Få de bedste tips til vandreferie i Serra de Tramuntana på Mallorca

Naturen på Mallorca er bjergrig med hundredårige gamle oliventræer, der vokser på de små terrasser op langs bjergskråningen og som omgiver os, så langt øjet rækker. Men her gror også andre træer som johannesbrødtræer, egetræer samt mindre buske som klitroser, ja, sågar en lille orkidé titter frem fra en spalte i klippen. Det er blandt alt dette, at du vandrer.

Torre Picada og øen Sa Illeta

Vi er for et par timer siden kommet til en af de få idylliske havnebyer på Mallorca, der endnu ikke er helt spoleret af turismen og slumbyggeri - Port de Sóller. Hotellet ligger centralt i byen - en vejs bredde plus en sporvognsskinne fra en lille strand, der næsten løber helt rundt i den smukke bugt. Her har naturen skabt et skønt sted beskyttet for Middelhavets dønninger. Vi er et par stykker, som godt vil have rørt benene lidt og vi spadserer gennem byen ud mod et af de gamle vagttårne, som står spredt langs den mallorcinske kyst.
Og allerede på turen gennem byen mærker vi, at foråret har godt fat. En vidunderlig duft møder os, da vi passerer en blomstrende blåregn. Flere steder står judastræer med deres violette blomster og lyser op. Her er engletrompet og duftranunkel, så det er en fryd. Det tager kun nogle få minutter op ad bakken, før byens lyde ligger bag os og vi føler os langt ude på landet.
Vi følger en lille grusvej og kommer til en gitterlåge, der ser ud som om den vil spærre os vejen frem. Men lige ved siden af er det muligt at gå over stengærdet og kommer derefter ud til tårnet - Torre Picada - 161 moh. Tårnet har tidligere fungeret som en del af forsvarsanlægget mod bl.a. sørøvere og har været forsynet med kanoner. Nu er stedet i privat eje, men ser ud til at stå i forfald. Fra den lille platform ud mod vandet kan vi mod nord se den forrevne kyststrækning med skær og lodrette klippevægge.

Klippen Penyal Bernat

Vi vandrer ud på pynten, hvor det går lodret ned mod havet, for at se om vi derfra kan beskue hele havnen. Men det er kun indsejlingen, der kan ses fra dette yderste sted. Da vi har "gode ben" går vi tilbage på vejen og vandrer længere op mellem oliventerrasserne. En 264 meter høj klippe - Penyal Bernat - rejser sig over os - nærmest som en fallos, der vælter ud af bjerget og spreder sin frugtbarhed ud over området. Og stor er den, når vi kommer tæt på og går under den længere ud mod nogle mindre huse, der er opkaldt efter øen Sa Illeta ud for stedet.

Få de bedste rejsetips til ferie på Mallorca med Anne-Vibeke Rejser

Sóller via Fornalutx

Det er en lidt kølig morgen, men så snart solen er kommet over bjergkammen, stiger temperaturen til over 20 grader. Neden for hotellet finder vi et stoppestedet for sporvognen, der går mellem Port Sóller og Sóller, som ligger ca. 2 km. inde i landet. Sporvognen sætter os 100 år til bage i tiden. Banen er fra 1913 og vognene nok lige så gamle! Åbne og lukkede vogne med smedejernsbroderier ved indgangen. Indvendigt med flotte paneler i nøddetræ og med fint lakerede træsæder, hvor ryggen kan vippes frem og tilbage alt efter om vi vil sidde i kørselsretningen eller ej. Fine bagagehylder i kunstfærdigt vævet materiale og gamle lamper i loftet. En læderrem udspændt i loftet på langs af sporvognen benyttes til at give sporvognsstyreren besked om, hvornår vi vil af. Kort sagt en oplevelse at kører med.

Gennem Sóllerdalen

I Sóller kører vi helt til endestationen og går derfra de godt 100 meter til centrum - byens torv Plaza de Constitucio med byens dominerende kirke Sant Bartomeu. Så vandrer vi gennem handelsgaden og ad smalle gader kommer vi ud af byen, hvor vi finder den europæiske vandrerrute GR 221 mod den lille "forstad" Binibassi. Denne vandrerute vil med tiden blive etableret, så det er muligt at vandre ca. 150 km. gennem hele Serra de Tramuntana og overnatte undervejs.

I Binibassi drejer vi fra GR221 og vandre langs cirton- og appelsinlunde videre ud i Sóllerdalen til vi kommer til Fornalutx - måske en af de mest velholdte byer i dalen. 

Fra torvet fortsættes gennem den frodige dal og vi vandrer op over Cami des Creuer til vi rammer landevejen og derefter ned til en anden lille "forstad" Biniaraix og samles ved vaskepladsen i udkanten af byen. Så er vi igen på GR 221 og følger denne tilbage via Binibassi til Sóller.

Ny, nervøs lokalguide

I dag starter vi i Galilea i den sydvestlige del af Serra de Tramuntana, hvor en lokalguide støder til. Han skal føre os forbi bjerget Puig de Galatzo til natur- og dyreparken La Reserva. Men lokalguiden er på sin første tur. Med en walkie-talkie i den ene hånd og ivrigt gestikulerende med den anden får han os jaget ned ad landevejen, hvorfra vi er kommet, for et øjeblik efter (i samråd med en i den anden ende af walkie-talkieen) at få os gennet op til P-pladsen igen! Vi afventer yderligere dialog. En forklaring om at han ikke tør føre os forbi et vejarbejde, gør det nødvendigt at vælge en anden vej! Første livlinje - en god ven - er brugt. 
Vi bliver nu ført op ad bjerget - godt nok kun ca. 50 meter - hvor guiden fortæller, at vi her kan se en flot udsigt (hvilket vi allerede har konstateret). Nyt opkald. Manden er tydelig nervøs. Og ned igen, for der er to veje at gå - den forkerte blev valgt. Det var anden livlinje, fifty-fifty-chancen, der blev brugt.

Så går vi op ad den anden vej og passerer et lille vejarbejde, hvor manden i gravkoen konsulteres. Jeg spørger den spanske lokalguide, om han nu også er sikker på sit vejvalg, hvilket han bekræfter! Men vi når kun nogle få hundrede meter op til en større ejendom, hvor vejen ophører og hvor sporet fortsætter ad en lille sti ind i skoven. Her tør han ikke gå ind. 
Ny konsultation og vi får besked om at vente 10 min. på forstærkninger!
Jeg fortsætter alene et stykke ind på denne sti og kan se, at den slutter nede på en fin grusvej, i den retning vi skal. Tilbage i venteposition får jeg kontakt med en tysk kvinde, der bor i huset vi venter uden for og en af de spansktalende piger bliver kaldt til og forklarer vores nu meget svedende lokalguide, hvor vi kommer hen ved at følge stien. Og det gør vi så - uden at afvente forstærkningen! Han benyttede sig aldrig af den tredje livlinje - at spørge sit publikum om hvor vi skulle hen!
Det viser sig, at vi blot skulle rundt om bjerget og ned ad en grusvej og her møder vi "hjælpen", der fortæller hvor vi skal gå. Med et lokalt vandrekort kunne vi sagtens selv have fundet vej!

Tamme rovfugle i La Reserva Naturpark

Fremme ved naturparken La Reserva kommer vi ind i et område med dyr i og uden for burene. Det første vi støder på er et par brune bjørne forsvarligt opbevaret bag tremmer. Bjørnen findes vildt levende i visse egne af Pyrenæerne. I andre indhegninger ses emu og struds - som dog intet har med Spanien at gøre! 
Vi går videre ad anlagte stier og forbi det ene lille vandfald efter det andet. På en åben plads møder vi fritgående påfugle og finder et traktørsted. Omkring pladsen er forskellige fugle indelukket i små volierer, medens andre større dyr som hjorte, geder, æsler og muflon går inde i større folde.

Falkonershow

Så starter et falkonershow. Ud kommer et par falke flyvende og sætter sig i træet tæt ved os. Flotte er disse dyr. Falkoneren kalder fuglene til sig og placerer dem på hovedet af nogle af tilskuerne til stor morskab for nogle, medens andre ser forbløffede til! Så er disse falkes show forbi og frem hentes en høg. Falkoneren svinger en lokkemad rundt i luften og med en enorm hastighed drøner høgen ned fra himmelen i forsøget på at fange lokkemaden. Efter et par forsøg er høgen hurtigere end falkoneren og får tag i lokkemaden.
Da forestillingen med disse spændende fugle er forbi, har vi fået ny lokalguide. Han fører os gennem en dal med oliventræer og mandeltræer ud af Galilea-området og vi følger den asfalterede landevej et par km. til byen Es Capdella, hvor bussen venter på at bringe os til Sóller.

Fra Mirador de ses Barques til Cala Tuent

Fra et af de højtbeliggende udsigtspunkter Mirador de ses Barques har vi en smuk udsigt ud over Sóllerdalen. Fra udsigtspunktet går vi ad en fin vandresti op gennem olivenlunde med ældgamle træer med underlige knuder og de mærkeligste faconer. Oliventræer har den egenskab, at de næsten ikke er til at "slå ihjel". Selv om det skæres ned, står uden bark, er hult eller har været brændt - skyder træet på ny. 
I passet, 407 moh. kan vi se ned i næste dal som skal passeres og på den anden side skimter vi det pas, vi senere skal over.

Balitx d'Avall

I bunden af dalen ligger en større bygning Balitx d’Avall, hvor der dels er mulighed for overnatning, men også mulighed for at få sig en forfriskning med friskpressede citrusfrugter. Og det bekommer os godt med lidt frisk citronsaft i bunden af glasset fyldt op med appelsinsaftens sødme. Stedet er fyldt med antikke ting og har tillige en maleriudstilling inde bag de tykke mure.

Fra bunden af dalen går det atter opad i et vildere og vildere landskab, til vi igen står i en saddel og kan se havet. På denne side af bjerget er bevoksningen helt anderledes bl.a. med fyrretræer. Lidt nedenfor sadlen fører en lille sti ud på en stejl pynt mod Sa Costera. Vi er et par stykker, der går lidt ud ad dette spor for at få bedre udsigt langs klippekysten.
Tilbage på ruten, der visse steder er ganske smal, møder vi flere mountainbikere, der dog ikke har mulighed for at cykle på ruten. Så iført cykelsko (der næppe kan være særligt behagelige at vandre i) bærer de cyklen over de stenede forhindringer eller trækker cyklen de få steder, hvor stien levner plads til det. Hvad gør disse ryttere dog her på en vandresti?

Efter et par km. er vi fremme ved Cala Tuent, hvor vi får en forfriskning, inden turen fortsætter ned til en lille stenstrand i bugten, hvor båden til Port de Sóller lægger til.

Toptur til Puig de l’Ofre

I dag er vi på egen hånd og tager sporvognen til Sóller og går de ca. 20 min. ud til Biniaraix, hvor vi ved den gamle vaskeplads (hvor vi var forleden) støder på GR 221 der går op i bjerget og videre ud mod søerne Cúber og Gorg Blau. Ved starten af strækningen ser det ganske umuligt ud at kunne komme op ad bjerget - men vi stoler på kortet og vores gode ben og begiver os opad. 
Det er en meget fin anlagt "æselsti" der hurtigt bringer os op. Visse steder er det tydeligt, at stien er renoveret, hvilket gør det til en fornøjelse at vandre her. Ingen steder er her store trin, men jævnt går det opad på sirligt lagte sten. Vi er helt alene efter at have "overhalet" en tysk familie. 
Efterhånden som vi kommer længere og længere op, bliver oliventræerne færre og færre og pludselig kan vi høre lyden af rendende og klukkende vand. Små vandfald danner tilsammen Barranc de Biniarix, der i regntiden svulmer op, hvilket de mange ridser og slebne gryder i floden vidner om. Så bliver slugten vi vandre op gennem smal - vel omkring fem meter - mellem de lodrette klippevægge, hvor udhænget over os visse steder er flere meter. De lodrette klipper er som en malerpalet med striber af okker, hvid, sort og gyldne nuancer. Kalkaflejringer lægger sig på kalkaflejringer og bevirker at klippevæggen bliver større. Under klippefremspringet over os, hænger flere rækker stalaktitter ned mod jorden og ligner næsten orgelpiber.

Udsigt til Mallorcas højeste bjerg Puig Majer

Nu, da vi kommer højere op i skoven, afløses vandets klukkende lyde af en koncert. En fløjtekoncert. Udsat for bogfinke, gråspurv, mejse og solsort med spansk islæt. Jo, det er forår på Mallorca. På et stykke er sporet ikke brolagt og ret så smalt med lodrette bjergsider under os - så de ca. 100 meter hvor dette findes, er ikke noget for folk med hang til højdeskræk. Men mon ikke også dette stykke brolægges med tiden?
Oppe og ude af slugten flader landskabet ud ved et lille landbrug l’Ofre, hvor indhegning og får med klokker fortæller, at her indimellem er beboet. Vi er nu på grusvej et stykke og bliver ledt ind gennem skov det sidste stykke op til sadlen Coll de l’Ofre, 875 moh. Udsigten herfra er ubeskrivelig smuk - turens flotteste udsigt. Over for os har vi Mallorcas højeste bjerg Puig Majer, 1.436 moh. (andre kort siger 1.445 moh.) der i sig selv ikke er særligt klædeligt med militært kommunikationsudstyr på toppen og hvor der ikke er civil adgang. Men under bjerget ligger Embassament de Cúber - en smaragdgrøn sø, hvor bjergene i baggrunden kan spejle sig. Øst herfor flere høje bjerge. Det bør opleves!
Og det er også det naturlige sted at sætte sig efter godt to timers konstant opstigning, nyde udsigten og spise den medbragte frokost.

I alt 1.000 højdemeter

Her er flere vandrere på tur. De fleste kommer nede fra søen og vandre den modsatte vej end os. De har taget bussen fra Port Sóller til Cúber og vandre så ned herfra, hvilket gør turen noget lettere. På toppen Puig de l’Ofre lige over for os kan vi se folk gå rundt og vi nærlæser kortet for at finde vejen derop, da her ingen skiltning er. To veje fører til toppen sydfra ret så stejlt og nordfra på kammen - knapt så stejlt. Vi vælger at gå nordom. 
Ad en lille grusvej kommer vi rundt om bjerget og kan begynde opstigningen på ryggen. Og flot er det. Ikke langt oppe har vi flot udsigt mod lavlandet øst for os. Enkelte steder skal vi have hænderne i brug for at komme over lidt klipper, men sporet er fint og vi er ikke i tvivl om, hvor vi skal gå.
Vi er gået i endnu ¾ time, så nu er der kun få meter igen og vi er oppe i 1.093 moh. På toppen er nogle få personer, men her er hele tiden trafik op og ned, så vi bliver her kun i ca. 15 minutter for at nyde udsigten. Andre har fået den gode ide at vente med frokosten til de er her oppe og sidder nu og nyder udsigten. Vi gjorde det! Ca. 1.000 højdemeter på nogle timer.
Da vi har set os mætte, tager vi samme vej tilbage, efter at en englænder med blodige, forrevne ben har fortalt os, at den stejle sti på sydsiden er bevokset med tæt og stikkende krat. 

Endnu en belønning

Vi giver os god tid nedad igen. Vi kan mærke trætheden og holder flere hvil undervejs, hvor vi forfrisker os med medbragte søde appelsiner. Havde vi haft badetøjet med, kan det bestemt ikke udelukkes, at vi havde dyppet os i en af de mange fontæner under vandfaldene i Barranc de Biniaraix.
Tilbage på Plaza de Constitucio skal denne pragtfulde tur fejres på behørig vis, så på en af fortovscaféerne får vi den største is med jordbær, som kan opdrives på stedet!

Se / gense ONLINE foredrag om fire øer i Middelhavet

Rundtur ved Bunyola

Nu kender vi sporvognsturen mellem Sóller’ne, men i dag skal vi videre med togbanen mod Palma - dog kun til Bunyola. Toget er vist lige så gammelt som sporvognen - i alle tilfælde fra en svunden tid. Fra de hårde træsæder nyder vi udsigten ud over Söllerdalen efterhånden som toget i et stort S-sving får arbejdet sig op ad bjergsiden, inden det forsvinder i en tre km. lang tunnel. Efter en lille halv time er vi fremme i Bunyola. Dette er bestemt ikke en turistby. Her er fuldstændigt roligt - næsten dødt! Vi går gennem smalle stræder og op ad høje trapper til vi finder ruten som går til Cas Garriquer. Første del - op gennem skoven med høje fyrretræer - er fin med en flot udsigt ned i en dal. Så forlader vi vandreruten og går ud på en bilvej for herfra at kunne se ud over Mallorcas lavland. Desværre har varmedisen sløret udsynet, men i klart vejr ville vi kunne se helt til Palma og havet samt bjergene på øens østkyst. Efter et par km. fortsættes ned gennem en skøn dal. Her er bjergsiderne beklædt med skov og på selve ruten er det som at gå i en grøn katedral med træernes kroner tæt flettet over vores hoveder.

Dal med fine oliventræer

Ude af skoven i bunden af dalen åbner de mest velplejede olivenplantager sig for os. Det er som om jorden under træerne er redt med en kam. Midt i dalen kommer vi forbi et hus bygget uden på en grotte i klippevæggen Sa Cova. Ved Es Cocons er dalen blevet meget bred og her opdager jeg pludselig en rovfugl svæve over os, medens en hvid hest græsser i en fold ved en frodig mandelplantage. Da vi rammer landevejen, har vi en lidt kedelig tur godt en km. tilbage til togstationen i Bunyola.

Fra Deiá til Sóller

Bussen kører os ad de små bjergveje til byen Deiá, hvor vi går op til byens top, hvor kirken ligger. Et par kanoner vidner om, at dette sted var byens sikreste opholdssted i oprørstider. Her ligger gravpladsen højt, så de døde har mulighed for at skue ud over deres hjemstavn. Vi går ad "bagvejen" ned fra kirken og kommer ud på en lille bilvej, der fører os ned til havnen/stranden Cala de Deiá. 
Tilbage ad landevejen finder vi markeringen til endnu en strækning af GR221 og kravler over gærdet og bevæger os op i landet. Snart er vi højt oppe - men ikke tæt på kysten - og kan se tilbage mod klipperne ved Cala de Deiá.

Fyret på Cap Gros

Efter frokost ved Font de ses Mentides fortsætter vi mod Can Carabasseta. Nogle fortsætter videre mod Sóller, mens vi er et par stykker som vil følge GR221 længere mod Port de Sóller, så vi drejer fra ved det lille kapel Capella de Castelló. Det er en let gået tur uden de større udfordringer. Mange har i deres iver for at markere ruten drysset farver på næsten hver anden sten. Røde og blå prikker samt store uskønne blå pile der viser retningen vi allerede går! Ved Muleta Gran drejer vi fra mod fyret ude på Cap Gros og kommer gennem meget høje vortemælk, inden vi når vores mål.
Men dagen er langtfra færdig, så vi vandrer lidt tilbage langs kysten på en nyanlagt vej (der senere skal være en del af en planlagt kystvandrevej helt til Deiá). Vejen stopper og deler sig i to små stier, hvor den ene efter lidt klatring stopper oppe i bakken, mens den anden snor sig gennem terrænet ned til kysten. Det er dog ikke muligt at komme nær vandet, da stien slutter brat ca. 10 meter over havoverfladen. Tilbage ved fyret følger vi landevejen ned til Port de Sóller og går langs stranden, hvor vi finder en café og får turens sidste vandrestøv skyllet af halsen.