dyrke oliven og vin. I generationer har samme Guarini-familie udbygget og forbedret produktionen og i Cantina Vinicola Duca Carlo Guarini møder vi den nuværende greve som viser os rundt på vingården fra 1600-tallet og beretter om vinfremstillingen, der foregår efter helt moderne metoder. Vi besøger også den mørke vinkælder, hvor der tidligere var olivenpresse. Stedets olivenproduktion og andre lokale kvalitetsprodukter fremstilles et andet sted.

Under frokosten serveres lokale egnsretter, startende med en pastaret ledsaget af en fyldig hvidvin Mura fremstillet på Sauvignon Blanc. Herefter serveres stegte og kogte olivenmarinerede grøntsager med en variation i smag, man ikke tror mulig. Alt uden kød - og man savner det på ingen måde. Til retterne prøvesmager vi to af vingårdens røde vine, som er typiske for Salento-halvøen - en Piutri fremstillet på Negroamaro samt en Vigne Vecchie skabt på Primitivo som får "englene til at synge". Desserten består af en lige del ricotta-ost og creme fraiche tilsat en smule sukker med lidt tyndt marmelade på toppen. Det er bare godt. Nogle af Guarini-vinene importeres i Danmark.

Lecce - "Sydens Firenze"

Lecce kaldes også "Sydens Firenze" selv om her ikke er tale om renæssance arkitektur men primært barok arkitektur. Lecce var engang en græsk bosættelse og senere et vigtigt centrum i Romerriget. Byen blev et universitetssted i middelalderen og en stor del af arkitekturen er opført i Lecces egen barokstil, der havde sin storhedstid i 1600- og 1700-tallet. Stilen kendetegnes af rige skulpturelle udsmykninger i det lokale byggemateriale "Pietra di Lecce" - en sandsten (tuf) der er let at bearbejde og med tiden bliver hårdere. Flere gamle byporte fører ind til centrum af Lecce. 

Piazza Sant’Oronzo

På byens centrale plads Piazza Sant’Oronzo tager byens skytshelgen Skt. Orontius imod placeret øverst på en romersk søjle. Denne søjle stod tidligere i Brindisi, hvor den romerske vej Via Appia - der løb fra Rom - endte. Tæt på ses byens våbenskjold som en stor mosaik på pladsen - den romerske ulv og et oliventræ. Men dette er ikke de eneste reminiscenser fra romertiden. Graver man et sted blot nogle få meter ned, dukker nye fund op. Det gjorde man i 1930’erne og frilagde det meste af et romersk amfiteater fra 100-tallet. Lidt derfra ligger det romerske teater. Begge steder benyttes til koncerter.

Barok udsmykning

Når du spadserer rundt i byen, vil du konstant se de mange barokke udsmykninger på paladser og kirker med statuer, relieffer, ansigter med forskellige grinmasser, fabeldyr og ikke mindst små, buttede englebasser. Langt det meste barok er fra det 17. århundrede.

Basilica di Santa Croce

Et af de mest overdådige eksempler på denne barokarkitektur ses ved Basilica di Santa Core. Lecce-kommune har brugt - og bruger fortsat - store summer på at renovere og vedligeholde byens interessante bygninger. Og det er jo godt, for så kommer turisterne. Også denne gang er et større renoveringsarbejde i gang på basilikaen, så det er ikke muligt at få et "rent" totalbillede, men her er masser af fine detaljer at iagttage og glæde sig over.

Piazza Duomo

Gaden Via Vittorio Emanuele leder os frem til Piazza Duomo, hvor byens katedral med tilhørende klokketårn - kampanilen - står omkranset af bispepaladset Episcopio og et Semenario.

Afskedsmiddag med traditionelle egnsretter

Vi slutter opholdet i Apulien med en afskedsmiddag på en restaurant, hvor Salento-halvøens gastronomiske traditioner holdes ved lige. Her serveres en typisk italiensk middag med forskellige små antipastaretter, primo, secondo og dolce - naturligvis hjemmelavet og økologisk - hvor smagen kommer i højsædet. Og vi kan glæde os over, at vi på Italiens hæl fik set de lyse, barokke byer, smagt på gode, kraftige, lokale vine og ikke mindst flere gange nydt Apuliens varierede landkøkken.