100 Langrendsterraen Ved Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser PICT0024

Hafjell har det hele i Gudbrandsdalen

Google Map...
Norge

Hovedstaden i Norge er Oslo.   

Befolkningstal: Ca. 5,2 mio. 

Areal: Ca. 385.203 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo.  

Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.

Mere information:

Turistinformation: Norge

Lejligheden i Alpingrenda

Vi kom til Hafjell i går eftermiddags efter ca. 10 timers køretur op gennem Sverige og det sydligste af Norge på hovedvej E6 og fik anvist lejligheden i Alpingrenda. Det er 4-families hytter med to lejligheder forneden og to foroven. Og det var en kold lejlighed at komme til. Ingen havde på forhånd slået varmen til og hele eftermiddagen - og aftenen med - var det bare om at krybe tæt på den åbne pejs, som blev ekstra godt fodret med tørt birkebrænde. En tur i saunaen og blodomløbet gav varme.
Desværre bor vi forneden, under et hold danskere, der ikke forstår almindelig god opførsel! Trampen i gulvet og trommen i bordene til langt efter kl. 23 (det almindelige tidspunkt for hvornår der skal være ro i lejlighederne) går direkte igennem til os. Cigaretskod, appelsinskaller og andet affald kastes ud fra terrassen på første sal og ligger som et spraglet tæppe foran vores vinduer! Trods det, at vi to gange fortæller overboerne, at der bor mennesker neden under, bliver der ikke vist hensyn! Det kan derfor ikke anbefales at bo i en underetage!
Lejlighederne ligger ellers centralt med mulighed for at glide ned (ski out) til Skitorget, hvor lifterne begynder. Der er dog ikke helt så gode muligheder for at glide tilbage til hytterne (ski in), da pisten p.t. ikke er færdigpræpareret. 
Lidt længere op ad vejen ligger et par af Norsk Hytte Udlejnings selvstændige hytter, som er perfekte til lidt større grupper. Hytterne er smagfuldt indrettet med alt hvad en moderne familie har brug for, lige fra internetforbindelse til sauna, tørreskab og skistald. Dette hus har rigtig god plads til 8-10 personer - og så er her ingen forstyrrende overboere!

102 Hus I Alpingrenda Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser Billede 185
Hus i Alpingrenda med fire lejligheder

Langrend til Veslefjellet

Vi er taget de ni minutter op med gondolen til Mosetertoppen, 781 moh, og er derfra gledet ned til løjpen mod Hornsjø, der det første stykke stiger svagt op gennem skoven. Ved Nedre Monksjøen finder vi det første løjpeskilt, der dog ikke er meget bevendt, da stolpen, hvorpå skiltningen vises, er drejet - sikkert af isskruning - således at alle ruterne vises i modsat retning! Det lader vi os nu ikke slå ud af, for vi har naturligvis løjpekort og kompas med og vejret er perfekt til en tur på højfjeldet. Sneen knitrer let under skisålen, medens vi bevæger os op gennem skovens rimfrosne grantræer for at komme helt op på højfjeldet. Nu åbner landskabet sig ved søen Nedre Moksjøen og vi kan se målet for denne langrendstur - Veslefjell - en af knoldene på Øyerfejllet oppe bag Hafjell. Vi følger en af de allerede fint opkørte løjper og nyder rimfrostens spejlinger mod trætoppene i den lavtstående sol. Vi krydser en lille bæk og skyder genvej hen over mosen og følger Trolløypa (Troldløjpen) et stykke frem mod Veslefjell. Dette fjeld er ikke det højeste i området. Det er Hitfjellet med sine 1.083 moh, der ligger lige ved siden af. Men vi har valgt at bestige Veslefjell, fordi vi herfra kan få en uhindret udsigt mod Rondane i nord. Vi glider væk fra løjpen og træder selv sporet op ad fjeldsiden. Sneen er perfekt med 3-4 cm. løs "pulversne" oven på en fast bund, så det er ingen sag at stige nogle få hundrede meter. Her er masser af dyrespor fra rype, hare og ræv og en enlig elg har fornyeligt trasket rundt heroppe. Mon vi får den at se?

Formidabel udsigt til Rondane

På toppen bliver vi bestemt ikke skuffede. Udsigten er formidabel i det fine vejr og vi kan tydeligt skelne de forskellige toppe i Rondane fra hinanden. Det er her vi spiser den medbragte frokost og får en kop varm te. Ikke en vind rører sig og selv om det er –14 grader, kan vi mærke decembersolen bage.
Vi sætter kursen nedad mod Trolløypa igen og nyder det rolige glid ned mellem de spredte birketræer, der vokser på syd og østsiden af fjeldet. Jeg glider sidst i det nye spor og vil have lidt mere fart på og bruger derfor skistavene, men desværre sætter min højre skistav sig ned mellem to sten skjult i sneen og da jeg er i fremdrift, er resultatet - en knækket skistav. Jeg har intet tape med til at redde stumperne midlertidigt, så resten af turen bliver med den knækkede stav i rygsækken. (Vi efterlader intet i naturen).

På ski i fuldmåne

Vi følger den opkørte løjpe mod Pellestova, mens en tidlig opgående fuldmåne følger os på vej. Her går vi syd om Hafjellet, 1.065 moh, tilbage mod gondolen ad transport-piste 39. 
Men vi kan se, at det bliver sent, inden vi når frem til gondolen og mens den nedgående sol farver snelandskabet omkring os lyserødt, glider vi ned til Ekspress-liften. 
Nu har vi godt nok liftkort, men langrendsløbere kommer altid gratis ned med liftsystemet og efter en noget kølig nedtur - med et enkelt skift undervejs - er vi nede ved Skitorget og har ikke ret langt hjem til en opvarmet lejlighed, en tur i saunaen og hygge foran pejsen.

118 I Decenber Bliver Det Tidligt Moerkt Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser Billede 058
I vintermånederne bliver det tidligt mørkt

Alpinbakken

Hafjell er den 3. største skidestination i Norge med tilsammen 30 forskellige pister fordelt på mere end 39 km. nedfarter og udbygges fortsat. Vi har sat os sammen med Jean-Francois Gehin, direktør for Hafjell, for at høre lidt om destinationen: "Det er vort mål at få i alt ca. 4.000 sengepladser og at kunne have omring 7.000 mennesker i bakken på én gang, fortæller Jean-Francois. Området nord for gondolen udbygges med flere hytter og fra gondolen skal der inden for de næste år bygges yderligere hejs helt op til Hafjell-toppen. Så har vi to gode udgangspunkter for de som også vil løbe langrend på Øyerfjellet" fortsætter Jean-Francois. "Vi ønsker på Hafjell at kunne tilbyde vore gæster både alpine muligheder og langrend i det storslåede højfjeldsterræn. Vi ved, at skiltningen p.t. ikke er tilstrækkelig hverken på alpinbakken eller på fjeldet og vi arbejder på at gøre dette endnu bedre."
Vi har allerede prøvet langrendsskiene og har i dag taget vores slalomski og telemarkski med og skal naturligvis prøve det meste, for på destinationen Hafjell har man mulighed for det hele. 
Det ser ellers noget gråt ud i dag, men det skal ikke forhindre os i at tage Ekspressen op. Og medens vi således stiger mod toppen op gennem skylaget, forsvinder det pludseligt under os. Hele dalen er indhyllet i en tung sky, men oppe på fjeldet er sigtbarheden fin. Og det er ikke usædvanligt, at det netop forholder sig således. Så der er ingen grund til at blive under dynerne i hytterne, fordi det ser lidt gråt ud i vejret. Op på pisterne. Op til aktiv ferie.
Pisterne er fint præparerede hvilket de nu om dage er langt de fleste steder, og så findes de i alle sværhedsgrader. Selv øverst oppe er der lette grønne og blå pister og lidt længere nede ad fjeldet findes flere røde og sorte pister. Pistekortet er overskueligt og efter et par gennemløb kan børnene (de øvede) sagtens klare sig selv - stort set overalt.

Smukt med rimfrost

Vi glider vi over mod Gaiastova, hvor der findes købmand, sportsbutik samt cafeteria. På postekortet er vist en rute 36 - som ligger lidt for sig selv og som måske er et besøg værd? Det viser sig, at det faktisk mere er en ski-in-out piste til alle hytterne i området og er både smal og visse steder ret så stejl og vanskelig at køre ned ad. Så vi får her sat vore evner ud i det alpine lidt på prøve. Det er ikke en piste, vi vil anbefale til almindeligt skiløb. Så er de brede pister på selve bakken langt at foretrække.
Til venstre for Skitorget ligger Familiebakken, hvor de fleste "varmer op" og hvor skiskolen holder til. Her ligger også børnenes helt eget område, der ikke "forstyrres" af gennemkørende skiløbere. Et rullende fortov bringer de mindste et par meter til vejrs og herfra kan de med mor eller far - eller måske endnu bedre en skilærer - få den første følelse af ski og sne. Flere steder i bakken og på Skitorget findes spisesteder og afterskiing med høj musik og hvad der hører sig til. Ingen nævnt, ingen glemt!

126 Piste Ved Traeer Med Rimfrost Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser PICT0028
Piste ved træer med rimfrost

Langrend i tåge og sol

Jeg har fået nye langrendsstave. Det har sneet let i nat. Udenfor er det gråvejr, men vejrudsigten har lovet opklaring. Vi tager Expressliften op og fortsætter med Fjellheisen (T-lift) så højt vi kan komme på Hafjellet. Men selv heroppe er det tæt rimtåge. Vi bevæger os gennem en næsten spøgelsesagtig verden mellem pudrede graner ned mod Pellestova, da det er vores plan, at følge den opkørte løjpe rundt om Reinsvatnet - med et smut til Nordseter. Men Trolløypa er ikke kørt op, så vi vender om et stykke ude af denne løjpe og glider i stedet nordover i den tætte tåge mod Sjøsætra.

131 I Taage Mod Pellestova Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser PICT0006
I tåge mod Pellestova

Den blå himmel vender tilbage

Langsomt kommer lyset nærmere, kan vi se, og i det fjerne skimtes det første tegn på blå himmel. De tunge rimskyer glider bort og vinden frisker op og får sneen til at fyge på de åbne strækninger. Tilbage lyser de rimfrosne træer op og snart har vi den første solstråle. I løbet af et par timer er vejret på fjeldet som tryllet om. Fra tæt tåge til høj blå himmel.
Vi spiser frokost i læ af en hytte ved Øvre Moksjøen, men blæsten gør os kolde, selv om vi har søgt læ. Vi sætter fart på hen over mosen mod Langmyråsen, glider op gennem birkeskoven til Rognhaugen og videre mod Svartåsen. Dagen skrider hurtigt frem og solen er nu så langt nede, at træerne i birkeskoven kaster deres skygge på os.

Og så blev det stjerneklart

Det er tid at vende skiene hjemefter. Dagene er jo korte i vintermånederne og det bliver hurtigt mørkt - og elektrisk lys er her intet af. Vi glider gennem et smalt, men dejligt spor i birkeskoven, tilbage til Langmyråsen og videre over Brennåsbakken og ned gennem skoven mod gondolen på Hafjell. 
De første stjerner kan allerede skimtes på den tiltagende nattehimmel, da vi når gondolen. Men vi kommer akkurat for sent til at kunne komme ned med gondolen, da den lukker før de øvrige lifte ved de oplyste pister. I mørket glider vi derfor forsigtigt ned ad de alpine pister til Express-liftens mellemstation og kommer med - en meget kold nedfart - ned til dalbunden.

139 Hjemefter Ved Solnedgang Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser Billede 062
Hjemefter ved solnedgang

Andre aktiviteter i sneen

Hafjell ligger få minutters kørsel (12 km.) fra Lillehammer, hvor udvalget i butikkerne kan måle sig med enhver storby. Her er hyggelige cafeer, gode spisesteder og flere velassorterede sportsforretninger, der sælger det nyeste til brug for aktiviteter i sneen. På den anden side af dalen ligger Lillehammers Olympiske Bob-bane, hvor man kan komme på nedtur med op til 120 km. i timen. Slæderne styres altid af en erfaren guide, så man ikke ender på "Herrens Mark". Vi nåede ikke selv at prøve slæderne - men spændende lyder det.
Vi fik heller ikke prøvet elgsafari, hundeslæde, kanefart eller isfiske. Eller andre af de mange aktiviteter der tilbydes vinterfolket på Hafjell.

140 Morgenlys I Rimfrosten Paa Traeerne Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser Billede 018
Morgenlys med rimfrost

Snescooter safari

Vi møder Ingar fra Carbon AS - høj puls!, da vi skal med på snescootersafari. Alle maskinerne står klar og hjelmene ligger parate på sæderne. Vi en snes stykker, der skal med de tunge maskiner op på fjeldet. Efter en kort instruktion sætter vi i gang. Vi følger landevejen i et selvstændigt scooterspor et lille stykke, inden vi drejer over vejen og kører ind på en helt fredelig skovsti. Her er tilstrækkelig sne på stien, selv om vi er i tæt skov og langsomt stiger vi op og op. 
Nu åbner Gudbrandsdalen sig under os og vi kan skue langt mod fjeldene omkring os. Vi kommer videre op til et plateau, hvor der ligger et par hytter og hvor der er rejst en stor lavvu - kæmpe sametelt. Her kan der arrangeres forskellige festligheder og serveres mad og drikke for indtil 50 personer.
Her tilbydes også kælketur ned ad fjeldet, hundeslædeture og meget andet. Vi gør et kort ophold og vender så snescooterne nedad igen - men denne gang på et spektakulært, smalt spor - ret så stejlt ned gennem skoven. 
Da vi alle er kommet godt ned og ud på et åbent plateau, får vi lov til at give maskinerne gas og vi drøner hen over marken, så sneen sprøjter bagud under de kraftfulde maskiner. Nåede vi op på 60 km. i timen?

150 Med Snescooter Paa Hafjel Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser
Med snescooter rundt på Hafjell

Hunderfossen Vinterparken

På den anden side af dalen finder vi, efter små 5 min. kørsel fra Hafjell, forlystelsesparken Hunderfossen Vinterpark. Den skal besøges efter mørkets frembrud og er enestående i Europa - et eventyr i is og sne. Levende ild fra fakler, bål og lys viser os vejen frem gennem parkens aktiviteter, der spænder fra trætopklatring over isbowling, keglespil til eventyrslot og ishotel. Her er eventyrfigurer, konger og dronninger, prinser og prinsesser - samt ikke mindst trolde! De mange lyd- og lyseffekter gør det hele meget spændende for både børn og voksne.
En særlig attraktion er Ishotellet, som er gravet ud af en kæmpe bunke sne og som indeholder en lobby, en isbar, forskellige udsmykkede værelser med tilsammen 40 senge og inderst en katedral, hvor man faktisk vier brudepar. Temperaturen i ishotellet er mellem tre og syv minusgrader, men når man ligger på skind og i en lun sovepose er det en behagelig overnatning.
Gå ikke glip at det flotte festfyrværkeri, der afslutter besøget i Vinterparken.

160 Eventyrslottet I Hunderfossen Vinterparken Hafjell Gudbrandsdalen Norge Anne Vibeke Rejser
Eventyrslottet i Hunderfossen Vinterparken

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser