Vinterfjeldet omkring Gjendesheim

Med natbus til Gjendesheim

Vi har det forbavsende godt efter en nat i sidde/hvile-bussen, der har bragt os fra København til Den Norske Turistforenings (DNT) hytte Gjendesheim i Jotunheimen. Det er første gang vi er kørt med natbus, efter at liggevognene blev taget ud af drift, og det skal siges, at der var god plads på sæderne og at det blev til adskillige timers god søvn. 
Så snart vi ankom til Gjendesheim, fik vi travlt med at aflæsse fødevarer, som skal bruges på denne fællesrejse, blive indkvarteret, få lidt frokost - og så i øvrigt komme ud i sneen.
Det er Mister Gjendesheim - Olav Gaute Vole - der tager imod os. Han kender om nogen til Gjendesheim og omegn, som han nærmest har fået ind med modermælken. Han kom første gang på Gjendesheim i 1959, da hans forældre blev bestyrere af turisthytten - en af de ældste i Norge. Denne tjans har han "arvet" og har siden 1975 bestyret Gjendesheim. Han har netop kørt et par af løjperne op, så de er klar til at tage imod gæsterne

Nedre Maurvangsruten

Det er en usædvanlig kraftig vind, der stormer ind vestover søen Gjende og rammer turisthytten med fuld drøn. Oppe på kanten af Veslfjellet lige bag hytten fyger sneen ud over fjeldkanten, men ud skal vi. Ud for at få benene rørt og muskulaturen opløst. Olav Gaute har advaret os om ikke at komme for tæt på oset fra Gjende (udløbet i Sjoa-elven), hvor isen endnu ikke er helt sikker. Så vi bliver bedt om at følge løjpen - hvor snescooteren har kørt - her er isen mindst 14 cm. tyk.
Det er en udfordring at komme ned på isen, som næsten er blank, da sneen er føget væk, men vi får kæmpet os over på den anden side og har nu kraftig medvind og bliver "blæst" ned mod Maurvangen. Her følger vi den lave rute og kommer lidt i læ i skoven efter campingpladsen, hvor det er glædeligt at se, at flere og flere vintercamperer. Vi glider ned til søen - Sjodalsvatnet - og vil over på den anden side til Bessheim Fjellstue. Her møder vi igen den stærke blæst. Vinden kommer i så stærke ryk, at det er umuligt at stå fast og blive i sporet. Vi nærmest løftes ud af løjpen og må læne os nok så meget fremad og kæmpe os over isen - over i læsiden. 
Det er blevet sent og der er ikke tid til chokolade og varme vafler på Bessheim. I stedet følger vi den lave løjpe tilbage mod Gjendesheim og er fremme efter ca. 10 km., da skumringen tager over.

Opvarmning i Leirungsdalen

Det er mildt, klart med spredte skyer og dagens tur går gennem Leirungsdalen. Heldigvis er vinden løjet noget af, men blæser fortsat frisk. Turen er planlagt med uret, så vi kommer til at gå lidt i læ af fjeldene og have medvind, når vi efter frokost kommer ud på Gjende. Vi tager retning mod søen Nedre Leirungen og fortsætter op på venstre side af Varga-elven, hvor sneskavlerne hænger som flødeskum ud over elvens læside. Men vi har Allan med - en erfaren turleder - som ved, hvorledes vi kommer sikkert og let over elven og ind i Leirungsdalen. Det er forbavsende, så meget fjeldene her skærmer for vinden og vi da passerer Knutshøes knudrede fjeldtoppe, søger vi over under Veslløyfttinden, hvor vi i læ kan spise frokosten og samtidig nyde udsigten op gennem dalen, vi er kommet igennem. Det er let at "hoppe" over fjeldet ved Øvre Leirungens udløb i Gjende. Vi skal naturligvis ikke gå nede i kløften, hvor der er vandfald/isfald og ind i mellem åbent vand, men op over bakken forbi den gamle stenhytte Rathbonebue.

Med vinden i ryggen

Det var englænderen Theodor Rathbone, der byggede den oprindelige hytte til brug for renjagt i 1857, og den nuværende hytte er genrejst i starten af 1970’erne. Et lille skilt inde i den noget luftige hytte - vinden og sneen piber ind mellem stenene - fortæller lidt om hvem der medvirkede til genrejsningen.
Nede på Gjendes is har vi som forudset vinden i ryggen. Allan og Karen monterer deres vindsæk på skistavene for at skabe et sejl, der kan bringe dem hurtigt hen over isen. Vi andre får også prøvet denne mulighed, men trasker lidt efter hjemad i scootersporet.

Gåpåpiggens udfordringer

Ovre i skoven - lidt efter at vi har passeret Maurvangen - påmonterer vi skifællerne, da vi skal stejlt op gennem skoven - op på højfjeldet. Så står vi fast, når vi går opad og kan undgå sildebenene. Flere steder oppe over trægrænsen er sneen omdannet til is og her gør skifællerne også stor nytte. Der spares mange kræfter og tilbageglid undgås. Vi går op mod et særligt flot klippefremspring i et skarv og er kommet så højt op at vi kan se den berømte Besseggen lige ud for os - på den anden side af Gjende.

Sol og perfekt glid

Gruppen er blevet lidt spredt, men alle har retning mod Gåpåpiggen, som er dagens mål. Netop som vi når frem og stiller skiene for på gåben at forcere den sidste del af toppen, bryder solen igennem skyerne og vejret klarer helt op. På øst- og nordsiden af Gåpåpiggen er sneen helt ideel - løs styresne på en fast og jævn bund - så vi får rigtigt udnyttet vore forskellige svingteknikker ned ad fjeldet. På bagsiden af Gåpåpiggen - medens vi endnu har solen - får vi gravet nogle sæder og indtager frokosten med udsigt over mod Sikkilsdalen og Sjodalsvatnet.

Gennem jomfruelig sne

I store zig-zag sving glider vi ned ad nordsiden. Det er bare perfekt. Ganske få meter fra løjpen kan vi glide hen til kanten af Sikkilsdalen og nyde det betagende udsyn ned over søen i dalbunden.
"Se, ovre på den anden side af søen, der svæver en kongeørn", er der én som råber og ganske rigtigt, en enlig ørn lader sig glide hen over fjeldet og forsvinder, da den kommer ned mod skoven. I fjeldene omkring Gjende hækker to par kongeørne. Men ingen fortæller naturligvis præcist, hvor de holder til!
Så kommer vi længere ned i skoven - helt i læ - og vejret, føret, gliddet - ja, intet kan være bedre. Det er som at stå på ski i Påsken! Et vidunderligt glid i eget spor, gennem jomfruelig sne ned gennem skoven. Nogle tager store bløde sving. Andre tager det mere stejlt og svinger telemark - det bedste de har lært. Alle har vi stor fornøjelse af at vælge hvert sit spor ned gennem den åbne skov. Vi rammer den tværgående lave Maurvangsløjpe og gruppen skilles, da nogen fortsætter over mod Bessheim (og den lokkende chokolade). 
Hjemme på Gjendesheim - efter aftensmad og køkkentjans - er vi samlet foran den knitrende pejs og er enige om, at føret i dag - ned gennem skoven - ikke fås bedre!

Brurskardknappen i gråvejr

Vi håber på at dagens gråvejr letter, da vi begiver os over mod Maurvangen og drejer op i fjeldet mod Brurskardknappen. I skoven tager vi skifellerne på og en halv time efter er vi oppe på fjeldkanten, men har dårlig udsigt i gråvejret. Vi følger løjpen, men går ikke ned mellem Nordre- og Søndre Brurskardknappen, men fortsætter af den stukne (med birkegrene) rute videre frem mod Heimdalsmunnen. Her glider vi ned på den lukkede vej 51 der, når sneen ikke længere ligger her, fører trafikken over Valdresflya mellem Beitostølen og Gjendesheim. Desværre klarer det ikke op og turen bliver ikke den oplevelse, vi havde set frem til - men ugen på Gjendesheim er jo langtfra slut endnu, så mon ikke der kommer en mulighed senere?

Stegte rensdyrhjerter i sneen

Klokken er 21. Vi har spist og køkkenholdt på denne fællesrejse er færdige med opvask og oprydning og vi er alle parate til aftenens arrangement - ude på søen. Det er klaret op og vinden har lagt sig. Perfekt. Iført varmt skitøj og pandelampe tager vi skiene på og glider nogle hundrede meter hen langs søbredden, hvor turlederne allerede har forberedt et bål i sneen og tændt is-lys, som lyser ganske godt op i aftenmørket. Vi sidder rundt omkring det knitrende bål og hygger os med lidt kaffe og varme pølser, da Olav Gaute dukker op. Med sig har han sin stegepande og lægger noget på panden som stikkes ind i bålets gløder. Snart er her en liflig duft af stegt kød. Så hælder han lidt fløde på og krydderier og svitser det hele igen og igen over den åbne ild, mens han vender kødet med sin lommekniv. Så er retten færdig og vi får alle lov til at smage denne himmelske mundfuld - stegte rensdyrhjerter.
Da vi senere går hjemad, slukker vi pandelamperne og kan skue op mod en stjerneklar himmel, hvor tusindvis små lygter blinker ned til os i nattefrosten.

Iglo-bygning

Dagen i dag er afsat til at træne lidt i at bygge snehule, iglo og nødhule. Skulle uheldet være ude og du bliver mødt med snestorm eller tæt tåge eller af anden årsag bliver nødt til at blive på stedet, er det godt at have prøvet at bygge en midlertidig bolig ude på fjeldet. Skal du først til at "lære" det, når det virkeligt gælder, kan der opstå problemer. Derfor dette råd: Benyt enhver mulighed for at prøve at bygge snehule, iglo eller nødhule, medens vejret er godt.
I dag fortsætter nattens klare vejr og vi er derfor nogle, der i -21 grader og i flot solskin, går lidt op i fjeldet ad den høje løjpe mod Bessheim og finder et passende sted til at bygge huler i. Heldigvis har Ruby Rejser medbragt overtræksstøvlebukser, der gør, at vi ikke bliver for våde og samtidig kan holde varmen. 
De af os der ikke selv har snespade med, kan låne en. Og under behørig instruktion af turlederne, går vi i gang med at bygge en "overlevelsesbolig" i sneen. At bygge huler tager tid og kræver teamwork. Kun den meget rutinerede kan bygge sig en bolig på under 40-45 minutter. Så regn med at det tager mindst 1-2 time at bygge en hule eller en iglo - eller grave sig ordentligt ned i sneen.

Frokost på Besseggen

Vidunderligt som højtrykket har stabiliseret sig over Jotunheimen. Igen i dag er det helt skyfrit og fortsat -21 grader, men det holder os bestemt ikke inde. De fleste gæster tager med på dagens skitur mod Besseggen, der er en smal afsats mellem den højtliggende sø, Bessvatnet, og søen Gjende flere hundrede meter nedenfor og er et af de helt store tilløbsstykker om sommeren, hvor flere tusinde mennesker vandrer denne traditionsrige tur.
Men om vinteren kan ruten ikke gås - ikke med ski, men måske med snesko, hvis man har tid nok! Vi skal i dag forsøge at komme op på kanten af Beseggen og følger den høje rute mod Bessheim, men bliver oppe i fjeldet og går efter kvistningen mod Glitterheim.

Over Bessvatnets is

Oppe ved kanten af Bessvatnet har vi for første gang direkte udsyn med det mægtige fjeld Besshøe, der rejser sig 2,258 meter over havet. Foran os ligger ca. seks km hen over isen, som heldigvis er fint dækket med sne, så vi har godt fæste, da vi glider videre.  Vi forsøger at holde os i solen, hvor det er muligt, da det tydeligt kan mærkes, så snart vi kommer ind i skyggen, som Veslfjellet kaster langt ud på søen.

På kanten mellem to søer

Så er vi der, ved Bandet, og går lidt op på kanten, hvorfra udsigten er enestående udover Gjende. Vore guider advarer os klogelig om ikke at gå for langt ud til kanten, da der kan være udhæng, som kan brase sammen under vores vægt. Og så er der ingen vej tilbage!
Efter at have taget de første billeder, stiller vi skiene og finder nogle sten et lille stykke oppe ad Besseggen, hvor vi kan nyde vor frokost og samtidigt se langt ind over søen og de bagvedliggende fjelde.

Betagende udsigt

Vi har svært ved at løsrive os fra det betagende udsyn, men vi skal samme vej tilbage og må påregne mindst tre timer til det. Solen er nu gledet så langt mod sydvest, at fjeldet skygger store dele af søen, så det er koldt at glide tilbage. Vi skal ned ad østsiden på Veslfjellet og det er ikke lige let for alle. Nogle nyder muligheden for at lave store telemarksving. Andre tager det mere forsigtigt og plover det bedste de har lært. Enkelte er fornuftige nok til at tage skiene af og gå ned ad den glatte fjeldside. Alle kommer godt ned og vi fortsætter hjem ad den høje rute vi lagde på vejen ud og når Gjendesheim, da tusmørket begynder at sænke sig over Jotunheimen.

Brurskardknappen i solskin

Det er helt mildt i dag, kun -14 og den guidede tur går langs Sjodalsvatnet helt ud til den anden ende af søen og giver virkelig mulighed for at få løbet sig igennem på 28 km. Nogle følger med på denne tur. Andre samler kræfter efter turen til Besseggen i går og løber lidt i nærområdet. Os der ikke fik Brurskardknappen i solskin har chancen i dag og det benytter vi os af. Det tager ca. en time at komme op på østsiden af Nordre Brurskardknappen og min teori om at kunne se længere ind mod Jotunheimens store fjelde længere oppe ad fjeldet, gør, at vi går et stykke op - og væk fra løjpen. Oppe på kanten af Knappen kan jeg imidlertid ikke se meget mere end ved at blive i sadlen mellem Nordre- og Søndre Brurskardknappen. Men udsigten mod Knudshøe, Gjendehøe og det bagvedliggende Besshøe er meget flot i det fine vejr.

Alene med stilheden

Vi glider ned og følger løjpen fra forleden. Ved den lille fiskerhytte på kanten af søen, Brurskardtjønne, spiser vi frokost, medens vi lader solens stråler varme vores ansigter. Vi fortsætter langs Søndre Brurskardsknappen og har fin udsigt ned mod Heimdalen, inden vi glider ned langs Langberget. Men vi glider ikke direkte ned på landevejen, men bliver oppe på fjeldsiden, så vi kan glide nedad på et langt stykke inden vi rammer landevejen. Et sted har vind og vejr blotgjort en stor sten med masser af forskellige lav og mosser. Et passende sted at drikke en kop te og endnu en gang nyde udsigten - og stilheden - inden den sidste etape hjemefter.

Rundt om Gjendeshøe

Vi skal påbegynde hjemrejsen i eftermiddag, så i dag er der ikke arrangeret nogen guidet tur. Vi tager derfor på en mindre tur - mod uret omkring Gjendeshøe. Ude på søen er det som at gå i en have. Tusinder af "frostblomster" dannet af iskrystaller reflekterer sollyset og skaber en helt speciel stemning, da vi krydser rundt ude på Gjende. Et sted går et sneskospor, som andre gæster tidligere har sat, op ad fjeldet og det følger vi et stykke.

Når man ikke læser kortet ordentligt

"Lad os gå op og nyde udsigten fra toppen", foreslår jeg og fortsætter opad, men sporet går imidlertid stejlt op et sted og vi må bøje af. Jeg går lidt foran. Fjeldsiden, der for det meste ligger i skyggen, er iset og glat med mange sten ragende ud af sneen. Vi får kæmpet os op over en fjeldkant på den vestlige side af fjeldets sadel og til min fortrydelse kan jeg nu se, at vi ikke kan komme videre den vej. På sydsiden af fjeldryggen falder fjeldet brat. Jeg har simpelthen ikke læst kortet godt nok og vi må vende om og gå samme vej ned ad fjeldryggen. Surt, men nødvendigt! Vi må endnu længere ned mod søen for at komme rundt om fjeldryggen, da der ligger mange sten og vi ender med at komme ned ved Leirungsholet og kan her komme over sadlen og ned i skoven ved Nedre Leirunden.

Jo Gjende

Hen over isen og ind i solen og slappe af med lidt frokost og lidt at drikke på en sten. Vi fortsætter rundt på østsiden af Gjendeshøe på den tidligere kendte løjpe og fremme ved Gjendeoset går vi hen til den gamle hytte fra 1842 som Jo Gjende boede i. Jos egentlige navn var Tjøstolsson Kleppe og han blev født på gården Sygard Kleppe i 1794. Faderen Tjøstol faldt i elven og druknede, da Jo var kun 3 år gammel, og ikke længe efter døde også moderen. En værge tog sig af ham indtil han i 1803 flyttede til gården Heringstad i Heidalen, hvor hans tante og hendes familie boede. Manden til tanten døde, da Jo var 13 år og han blev snart hendes fortrolige på gården, da han nu var den ældste mand. Allerede fra ungdommen begyndte Jo at skille sig ud og holdt sig meget for sig selv. Han var kendt for sit temperament og blev også efterhånden kendt som en fritænker, som hadede kirken og præstevældet som pesten. Han fik tidlig smag for jagt, som skulle blive hans livsstil resten af livet. Allerede i 1812, 18 år gammel, nedlagde han sin første ren og efterhånden blev det til mere og mere jagt for Jo. Til at begynde med var han mest sammen med andre jægere fra bygden. Ved Gjendeosen traf han i 1824 Jakob Snerle, som skulle blive hans måske bedste ven resten af livet.
En periode på ca. 3 år arbejdede Jo som fåreavler. Han købte får i bygderne, fodrede dem op på de frodige enge i Leirungsdalen og drog ned til Christiania (Oslo) med dem, en tur på et par uger. I løbet af disse år lagde Jo penge til side, som han levede af senere, for jagten kastede aldrig det helt store af sig. For det første solgte Jo det meste af det han skød til spotpris, og omkostningerne til kugler, krudt og våben var næsten lige så store som det, han tjente.

Jos hytte ved Gjende

I en alder af 42 brød han op fra Heringstad. Først boede han et par forskellige steder før han flyttede til den nyopsatte hytte ved Gjende i 1842. De næste 8 år boede Jo her både sommer og vinter og kom kun ned til bygden, når han behøvede et eller andet. Tilnavnet "Gjende" fik han, fordi han ustandseligt rodede over den ca. 20 km lange indsø. Vennen Jakob Snerle sørgede for at Jo i 1850 købte sin egen gård til alderdommen. Brurusten hed gården, hvor Jo boede til sin død i 1884. Udover omkring 600 rensdyr (heraf 500 tyre), en mængde ryper og andet vildt skød han også fire- fem bjørne i løbet af sit liv.
Kilde: Jotunpersonligheter.