Superski i Val di Fassa i Dolomitterne
I Norditalien ligger den lille region Trentino som strækker sig fra den nordlige del af Gardasøen til de østlige Alper, der her hedder Dolomitterne. Trods regionens lidenhed har den en vifte af storslået natur, en kulturarv af tage vare på og ikke mindst et traditionsrigt landkøkken, hvor der også er plads til fornyelser.
Italien
Det er ikke uden grund vi danskere elsker Italien. Landet har simpelthen så meget at byde på, uanset om du er til kultur, natur, god mad, lækre vine sommer som vinter. Landet er en republik og grænser op til Frankrig, Schweiz, Østrig og Slovenien i øst. Italien har to småstater/enklaver: Vatikanstaten og San Marino. Hovedstaden er Rom.
Befolkningstal: Ca. 61 mio.
Areal: Ca. 301.338 km²
Sprog: Italiensk
Afstand fra Danmark: Ca. 1.900 til Rom (fra Padborg).
Mest besøgte steder: Rom, men også Toscana med byer som Firenze, Pisa og Siena. Gardasøen og Lido til aktiv ferie og badeferier og vinområderne Piemonte, Toscana og Veneto.
Mere information:
Campingpladser i Italien med DCU
Husk du får rabat som medlem.
Attraktivt feriested
I dag er regionen blandt de rigeste i Italien, men sådan har det ikke altid været. I 1800-tallet var fattigdommen stor specielt i de bjergrige egne og mange emigrerede til bl.a. Nordamerika og Sydamerika. Men nogle vendte hjem med penge på lommen og byggede de første hoteller i begyndelsen af 1900-tallet, for de var klar over, at netop regionens natur ville blive et attraktivt sted at feriere i. I dag er turisme blandt regionens største indtægtskilder.
Charlet Vites i Val di Fassa
En en af Trentinos smukke dale er Val di Fassa der ligger midt i det storslåede Dolomitterne med de mange takkede bjergprofiler, som i morgen- og aftenlyset giver klippesiderne et helt særligt farvespil. Dolomitterne blev i 2009 en del af UNESCO’s verdens naturarv. I Val di Fassa ligger landsbyerne med få km. mellem hinanden med hovedbyen Monéa som den største. Så godt som alle landsbyer har lifter op i terrænet. Blandt landsbyerne er den af danskerne så kendte Canazei og det er netop lidt uden for denne by i Alba di Canazei at vi lejer os ind på Hotel Chalet Vites. Chalet Vites, der på charmerende vis er opført med skæve vinkler og masser af solidt træ, har B&B og tilbyder også massage og wellness i kælderetagen. Og så ligger dette fredelige hotel kun et stenkast fra skibussens stoppested, således at du hurtigt kan komme frem til gondolerne, som løfter dig op til de velpræparerede pister på Dolomitternes skråninger.
Fassa, Alpe Lusia, San Pellegrino - et samlet skiområde
Ski kan lejes hos Northland Bike- & Skishop i Canazai og liftkortet gælder for hele Fassa-området, hvor der er mere end 230 km. præparerede pister at boltre sig på og som indgår i Dolomiti Superski. Fra hovedbyen Moena løber en anden dal - Val di San Pellegrino - mod øst og i starten af denne dal, tages gondolen fra Ronchi op forbi Valbona til Le Cune og indtage Alpe Lusia. I terrænet er blå og røde pister og her kan alle være med. Flere steder findes børnehaver, hvor de mindste kan blive passet og lege trygt i sneen, mens forældrene indtager pisterne. Uanset hvor man kikker sig omkring, er udsigterne imponerende mod de takkede Dolomitter-bjerge. Vil du glide hele vejen tilbage til udgangspunktet i dalen, skal du være opmærksom på, at det nederste stykke fra Valbona til dalbunden er en sort piste. Men du kan naturligvis tage gondolen ned fra Valbona.
San Pellegrino passet
Længst oppe i dalen ved Passo San Pellegrino er mulighederne for skiløb endnu større. I dalen findes flere langrendsløjper og i passet er der pister på begge sider af dalen. På den sydvendte skråning går stoleliften Gigante op i terrænet og her er både blå og røde pister. Igen et sted hvor alle kan være med. Her er også et særligt afsnit for begyndere med en tallerkenlift og en begynderpiste. På den nordvendte side af passet er udfordringerne større og en stor gondol løfter skiløberne op til Col Margherita, 2.513 moh. Udsigten er imponerende mod de takkede bjergtinder der er rundt omkring. Pisterne er overalt velpræparerede og bredde og kan du løbe ned til den opdæmmede sø Lago di Cavia. Vandet herfra benyttes til fremstilling af kunstsne i snefattige perioder. Men pisterne mangler ikke sne. Oppe i terrænet er pisterne fornøjelige for både de alpine skiløbene, folk som løber telemark samt for snowboardere. Vær igen opmærksom på at nogle pister - specielt på vejen ned mod dalbunden - pludselig kan skifte fra rød til sort og derfor være mere udfordrende.
Baita Paradiso Refugio
På sydsiden er Refugio Paradiso et populært spisested med en stor solterrasse. Cafeteriet byder på lokale specialiteter - herunder lokalt fremstillet pølse, spæk samt ost. Glem ikke at nyde en lokal spumante med sprudlende bobler til din mad. Efter frokosten skal du tage sig tid til at nyde udsigten og solen, inden turen fortsætter ned over pisterne til dalen.
Rundt på Sellaronda
Sella-massivet eller Sellagruppen er en række helt specielle, fladtoppede bjerge midt i Dolomitterne. Du kan tage en gondol op til Refugio Maria, men du kan ikke løbe på ski ned ad de stejle bjergsider. Du kan derimod løbe rundt om Sellagruppen af den piste som kaldes Sellaronda. Ruten, der i alt er omkring 40 km, kan tages enten med eller mod uret rundt. Med uret er ruten markeret med orange og mod uret - som her er beskrevet nedenfor - er ruten markeret med grøn. Hele turen rundt tager omkring fem timer incl. transport med de mange lifte, men uden hvil og frokostpause. Føler du, at det er for lang en tur, kan du altid vende om og f.eks. tage den ene vej en dag og så den anden vej den næste.
Op fra Canazei
Du kan begynde i Canazei, men ruten kan startes fra andre af de små landsbyer som ligger rundt omkring Sellagruppen. Tag gondolen op til Pecol og videre op til Belvedere, hvorfra udsigten til hele området er imponerende. Et langt skiløb fører dig ned til landsbyen Arabba, hvor skiene kommer på nakken for at spadsere en kort tur gennem byen til næste lift. Og snart er du forbi passet Campolongo. Næste landsby er Corvara, hvorfra der er fire lifter (20 minutter) som bringer dig frem til passet ved Val Gardena. Her venter en udfordrende sort pukkelpiste, som ikke er særlig bred og derfor meget befærdet, da alle skal ned gennem slugten. Denne del af Sellaronda er ikke for uøvede! Yderligere lifte og pister bringer dig frem til Refugio Salei, hvor frokosten kan nydes på første sal, mens der er levende musik og afterski i underetagen. I december er dagene korte og solen forsvinder tidligt ned bag bjergene. Snart sænker skumringen sig og det er tid at vende skispidserne mod Canazei og tilbage til udgangspunktet.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser