Vandretips til vandreferie i Sierra Nevada i Andalusien

Vandring i bjergkæde Alpujarra

 
Vi er i bjergkæden Alpujarra i Andalusiens østlige hjørne mellem Sierra Nevadas snedækkede tinder og Middelhavets blå bølger. Her er små huse og trapper der fører op til andre huse og terrasser, små haver og en vidunderlig udsigt ud over dalen og byens flade hustage. 
Ferreirola må kunne oversættes til "rolig ferie". Her er ingen biler, ingen mennesker at se - kun masser af fuglefløjt. 

Hvide landsbyer og sne på toppen

Vandreturen op forbi Atalbéitar og videre over Pitres, inden vi går op i bjergene. Her findes syv små bysamfund, alle med rødder tilbage til maurisk tid, som for ca. 30 år siden blev samlet i én kommune, fortæller guiden, mens vi vandrer op gennem den rige vegetation. Vi får fortalt, at der her i området dyrkes vin på Europas højst beliggende vinmarker og at området har været beboet langt tid før maurerne kom hertil.
Oppe i passet får vi det første syn af Sierra Nevadas snedækkede toppe. Her er et vidunderligt udsyn over mod de hvide byer, som klæber sig på klippeskråningen og et fint vue ned i Poqueira-dalen, hvor vi skal ned. I det vidunderlige vejr fortsætter vi ned forbi byen Bubión og mod Poqueira-floden. I bjergene møder vi de græssende geder og får som viger til side, når vi kommer. Henslængt i det grønne græs ligger hyrden og bider i et strå. Han ser ikke ud til at blive overanstrengt! Vi krydser floden og fortsætter lidt op i dalen langs med den, inden vi atter kommer over en malerisk lille bro foran endnu et brusende vandløb og kan gå op til turens endemål Capileira.

Hvide landsbyer og sne på toppen

Turen op forbi Atalbéitar og videre over Pitres, inden vi går op i bjergene. Her findes syv små bysamfund, alle med rødder tilbage til maurisk tid, som for ca. 30 år siden blev samlet i én kommune, fortæller guiden, mens vi vandrer op gennem den rige vegetation. Vi får fortalt, at der her i området dyrkes vin på Europas højst beliggende vinmarker og at området har været beboet langt tid før maurerne kom hertil.
Oppe i passet får vi det første syn af Sierra Nevadas snedækkede toppe. Her er et vidunderligt udsyn over mod de hvide byer, som klæber sig på klippeskråningen og et fint vue ned i Poqueira-dalen, hvor vi skal ned. I det vidunderlige vejr fortsætter vi ned forbi byen Bubión og mod Poqueira-floden. I bjergene møder vi de græssende geder og får som viger til side, når vi kommer. Henslængt i det grønne græs ligger hyrden og bider i et strå. Han ser ikke ud til at blive overanstrengt! Vi krydser floden og fortsætter lidt op i dalen langs med den, inden vi atter kommer over en malerisk lille bro foran endnu et brusende vandløb og kan gå op til turens endemål Capileira.

Lokale delikatesser

Her finder vi ind i en lille landhandel med alverdens lækkerier. Her hænger de lufttørrede skinker - jamón serrano - ned fra loftet og her er gedeoste samt honning i alle afskygninger. Og naturligvis olivenolie og meget andet. Medens der handles, smager vi den lokale rosé-vin, der skænkes op til os i caféen inde bag butikken. Vinen kaldes på disse egne "Vino Costa" fordi den dyrkes på bjergene ud mod kysten. Det er ikke nogen kvalitetsbetegnelse og der er stor forskel på de rosévine vi smager. Nogle er milde, andre har mere smag af sherry - men fælles for dem alle er, at de smager godt - efter et par glas! Og når der så bliver serveret lufttørret skinke og oliven til, så er det ikke så ringe endda!

Tur til Trevélez

Vi begynder denne vandretur med at gå ned til kilden med det kulsyreholdige drikkevand. Lidt længere ude kommer vi til endnu en kilde - igen med en anden smag på vandet. Vi følger vandingskanalerne som leder vand oppe fra Sierra Nevada ned til markerne. Gennem et sindrigt system af kanaler kan vand ledes til mindre kanaler og derfra direkte ud på markerne eller opsamles i mindre damme. På et vindomsust hjørne af bjerget gør vi holdt på en tærskeplads, der er belagt med fine flade sten. Her kunne man tæske løs på kornet, så avnerne kunne skilles fra kornet. Og ganske rigtigt ligger alle disse tærskepladser på steder, hvor vinden er så kraftig, at avnerne kan blæse væk. Vi ser mange tærskepladser på vandreturene her i området - alle på yderligt liggende steder med god vind. 

Masser af orkidéer

Vi er et i naturbeskyttet område, så vi må hverken plukke eller beskadige naturen, så det eneste vi efterlader er vores fodaftryk.
Vi kommer gennem meget afvekslende natur. Fra dyrket mark, gennem løvskov og senere fyrreskov og egeskov. Op i åbent alpint landskab og ned gennem maki. Flere nedlagte landbrug passeres og midt på eftermiddagen kan vi foran os se Trevélez. 

I dramatisk landskab til Notáez og Cástaras

En ny dag begynder og fra Busquistar går det stejlt ned i Trevélez-dalen og over en gammel stenbro ved floden. Så skal vi op på den anden side og har udsyn til den dramatiske slugt, hvor Trevélez-floden skærer sig gennem dybt nede under os. Vi passerer bjergkammen og kommer over på den anden side i næste dal. Her er knapt så stejlt og markerne skråner blidt mod syd med bl.a. oliventræer. I landsbyen Notáez henter vi de bestilte madpakker og fortsætter ad små "usynlige" stier videre frem mod Cástaras. På et højdedrag smider vi os i det høje græs og spiser frokosten. Fødderne får lidt luft, mens vandrestøvlerne sættes til "afkøling". 

Turens højdepunkter med udsigter og dyr

Nedturen til Trevélez-floden på tilbagevejen sker i et virkeligt flot og dramatisk landskab. Nok hele vandreferiens højdepunkt. På den anden side af slugten får vi øje på nogle gemser, der springer på klippesiden. Hvor elegant de dog klarer sig på disse stejle klipper. De er ikke de eneste dyr, vi ser på turen. Umiddelbart foran os snor en lille hugorm sig og da vi vil se nærmere på den, lægger den sig sammenrullet på en sten klar til at forsvare sig. Vi er  så heldige at se den gule pirol, der lynhurtigt basker gennem luften fra det ene frugttræ til det næste. Og inden vi går ned i Trevélez-dalen igen, ser vi kongeørnen svæve højt over os. Et fantastisk syn på dagens 25 km.

Langs Rio Poqueira

I dag starter vandreturen fra Capileria, hvorfra vi går ned over Rio Poqueira og følger denne ind i dalen. Fremme foran os har vi flot udsigt til Spaniens højeste bjerg på fastlandet Mulhacén 3.479 moh. (Teide på Tenerife er Spaniens højeste bjerg). Både her og i de andre dale vi har vandret i, kan vi se, at vildnisset langsomt tager over og de kultiverede marker gror til og bygninger forfalder. Dette var dyrket jord for indtil 50 år siden.
Da industrien i bl.a. Tyskland i 60’erne virkelig tog fart og man manglede arbejdskraft, så mange muligheden for at tage arbejde i industrien og tjene flere penge end de kunne ved at drive landbrug her. Koner og børn flyttede til de større byer - Malaga og Granada - og husene blev forladte. Nu er de gamle mænd så småt vendt tilbage til landsbyerne, men kvinderne lever fortsat i de store byer. 

Masser af vand på Mulhacéns skråninger

Et stykke inde i dalen kommer vi til et kraftværk. Her føres vand i store rør ned til turbiner der producerer elektricitet. Efter at energien er taget fra vandet første gang lukkes det atter ud i floden og kan igen benyttes længere nede. På ruten ses flere store grønne firben og en enkelt stor, ukendt slange på godt en meter glider ned i hullet på et tag.
Atter og atter passerer vi små vandløb. Et sted er engen et helt grønt dække af brøndkarse - og naturligvis plukkes lidt til at kvikke madpakken op med. Og vandet. Det er friskt og godt - og frem for alt dejligt koldt. Og så er det ikke engang smeltevand, men vand fra en kilde.

Cortijo de las Tomas og turens højeste punkt

Godt oppe i dalen kommer vi til Cortijo de las Tomas og når turens højeste punkt 2.200 meter over havet. Omkring 300 meter højere oppe findes et overnatningssted, Refugio del Poqueira, der kan benyttes af de som skal bestige Mulhacén. Vi krydser et par af de største vandingskanaler, der bærer vandet fra Sierra Nevada ned til landsbyernes marker - også helt til Ferreirola.

Vandring på gammel æselsti

Fra Almegijar sætter vi kurs op mod et pas for atter at komme over i "vores" dal. Men desværre er dagen præget af regn og skyer, så sigtbarheden er ringe. Nu går det igen ned ad det gamle æselspor, der snor sig langs klippesiden. Sikke et arbejde det må have været i sin tid at finde, bygge og brolægge disse snævre stier.
Det er en flot tur som ender ved en lille bro nede ved landsbyen Fondales der blot er et par huse. Herfra går det ad den kendte sti mod Ferreirola.

Spansk aften

I Ferreirola er der udover alle beboelseshusene kun en bar og der skal vi spise i aften. Guiden har fået arrangeret, at vi spiser her efterfulgt af spansk aften. Efter middagen ryddes det trange lokale og en stor træplade lægges på gulvet, der nu forvandles til et dansegulv. Vi trækker os forventningsfulde lidt tilbage og lidt efter lidt kommer nogle af de lokale og sætter sig i baren. 
Flere kommer til. Fårehyrder der slukker tørsten i baren, medens de højlydt diskuterer. Med sin lidt hæse stemme introducerer en musikalsk sigøjner aftenens sange og spillet begynder. Først en vemodig sang. Så lidt mere rytme og sigøjnerinden sætter hælene i gulvet så det smælder i det lille lokale. Snart er rytmen uimodståelig og alle klapper i den faste takt. Flamencodansen har taget sin begyndelse. En fantastisk oplevelse.