Troldhaugen - Edvard Griegs hjem i Bergen
På denne ferie i Norge besøger jeg den store norske komponist Edvard Griegs hjem, Troldhaugen, der ligger lidt uden for Bergen.
Norge
Hovedstaden i Norge er Oslo.
Befolkningstal: Ca. 5,2 mio.
Areal: Ca. 385.203 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo.
Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.
Mere information:
Til Troldhaugen
Troldhaugen ligger kun otte km. syd for Bergen og det tager mindre end et kvarter at køre derud fra centrum. Der går offentlige busser til området, hvorfra der er kort spadseregang til dette levende museum. Du kan også vælge at stå på en guidet byrundtur, hvor Troldhaugen ofte er med. På turistkontoret har jeg anskaffet mig "Bergenskortet", der giver rabat på diverse entréer og på transport. "Bergenskortet" er personligt og gælder i 24- eller 48 timer og kan købes flere steder.
Edvard Grieg Museum
Troldhaugen er en af Norges allerstørste attraktioner og ligger i naturskønne omgivelser ned til søen Nordåsvannet. Da jeg ankommer, spadserer jeg til museumsbygningen, Edvard Grieg Museum, hvor jeg kommer ind for halv pris med mit "Bergenskortet" og får udleveret en lille mærkat til at klister på tøjet, så alle kan se, at jeg frit kan bevæge mig på området.
Edvard Grieg Museet, åbnet i 1995, har naturligvis en permanent udstilling om alt vedrørende Edvard Griegs liv (1843-1907) og hans danskfødte hustru sangerinden Nina Hagerup. Her findes et utal af skitser og malerier fra tiden, ligesom mange af de originale skitser til Griegs kompositioner kan ses her. I museets reception findes et større udvalg CD’er med forskellige indspilninger af de mest populære værker som f.eks. Peer Gynt Suiterne (mere norsk kan det næsten ikke blive), a-mol klaverkoncerten (komponeret i Danmark) samt diverse sange og lyriske klaverstykker etc.
Villaen
På toppen af Troldhaugen, højt over Nordåsvannet, ligger Villaen med en formidabel udsigt ud over søen. Villaen blev tegnet af arkitekt Schak Bull og bygget i 1884-85 i en let schweizer-stil. Her boede Grieg-familien hver sommer fra 1885 og frem til Grieg døde i 1907. Næsten hver sommer var Grieg og Nina på turné i hele Europa, for at give koncerter - både som pianist og dirigent var Grieg efterspurgt.
Villaen er udsædvanlig velbevaret såvel ude som inde, hvor inventaret er det originale og som står "urørt" som det var, da Grieg gik bort. I stuen findes bl.a. Griegs Steinway-flygel, en gave til sølvbrudeparret i 1882. Instrumentet er stemt og benyttes ved specielle lejligheder som f.eks. ved intimkoncerterne under Festspillene i Bergen eller ved private arrangementer. Det hænder også at museumsdirektøren sætter sig ved flyglet til glæde for de besøgende.
Koncertsalen "Troldsalen"
I 1985 byggede man en kammermusiksal med plads til 200 tilhørere. Der ligger smukt nedsænket i en slugt i terrænet og med græs på taget, der gør, at denne betonbygning alligevel falder godt ind i landskabet. Koncertsalen er omdrejningspunktet for en omfattende koncertvirksomhed, med mere end 20.000 tilhører på årsbasis. Det er primært koncerter med Griegs musik, der spilles, men andre komponister spilles naturligvis også.
Troldsalen er smuk med væggen bag solisten i et stort glas-panorama, der giver tilhørerne mulighed for at se ned til komponisthytten. I Troldsalen holdes der faste sommer- og efterårskoncerter samt en række andre koncerter og arrangementer året igennem.
Lille mand - stort geni
En lille sti fører ned langs Troldsalen mod Komponisthytten. På vejen står en lille statue af denne store mand. Men statuen viser Grieg i fuld figur - 151cm. høj. Lille mand - stort geni.
Komponisthytten
Denne lille hytte helt nede ved vandet var Griegs arbejdssted. Her kunne han få den fornødne ro og bruge sin skaberkraft. Hytten står urørt som Grieg forlod den. Det opretstående klaver ved den ene væg, en sofa ved den anden og et simpelt arbejdsbord foran vinduet ned mod søen.
Grieg fik tidligt øre for den traditionelle norske folkemusik og fik om nogen vist omverdenen den norske musikalske rigdom gennem sin musik.
Griegs gravsted
Jeg går tilbage over bakken og ned omkring næsset for at finde Griegs gravsted. Men jeg finder ingen traditionel grav i jorden med kors og blomster. Grieg har derimod valgt at blive begravet i en grotte oppe i den lodrette klippe - med udsigt ud over den naturskønne sø.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser