Byvandring i Riga
Den sidste dag på denne ferie i Letland besøges landets smukke hovedstad Riga, hvor vi efter en guidet rundvisning har tid på egen hånd.
Letland
Hovedstaden i Letland er Riga. Letland er et af De Tre Baltiske Lande sammen med Estland og Litauen.
Befolkningstal: Ca. 2 mio.
Areal: Ca. 64.589 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 725 km. til Riga.
Mest besøgte attraktion: Hovedstaden Riga.
Mere information:
Riga slot
Et godt sted at starte en byvandring er ved Riga Slot der ligger nede ved den store flod Daugava. Floden er et fint pejlemærke på den ene side af Rigas gamle bydel, der afskærmes af kanalen på den anden side. Holder du dig inden for disse punkter "bliver du ikke væk". Riga Slot er ældre end det syner og har rødder tilbage til 1300-tallet og bruges i dag til repræsentative formål for landets regering.
Domkirken
Vandrer du forbi slottet og kommer du straks ind i snævre, brostensbelagte gader og når frem til den store plads foran domkirken, der blev grundlagt i 1211, men er ombygget flere gange siden. På torvet er restaurationsfolket allerede i gang med at forberede dagens gæstebud.
Forbi Nationalteatret
Fortsætter du gennem byen, der er dejlig fri for osende biler, når du frem til en af de større trafikerede gader ved nationalteatret, hvor de blå sporvogne sætter præg på billedet.
Langs kanalen
Du står nu i kanten af den gamle bykerne og kan spadserer langs den pittoreske kanal der snor sig gennem et grønt parkanlæg. I denne grønne oase søger mange af de lokale hen, enten for at slikke solskin, sidde på en bænk med dagens avis eller måske sejle en tur på kanalen. Det er her du finder Bastionshøjen, en del af et tidligere forsvarsanlæg, men som i dag er meget fredeligt. Ja, mere end det, for et par unge elskende har her på toppen af den lille bakke fundet et fristed, hvor de kan "komme hinanden ved". Helt tæt på! Lad de unge få fred og gå ned til den brede boulevard Brivibas, hvor du ser Frihedsmonumentet.
Letlands frihedsmonument
Frihedsmonumentet, der blev rejst i 1935, har en enorm betydning for letternes nationalfølelse. Under det russiske regime var det forbundet med livsfare at samles her eller lægge blomster ved monumentet. Regimet så det som en sovjetfjendtlig handling og forbrød man sig, blev man sendt til Sibirien. På toppen af monumentet står Milda, en ung, smuk kvindefigur - symbolet på frihed.
I slutningen af 1980’er, da letterne anede, at friheden nærmede sig, blev monumentet samlingspunktet ved demonstrationer mod det forhadte kommuniststyre. I dag lægges her blomster på nationaldagen samt ved statsbesøg o.l. Også de faldne lettere, der kæmpede på den nazi-tyske side - frivilligt eller tvunget - mod den forhadte russiske okkupation efter 1940, mindes her.
Os, der aldrig har oplevet krig eller undertrykkelse på egen krop, har svært ved at forestille sig hvordan disse mennesker har haft det og hvilke dilemmaer de har stået over for.
Følg kanalen og du når frem til Operaen og kan i denne del af byen se flere bygninger udført i Jugendstil (Art Nouveau).
Livu - Rigas bedste torv
I centrum af den gamle bydel og møder du et leben af kunstnere og musiker der optræder for de forbipasserende. Her ses kirker, palæer og gamle huse, pladser og masser af andre turister. Gør f.eks. holdt på byens største torv Livu-torvet og find et ledigt bord ved en af de mange restauranter der er placeret hele vejen rundt på torvet foran de smukke bygninger. Udover at studere bygningerne kan du også iagttage de mennesker som passerer forbi og hvad der i øvrigt sker på torvet. Somme tider ser man mere ved at sidde stille og roligt og iagttage - end ved at gå på opdagelse!
Sorthovedernes Hus
Efter dette hvil, kan du besøge torvet ved Sorthovedernes Hus. Sorthovederne var en sammenslutning af handelsmænd i 1300-tallet, der fik bygget sig et handelskammer i fin hollandsk renæssancestil. Men under krigen blev hele pladsen og bygningerne omkring sønderbombet i 1941 og de resterende ruiner fjernet helt af russerne i 1948. Men efter friheden genopbyggede letterne huset på det oprindelige fundament og i 1999 stod det færdigt med sit nuværende udseende med en rigt udsmykket gavl med skulpturer og spir - samt et verdensur.
Store Kristoffer
Nede ved Daugava-floden, der ligger ganske tæt ved går du langs vandet frem til Store Kristoffer, der står i et glashus og spejder ud over floden med et barn på skulderen. Sagnet fortæller, at Kristoffer, der var stor og stærk, bar folk over floden. Engang hørte han et barn græde på den anden side af floden og hentede barnet. Det blev dog tungere og tungere og han kunne næsten ikke bære det, men lagde barnet i sin hytte. Næste morgen lå der guld, der hvor barnet havde ligget - og guldet blev brugt til at bygge det første hus i Riga.
Rigas træhuse
På den anden side af Daugava finder du Rigas træhuse og gå via broen Vansu tilts over på flodens venstre side. Hvis du interesserer dig en smule for arkitektur, specielt udført i træ fra før og nu, bør du tage dig tid til denne spadseretur. Her findes ældgamle træhuse, der skriger på maling og faldefærdige renoveringsobjekter, men også helt moderne træhuse udført med kvalitet og sans for detaljen.
På vej mod Stockholm
På tilbagevejen over floden, hvor folk bader fra en sandbanke, ses MS Romantika, der skal sejle os til Stockholm i nat. Vi mødes med busrejsens øvrige gæster på det aftalte sted og bliver kørt frem til skibet.
Vi har haft nogle få timer til at opleve Riga på denne busrejse, hvilket naturligvis er alt for lidt tid til at "gå i dybden". Men vi har fået et godt indtryk af den hyggelige by Riga, som vi meget gerne besøger igen - men så skal vi mindst bruge et par dage.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser