Norefjell - både langrend og slalom

Bestigning af Högevarde

Det er sidste dag i vinterferien og i løbet af natten er der faldet lidt nysne. Nogle beslutter sig for at blive hjemme i den lejede hytte og slappe af efter gårsdagens ture på slalombakkerne. Men jeg og min yngste søn Mikkel tager bilen op ad Norefjellsvejen - ca. fem km. bom-vej - til den højest beliggende P-plads oppe ved Norefjellstua. Vi er tidligt ude og vejret er pragtfuldt - ingen vind, høj sol og ny sne. Perfekt til en langrendstur på højfjeldet. Vi træder selv sporet op i den løse sne langs med slalompisten og er hurtigt oppe på højfjeldet over skoven. Foran os kan vi se vort mål ca. ni km. fremme - Högevarde - der rejser sig som en pyramide bag Grindefjellets stejle nordøstlige skråning.

At træde skisporet

Vi kommer ind på den gule løjpe og følger bambuspindene. Vi er alene på fjeldet her til morgen og der er ikke trådt spor i løjpen. Det er altid skønt at være de første til at træde sporet i nysneen. Vi kan dog mærke, at der under sneen er iset og visse steder, hvor sneen er blæst af fjeldet, er det skarvet. Vi skal op over Augunshaug i ca. 1320 meters højde og Mikkel må tage rygsækken med drikkevare, madpakke og ekstra tøj. Vi har rigtig god fart på skiene. Nu er det, at jeg får betalt min mangeårig "investering" mangefoldigt tilbage. Mikkel har jo stået på ski, siden han var to år gammel og altid har det været mig, der har måtte vente og slæbe rygsæk og ikke mindst træde sporet i den løse sne, mens ungerne var små. Nu går Mikkel forrest og slæber, medens jeg bare nyder at glide efter ham i hans spor.

Flot udsigt mod Hallingskarvet

Det går jævnt hen over Steinmannen, inden vi stiger lidt op over Grindefjellet. Her oppe fra har vi et fint udsyn over dalen nede til venstre for os og langt ud i det fjerne kan vi se Hallingskarvet. Så glider vi ned forbi en meget tiliset Högevarde Turisthytte. Der ligger bunker af sne op langs hyttens vægge og vinduerne er tilfrosne, så de står helt matte i solskinnet. Sikkert en kold fornøjelse at gå indenfor! Vi går ned over søen og begynder opstigningen til Högevarde, 1459 moh. Her stikker mange sten frem af sneen og noget stejlt ser det ud, men efter ca. 15 min. står vi på toppen

Fra toppen og dejligt glid tilbage

Sikke et udsyn vi har til alle sider, da vi står på toppen i det klare fine vejr. Vi finder madpakkerne frem og får lidt varm the dertil, medens vi sidder på den store sten og betragter naturen omkring os - og lytter til stilheden! Vi kan næsten ikke løsrive os, men vi skal jo hjemad. Vi vil ikke følge løjpen, men i stedet forsøge om vi kan glide ned hele vejen på kanten af fjeldet tilbage til Norefjell. Mikkel fører igen an. Vi tager det langsomt ned ad det stenede bjerg, for vi skal hverken ridse skiene eller falde uheldigt. Det går fint og efter igen at have passeret Turisthytten, lægger Mikkel sporet på kanten af fjeldet.

Langsomt glider vi i en skøn bue ned ad - med den løse styresne, der gør skisport til den ubeskrivelige oplevelse det er. Hele tiden passer vi på ikke at komme for stejlt ned, så vi senere skal gå op igen. Men faldet skal være stort nok til, at vi hele tiden har glid i skiene. Længe holder vi os oppe over trægrænsen og først mod slutningen af turen glider vi lidt ned i skoven. 
Dagene er desværre korte her i vinterhalvåret og det bliver hurtigt mørkt. Vi beslutter os dog for, at blive oppe på fjeldet og se solnedgangen herfra. Medens vi venter, bliver sneen omkring os lyserød og senere violet. Vi nyder farvesymfonien og den fantastiske forvandling fra lys til mørke - også selv om det hurtigt bliver koldt nu vi står stille og ser månen kommer højere på himmelen. I skumringen glider vi den sidste kilometer ned gennem skoven til P-pladsen efter en uforglemmelig langrendstur.

En rigtig god og moderne hytte

Et par dage før kom vi op til en moderne hytte hos Bjertnes. På den gamle charmerende bondegård (hvor der i øvrigt også er indrettet lejligheder) er der på grunden bygget seks hytter. Dejlige hytter med tre soveværelser, kombineret køkken og stue. Masser af plads til fire personer. Stor terrasse og panoramavinduer ud over søen. Og så ligger hytten kun ca. seks minutters kørsel fra liftene. Allerede samme aften kom ejeren med et islys og satte det ude på terrassen. Islyset er en hul isklump med plads til levende lys i midten. Hyggeligt med et blafrende lys ude i mørket.

Norefjell-anlægget

Den første dag på pisterne fik vi orienteret os og afpudset formen. Faktisk er det et udmærket anlæg med pister for både begyndere og de lidt mere øvede. Og så ligger Norefjell tæt på Oslo, så køretiden er ikke noget at tale om. Oppe fra anlægget er der fin udsyn over landskabet nedenfor med de isbelagte søer. Der er 10 lifter i anlægget og du bliver trukket helt op i 1.188 moh. Længste nedfart er ca. fire km. Jo, her er noget for enhver. Drengene stod telemark, medens vi andre "nøjes" med slalom. 

På en isglat langrendsløjpe

Denne dag kører vi op til Norefjellstua. Herfra går vi ad den øvre skovløjpe - Øvre Djupsjø løjpe - men den er meget iset. Det er tydeligt at mærke, at det ikke har sneet i et stykke tid og at solen har smeltet sneen, så den nu ligger ishård i sporet. Det er meget hårdt og vanskeligt at komme fremad, så efter at vi har passeret den lille Bøseterhejs, træder vi vort eget spor op ad fjeldet. Det er lidt lettere at gå her, men her er også iset. Der er ikke meget sne oppe på fjeldet, ja, enkelte steder er sneen helt smeltet væk, så vi må have skiene på nakken et stykke ad vejen. Det bliver en ikke helt ufarlig ned tur på det isglatte underlag og vi må igen have skiene af det sidste stykke ned ad pisten, til vi er tilbage ved bilen.

Endelig nysne 

Det er skønt at vågne op en dag med ca. 10 cm. nyfalden sne! Selv om det er gråvejr, tager vi igen på skovløjpen og fortsætter til Narumsæter, hvor vi drejer fra den øvre løjpe ned til den mellemste røde løjpe. (Der findes også en nedre grøn løjpe, som vi ikke prøvede på denne ferie). Vi kommer ned i et sommerhusområde, hvor vi finder lidt læ på en terrasse, medens vi spiser den medbragte frokost. På hjemturen løber drengene lidt i forvejen og da vi andre når P-pladsen i skumringen, kan vi ikke se drengene. Jeg mener, at vi måske har parkeret lidt længere oppe ad fjeldet og forsøger at finde derop! Men efter lidt søgen opad konstaterer jeg, at vi allerede er på øverste P-plads og må have parkeret på en af de andre P-pladser længere nede. Ergo, jeg mistede orienteringen! Drengene kan jo ikke forstå, hvor vi er blevet af og løber rundt for at finde os. Til sidst ser vi dem, da vi i mørke er på vej ned ad pisten og familien forenes igen og kan i ro og mag køre hjem. Men ungerne ku’ da godt ha’ ventet lidt på os gamle!

En slapper - for nogle!

Mon ikke vi skulle tage en slapper efter turen i går? Jo, vi gamle bliver hjemme, d.v.s. kører først drengene til liften, hvor det igen er telemark der dyrkes, mens vi slapper af i hytten. På det aftalte tidspunkt henter vi dem igen og de kommer da også susende i fineste telemark-stil ned til os. Vi kan se, de er glade for rigtigt at have lært telemark-teknikken.