Da vi vendte om i Breheimen

Sota Sæter - et godt udgangspunkt

Sota Sæter består af en række meget gamle bygninger, som er skønt placeret omkring en åben plads. Stedet oser af norsk tradition og er et godt udgangspunkt for dagture i området. Her får vi som medlemmer af Den Norske Turistforening rabat på såvel overnatning som mad. Vi bliver indkvarteret i de antikke bygninger og får en god nats søvn inden morgendagens fjeldvandring.

Fjeldet i efterårsfarver

De første timer på grusvejen skal ligesom bare overstås og der er lejlighed til at vænne sig lidt til byrden fra rygsækken på et jævnt underlag. Vi er fire som har planlagt at følge en af de klassiske ruter i Breheimen og med mulighed for at overnatte undervejs i de medbragte letvægtstelte. Vi starter med at gå til Musubytta og over broen - og er nu rigtigt ude i fjeldet. Her er en del moser (myr) som skal passeres, så det er godt, at vi har gamacher på. Efterårsfarverne er så småt begyndt at lyse op og blåbær hænger tæt på hele turen og inden længe har vi blå tunger! Snart er der udsigt til en lille brætunge der fra Greinbræen glider ned ad fjeldsiden mod os. Vi passerer et par små søer, hvor det er lettest at gå helt nede i vandkanten og snart bliver det lidt mere anstrengende op mod bræen. En af pigerne begynder at gå lidt langsommere og vi beslutter at fordele noget af hendes oppakning til os andre. En lader sit gode hjerte løbe af med sig og tager den største og tungeste part.

Et svagt knæ

Nu går det opad mod bræen og efter en times tid begynder "det gode hjerte" at halte. Knæet er overbelastet, dels af hans egen store oppakning, dels af den merlast han har fået. Smerterne udvikler sig voldsomt og efterhånden kan han næsten ikke støtte på benet. Hvert skridt smerter. Vi er kun et par kilometer fra Sprongdalshytten og vi aftaler, at en går frem til hytten lægger sin bagage og kommer tilbage for at hjælpe de andre. I mellemtiden flyttes noget af lasten over i en plastpose, som så håndbæres det sidste stykke op til hytten.

I Sprongdalshytten

Hvad gør vi nu? Bliver benet parat til i morgen? Kan vi fortsætte den planlagte rute? Skal vi vende om? Der er mange tanker, der flyver gennem vores hoveder. Vi indretter os i hytten og får noget af den medbragte mad, medens vi drøfter situationen. Vi er selvfølgelig kede af, at vi måske får denne tur i Breheimen slået i stykker!

Tur over Sprangdalseggi

Næste morgen er det fortsat galt med knæet og vi beslutter os for at se tiden an. Det dårlige knæ bliver i hytten, medens vi andre tre går en tur over fjeldet Sprangdalseggi. Det er let regn og efterhånden som vi kommer op i fjeldet bliver det let snevejr. Jeg er noget usikker på om mine ledsagere er indstillet på at fortsætte i dette vejr - foreløbigt kan vi ikke se så langt. Men vi har alle mod på - og lyst til - at fortsætte og det varer heldigvis ikke længe, inden solen bryder gennem skylaget. Vi passerer lidt is-foner og et sted går det ca. 10 meter skråt ned over isen. Jeg førsøger at "skøjte" ned, men det er for iset og jeg må sætte mig og glider så ned på halen. Så er det næstes tur. Også hun sætter sig og jeg tager imod hende, da hun kommer glidende. Sidste person synes at det ser rimeligt stejlt og farligt ud, men sætter sig ligeledes på halen. Men der sker ikke mere? - Kom nu, siger jeg. Hun har vist ikke mod på det! Hun gør tilløb til at ville banke vandrestøvlen i isen - men det kan hun godt glemme alt om. Isen er for hård. Så slipper hun den ene hånd og glider lidt ned, medens hun holder fast i den øverste kant af isen med den anden. Nu kan vi ikke længere holde vores grin tilbage. Her hænger hun og fægter med den ene arm halvvejs nede ad bakken. Hun griner også, men synes vist ikke det er helt så sjovt. Så tager hun mod til sig og slipper taget og glider i rasende fart ned mod os, men lander i bedste velgående. - Der kan I se, mit vandretøj er så glat, at jeg får al for stor fart på!

Og vejret bedres

Vi når op i ca. 1.600 moh. og har en fint udsigt mod nord til Ausdalsbreen der går direkte ned i vandet foran os. Ausdalsvatnet/Styggevatnet er en opdæmmet sø med en ca. 50 meter høj dæmning, som vi senere passerer. Nedturen er rimelig stejl og der skal kravles på klipperne, men det går og da vi skal spise de medbragte klemmer, bliver det fuld solskin og en dejlig sensommerdag. Vel nede, forbi dæmningen, går vi et stykke på landevejen, inden vi igen går op i fjeldet. Herfra kan vi mod vest se lidt af Norges største bræ Jostedalsbreen.
Efter otte timer på fjeldet kommer vi op til Sprongdalshytten. Her har det dårlige ben det lidt bedre, men ikke så godt, at vi tør fortsætte den planlagte tur. Hans forslag om, at vi andre blot skal tage turen og at han så går alene tilbage, bliver purre afvist. Vi er på tur sammen! Vi beslutter derfor alle at gå tilbage mod Sota Sæter, men at dele turen over to dage og så benytte teltene undervejs.

Tilbageturen begynder

Isen fra nattens frostklare vejr er endnu ikke helt smeltet, da vi forlader hytten. Det er perfekt vejr. Høj himmel, kold klar luft og ingen vind. Vi har fordelt bagagen bedst muligt og går langsomt frem til brætungen igen. At se isen på tæt hold med dens hvide og blå farver i sol er bestemt turen værd. Ud på eftermiddagen finder vi et lille plateau, hvor vi kan slå vores telte op. Og stedet er perfekt.

Pragtfuld teltlejr

Udsigt over Syrtbyttvandet, udsigt til bræ, flotte fjeldsider og med bækken inden for få meter og i fuld sol helt til sengetid. Vi samler lidt af det tørre kvas og indretter et lille bål, hvor vi efter aftensmaden nyder en kop varm chokolade, kiks og en lille dram omkring de knitrende flammer.

I bad på Sota Sæter

Næste morgen pakker vi som det allerførste teltene, da det ser lidt gråt ud med mulighed for regn. Og efter morgenmaden kommer regnen ganske rigtigt. Hvor skifter vejret dog hurtigt her i fjeldet. Formiddagen bruger vi til at gå tilbage mod Sota Sæter. Undervejs suppleres frokosten med lidt friske svampe. 
På Sota Sæter får vi et velfortjent bad - men selvsagt ikke uden "dramatik" i disse antikke bygninger! Da jeg er alene i badet og har sæbet mig godt ind, viser det sig, at automaten til vandet ikke virker. Her står jeg med alle talenterne i bar figur og har ikke flere mønter. Jeg får råbt op og konen går efter hjælp. Lidt efter kommer en med en befriende 10’er til en anden automat! (Husk at tage ekstra mønter med i bad!) En times tid efter har alle været i bad og vi sætter kurs mod Danmark.

Efterrationalisering

Hjemturen er god til at få evalueret, hvorfor vi måtte vende om i Breheimen. Det er selvsagt en betingelse at ens grundform er på et rimeligt niveau, men du behøver på ingen måde at være atlet. Ofte er det klogt at gå nogle træningsture med vægt i rygsækken (5-10 kg. kartofler er godt) og med vandrestøvlerne på, inden du tager af sted, så du kan vende sig til det. Du bør også nøje overveje hvor meget mad, du tager med fra starten. På sådanne ture med hytter inden for rækkevidde plejer jeg ikke at have mad med til mere end tre dage og så forsyne mig undervejs i hytterne. Den kost du vælger, kan også veje meget forskelligt. En skive rugbrød er tungere end en skive knækbrød! Dåser vejer meget og ikke mindst glas. Skal du have f.eks. marmelade med, så hæld det over i en let plastbeholder. Frysetørret mad/tørkost er langt bedre og sundere end dåsemad, men også dyrere.
Vi er dog alle fire enige om, at det har været en god tur og at vi er blevet rigere - på oplevelser og på erfaring.