Enestående natur i Durmitor National Park

Ishulen Ledina Pecina i Durmitor National Park

Vi der vandrer mod ishulen kommer igennem et frodigt område med mange forskellige alpine blomster (guf for en botaniker), men skal også forcere krævende klippepartier, hvor hænderne kommer i brug. Flere steder ses mystiske klippeformationer de såkaldte karst klipper - dvs. klipper som gennem tiderne er eroderet af vejr og vind og nu fremstår med skarpe kanter i underlige mønstre og faconer. Foran ligger den karakteristiske bjergtop, hvor indgangen til ishulen findes, og efter den sidste stejle klatretur kommer vi op på kanten af ishulen og har her - fra 2.200 meters højde - et imponerende udsyn over Durmitor-massivet.       

Nedgangen til selve ishulen er ca. 50 meter og der lægges et sikkerhedstov ud, som vi kan holde fast i, når vi går/glider ned over sneen og rammer isen i bunden. Fra kanten af hulen ser vi se de stalagmitter af is, som dannes ved at vand drypper ned fra loftet og omdannes til is i den kølige ishule. Fra bunden af ishulen, der er imponerende stor som en katedral, kan vi rigtigt se de op til syv meter høje isformationer, mens vandet drypper ned i hovederne på os. Men stalaktitter er her ingen af. Det tætteste vi kommer, er et egentligt isfald langs ishulens væg.     

Flot tur ned i dalen

Tilbage i den varmende sol begiver vi os ned gennem en stor, bred dal. Enkelte steder er her stejlt og vi må vandre forsigtigt, da her også er rullesten. Det er derfor vigtigt at holde afstand til den foran gående. Nede i dalen fører ruten os over en saddel til fårebondens hytte, hvor det andet hold har ventet på os. Hytten hedder meget betegnende Pivo og bonden sælger normalt kolde øl - men nogen er kommet os i forkøbet, for han har ikke flere øl. Jeg kan forstå på hans ulykkelige fagter, at øllet er på vej! Venlig som han er, skænker han i stedet en kop frisk gedemælk op, så vi da kan få lidt at drikke, mens han fremviser sin hjemmelavede ost, som vandrekammeraterne allerede har smagt.
Nu går turen så mod skoven og på vejen ned mod vandløbet har vi en fin udsigt ud over Crno Jezero - Den Sorte Sø.

Durmitor-massivets fantastiske kalkstensformationer

Det tager en god halv times tid at køre til sydsiden af Durmitor-massivet, hvor vi ad serpentineveje når en saddel, hvorfra dagens vandretur starter. Herfra er der vid udsigt over den grønne højslette med endnu en ny kæde af de sorte bjerge fjernt i horisonten. Der er kun få hundrede meter hen til de næsten lodrette klippesider, hvor massivet begynder. Her venter en stejl opstigning på ca. 30 højdemeter og det får enkelte til at melde fra og i stedet vandre de 16 km. tilbage ad landevejen til Zabljak - i øvrigt en fin tur. Ved hjælp af en håndsrækning og et skub bagi kravler vi op ad klipperne og kan derefter fortsætte den almindelige bjergvandring på en god og tydeligt mærket sti. 
Foran os rejser de mere end 2.200 meter høje takkede tinder sig, som kaldes Tænderne - Zupci - så man føler sig hensat til Dolomitterne. Vi krydser en lomme af sne, som endnu ikke er smeltet og kommer op på et højdedrag med en helt enestående, smuk udsigt mod massivets krøllede kalkstenslag ved Sareni Pasovi. Udsagnet om at "Gud havde en heldig dag, da han skabte Durmitor" kommer her fuldt til rette. Den gamle havbund hæver sig her op til 2.248 meter over havet i nogle fantastisk, bølgende mønstre.

Da vi når frem til en lille klar bjergsø, der ligger i bunden af de omkransende bjerge, deles gruppen. Nogle vandrer med til toppen af Durmitor-bjergene - Bobotov Kuk, 2.523 moh. - mens andre venter ved søen. 
En gimse (bjergged) er tilsyneladende blevet forstyrret af de som er gået op, for den passerer ned over stenskredet på bjergsiden bag søen og forsvinder igen længere oppe i terrænet.

En alternativ tur

Den danske turleder præsenterer os for en kortere vandretur til en saddel ovre ved kalkstenslagene og vi er nogle som forsøger os på denne tur, men dels er her mange raviner at passere, dels er her en del løse rullesten, så vi går meget forsigtigt. Da vi når den nederste af kalkstenslagene viser det sig, at vi skal klatre ca. fire meter næsten lodret op for at komme over på et græsstykke med næsten 40 graders hældning. Endnu et kalkstenslag på op til otte meter venter forude, så vi vurderer det for farligt at gå videre - og så er det ingen skam at vende om.

Ned gennem dalen

Da de første af vandrekammeraterne er tilbage ved søen, er vi et par stykker som går i forvejen ned gennem den brede dal. Der går såmænd ikke mere end en god time, så er vi indhentet af de øvrige. Undervejs møder vi hyrden med sin fåreflok, som nyder at være på sneen, hvor der er køligst.

Nede ved landevejen er vi alle atter samlet og afslutningen på den sidste af disse spændende vandreture skal fejres med manér, og op af rygsækken trækker turlederen et par flasker mousserende vine - naturligvis lokalt produceret. Mens vi venter på taxaerne, der skal køre os tilbage til Zabljak, kan vi skåle med hinanden for en velgennemført vandreferie.

Tilbage mod Sarajevo i Bosnien-Hercegovina

Vi tager afsked med Zabljak og kører igen rundt om Durmitor-massivet og fortsætter over højlandet til vi når Piva Canyon. I denne dybe kløft kommer vi gennem mange tunneller og stopper et sted for at betragte den smukke turkisgrønne, opdæmmede sø - Pivsko Jezero. Vi fortsætter langs søen, hvor mægtige og ældgamle fyrretræer klæber sig til klippesiderne og fortsætter til grænseovergangen ved Scepanpolje til Bosnien-Hercegovina og videre mod Sarajevo, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark.