Blåisen på Folgefonna isbræ

Ud på isbræen

Vi traver et par hundrede meter op gennem den våde sne, inden vi skal have monteret udstyret og have de sidste instruktioner før selve brævandringen på blåisen. Det kræver nogen kondition at gå i sneen fra Folgefonn Sommerskicenter og op til stedet hvorfra vi kan se isen. Det er på ingen måder svært, men kræver at man kan klare de strabadser, det er at gå opad i sne i ca. 50 minutter. Der er mindst fire personer samt en bræfører i gruppen, der kan blive til op mod 20 personer. Børn under 14 år kommer ikke med på blåisen.

Udstyret

Vi udstyres med hjelm, sele, tov, stegjern samt en isøkse. Selen tages på som en vest og remme spændes nedenom lårene, således at hele kroppen - fra skuldre til ben - kan bæres af selen.
På støvlerne monteres stegjernene, der med deres sylespidse takker skal sikre et godt fodfæste på isen. Bræføreren giver de første instruktioner om selve vandreturen, medens vi tager udstyret på. Det store tov lægges ud og bindes til hver deltagers sele. Der er godt to meter mellem hver deltager i gruppen. Det er vigtigt, at tovet mellem hver deltager er strammet op, således at det ikke hænger ned på isen, medens vi går. Herved opnås en passende afstand mellem deltagerne og sikkerheden ved et eventuelt fald i en gletsjerspalte øges.   

Sikkerheden

Bræføreren forklarer at her tidligt på sæsonen, hvor der endnu ligger nogen sne på bræen, er det farligste tidspunkt, fordi vi ikke kan se spalterne. Normalt er spalterne V-formede med stor bredde øverst, men her er også de såkaldte A-spalter, hvor det smalle sted ligger øverst og hvor spalten er bredest nede i isbræen. Skulle der ske gennemfald gælder det for de øvrige om at sikre alle så hurtigt som muligt ved at sætte sig på hug med isøksen godt plantet i sneen, så ingen trækkes med ned. Derfor er det vigtigt, at vi alle stoler på hinanden og arbejder som et team.

Ned mod blåisen

Med lidt spredte ben støder vi stegjernene i sneen for at stå fast, medens gruppen langsomt bevæger sig nedover mod blåisen, der ligger smukt foran os med Juklavandet nedenfor. Pludselig er der en kvinde midt i gruppen, der skrider ned ad sneen. De to nærmest reagerer hurtigt og holder hende fast, indtil hun igen kommer op at stå og finder balancen. Hun går for let på stegjernene og sætter ikke foden fast nok i sneen, derfor mister hun grebet.
Langsomt bevæger vi os igen fremad, medens der kommer flere grupper til. Ham, der går foran mig, er ret så stor og på en lille skråning er det ham, der pludselig glider og i faldet river mig med. Min ankermand reagerer lynhurtigt og vi to, der rucher ned, bliver stoppet. Igen og igen kan det ikke pointeres nok, at sætte fødderne hårdt i sneen. Vi kommer atter på "ret køl" og er snart nede ved blåisen. Allerede her kan vi se storheden i formationer og farver.   

På den bevægelige blåis

Vi føres op langs med en iskant og vi skal videre ned over en lille sprække i et spring. Medens vi således står og venter på at de forreste springer ned, mærker jeg pludselig en bevægelse bag mig. Ud af øjenkrogen kan jeg nå at opfatte, at noget er på vej ned. En isblok på vel godt 100 kilo har løsnet sig. I en brøkdel af et sekund reagerer jeg ved at flytte kroppen lidt til venstre, således at isblokken "kun" rammer min højre arm. Blokken fortsætter ned og havner tungt et par meter foran os. Til alt held uden at ramme nogen af de springende. Slaget på min arm smerter og jeg ryster armen for at løsne lidt op. Intet er heldigvis brækket, men min arm "sover" efter slaget. Så er det min tur til at springe over spalten og guiden er straks henne ved mig for at hjælpe. - Vil du have is på, spørger han, men foreløbig vil jeg bare holde armen i gang. Vi har endnu et stykke vej endnu. Guiden forklarer at isen hele tiden er i bevægelse og at det er forbundet med farer at vandre på isen - derfor er bl.a. hjelmen vigtig.
Jeg kan så undre mig over, hvorfor han fører os så tæt på iskanten. Havde vi gået nogle meter længere væk, kunne vi ikke være blevet ramt!

Folgefonna isbræ

Det ekstreme dårlige vejr, man ofte møder her, giver ideelle betingelser for isbræen. Når Golfstrømmens varme fugtige luft rammer Norges vestkyst, stiger luften til vejrs og afkøles. Herved kondenseres vanddampene og der opstår iskrystaller, der falder som sne. Op til 15-20 meter hvert år. Sneen tynger på isen nedenunder og presser den nedad. Bræen er tilsyneladende i ro, men er i virkeligheden stadig i bevægelse mod sit endelige i det turkisfarvede Juklavandet, hvor isen brækker af og smelter i vandet. Isen er op til 600 meter tyk og gletsjerspalterne kan blive op til 30 meter dybe. Højeste sted på denne del af Folgefonna - Juklavass bræen - er 1.644 moh. Det er en langsom proces for isen at nå søen. Vi går på is som er op mod 6.000 år gammel. Afsæt en hel dag til turen på isbræen. Selve vandreturen tager ca. fem timer og er en fantastisk oplevelse.

Et minde fra mødet med isen

Da vi igen er ude af blåisen og får udstyret af, er min arm så hævet efter de sprungne blodkar, at vi lægger is på. Vi fylder en plastikhandske med is og putter den ind på huden under min skjorte. Samtidig får jeg en smertestillende pille at gå hjem på. Vi har endnu nogle højdemeter hen over sneen, inden det atter går nedad langs med skiløjpen til sommerskicentret.
NB! Min arm fik alle farver fra gul, blå, rød, violet - hvilket jeg havde "glæde" af i adskillige uger efter sammenstødet!