Cykeltur på Rallarvegen

Bergen - en spændende kulturby

Efter blot 70 minutters flyvning fra København er vi klar til landing i Bergen lufthavn. Undervejs har jeg i det klare solskinsvejr haft en formidabel udsigt fra kystlinien ind mod fastlandet med flere store gletsjere bl.a. til Folgefonn isbræ. Det er sen eftermiddag og vi når desværre ikke at se meget af denne spændende kulturby i dag. Vi skal dog lige besøge den verdensberømte Bryggen, der består af gamle træbygninger og som er med på UNESCO’s liste over verdens bevaringsværdige kulturarv. Det bliver til en kort tur gennem de smalle gyder med mørke svalegange. Mellem de langstrakte bygninger, er fortovet belagt med trægulve. Den oprindelige bebyggelse fra det 12.århundrede brændte ved storbranden i 1702, der lagde hele området i aske. Men man fandt de oprindelige bygningstegninger og genopførte bygningerne i deres oprindelige stil. Bygningerne ser tomme - og noget vakkelvorne ud - men her holder bl.a. kunsthåndværkerne til og i enkelte af husene er der indrettet maritime restauranter. Bergen er også "kendt" for sit våde vejr. Det siges, at det regner mere end 200 dage om året - dvs. det øser ikke ned i 200 dage, selv en mindre lokal byge tæller med! Men jeg har været her flere gange og oftest i strålende sol! Du kan læse mere om en bytur i Bergen her.

Bergenbanen

Vi tager toget mod Oslo forbi Myrdal - hvor der er togforbindelse mod Flåm - og op til Norges højest beliggende jernbanestation Finse, 1.222 moh. Turen tager ca. to timer, så faktisk kan det lade sig gøre at komme fra København til højfjeldet ved Finse på ca. fire timer - hvis alt er tilrettelagt efter flyve- og køreplan!
Det der gør størst indtryk, når man stiger ud af toget ved Finse, er udsigten til den enorme isbræ - Hardangerjøkulen - med Blåisen liggende lidt nede til venstre på bræen. Og naturligvis mindes jeg dengang jeg vandrede rundt om isbræen og med slidte hæle nåede frem til Finse. Dengang blev det til en overliggerdag - også med en cykeltur på Rallervegen. Du kan læse rejseartiklen fra vandreturen omkring Hardangerjøkulen her.

Hotel og turisthytte

Nok taler man om stedet som en "by", men her er altså langt mellem husene, der domineres af hotellet Finse 1222 og cykeludlejningen. Lidt længere væk ligger Finsehytten, der ejes af Den Norske Turistforening (DNT). Derudover findes lidt privatejede hytter. Indbyggerantallet? Jo, der er skam otte fastboende på Finse! Om sommeren er det naturligvis Rallervegen, der trækker tusinder af turister til, men også guidede vandreture til Blåisen er en af turistattraktionerne. Og så er Finse - som tidligere antydet - et knudepunkt for fjeldvandrere. Om vinteren er her et flot skiterræn - om end der ikke er mulighed for at søge "ned i skoven", hvis det blæser, for her er ingen træer. I så fald står den på indendørs hygge, medens snestormen raser af. Højdepunktet for mange er 17.maj - Norges nationaldag - hvor "alle" nordmænd valfarter på ski op på Hardangerjøkulen.

Rallarmuseet i Finse

På den anden side af jernbaneskinnerne holder Rallarmuseet til, og det skal vi se nærmere på. Foran museet holder et nutidigt monster af et snerydningstog. En kæmpeskovl - nærmest at sammenligne med en gravemaskine til en tunnelboring - er monteret foran på toget. Man skal tænke på, at området her kun er snefrit ca. tre måneder om året og for at holde sporene ryddet for sne er det nødvendigt med disse store maskiner. Længere henne ses togvogne af ældre udgave, der bl.a. benyttedes til at fragte arbejdere og materialer frem, medens vej og jernbane blev bygget.

Inde i museet er rejst et lille skur, der viser hvorledes rallarne - det kaldte man arbejderne, der byggede vejen - boede under byggeprojektet. To mand i hver køjeseng, et spartansk bord og stole. Absolut ingen luksus! På plancher og i montre ses diverse effekter fra perioden og vi får et godt indtryk af det hårde slæb, disse arbejdssjak blev udsat for.

Rallarvegen

Rallarvegen er Norges mest populære cykelrute. Den går gennem storslået højfjeldsterræn fra Haugastøl via Finse til Flåm. Rallaervegen er en stor naturoplevelse og et minde fra dengang man byggede Bergenbanen. Vejen blev overvejende bygget med håndkraft og brugt som transportvej under bygningen af jernbanen som åbnede i 1909. Fra vejen kan du næsten hele tiden se jernbanen. Rallarvegen er 80 km. lang og går fra Haugastøl i øst via Finse og Hallingskeid over Vatnahalsen og ned gennem Flåmsdalen til Flåm i vest. Vejen er forbeholdt cyklister - dog med mulighed for bilister at komme ca. 16 km. fra Haugastøl til Storurdi, hvor vejen er spærret. Herfra er det ren cykel- /vandresti. Det meste af vejen er grussti, men flere steder er vejen meget stenet, så du må af og trække cyklen. Det er ikke umuligt at cykle, men det kan være farligt! Også på sneen, der flere steder ligger hen over Rallervegen hele året, er det nødvendigt at trække cyklen. På grund af højdeforskellen fra Haugastøl 988 moh. over Finse 1.222 moh. og videre til Fagernuten 1.301 moh. og helt ned til Flåm to moh., cykler de fleste fra øst mod vest. Det gør vi også i dag.

Cykeltur på Rallarvegen

Cykelturen i dag går fra Finse og ned til Vatnahalsen - godt 35 km. fortrinsvis nedad! På cykeludlejningen i Finse lejer vi cykler samt hjelm. Og faktisk er det ikke helt billigt at leje cykel for en dag. Det skyldes, at cyklen jo skal transporteres tilbage efter brugen og det tager NSB (Den Norske Statsbane) sig godt betalt for (ca. halvdelen af udlejningsprisen pr. dag).
Når du får udleveret cyklen skal du tjekke bremser, saddel og indstille højden, så du sidder korrekt, inden du begynder. Og så går det nedad på det første lille stykke. Jeg og andre er kørt lidt i forvejen og undrer os over, hvor resten af gruppen bliver af. Vi giver os god tid til at fotografere og lidt tid efter kommer en af cyklisterne ræsende frem til os. Jo, efter ca. fem km. er kæden på en cykel sprunget og der er nu - via mobiltelefonen - ringet efter hjælp. Fra cykeludlejningen kommer en gut cyklende med ny kæde. Her må jo ikke køre biler. Kæden sættes på og han tager af sted igen, inden han sikrer sig at alt fungerer. Og det gør det naturligvis ikke! Kæden er slap og kan ikke strammes, da vi intet værktøj har med. Da gutten allerede er "over alle bjerge", må der igen telefoneres til cykeludlejningen og så kommer de ud igen - denne gang med en "ny" cykel.

Hjælp på Fagernut vogterbolig

I mellemtiden har vi besluttet at fortsætte cykelturen videre frem mod Rallarvegens højeste punkt ved Fagervatnet 1.343 moh, hvor en punktering rammer igen. Ingen pumpe - intet værktøj - intet lappegrej! Et forsøgt opkald fra mobiltelefonen fortæller os, at vi nu er uden for dækningsområdet og ingen forbindelse har. Heldigvis er der "kun" ca. en km. ned til hvor vi måske kan få hjælp. Så medens vi andre cykler - det vi kan, uden for sneen - trækker den uheldige sin punkterede cykel. På Fagernut - ca. 10 km. fra Finse - har man både "reservedele" og pumpe og her møder vi en norsk familie på udflugt, der selv har det fornødne værktøj med og beredvilligt hjælper til. Det er held i uheld, at skaderne sker så tidligt på turen. Var vi kommet længere ned, havde vi ikke kunne bruge mobiltelefonen, for der er denne dag ingen dækning - og der havde været ekstra langt at gå! Medens vi venter på at de sidste når frem til Fagernut, benytter vi lejligheden til at smage lidt på de hjemmelavede vafler med rømme og syltetøj og efter godt en times tid er vi alle samlet igen og kan fortsætte cykelturen på Rallarvegen.

Over sneen

Ved Fagernut møder vi de første sne-forhindringer. Men det bliver ikke de sidste. Flere steder er det nødvendigt at stå af og trække cyklen gennem snemasserne og løfte dem over større klippeblokke. Nok til at få sved på panden! Med jævne mellemrum ser vi de gamle vogterboliger, der for det meste er ejet af NSB. På boligerne er angivet navn og byggeår. Efter ca. 21 km. kommer vi til en lille vej, der viser af til Hallingskeid. Her har DNT en selvbetjent hytte 1.110 moh. og her findes en jernbanestation.

Mange smukke vandløb

Vi er på det "nøgne" højfjeld som ikke er så nøgent endda. Overalt blomstrer det. Der er jo kun kort tid til at blomstre, blive bestøvet og sætte frø, inden sneen igen dækker landskabet. Enkelte planter står allerede i blomst, når sneen smelter. Selv om dagene er lange her, har vi ikke midnatssol på disse breddegrader. Så naturens livscyklus har travlt. Ned ad fjeldet løber smeltevand i små bække, der samler sig i større vandløb for til sidst at blive til den brusende elv. Flere steder løber vandet udover klipperne og danner flotte vandfald.

Klevagjelet

Vi følger elven nedad mod Klevagjelet. Naturen er flot og langsomt ændres bevoksningen og bliver endnu mere frodig, jo længere vi kommer nedefter. De fleste i gruppen har overhalet mig, da jeg har travlt med at forevige det smukke landskab. Her løber flere elve sammen og kastes videre ud i en brusende fos der er starten på Flåmselven. Landskabet er barskt med lodrette fjeldsider og med den smalle rallarvej nærmest hængende på siden af fjeldet. Her skal vi virkelig passe på ikke at ramle ud over. 

Nu går det overvejende nedad og da vejret er varmt, har jeg pakket min skjorte sammen og stukket den ind i snorene på rygsækken, der er spændt på bagagebæreren. Stien er visse steder så stenet, at det er uforsvarligt - for ikke at sige umuligt - at cykle. Så jeg trækker cyklen, medens den hopper ned over stenene. Ved Klevagjelet opdager jeg, at min skjorte er faldet af cyklen. Det må være sket ved alle de rystelser hen over stenene. Jeg spørger sidste mand, da han når frem til mig, om han har set den. Jo, og han har taget den med, men opdager så, at den også et faldet af hans cykel! Heraf kan vi lære, at alt skal spændes ordentligt fast - puttes ned i... - på denne stenede og ujævne vej. 
Jeg har dog ikke opgivet håbet om at finde min skjorte igen, så jeg stiller cyklen, smider cykelhjelmen og løber tilbage, hvor vi kom fra. Over Klevabroen og opad igen mod fossen. Jeg spørger flere på vej ned, om de har set en tabt skjorte, men nej! Næsten oppe ved fossen - ca. en km. tilbage - finder jeg skjorten, der er faldet ind under et lille vandfald og derved er blevet drivvåd og jordfarvet. Derfor havde ingen set den. Nå, tilbage igen efter den ufrivillige løbetur og op på cyklen og efter de andre.

Vatnahalsen

Nu går det stejlt ned i dalen og snart er de andre indhentet og vi er nu under trægrænsen. På serpentineveje snor vi os nedad og har fornemmelsen af, at vi da snart må være nede ved havets overflade! Langtfra! Ved Vatnahalsen - der også er en af stationerne på Flåmsbanen - ligger Vatnahalsen Hotell, 820 moh., og det er endemålet for vores cykeltur i dag. Og hvad kan være mere passende end at holde et større hvil her og komme til kræfter igen med et godt måltid mad?

Flåmsbanen

Man kan godt cykle videre herfra - 20km. ned ad de berømte 21 serpentinesving helt gennem Flåmsdalen til Flåm på ca. to timer, men ikke i dag! Fra Vatnahalsen er der en enestående udsigt ned i Flåmsdalen, hvor det er tydeligt at se nederste del af Rallarveien.  Men vi skal ikke cykle videre - vi skal med toget ned ad en af Europas stejleste jernbanestrækninger, Flåmsbanen. Denne attraktion tiltrækker mere end ½ mio. mennesker hvert år og er uden sidestykke i Europa. Med en samlet længde på 20 km. og med en højdeforskel på 865 meter har den en stigningsgrad på en meter hver 18. meter. Stigningen er helt enestående for en almindelig jernbane og for at klare højdestigningen er dele af banen lagt som tunnel i spiral ind og ud af fjeldet. 20 tunneler skal vi igennem.

Turen går ned gennem den trange og bratte Flåmsdalen, med udsigt til vandfald og mægtige fjelde og tager omkring 55 minutter. Toget kører langsomt og stopper ved de allerflotteste udsigtspunkter. Ved den mægtige Kjosfossen er der bygget en lille platform, hvor passagererne kan stige ud for at betragte vandfaldet nærmere - alt medens toget venter.
Og så er vi pludselig ved vejs ende helt nede ved Aurlandsfjorden, der er en gren til verdens længste fjord - Sognefjorden.