Barlinek - en perle i det nordvestlige Polen
Barlinek var oprindeligt en tidligere tyske landsby med navnet Berlinchen - "Lille Berlin" - og er i dag fortsat centrum for rekreation og samtidig europæisk hovedstad for stavgang - nordic walking - hvorfor her findes syv forskellige, fint afmærkede vandreruter.
Polen
Hovedstaden i Polen er Warszawa.
Befolkningstal: Ca. 38 mio.
Areal: Ca. 312.679 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 673 km til Warszawa
Mest besøgte attraktion: Den gamle bydel i Warszawa, Krakow og mange af de andre middelalderbyer med paladser, slotte og borge. Men også naturen omkring de Mauriske Søer er værd at besøge.
Mere information:
Nem rejse til Barlinek
Barlinek ligger blot 350 km. fra Gedser-Rostock overfarten, og efter at have besøgt Scandlines Border Shop tager det blot nogle få timer at køre til byen. Mange af mine medrejsende giver udtryk for, at netop busrejser er langt at foretrække frem for besværlige flyrejser med bagagehåndtering, køer ved check-in, security, lang ventetid - og usikkerheden om bagagen nu også kommer frem. Det er langt lettere blot at aflevere bagagen til chaufføren, sætte sig til rette i det tildelte sæde og ikke skulle spekulere på trafikken - eller at skulle finde vej. Man ved, at der står både mad og en seng parat, når man kommer frem.
Ved grænsen til Polen møder vi den polske rejseleder, der har lært sig et forståeligt dansk. På en meget charmerende måde formidler hun sin store viden om landets kultur og politiske forhold gennem tiderne, og taler tydeligt - om end både endelser og udtalen af visse ord får os til at trække på smilebåndet.
Barlineks ældste plads
Oprindeligt blev Barlinek grundlagt i 1278, men efter anden verdenskrig er der ikke meget tilbage fra højmiddelalderen - kun et stykke af den gamle bymur, som dengang omkransede byen.
Det absolutte centrum er markedspladsen - det store torv - i hvis ene hjørne byens varetegn Den Hellige Marias Kirke rejser sig med et 52 meter højt tårn, hvor der på spiret er anbragt et to meter højt forgyldt kors.
Fra markedspladsen er der under 300 meter til Hotel Barlinek, der ligger vidunderligt helt nede ved Barlinek Sø. Har du bestilt værelser mod søen og fået et på første sal, kan du fra altanen se meget af søen og søpromenaden samt kirken - der altid er et godt pejlingspunkt.
Byrundtur i Barlinek
I Barlinek lever omkring 17.000 af Polens i alt ca. 40 mio. indbyggere, og udover at have et rekreativt område, har Barlinek også masser af industri bl.a. Gaspol, der sælger gas, samt et stort savværk med flere end 1.000 ansatte, der bl.a. fremstiller parketgulve. På dagens bustur kommer du et stykke rundt om Barlinek Sø, der er den største af de omkring 50 søer som findes i området og du ser også lidt af den nyere bydel fra 1970'erne bygget på en bakketop - "Den Høje Terrasse".
Busturen slutter på markedspladsen med med et besøge i Den Hellige Marias Kirke, hvorefter du har mulighed for på egen hånd at se nærmere på byen. Fra markedspladsen med fontænen "Gåsepigen" fra 1912, er der ikke langt til den gamle bymur og her ligger Emauela Laskera Parken opkaldt efter byens berømte matematiker og filosof Emanuela Laskera, der var verdensmester i skak fra 1894 til 1921.
Underholdning på Hotel Barlinek
Hver aften servere hotellet gedigen polsk mad bestående af suppe, steg og dessert. Hertil kan købes drikkevarer til priser langt under danske priser. Om aftenen er der forskellig underholdning i spisesalen og de som har kræfter til det, kan få sig en svingom, mens et søskendepar spiller og synger populære sange. En af aftnerne optræder unge konkurrencedansere, hvilket er en fryd for øjet - næsten som "Vild med Dans". Den sidste aften serveres grillmad i havestuen efterfulgt af et glas glüwein omkring bålet midt i hotellets have.
Landbruget ved Strapie
Midt på dagen kører bussen ud til et tidligere kollektivt landbrug i Strapie, der nu er i privat eje. Der er dog ikke så meget at se ved de nedslidte bygninger fra dengang tyskerne regerede i området. I dag er kun hovedhuset vedligeholdt. Besøget starter i den velholdte neoromanske kirke fra 1800-årene, hvor det meget smukt dekorerede træloft er værd at se. Lige ved kirken står et omkring 750 år gammelt egetræ med en omkreds på syv meter. Efter kirkebesøget serverer familien i hovedhuset en typisk polsk landbofrokost - naturligvis med hjemmelavet vodka - en til hvert ben! Vodkaen kan i øvrigt købes med hjem. Efter kaffe og kage er der tid til at se nærmere på de omkringliggende gamle bygninger og de fritstående maskiner.
Sejltur på Barlinek Sø
Der er om eftermiddagen chartret en båd for en sejltur på Barlinek Sø, der på sit dybeste sted er 22 meter. Søen har fire fredede øer, der er reserveret til de mange fugle - svaner, gråænder, blishøns og skarver. Flere kilder under de omkringliggende skovklædte bakker fører frisk vand til søen, hvor vandet er så rent, at det benyttes til drikkevand efter at være gennem byens vandværk. Søen er også meget populært blandt lystfiskerne, der fra tidlig morgen - mens mosekonen endnu brygger - til sen aften ror ud i deres små både for at prøve lykken.
Vandretur rundt om Barlinek Sø
En af byens vandreruter går rundt om Barlinek Sø - en tur på omkring 10 km. Turen skal vandres med uret, hvor mærkningen er tydeligst. Du kan følge søpromenaden, gennem Emauela Laskera Parken og forbi det højtliggende, privatejede, men fredede Løgpalads og andre fine bygninger. En af de nyere bygninger - et stort hus med en pragtfuld have ned til en anden lille sø - er bygget af en polak, der har tjent sine penge som slagteriarbejder i Tyskland. Var han blevet i Polen, havde han aldrig kunne bygge så flot!
På den anden side af søen passeres fodboldstadion og sejlklubben med den offentlige badestrand og du kommer ind i skoven. Her er et lille anlæg ved en af kilderne, som forsyner søen med helt rent vand. Du passerer endnu et feriested Janowo med både gæstgiveri og traktørsted, camping og badestrand. Så bliver ruten mere "øde" og du kan nyde naturen og udsigten ud over søen, hvor det er muligt og træer ikke skygger. Ved søens sydvestlige hjørne bliver stien ganske smal - blot et cykelspor. Undervejs møder du sikkert flere lystfiskere, som fisker fra brinken. En af dem vil meget gerne vise sin fangst - en flot gedde. På sidste del af vandreturen følger du landevejen tilbage til Barlinek. Turen er på ingen måde vanskelig, hvis du er i normal fysisk form, og det tager ca. 2,5 timer at gå turen.
Vandretur til papirmøllen
I Barlinek-området har der tidligere ligget flere vandmøller og den eneste tilbageværende er papirmøllen godt tre km. fra centrum, der i dag er indrettet som museum. Turen derud er en del af en mærket vandrerute og et skilt viser, når du er der. En stenbro fører over en bæk til den gamle møllebygning, hvor møllehjulet viser sig at være inde i selve bygningen, hvortil der kun er adgang efter forudgående aftale!
Bryggeriet i Witnica
En af udflugterne går til byen Witnica, hvor munkene allerede siden byens grundlæggelse i 1262 har brygget øl. I dag er bryggeriet i Witnica, der er fra 1848, kendt for sit anderledes øl, der omfatter en hel række øller med forskellig smag. Efter at have set fabrikken er der mulighed for at smage på øllet. Noget må siges at være ganske anderledes end det vi normalt forstår ved velsmagende øl. Hvinende sødt som frugtøl eller chokolade øl - der sikkert er godt til desserter. Men også meget besk øl, hvor tre forskellige humletyper er anvendt for at fremstille øl som snerper munden sammen, som var det harpiks. De fleste er enige om, at stedets porter er langt den bedste øl - og det er da også den, der bliver købt flest af ved salgsdisken. På en nærliggende restaurant serveres en flot buffet med lækre polske specialiteter, inden vi fortsætter med bussen til byen Gorzow.
Gorzow med mulighed for billige indkøb
De som vil, kører med til byens store indkøbscenter NoVa Park, mens andre får en god times tid på egen hånd at gå på opdagelse i byen. Floden Warta, der er Polens tredje længste flod, løber gennem byen, der har omkring 115.000 indbyggere. Langs floden ligger den genopbyggede flodpromenade med mange caféer og hvor du også kan se fugle i volierer. Bag promenaden ligger byens store katedral, den genopbyggede Jomfru Maria Kirke, der oprindelig er fra slutningen af 1200-tallet.
Gorzow har en lille gågade på godt 100 meter, der leder frem til den gamle bymur fra 1300-årene, hvor der endnu ses rester af de tårne som har beskyttet byen. Her er flere grønne pletter og Gorzow kaldes da også for "Polens Åndehul". På de travle gader kører sporvogne - nogle ganske moderne med aircondition.
Du kan f.eks. besøge det åbne marked, hvor der tilbydes tøj, sko, tasker og andre varer til meget lave priser.
Beskyttelsesrummene i Szczecin
Inden bussen ankommer til Szczecin, der på tysk hedder Stettin, holdes der ved krystalfabrikken i forstaden Dabie. Her er der mulighed for at købe glas med og uden farver, karafler og souvenir til favorable priser, hvilket er populært blandt gæsterne.
Herefter køres til beskyttelsesrummene i Szczecin. Disse beskyttelsesrum stammer helt tilbage fra svenskekrigene, men blev udvidet betragteligt af tyskerne under anden verdenskrig. (Dengang hørte denne del af det nuværende Polen til Tyskland). Under krigens mange bombardementer lød luftalarmen og op mod 5.000 personer fordelt på 3.000 kvadratmeter kunne søge dækning 17 meter under jorden. Men jøder, sigøjnere og udlændinge fik ikke adgang til beskyttelsesrummene! På en guidet tur under jorden i de mange tunneller er vist forskellige plancher og udstillet ting fra den tid. En interessant og informativ rundvisning, som viser en del af krigens uhyggelige følger.
Indkøbscentret Galaxy
I Szczecin, der er en af Polens største byer med omkring 430.000 indbyggere, stopper bussen ved indkøbscentret Galaxy, hvor der er mulighed for at købe lidt frokost og foretage indkøb. Her er alt hvad du kan tænke dig, at et moderne indkøbscenter skal have. Ved siden af indkøbscentret ligger et højhus, hvor du kan tage elevatoren op til 22. etage til Cafe 22, hvorfra der er panoramaudsigt ud over Szczecin.
Hagaterrasserne
På vej ud af byen har bussen et fotostop ved Hagaterrasserne, der er et af de få steder som ikke blev ramt af bomber under anden verdenskrig. Her ligger bl.a. nationalmuseet og ved siden af den klassiske amtsbygning, der nærmest ligner et slot. Szczecin har meget mere at byde på, end der nås på denne bustur, så her kommer du helt sikkert tilbage.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser