
Guide til oplevelser i Napoli, vulkanen Vesuv og Pompeji
Napoli, vulkanen Vesuv og Pompeji er bare tre af helt igennem uforglemmelige oplevelser tæt på Sorrentohalvøen og Amalfikysten. Husk at afsætte god tid til denne del af Italien.
Italien - Amalfikysten - Sorrentohalvøen
Hele Amalfikysten kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1997 og det er med god grund. UNESCO delen er 50 km lang. Den mest dramatiske klippekyst mellem byerne Amalfi og Positano er den mest kendte og besøgte.
Største by: Sorrento
Befolkningstal: Ca. 16.000
Afstand fra Danmark: Ca. 2.100 km til Sorrento fra den dansk-tyske grænse.
Mest besøgte attraktion: Amalfi, Positano, Gudernes Sti, Capri, Sorrento, vulkanen Vesuv, ruinbyen Pompeji, Napoli.
Mere information:
Aktiv ferie - vandreferie på Amalfikysten med Vagabond Tours
Napoli - Italiens tredje største by
I Napoli lufthavn møder du den italienskboende danske rejseleder, der har et unikt og indgående kendskab til italienske forhold, og første stop på vej mod Sorrentohalvøen er i Napoli, der ligger i skyggen af vulkanen Vesuv. Ved havnefronten bliver du modtaget af selveste kejser Julius Cæsar.
Se Anne-Vibeke Rejser - Amalfikysten
Piazza del Plebiscito
Få skridt herfra står du på den store plads Piazza del Plebiscito i Napolis historiske centrum. Pladsen er omkranset af prægtige bygninger. Den store Basilica di San Francesco di Paola fra 1849 med halvmåneformet søjlerække har du på pladsens vestlige side og foran denne ses rytterstatuen af kong Karl den 3. af Napoli (1345-1386).
På pladsens nordside ses Palazzo Salerno, der stod færdig i slutningen af 1700-årene og blev tidligere benyttet som bl.a. prinseslot og til militære formål, hvilket også er gældende i dag.
Kongepaladset - Palazzo Reale
Pladsens mest imponerende bygning er dog kongepaladset Palazzo Reale, der i hele bygningens længde er prydet med nogle af Italiens konger og fyrster gennem tiderne. Du ser bl.a. en af de tidlige herskere normannerkongen Roger II af Sicilien (1095-1164). Blandt de mange statuer ses også kong Karl den 3. og kong Vittorio Emanuele den II (1820-1878) alle iklædt tøj fra de pågældende perioder.
Går du ind gennem kongepaladsets port kommer du gennem indergården til den smukke kvindestatue ved Lykkefontænen Fontana della Fortuna. Fortsætter du gennem kongepaladset, kommer du til den bagved liggende fredfyldte park.
Galleria Umberto I
Det eksklusive indkøbscenter Galleria Umberto I, der stod færdigt i 1890, er også en prægtig bygning som imponerer, når du træder ind i den højhvælvede bygning med en enorm kuppel. Det er naturligt at kigge op, men faktisk er der en helt række fantastiske mosaikker som pryder gulvet.
Via Toledo og Det Spanske Kvarter
Du passerer den kongelige opera San Carlo Teater over for galleriet og er snart ude på den travle gågade Via Toledo. Gå også en tur op i sidegaderne, det såkaldte Spanske Kvarter, der er det gamle, historiske Napoli med smalle stræder og tæt bebyggelse. Her er der ejendomme som aldrig rammes af solens stråler!
Castel Nuovo - det nye slot
Den nye borg, som faktisk ikke er ny, men fra 1279 og er et af Napolis vigtigste arkitektoniske vartegn.
Vulkanen Vesuv
Det bedste er at tage bussen fra stationen i Pompeji op til parkeringspladsen ved indgangen. Der er ikke meget plads ved vulkanen Vesuv. Du skal gå de sidste højdemeter i ca. en halv time til vulkankraterets kant. Husk godt fodtøj og vand. Det kan anbefales at gå tidligt om morgen pga. af sommervarmen. Billetter skal købes online og gerne før du kommer op. Ved indgang er der QR koder til billetsiden, men meget dårligt signal.
Pompeji - en ruinby
Ved ruinbyen Pompeji neden for Vesuv er en vild historie. Efter jordskælvet i år 62 var romerne fortsat i gang med at genopføre byen, da Vesuv sprang i luften i et voldsomt vulkanudbrud i år 79. Det skønnes at Vesuv dengang var dobbelt så høj som i dag med sine 1.281 moh. Aske, pimpsten og klippestykker væltede ned over Pompeji og i løbet af to dage var byen dækket af et seks meter tykt lag. Dertil kom de giftige gasser, som ingen kunne løbe fra. Langt de fleste indbyggere kom væk i tide, men omkring 2.000 lig er blevet fundet - kvalt i aske. De omkomne har skønsmæssigt været slaver, som ejerne har sendt tilbage til deres huse for at sikre dem mod tyveri!
De første spontane udgravninger af Pompeji begyndte i 1748, mens de systematiske udgravninger fortsatte i 1881. I dag (2024) er omkring 2/3 af Pompei udgravet.
Ved indgangen modtages du af en kæmpemæssig stor bronzestatue og det første du møder er den store søjleomkranset plads, hvor gladiatorerne kunne træne før de skulle i kamp. Bag denne plads ligger det store teater og ved siden af det mindre Odeion-teater. Herfra fortsætter du frem til den store hovedgade Via dell'Abbondanza hvor der lå flere forretninger og templer. Læg mærke til de udhulinger/spor som ses i gadestenene. De er opstået ved århundredes slid af hestetrukne køretøjer.
En af rigmandsvillaerne er Menanders Hus (Casa del Menandro) med flere intakte bygningsdele, haveanlæg med søjler og nogle vægmalerier.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser