Vandretur over Dovrefjeldene

Forbi moskusokser

I går kørte vi til Kongsvold Fjeldstue, hvor vi overnattede i de gamle bygninger. Vi er i dag gået op gennem skoven til ca. 1.100 moh. og er ikke gået ret langt, før vi ser de første moskus, der går og græsser på behørig afstand. Moskusoksen rejser sig op og går et par skridt ud på vandrestien. Hunnen og ungen bliver liggende. Oksen ser ikke helt venligsindet ud, så jeg tror, det er bedst, at vi går lidt væk fra stien og ned bag bakken, så den ikke kan se os. Vi slår en bue ned ad fjeldet og rammer igen vandrestien nogle hundrede meter længere fremme - godt forbi moskusfamilien. Vi er på vej ind mod turisthytten Reinheim.

Snøhetta i det fjerne

I det fine vejr kommer vi hurtigt frem Til turisthytten og har et flot udsyn mod Snøhetta - Dovrefjeldenes højeste bjerg. Planen er at bestige Snøhetta fra Reinheim næste dag.

Jægeren på Åmotdalshytta

Da vejret næste morgen ikke er til at bestige Snøhetta, går vi videre mod Åmotdalshytta. Der ligger et fint tyndt lag sne, men ikke mere, end det i løbet af dagen smelter. Vi er tidligt fremme ved hytten, som tilses af en norsk "storvildsjæger". Jagten på ren er gået ind og han viser stolt det dyr, han har hængende parteret i skuret ved siden af. Og medens jægeren atter går ud - han skal røgte sine garn i søen - hugger jeg lidt mere brænde, som de næste gæster kan få glæde af. Lidt senere kommer to danske par, som også er på vandretur. De skal ad en anden rute end os - over Lonnechenbua til Gammelsæter - hvilket er en temmelig lang dagtur.
Da jægeren vender tilbage, umiddelbart efter at det er blevet mørkt, har han en skål friskplukkede multebær med til os. Herligt.

Mod Grøvudalshytta

Det er fint vejr, da vi går videre mod Grøvudalshytta. Vi vælger at gå over fjeldet Salhöa, men da vi har gået et par timer, bryder et voldsomt snevejr løs. Det er klart, at vores tempo sættes gevaldigt ned, da stenene bliver glatte. På ingen tid sner spor og T-mærkningen til og vi kan ikke se 50 meter frem. Vi er næsten oppe i sadlen ca. 1.700 moh. I løbet af kort tid ligger her nogle steder så dyb sne, at vi ikke kan se hvad vi træder i og vi glider da også. Vore handsker er våde og vi fryser om fingrene. Sigtbarheden bliver forværret og det er ikke sjovt, men beslutter ikke at vende om - vi kan alligevel ikke nå tilbage til hytten, inden det er mørkt. Jeg kan fornemme fjeldet omkring mig. Her går det ned og her foran til højre, går det op. Naturligvis har jeg løbende fulgt med på mit vandrekort, så jeg ved nogenlunde, hvor vi befinder os. Jeg tager kompasset frem og går efter det et stykke tid. Der er ingen røde T-mærker at se. Her er en lille gletsjer og så er vi over sadlen.

En nat i sneen

Her er en sø, så ved jeg præcis, hvor vi er. Vi følger en lille bæk nedad og kommer til et lille plateau, hvor vi kan slå telte op for natten. Selv om jeg tit er gået fra hytte til hytte, har jeg altid mit telt med. Dels fordi jeg vil have muligheden for at telte på de skønne steder, jeg pludseligt får lyst til, dels fordi mange af de ture vi vandrer, har stor afstand mellem hytterne. Jeg har også mad med til et par dage, så det er ikke uden forberedelse, at vi slår teltet op i sneen. Men der er intet at stikke pløkkerne i - udover sneen. Jeg binder teltet fast i nogle toppe fra de buske, der fortsat stikker op af sneen. Vi smider rygsækkene ind i bunden af teltet, så flyver det ingen steder. Medens konen indretter sig i teltet og pakker liggeunderlag og soveposer ud, går jeg ned til elven og henter vand. Hvor er det koldt. Selv om jeg har handsker på ryster mine hænder, da jeg stikker dem ned i vandet. Hurtigt kommer jeg tilbage og ind i teltet og får spritapparatet tændt og varmet middagen til os. Der bliver hurtigt dejligt lunt i teltet. 
Den større aftenvask i bækken springer vi over i dag og efter en kop varm chokolade indretter vi os for natten. Humøret er bedre, da vi ligger i de lune soveposer. Men det sner fortsat og det er nødvendigt at banke sneen af teltet i løbet af natten for ikke at risikere at sne inde og derved få iltmangel. Så vi ligger og banker sne af teltet til klokken bliver omkring 02, hvor det stilner af og vi falder i søvn.

En vidunderlig dag

Sikke et vidunderligt syn der møder os, da jeg næste morgen åbner lynlåsen til teltet og kravler ud i sneen. Høj blå himmel. Sneen der ligger på fjeldet og nede skoven er træerne dækket med tung sne. Vi får varm grød og the og efter en god time er vi igen på farten. Det vil sige, det går meget langsomt, for vi kan ikke se, hvad vi træder i. Støvlen forsvinder i den dybe sne. Vi skal passere en lille sø, Littvatnet, 1.136 moh., som er ca. 200 meter lang. Der ligger store sten langs bredden, der er dækket af sne. Under og mellem stenene er der vand. Vi kravler på alle fire frem over stenene og må være yderst forsigtige for ikke at glide ned i vandet. Handskerne er fortsat våde og hænderne bliver igen kolde af at være nede i sneen. Det tager godt en time at passere denne lille sø og snart er vi nede, hvor skoven starter. Men hvor er sporet? Der har løbet en elg, så lad os følge dens spor. 

Sneen falder ned i hovedet på os, når vi rører grenene, men fremad skal vi. Det taget tid, men flot er det, at opleve årets første sne her i starten af september. Vi følger elven Grøvu, går over hængebroen ved Storvollsætra og er midt på dagen fremme ved Grøvudalshytten. Her er vi alene og fyrer op, så vi kan få tørret telt og tøj. Ah, hvor gør et varmt fodbad godt! Vi spiser og snart efter er humøret atter højt. Vi hygger os med lidt krydsord og levende lys, indtil vi trætte går til ro i hyttens køjer.

Mod Gammelsæter

Næste morgen er vi tidligt oppe. Vi skal have pakket vores tørre tøj og telt og efter rengøring af hytten kan vi forlade den i fint solskin. Turen ned gennem dalen følger en lille grusvej, hvorfor den er let gået. Vejret er pragtfuldt og vi har samme flotte udsigt som i går: Blå himmel og snedækkede fjelde, med den grønne skov, nu solen har fået bug med sneen på træerne. Det er som at være med på et postkort, med alle de farver! Under en pause sidder jeg på en sten og roder lidt i sneen - og hvad får jeg fat i? Masser af blåbær. Herligt forfriskende!

Nu bliver det varmt og sneen forsvinder lidt efter lidt på stien, som vi følger langs med fjeldet gennem skoven til Gammelsæter. Sæteren er et herligt sted, hvor et par gamle huse med lavt til loftet er indrettet som turisthytter.

En flot udsigt fra hytten

Vi får fyrret op og medens der bliver varmt i hytten, sidder vi i solen og nyder udsigten mod de snedækkede fjelde. En udsigt man ikke kan blive træt af. Her skal jeg engang tilbage til. I hyttebogen kan vi læse, at vores fire danske venner fra Åmotdalshytten har haft en frygtelig tur i snevejret forrige nat. De var naturligvis også blevet fanget af sneen, men var fortsat frem til hytten, som de nåede kl. 22 i bælgravende mørke. Her stoppede deres vandretur.

Mod Dindalshytta

Næste dag er det fortsat fint vejr og vi fortsætter mod Dindalshytta. Da vi når frem, er her allerede overfyldt af mennesker (de første vi møder i tre dage) og alt roder. Det har vi ikke lyst til at være del i, så vi går op i fjeldet mod Pershøa for at komme videre mod Tronddalen og ned til Driva. Men oppe op fjeldet ligger sneen fortsat dyb og vi beslutter derfor at vende om og gå langs Dindøla ned i dalen.

En venlig nordmand

Vi er gået langt de sidste par dage og det slider på fødderne at gå nedad. Støvlen er begyndt at gnave, så da der kommer et gammelt folkevognrugbrød, stopper vi bilen og får et lift nedad. Bonden har været ude på Veggasætra for at se til sine får, der igen er blevet jagtet af jærv. I dag fandt han to døde dyr! Jeg spørger forsigtigt, om han har tid og lyst til at køre os helt til Kongsvold, hvor vores bil er parkeret. Jeg vil naturligvis give ham 500 kroner for ulejligheden, men han må lige hjem og spørge sin kone til råds! Så vi bliver kørt hen til hans gård ved Hol. Han løber ind i huset, men kan ikke finde konen. Nå, så åbner han porten til sin lade og kører - til vores overraskelse - en ny stor stationscar frem.
- Med denne går det lidt hurtigere, siger han, og en time efter sidder vi i vores egen bil på vej mod Danmark med minderne fra en "dramatisk" vandretur i Dovrefjeldene og en meget venlig nordmand.