Guide til norske Svalbard - en drømmerejse med et ekspeditionsskib

Spitsbergen på Svalbard

De fleste kommer fra København via Oslo til Longyearbyen på Svalbard, hvorfra du med ekspeditionsskib kan sejle hele Svalbard eller den største ø Spitsbergen rundt. Svalbard ligger ca. 640 km nord for det norske fastland og blot ca. 1.000 km fra Nordpolen, så det er et barsk og koldt sted - men fantastisk smukt, da 60 procent er dækket af isbræer. 
Svalbard består af mange småøer samt tre hovedøer - Nordaustlandet, Edgeøya og som den største Spitsbergen. Sidstnævnte fik sit navn af den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barents som i 1596 blev sendt på en ekspedition af de hollandske købmænd for at finde nordøstpassagen nord om Rusland til Kina. Da han opdagede øens spidse fjelde, var det naturligt at kalde dette land for Spitsbergen. Faktisk vidste man allerede i vikingetiden, at der lå et land i "den nordlige ende af havet", men stedet var koldt og utilgængeligt, og som bekendt satte vikingerne i stedet vestover mod Island, Grønland og Vinland.
I begyndelsen af 1600-årene kom hvalfangerne til og jagten på hvaler og hvalros fortsatte i de næste 200 år. Behovet for olie til gadebelysningen i de europæiske storbyer var umætteligt.
Senere blev her fundet kul og adskillige steder blev der etableret kulminer, hvoraf nogle fortsat er i drift.

Tv-teaser: Se Tv-program i fuld længde: Anne-Vibeke Rejser - Svalbard

Longyearbyen

Mens du evt. venter på at komme ud på skibet, er det oplagt at spadsere op og ned ad gågaden midt i byen, der har både kulturhus, stor administration og købmand m.v. At Longyearbyen også er en kulmineby ses overalt. I udkanten af byen ligger Svalbard Kirke, der altid er åben. Her ligger også byens forsamlingshus, hvor forsamlingsstuen nærmest går i ét med kirkerummet. For enden af gågaden ligger Svalbard Science Center med bl.a. med Svalbard Museet, der viser 400 års natur- og kulturhistorie, med bl.a. udstoppede dyr, jagthytter og polarekspeditioner. Så længe vi opholder os i byens centrum, er her ingen farer. Men i byens udkanter er opsat advarselsskilte om isbjørne og her er det forbudt at spadsere uden egne våben eller uden bevæbnet guide.

På ekspeditionsskibet

Det er let at finde sig tilrette på skibet, der har flere saloner, hvorfra man kan nyde udsigten. På flere dæk kan vi komme uden for og mærke kulden bide i kinderne. I to af salonerne holdes der gennem ekspeditionsforløbet forskellige foredrag om Svalbard, om dyre- og planteliv samt om polarforskning.
Med ombord er en stor gruppe tysktalende gæster, men på denne ekspedition er her hele 19 forskellige nationaliteter, så det er naturligt, at foredragene gennemføres dels på tysk, dels på engelsk, der er hovedsproget på skibet. Du bliver naturligvis hilst velkommen af skibets kaptajn, der præsenterer sin nærmeste besætning og ikke mindst ekspeditionsteamet, som er de personer du kommer mest i kontakt med ved landgangene og foredragene. 

Den russiske by Barentsburg

I den russiske kulmineby Barentsburg kan du overværer et folklore-show i kulturhuset flot udført af amatører. Nogle mænd, der til dagligt er kulminearbejdere, synger og spiller, og kvinderne danser i deres forskellige folkedragter. Byen har omkring 250 indbyggere, og ser stedets boligblokke, skole, kulmineselskabet Arktikugols bygning og byens eneste, nyrenoverede hotel.

Finhval i Isfjorden

Longyearbyen og Barentsburg er de største permanente helårs bosætninger på Spitsbergen og ligger ved den mægtige Isfjord midt i et gigantisk fjeldkompleks med kulturminder fra alle Svalbards historiske perioder. Her ligger de flade lagdelte fjelde på rad og række omsluttet af bræer. 
Midt under formiddagens informationsmøde meldes det fra broen. Finhvalen, der er verdens næststørste hval, kan blive 25 meter lang og veje 75 tons. Finhvalen blæser kraftigt, når den skal ånde, så den er let at få øje på. Når den dykker viser den finnen på den krummede ryg og forsvinder i dybet. Man ser ikke halefinnen som på f.eks. pukkelhval eller kaskelot. Finhvalen er en hurtig svømmer, så hold godt øje. 

Pyramiden i Billefjorden

I en sidefjord til Isfjorden ligger Billefjorden og her kan du fra skibet se en af de andre tidligere russiske kulminebyer - Pyramiden - der er anlagt ved et fjeld, som netop ligner en pyramide. Minedriften er ophørt, men du kan se de gamle industribygninger. Her lever kun nogle få mennesker året rundt.

Nordenskjöldbreen

Inderst i Billefjorden sejler MS Fram ganske tæt på den gigantiske Nordenskjöld isbræ, hvor vi kan se at den har kælvet for nylig, da her driver mindre isflager rundt i fjorden. Bræen strækker sig ind over landet, så langt øjet rækker og nede ved havet changerer isen i prægtige blå og grønlige nuancer.

Isbjørn ved Brüsebyen

Over højttaleranlægget meddeles det, at der er set isbjørn på et nøgent klippelandskab tæt ved isbræen. Skibet ligger ganske stille, mens man samles på dækket for at få et glimt af dyret. Nogle hundrede meter inde på klipperne ligger en isbjørn. Den er ikke let at få øje på, men folk hjælper hinanden med at få beskrevet stedet. Så rejser bjørnen sig og ser sig omkring, hvorefter den forsvinder bag klipperne. Hvor er det dejligt, at skibet ligger stille og giver alle god tid til at se isbjørnen.

Landgang ved Brüsebyen

En landgang på stranden foregår ved hjælp af såkaldte polarcirkelbåde, der sejler mellem skibet og landgangsstedet. De første som tager afsted er de bevæbnede medlemmer af ekspeditionsteamet, der sikrer området. Dvs. fundet det helt rigtige landingssted og undersøgt stedet for eventuelle isbjørne. Ekspeditionsteamet placerer sig i en halvcirkel fordelt på hele området og holder vagt. I hold kaldes man til dæk 3, hvor man ifører den obligatoriske redningsvest og lejede gummistøvler. Fra landingsstedet er der nogle hundrede meter til Brüsebyen, som blot består af fire hytter. Her forsøgte man i perioden 1906 til 1921 at få en kulproduktion i gang, men det blev ingen succes. Du kan fortsat se smalle skinner og en enkelt tipvogn, der har været benyttet til at transportere kullet fra det bagvedliggende fjeld og ned til stranden. I 2010 var nogle besøgende så uheldige, at der gik ild i en af hytterne som udbrændte, men sysselmannen på Svalbard (den øverst ansvarlige udpeget af den norske stat) lod hytten genopføre og i dag benyttes den til depot og overlevelseshytte.

På vejen tilbage mod landingsstedet kan den sparsomme vegetation iagttages. Den arktiske korte sommer er forbi og på de tre sommermåneder når væksterne at blomsterne og sætte frø under midnatssolens varmende stråler. I det flade landskab tættest på fjorden ses nogle forunderlige linier i jorden, hvilket viser sig at være ar efter landhævningen. Da isen forsvandt efter sidste istid, mindskedes trykket på jorden, hvorefter jorden hævede sig - hvilket den fortsat gør. Da naturen på Svalbard er fredet og ændringer i dette barske område kun sker langsomt, kan fænomener som disse opleves.
Tilbage på skibet skylles støvlerne i vand, hvorved det sikres at mikroorganismer m.v. ikke transporteres til andre steder i det sårbare arktiske område.

Isbræerne i Hornsund

Skibet sejler ind gennem Svalbards sydligste fjord Hornsund til Burgerbugta. Du er omgivet af majestætiske fjeldtoppe og dramatiske fjorde, hvor isbræerne glider helt ned til vandet, der på dybeste sted er 260 meter dybt. Under sidste istid var Hornsund fyldt med is og Burgerbukta var en af sidedalene som forsynede hovedbræen med is. Nogle går op til gletsjeren og andre tager med på en kajaktur i det isfyldte farvand. På brævandring og oplever isen på nærmeste hold. Turen op til toppen af morænekanten er jævn og ikke vanskelig og herfra er der et flot vue til farvespillet i isbræerne med dybe spalter, fjorden med skibet og de bagved liggende spidse fjelde med bl.a. Hornsundtidnen, 1.431 moh. der et øjeblik stikker frem af skyerne. Vi bruger det meste af dagen med at sejle længere ind i det 30 km. lange Hornsund og kommer forbi det ejendommelige fjeld, som måske har givet stedet sit navn.  En af de tidlige opdagelsesrejsende engelske Jonas Poole var her i 1610-12 og fik en del af et rensdyrgevir med sig hjem. "De tog en del af rensdyrhornet med ombord" hedder det sig. Derfor kaldtes stedet Horn Sound. Om det var et tilhørende fjeld der blev taget eller geviret fra et rensdyr, fortæller sagnet intet om. Inderst i sundet er der gletcjere  på tre sider Storbreen og Hornbreen og i eftermiddagssolens lys er isen betagende smuk.

Fuglefjeldene på Bjørnøya

Fjeldene på den 178 km2 store Bjørnøya dukker op. Øen er nærmest trekantet og blot 20 km. fra nord til syd og ca. 15 km. på det bredeste sted. Det var også Wilhelm Barents som gav Bjørnøen sit navn, for på sin rejse nordover nedlagde ekspeditionen en isbjørn netop her. Pga. sin beliggenhed i Barentshavet er øen blevet stadig mere strategisk interessant, både fra en militær, økonomisk og ressourcemæssig synsvinkel og hører fortsat med til Svalbard. I en lille bugt på øens spidse sydside lægger skibet sig mellem høje fuglefjelde i roligt vand. Ekspeditionsteamet undersøger mulighederne for landgang og giver klart signal. Det er blot en 100 meter lang strand mellem høje fuglefjelde. På de stejle fjeldsider sidder fortsat enkelte mallemukker, men snart er også de fløjet til havs. En stor flok gæs fouragerer på ryggen af et fjeld, hvor lidt græs fortsat stikker op af sneen. I første halvdel af 1900-årene blev der gjort forsøg med minedrift på øen, men det blev opgivet, og i dag er hele Bjørnøya med det omkringliggende hav (fire nautiske mil) et fredet naturreservat.

Dramatisk klippekyst