Oplevelsesrig aktivitetsuge på Gjendesheim

Vintertræning

Vi samles ude på isen. Lidt opvarmning med hop på stedet (vel at mærke med skiene på) og derefter lidt stafet. Fem hold a seks mand frem og tilbage - uden at vælte. Vending på midten og videre frem til skifte. Så en lille tur til Maurvangen. Jo, der er gang i den fra første færd. Vi er sammen med 35 andre gæster på Gjendesheimen til årets aktivitetsuge - arrangeret som en fællesrejse. 
Gjendesheim er én af Den Norske Turistforenings hytter som er reserveret i nogle uger og hvor danske skientusiaster får mulighed for at boltre sig i sneen. At turen er en fællesrejse betyder bl.a. at deltagerne er fælles om oprydning, madlavning etc. hvilket koordineres af  en madkoordinator. I denne aktivitetsuge er her ikke mindre end fire turledere, der vil arrangere ture og aktiviteter, så alle kan være med. Det er klart, at med fire forskellige arrangementer hver dag, må vi vælge, så her følger et udpluk af hvad vi oplevede i aktivitetsugen på Gjendesheim.

Et udbud af muligheder i vinterlandet

Allerede samme aften kommer André Sundero fra Hindsæter Fjellhotell og fortæller anekdoter om det at stå på ski og om de ture han arrangerer - udover aktiviteterne på Gjendesheim. Her er mulighed for vandring med snesko, elgsafari, isjuving/isvandring o.m.a. Det var både spændende og morsomt, så gå ikke glip af ham.
Lige en lille én, som dog skal opleves: Så var der danskeren, der ikke helt var klar over hvorledes skiene skulle spændes på. Så han stak fødderne ind i remmen og hælen ned i tåbindingen, så skispidsen vendte bagud. Da nordmanden forsøger at gøre opmærksom på problemet og siger, at skiene vender den forkerte vej, bliver danskeren opfarende og råber, at nordmanden i hvert fald ikke skal bestemme, hvilken vej han skal løbe!

Toptur til Gjendeshøe, 1.257 moh.

Vejret er perfekt, da vi i en lille gruppe løber ud på Gjende denne morgen. Fremme ved Leirungsholet spænder vi sikfeller på og kommer let op ad fjeldet. Oppe er sneen blæst væk fra toppene, så vi må gå et lille stykke med skiene i hånden. Men her er masser af sne. Det ligger bare nede i læsiden. Vi finder er dejligt sted, hvor vi får lidt at forfriske os på, inden vi går op på Gjendeshøe. Skiene lader vi blive nede, men tager skistavene med. De giver god støtte både op og ned. Vi går lidt i forvejen og får et fint udsyn udover Gjende og de høje fjelde i Jotunheimen.
Det tager ca. ½ time at komme helt op og i 1.257 moh., har vi en flot udsigt til alle sider. Neden foran os ligger Gjendesheim. Bag os rejser Jotunheimens høje fjelde sig majestætisk. Derovre er Besseggen, som jo er så berømt, at mere end 30.000 mennesker hvert år går denne tur - når der ikke er sne!
Nede igen spændes skiene på og nu kommer prøvelserne! Vi skal ned gennem lidt skov til Nedre Leirungen. Men i skoven ligger meterdyb sne. Løs sne. Vi synker næsten ned til knæene, når vi glider ned. Og vi falder. De færreste kan styre skiene i denne dybe sne, så vi forsøger at zig-zagge ned. Vi lader de dygtigste lave sporet, så synker vi andre ikke så dybt - men det er alligevel svært. At komme op efter et styrt i dyb sne, er en "kamp for livet". Jeg tror, at de første stod og blev kolde af at vente på os - de sidste.
Hjemturen over søen er der ingen problemer i og tidligt på eftermiddagen er vi tilbage på turisthytten.

Nordre Gåpåpiggen, 1.398 moh.

Det blæser lidt mere i dag, men solen kikker da frem en gang imellem. Nogle skal bygge snehuler, lave bål og bage pandekager, så de går ud på Gjende og finder et passende sted under fjeldet, hvor der er læ. Andre går mod Nordre Gåpåpiggen. Et herligt navn. Piggen er jo toppen og den kan man gå op på! Turen går over Maurvangen, hvor sporet er kørt op, og op gennem skoven. Det varer dog ikke længe, inden vi forlader løjpen og er ude på det åbne fjeld. Men nu blæser det op. Gruppen deler sig med hver sin turleder. Én gruppe fortsætter opad, medens en anden glider nedad igen og går over Bessheim Fjellstue hjem. Men det blæser kraftigt, medens vi indtager en lynhurtig, stående frokost. På det sidste stykke mod toppen går vi uden ski og solen bryder frem. Sneen er blæst væk og her er iset. Det bliver kun et ganske kort ophold, hvor vi har udsigt mod Sikkilsdalshøa. Vi følger stort set samme vej tilbage.

Bygning af snehuler

Vi er en mindre gruppe, der tager op i fjeldet mod Gjendehalsen for at bygge snehuler og nød-snehuler (nødbivuak). Har du ikke prøvet at bygge snehule før, kan det bestemt anbefales at tage med, så du får erfaring. Det tager lang tid - længere end man umiddelbart tror. Du bliver våd - både af sneen du arbejder i, men også af sved, da det er "hårdt" arbejde. Vi bygger flere huler, men kun én stor. Her er det meningen at fire af deltagerne skal prøve at overnatte i nat. Men som natten skrider frem, bliver det tøvejr og da klokken er 22, besluttes det ikke at udsætte sig selv for en nat i en våd og smeltende snehule.

Tøvejr og tjans i køkkenet

Det er slået helt om i vejret. Vi har seks graders varme og det regner! Det betyder, at der foran turisthytten samler sig en sø og at alt bliver vådt. Jamen, der er faktisk et par grupper, der vover sig ud i dette vejr - og våde bliver de. Så er det godt, at her er masser af tørrerum og gang i saunaen.
Og så er det i dag, at vi er på madholdet, som er en del af konceptet fællesrejser. Under kyndig vejledning af madkoordinatoren sammensætter vi en lækker middag bestående af fiskesuppe og stegt lammekølle. Vi er fire på madholdet og det går faktisk rigtigt godt. Vi får fordelt arbejdsopgaverne så de passer til alle. Én ordner kartofler, én klarer fiskesuppen, én sørger for køllerne og én dækker bordet. Alle hjælper med løbende at vaske op, så køkkenet hele tiden er rydeligt. Det er da nemt - og så har vi også tjansen med morgenmaden i morgen tidlig.
Om natten sætter det igen ind med frost, så udenfor er det spejlblankt og isglat.

Sikkilsdalsskardet

Det er igen blevet frost, men ikke meget, så vi tager med på tur til Sikkilsdalsskardet. Vi følger løjpen over Maurvangen og videre i birkeskoven langs Sjoaelven. Men nu skal vi opad. Vi følger sporet, men er det nu også den rigtige retning? Nej, vi er kommet for langt mod syd. En af turlederne beslutter sig for at finde det opkørte spor og tramper gennem den dybe sne - med hele flokken efter sig og inden længe finder han sporet og vi er igen på rette vej. Desværre er det gråvejr, så vi får ikke helt den udsigt oppe i Sikkilsdalsskardet, som jeg havde håbet. Jeg var her for nogle år siden, hvor vi gled ned på søen og lagde turen ud til Prinsehytten. 
Nu vil en del af gruppen sammen med den ene turleder forsøge at komme ned på søen. Men her er meget sne - og visse steder meget stejlt. Vi andre nøjes med at se på, da de glider ned i "dybet". Den anden del af gruppen er allerede gledet ned ad fjeldet på vej hjemad, så vi er lidt bag efter. Men vi indhenter dem - fordi de venter på os. Så fortsætter vi ned mod Sjodalsvatnet. En af deltagerne falder ned ad en bakke og bliver liggende. Da jeg kommer for at hjælpe, kan jeg se, at hun er træt. Meget træt og måske dehydreret. Du skal huske at drikke, for du sveder meget. Vent ikke med at drikke til du bliver tørstig. Hun bliver liggende lidt endnu. Skiene kommer af og endelig er hun oppe. Hun har ikke slået sig - men er bare så træt. Jeg tager hendes rygsæk på den ene skulder og bærer den over til Bessheim Fjellstue, hvor vi kommer ind og får slappet lidt af - og noget at drikke! Så går det stille hjem ad den nedre løjpe mellem Bessheim og Gjendesheim.

På tur gennem Leirungsdalen

Der lød skud. Nej, flere skud - eller var det ekkoet fra Besseggen der gjaldede over Gjende? Vi møder dem - jægerne - ved opstigningen fra Gjende til Leiungsdalen. Vi er alene på tur og sludrer lidt med jægerne der er på rypejagt. Bare et par gange om året - men forventer ikke at få noget med hjem! De er ved at montere snefællerne og den ene siger, at vi er velkomne til at tage med og blot skal følge hans spor. Nu har vi ikke snefeller på i dag, så at gå helt så stejlt i hans spor kniber det lidt med, men det går fint med vores almindelige smøring. Vi kommer op gennem lidt birkeskov, hvor ryperne kan lide at opholde sig. Jægerne kommer dog hurtigt ud af syne og vi skal selv turen gennem Leirungsdalen og videre rundt om Knutshøe. Så snart vi kommer ind i dalen, begynder det at sne og sigtbarheden nedsættes betydeligt. Nå, det er nok blot en enkelt byge.
Til venstre for os på Øvre Leirungen er der åbent vand, så det er bedst at holde lidt til højre. Men vi får ikke holdt nok til højre. Løjpen er ikke markeret i terrænet, men er faktisk helt til højre på kortet. Vi føler, at det måske ikke er helt sikkert at gå så langt ude på isen, for pludselig giver den efter under mig og vandet fosser op på isen. Jeg når at komme fri, inden jeg bliver våd og advarer om at gå i en bue uden om. Vi bliver mere agtpågivende og undgår de mørke pletter på sneen/isen. Vi lægger sporet, hvor kviste og græs stikker op gennem sneen. 
På hjørnet ved første udløber på Knutshøe er snevejret taget til, så jeg vil lige tage en kompaskurs for at sikre mig retningen. Men kompasnålen sidder fast! Frosset? Hvad er dette for noget? Kan kompasset ikke klare blot -5 grader? Sådan noget må ikke ske. Fremover tester jeg mit kompas i dybfryseren, inden jeg tager på tur. Godt at jeg kan læse kort uden kompas! 
Snevejret stilner af, da vi glider ned gennem skoven til Nedre Leirungen. Her kan det være lidt vanskeligt at komme ned - også fordi der er en del hegn. Vi glider over søen mod Leirungsbuin og de gamle sæterhuse.

Hjemme pakker vi skiene, bader og skifter til rejsetøj, for desværre skal vi køre hjem i nat. En uge fuld af aktiviteter, er bare gået alt for hurtigt.