Campingferie i Siena i Toscana
Campingferie i Siena er perfekt, selvom Siena måske er ikke den første by, du vælger på en rejse til Toscana, men det kan du roligt gøre, for byen er imponerende.
Toscana - Italien
Toscana er en af de mest populære destinationer i Italien, fordi her finder du så mange kulturskatte - faktisk 60% af alle dem, der findes i hele verden
Befolkningstal: Ca. 3,7 mio.
Areal: Knap 23.000 km²
Sprog: Italiensk
Afstand fra Danmark: Ca. 1.600 til Firenze (fra Padborg).
Mest besøgte steder: Byer som Firenze, Pisa, Siena, Lucca, San Gimignano og Montecatini Alto
Mere information:
Campingpladser i Italien med DCU
Husk du får rabat som medlem.
Se Tv-program i fuld længde (classic): Anne-Vibeke Rejser - Toscana (2013)
Sienas historie er en ren gyser
Det hele begyndte i 1125, hvor Siena blev bystat. I 1147 tog befolkningen magten fra kirken og i 1200- og 1300-tallet var det en blomstrende handelsby. I 1348 var det tæt på at slutte, fordi en 1/3 af byens 80.000 indbyggere døde af pest. Siena er i dag en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Imponerende gotiske kirker og harmoniske paladser, der åbner sig mellem de smalle gader, der er fyldt med hemmeligheder og som selvfølgelig ses bedst til fods. Den mindste, som vi har med i bærestol, ser det hele fra voksen højde, mens hendes større bror er god til at gå langt, men aflastes ind i mellem på fars skuldre. Du kan altså sagtens få flere timer til at gå i byen - selv med mindre børn.
Pizza del Campo
Siena ligger på tre bakker, så det er ganske imponerende, hvordan man har kunnet bygge disse smukke bygninger i det kuperede terræn. Sienas rådhus på Pizza del Campo gav i sin tid arkitekt Martin Nyrop inspiration til rådhuset i København. Det ses. Rådhuspladsen er absolut Sienas pulserende hjerte. Her trives lokale og turister på bedste vis. Enten slentrer de rundt eller nyder atmosfæren fra en af de mange fortovsrestauranter. Fonte Gaia, der også ligger på Rådhuspladsen, er utrolig smuk og her får man chancen for at få sine ønsker opfyldt. Prøv – måske er det rigtigt? Hunulven, der ammer tvillingebrødrene Romulus og Remus, ses overalt. Det er en af Italiens mange legender. Det var Romulus, der efter sigende grundlagde Rom i 8. århundrede f. Kr.
Oplev Siena i Toscana på en enkelt dag
Frokost med underholdning
Der er ingen grund til at gå sulten rundt i Sienas gader. Det er mere udfordringen i at vælge et sted, som du synes om. En mulighed er at finde en krog for sig selv, hvor der er ro til at lade de mange indtryk bundfælde sig. En anden mulighed er midt på Rådhuspladsen, hvor der er liv og masser af stemning. Vi vælger det sidste. Ud over at få udsøgt pizza - det kan italienerne bare - er der gademusikanter og gøglere, der underholder. Det er bare herligt, og især hvis du har børn med, så kan de løbe lidt rundt og det give en mere tid til at spise. Sienas mange gader er et eldorado af små forretninger med specialiteter fra både Siena og resten af Toscana, der jo står for et af de bedste køkkener i verden. Skal du købe noget specielt fra Siena, så prøv panforte, der er en kompakt og hård kage fremstillet af de bedste råvarer. Kagen smager rigtig godt, men pas på tænderne. Vær ikke så bange for at købe noget, du ikke kender. Chancerne for, at det smager godt, er næsten 100%. Vi forsyner os fra flere butikker, inden turen går tilbage til campingpladsen.
Camping Siena Colleverde
Tre-meter-reglen kender man ikke til på campingpladsen, der ligger nord for centrum, så fra den ene side af vores campingvogn til naboens autocamper er der ca. 50 cm. Mit bedste tip er at tjekke campingpladsen til fods, før du kører ind. Ikke bare her, men generelt i Italien. Pladsen er udelukkende valgt ud fra dens beliggenhed. Vi får fin service af lejrchefen, der også anbefaler os at tage bussen til centrum, fordi der er fodbold i byen og dermed trængsel. Vi er dog morgenfriske - sådan er det, når man har små børn med på ferie - så vi tager chancen i egen bil. Vi finder let en parkeringsplads lige uden for den gamle bymur, hvorfra vi kun skal gå få minutter, før vi er inde i centrum. Hele den gamle bydel er stort set bilfri. Kun folk der bor her må tage bilen med ind bag murene. Fra pladsen er der fin udsigt til byens smukke tårne.
Lækker aftensmad og campinghygge
Da vi kommer tilbage til campingpladsen, trænger vi bare til at hvile benene og få noget godt mad. Vi har provianteret i en af Sienas mange specialforretninger, og maden er ikke billig, men ualmindelig lækker og vi sidder ved bordet i mange timer, mens børnene leger omkring os. Det er ren hygge og meget afslappende. Selvom vi selv skal anrette maden og vaske op, er det meget mere mig end at skulle sidde på en restaurant med to små energiske børn. Og så er der i øvrigt ikke langt til sengen i campingvognen, hvis et ekstra glas godt rødvin er tilfældet.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser