Vandretur i Ryfylkeheiene

Jeg kan høre helikopteren. Forsigtigt kravler jeg på alle fire hen til klippekanten oppe på Kjerag, men lægger mig på maven og maver mig det sidste stykke, så jeg får hovedet ud over kanten og kan se ned. Dernede - 700 meter under mig - hænger helikopteren. Det gyser i mig. Afstanden ned til vandet er ca. 1.000 meter. Jeg maver mig tilbage fra kanten, rejser mig igen og fortæller min hustru, hvad der sker. Hun skal ikke hen til kanten!

En uhyggelig aften!

Dagen før kom helikopteren hen under aften til Lysebotn og satte et par folk af. Vi lå i teltet på campingpladsen og skulle selvsagt ud at se, hvad der skete. Det ser ud som om, det er nogle bjergbestigere, der starter deres tur med helikopter. De har reb og andet udstyr med. Jeg kan sagtens forestille mig, at de skal fragtes ud til en af de høje lodrette klippevægge for at kravle opad i et par dage. 
Helikopteren letter igen og flyver lidt ud over fjorden. Den kredser rundt derude. Igen og igen! Det er blevet mørkt og vi kan se, at den har projektøren tændt. Den kredser fortsat derude. Bliver den mon ved hele natten? Nu kommer der en speedbåd ude på fjorden - for fuld gas. Et par betjente går i land. Der må være noget galt og jeg spørger en af betjentene, hvad der foregår. "Det er nummer syv i år" svarer han. En mand har kastet sig ud fra Kjerag, for at gøre en ende på sit liv. Ingen tvivl om at denne metode er effektiv, men bestemt på ingen måde behagelig for de reddere, der skal rydde op. Så det var det, de "bjergbestigere" skulle. Sent på aftenen kommer helikopteren tilbage til bygden. "Vi har søgt efter ham og nu ved vi, hvor han ligger."

På Kjerag

Vi kører dagen efter op ad Ørnesvingene fra bunden af Lysefjorden. Først køres der ind i fjeldet, hvor der er et 360 graders sving og senere i hårnålesving op, op, op. Ved Øygardstøl parkerer vi bilen og går op mod Kjerag. Visse steder er det så stejlt, at der er sat jernstænger i fjeldet, hvorpå der er spændt kæder, som vi kan holde i og trække os op. Efterhånden som vi kommer op, bliver udsigten dramatisk. Dernede langt under os ligger Lysebotn for enden af Lysefjorden.

Vi er helt alene, da vi kommer op på plateauet Kjerag. Fjeldvæggen går lodret 1.000 meter ned i fjorden. Imponerende. Et sted går klippen ud over fjeldvæggen, som man så ikke kan se - selv om man lægger sig på maven!
Da er det, jeg hører helikopteren. Og ser, at de ca. 700 meter under mig er ved at samle selvmorderen op. Folk der ønsker at tage livet af sig på denne måde, må virkelig have overvejet situationen. Det kan i hvert fald ikke ske impulsivt, for turen herop til Kjerag tager et par timer og er noget anstrengende.

En overfyldt turisthytte!

Et par dage tidligere var vi kørt til Turisthytten Preikestolen for at overnatte der. Men hytten var reserveret til et privat bryllup. Det var godt nok næstsidste dag i turistsæsonen - og mig bekendt bliver medlemmer af den Norske Turistforening ikke afvist på hytterne i sæsonen. Men det blev vi! En efterfølgende klage til DNT blev forbigået i tavshed! Så vi tog i stedet på Preikestolen Camping. En udmærket plads og med mulighed for at få varm mad i kantinen. 
Dagen efter var det perfekt vejr og vi gik tidligt ind mod Preikestolen. Efter ca. 1,5 time var vi fremme på denne mærkelige klippe, der nærmest hænger på fjeldvæggen 600 meter oppe over Lysefjorden. Er den ikke større, var min første indskydelse. Jeg mindes, at have set billeder med masser af mennesker - og da virkede den meget større.

På Preikestolen

Der var ikke en sky på himmelen og udsynet storslået. Langt, langt ude i bunden af fjorden forsvandt klippesiderne i varmedisen. Forsigtigt kravlede vi på alle fire ud til kanten og lagde os på maven for at "få suget", når man ser ned på fjorden. Vi var kun ti personer på Preikestolen denne tidlige formiddag, hvoraf nogle havde teltet herude i nærheden. Hvor var der roligt. Langt nede i fjorden gled en færge sagte gennem vandet og trak lange dønninger efter sig i det stille vand. Det var svært at løsrive sig, men vi havde en lang dag foran os, så efter ca. en time begyndte vi nedstigningen. Men da var det norske folk vågnet! Ustandselig måtte vi gå til side, da der var folk på vej op. I lange køer asede folk sig opad. Nogle sågar i sandaler! Jeg tror vi mødte ca. 300 mennesker på vej op, så vi var mere end glade over, at vi havde været tidligt oppe den dag.

Vandreturen starter ved Børsteinen mod Sandvatn

Vi er nu kommet ned fra Kjerag og kører videre østover ad landevejen. Ikke langt fra turisthytten Børsteinen parkerer vi bilen i vejsiden. Den turisthytte er udgangspunkt for denne vandretur i Ryfylke. Da vi kommer frem til hytten, møder vi to gæve norske gutter der bare skal have en enkelt dag på fisketur. De benytter så hytten som udgangspunkt og til at hygge sig i. Og det gør de. Store saftige bøffer - de kan dårligt være på stegepanden - bliver tilberedt. Så tung mad vil jeg nok ikke slæbe med på en fjeldtur - selv om jeg kunne misunde dem bøfferne!
Perfekt vejr, køligt, klart og ingen vind. Vi bevæger os langs søer og i højfjeld på vej mod Sandvatn. Her er ingen buske og mange steder ses blankfjeldet. Hvor er det herligt at være helt alene i fjeldet. Her kommer den gamle floskel "hør stilheden" til sin ret!

Fra Sandvatn til Blåfjellenden

Umiddelbart efter at vi har passeret stien til Langvatn, fortsætter en tydelig mærket sti ned mod Sandvasskilen, som vi følger. Vi når dog kun nogle 100 meter før jeg finder ud af, at der er noget galt. Vi går tilbage og i stedet for at gå lige frem, går vi lidt til venstre over et lille vandløb og finder et andet spor. Her er ikke mærket særligt tydeligt (hvilket jeg har gjort DNT opmærksom på), så det er vigtigt hele tiden at følge med på kortet, så vi ved, hvor vi er. Fremme ved Sandvatn har vi hytten for os selv.

Blåfjellenden ligger flot

Da vi næste dag begiver os videre mod Blåfjellenden, er det overskyet, men klart vejr, så vi kan se langt. Vi kommer op i 1.078 moh. Det er en kort tur og vi når lige frem til hytten, da det begynder at regne. Igen har vi hytten for os selv. Efter at have tændt op i brændeovnen sidder vi inde bag det store panoramavindue og nyder udsigten. Blåfjellenden ligger særdeles flot med en enestående udsigt ned i dalen. Eneste ulempe er, at jeg skal ned i elven for at hente vand - ca. 50 meter nede!
Pludselig vælter der en stor, våd nordmand ind i hytten. Han krænger regnslaget af sig, men siger i øvrigt ingen ting. Han har intet udstyr med sig og ingen mad. Men en pakke, solidt indpakket i brunt papir. Han brygger kaffe og jeg spørger lidt til ham. Nå, han er opsynsmanden og langsomt "tør han op". Han sætter sig ved bordet og byder på kaffe. Han har "sygemeldt" sig fra arbejde i dag for at tage herud med en ny rude. Han kommer på hytten mindst én gang om ugen - for det meste to gange. Går frem og tilbage samme dag og overnatter sjældent. Vi taler om de mange boringer i fjeldet, der fører vandet fra søer og elve ned i turbinerne for at lave strøm. "Norge er snart mere hullet end en schweizer-ost" siger han og griner. Så efter at vi har drukket kaffen, trasker han igen ud i regnen og forsvinder op i bakken. Vi er så igen alene i hytten.

Op gennem Blåstøldalen

Fjeldvandringen i Ryfylkeheiene fortsætter mod Langvatn i gråvejr. Længere oppe i Blåstøldalen bliver det regn og tæt tåge. Nogle gange er tågen så tæt, at vi ikke kan se mere end ca. 20 meter frem. Det er en frodig dal og her er masser af multebær - modne og herligt søde. Og så er her får. De er på engang både nysgerrige og sky. De viger, når vi kommer, men følger med hvor vi går! Længst oppe i dalen er en lille stigning og her er en dæmning og bag den falder vandet ned i en tunnel til kraftanlægget ved Flørli. Der er tydeligt afmærket.

Blandt fårene

Fremme ved turisthytten Langvatn har vi det atter for os selv - det vil sige, her er en masse nysgerrige får. Vi fyrer op og får varm chokolade til at lune os på. Ud på eftermiddagen klarer det lidt op, samtidig med at blæsten tager til. Nu stormer det nærmest og vinden (kulden) piber ind gennem de utætte vinduer. Der er jo ikke meget at foretage sig end at hugge lidt brænde og slå tiden ihjel med kortspil.
Da jeg tidligt næste morgen er ude på naturens vegne, ser jeg nogle personer på lang afstand komme ned mod hytten. Jeg skynder mig ind og siger: "Du må hellere stå op, der kommer nogle". Det viser sig at være seks bønder der sammen med deres hunde skal ud at drive fårene sammen. De spørger om vi har set nogle! Jo, det har vi da! Vi inviterer dem ind på en kop kaffe og taler lidt med dem. De skal samle ca. 1.000 får sammen i dag. Det ville have været spændende, at se sådan en flok samlet her, men vi skal videre tilbage til bilen i dag.
Bønderne med deres hunde forsvinder i hver sin retning over fjeldet og ned i dalen, medens vi gør hytten ren efter brugen.

Tilbage til udgangspunktet

Så går vi langs vandet visse steder helt nede på stenene i vandkanten og forbi vandfald og ender på en lille grusvej. Herfra er det bare at følge stien og dreje af til højre ved asfaltvejen og fortsætte ca. 10 km! Vejret er fortsat gråt, men det holder da tørt. 

Medens vi går, tænker vi på det gode vejr, vi tidligere har haft og er enige om, at én dag med godt vejr i fjeldet nemt opvejer tre dage med dårligt vejr. Det er nok derfor vi igen og igen vender tilbage til de norske fjelde.