Parc Natural del Cap de Creus

Middelalderbyen Castello d’Empuries

Fra tagterrassen på Hotel Canet kan vi under morgenmaden skue ud over middelalderbyen som blev grundlagt engang i 1100-tallet. Den mest dominerende bygning er landsbykirken, der er så stor, at den sagtens kunne være en katedral. Santa Maria kirken, der har rødder tilbage til byens grundlæggelse, har en vældig indgangsfacade fra 1500-tallet med mandshøje statuer af de 12 disciple.

Mange af byens huse er også fra middelalderen og de smalle gader har endnu navne fra dengang de var opdelt i erhverv. Byen har mange små pladser med restauranter. Nabo til Hotel Canet er det tidligere kloster Sant Domenec fra 1317. Byen har også en gammel møllebygning med tårn samt et melmuseum og i udkanten af den historiske bydel finder vi den gamle vaskeplads (der også fungerede som byens sladrekanal, hvor man altid kunne være sikker på at høre de seneste rygter). Bag kirken og klokketårnet ses resterne af den østlige bymur og her er en fin udsigt mod bjergene, som rejser sig bag de frodige marker. Det er en del af Parc Natural del Cap de Creus, hvor vi den næste uge skal vandre denne catalonske halvø på kryds og tværs, opleve højlandet og spadsere langs den vilde, forrevne kyst af det nordligste Costa Brava.

Naturparken Aiguamolls

Fra udkanten af byen Sant Pere Pescador, ca. 15 min. kørsel fra Castello d’Empuries, vandrer vi ad en god grusvej forbi æbleplantager og langs floden Fluvia og følger denne ud til Middelhavet. Sandstranden er fin og havet er indbydende og flere af os har taget badetøjet med og kaster os i de forfriskende bølger.

I Aiguamolls store vådområde, kan vi fra forskellige skjul spejde efter andefugle, lappedykkere, flamingoer og forskellige hejre. Langs de levende hegn er livlig fuglekvidder, men de små fugle er ikke til at få øje på. I området findes vildsvin, rådyr, oddere og mere end 50 forskellige fuglearter. Et skyggefuldt sted spiser vi de medbragte madpakker med udsigt til et vådområde med heste som vader rundt i vandet og spiser af det saftige græs. Her ser vi også de første kohejre. Men de storke vi så flyve hen over byen i går, har vi endnu intet set til.

Udsigt fra fugletårn

Fra et højt udsigtspunkt - der på afstand ligner siloer - har vi en flot udsigt ud over naturparkens vådområde og til havet og halvøen Cap de Creus med de hvide byer bl.a. Roses liggende i bugten. I udkanten af naturparken er der endnu et sidste skjul, som vi går ind i og her får vi nok turens største oplevelse. Mere end et halvt hundrede storke holder til i dette område tillige med utallige ænder og enkelte viber og hejre. En march herrier (rovfugl) har jaget stærene op som samler sig i en stor flok, der danser hen over himmelen. Rovfuglen sætter sig i græsset lidt på afstand og stærene forsvinder. Denne oplevelse rigere vandrer vi ad landevejen tilbage til Sant Pere Pescador.

På tur over Verdera-bjergene

Denne morgen køres vi til den lille landsby Pau for foden af Verdera-bjergene og vandrer derfra op på højderyggen. Jo højere vi kommer, des flottere bliver udsigten i det klare vejr. Mod syd kan vi se bugten ved byen Roses og mod nord det østligste af Pyrenæerne. Det er efterår og de fleste blomster er visne, kun enkelte gule lyser op. Her er agaver som blomstrer - og dør - og en del figenkaktus med røde frugter samt buske med bær. Der er flere udsigtspunkter undervejs og da vi kan se kysten på nordsiden af Cap de Creus naturpark, finder vi et sted, hvor vi kan spise frokost.

Klostret Sant Pere de Rodes

Ikke langt herfra ligger den smukke kirkeruinen Sankt Helena de Rodes samt benediktinerklosteret Sankt Pere de Rodes med et flot vue ud over Middelhavet. Klosteret er fra 900-tallet og ligger smukt et lille stykke fra kysten for foden af naturparkens højeste bjergtop. Man kan undre sig over, hvorfor man i sin tid byggede klosteret så tæt på havet med truslen om angreb fra pirater, men man har været forudseende og bygget både fæstningsmur og et forsvarstårn med skydeskår. Desværre er klosteret lukket for besøg i dag (mandag), men går man lidt rundt om det via den gamle have, er der et fint indblik i klosterets gårdhave.

Castello de San Salvador de Verdera

I klosterets storhedstid i 1100- og 1200-tallet havde man tillige et forsvarsanlæg på toppen af bjerget i fæstningen Castello de San Salvador de Verdera. Benmusklerne bliver udfordret, da vi bestiger det høje bjerg bag klosteret for at komme op til borgruinen 669 meter over havet. Men belønningen er en fantastisk udsigt ned over klosteret og havet med de små hvide byer i bugterne. Det må have været et kæmpemæssigt arbejde at bygge denne borg, for på de tre sider går det lodret ned. Her er kun adgang til fods og den vej/sti som i middelalderen førte op til borgen kan kun ses sporadisk mellem de tætgroende buske.

Den hvide kirke Sant Onofre

En god bjergvej fører ned fra klosteret og bag om bjerget, hvor vi fra sydsiden kan se borgruinen på toppen. Bjergvejen leder os frem til det ensomt liggende, hvide kapel San Onofre fra 1300-tallet. Herfra afløses grusvejen af en smal stenet sti der visse steder går stejlt ned ad bjerget, langs et vandløb og gennem kastanjeskoven med fuglekvidder, indtil vi når landsbyen, hvor vi får udlignet væsketabet, inden bussen bringer os tilbage til Castello d’Empuries. 

Kystvandring langs det nordlige Costa Brava

Kufferterne er pakket og efter at vi er blevet kørt til udkanten af byen Roses, transporteres kufferterne videre til et andet hotel i Cadaques, hvortil vi vandrer langs den forrevne klippekyst. Det kan være svært at forestille sig en flottere og mere afvekslende kystvandring end denne tur, hvor kyststien snor sig op på stejle klipper og ned til små stenstrande med krystalklart vand. Et nyt panorama dukker op hver gang vi passerer en klippe. Lysende grønne pinjer vokser selv på de yderste klipper og spejler sig i det azurblå havvand langt under os. Det går op og det går ned - nogle gange med brug af hænderne eller en hjælpende hånd fra en af de øvrige rejsefæller. Vi passerer den lille stenstrand Cala Montjoi og vandrer op over en udløber Cap de Norfeu for atter at komme ned på endnu en stenstrand Cala Joncols.

Med vandtaxi til Cadaques

Vandet frister og efter en dukkert, har rejselederen bestilt en vandtaxi til de af os, hvis ben er for trætte til den sidste vandring over bjerget mod Cadaques. Så mens flere af vores rejsefæller begiver sig til fods, er vi nogle stykker som sejler for fuld fart langs kystlinien forbi klipper med huler og fyret Cala Nans til vi når bugten ved Cadaques. Farten sættes ned, så vi kan nyde indsejlingen til denne hvide by med det særlige lys, der har tiltrukket flere kunstmalere bl.a. Salvador Dali.

Hotel Rocamar

Hotel Rocamar ligger ca. ti minutters gang syd for den gamle bydel i Cadaques og følger vi kystvejen kommer vi derhen. Hotellet ligger højt med en stor terrasse med et skyggefuldt pinjetræ. Receptionen er indrettet i klassisk stil med flere interessante detaljer med bl.a. gamle vandkrukker, kakler med spanske motiver og tunge møbler. Værelserne er pæne og enkelte har været heldige at få værelse med en lille altan med bord og stole ,hvorfra de kan nyde udsigten til de bagved liggende bjerge. Udover direkte adgang til en lille strand har Hotel Rocamar et område med svømmebassin samt mulighed for at spille tennis. I restauranten serveres en udmærket morgenbuffet og om aftenen en velsmagende middag med tre retter.

Faro de Cala Nans

Denne dag er fridag, dvs. der er ikke planlagt nogen vandretur og vi kan bruge dagen som vi vil. Nogle tager bussen til Figueres for bl.a. at se Salvador Dali-museet, andre slapper af ved hotellets pool og et par stykker vil se nærmere på Cadaques. Rejselederen har dog en plan om at bruge formiddagen på at vandre ud til Cala Nans-fyret syd for byen - og der går vi med. Vi følger kystvejen direkte fra hotellet og kommer ud på en god sti, som går langs klippekysten ud til fyret. Undervejs er stien smal med et brat fald ned mod havet og visse steder sidder der et tov i klippevæggen, som man kan holde fast i, hvis man har lidt højdeskræk. Desværre mangler tovet nogle steder! Vi passerer flere stærkt eroderede klipper og har udsigt til små, beskyttede strande langt under os, som man kan have næsten helt for sig selv og evt. dyrke nøgenheden.

Det 12 meter høje fyr, der er fra 1864, ligger på en afsats 33 meter over havet og fra fyrets platform kan vi se tilbage på Cadaques. I modsat retning mod syd har mågerne indtaget de stejle klipper.
En lille, stenet sti fører op bag fyret til nogle høje bakker og der går vi op for at nyde udsigten. Det er et forblæst område uden megen vegetation. Vi vandrer samme vej tilbage, men det er også muligt at vandre rundt på området og følge vandreruten, der blev gået ad forleden ned til Cadaques.

Bytur i Cadaques

Efter et forfriskende bad på hotellet spadserer vi ind  til den hvide by Cadaques. Her gør man meget ud af at pynte husene med farvestrålende blomster og da vi når udkanten af den gamle bydel, kan vi ved Port Alguer genkende motivet fra et af Salvador Dalis billeder. Gadens buer, den lille strand Platja Port-Alguer og kirken Santa Maria, der udvendigt minder om et fyrtårn. Vi besøger naturligvis Santa Maria kirken som ligger højt på en bakketop i byen. Udvendigt er den ganske kedelig, men indvendigt pryder flere altertavler de forskellige sidekapeller, men mest storslået er den barokke, forgyldte altertavle med Jomfru Maria omgivet af forskellige figurer samt et hav af tykhoved ansigter og buttede englebasser.

Snævre stræder, stejle gader og små hyggelige torve

Cadaques har ingen toppede brosten, men flade klippestykker der er stablet sirligt og udgør gadebelægningen. I den billøse del af byens smalle gader er flere interessante delikatesseforretninger. De fleste restauranter ligger på torvet ud til vandet, og på vej mod et spisested kommer vi forbi det privatejede Casa Blaua fra 1912. Dette blå hus er noget specielt, dels i farven omkring vinduer og døre, dels i udsmykningen og ligner intet andet hus i byen. Der er ikke offentlig adgang til huset.
Vi spiser frokost ved af havnen og vælger et par lette retter, da vi har aftalt at mødes med vores rejsefæller for at spise en middag sammen et andet sted end på Hotel Rocamar denne aften.

Gastronomi på Restaurante La Sirena

Vi har sonderet spisestederne og valget falder på en lille fiskerestaurant lidt væk fra havnen. På Restaurant La Sirena er vi heldige, at der er plads nok til os alle og et øjeblik efter står folk i kø for at komme ind, men må vente eller finde et andet sted at spise. Tjeneren taler udmærket engelsk og forklarer tålmodigt hvad de forskellige retter indeholder, ligesom der gives råd om at gøre det billigere for os, når flere drikker/spiser samme ret. Udover forskellige fiskeretter som bl.a. omfatter zarzuela med fem forskellige kogte fisk, serverer stedet også lam, kanin og andre kødretter. De fleste af os er enige i, at stedet kan anbefales.

På tur til Cap de Creus

Vi er kørt med minibus til Pla de Tudela på den nordlige side af halvøen Parc Natural del Cap de Creus for at påbegynde dagens vandring ud til fyret ved Cap de Creus, der ligger på den Iberiske Halvøs østligste punkt. Ved Tudela lå engang en by, men pga. stedets enestående natur og de mange helt specielt eroderede klipper, er området udlagt som beskyttet naturpark og alle husene er fjernet! Undervejs ses ejendommelige klippeformationer, hvor kun ens egen fantasi sætter grænser for, hvad de mon kan ligne. 
På den asfalterede vandresti, som man ikke må gå udenfor, er opsat små skilte, som viser hvad klippeformationen, man står overfor, kan forestille.

Op til Faro Cap de Creus

Fyret ligger på et forblæst forbjerg 87 meter over havet og fra vejen går det bare opad. Selve fyret er fra 1853 og 20 meter højt og er på klipperne ud mod havet omgivet at hundredevis små varder, som folk har bygget gennem tiderne. Lægger man en sten på, skulle det blive godt vejr! Vi skal naturligvis så langt ud på klipperne, som vi kan komme og se havet skylle ind over de yderste rev. Efter frokost på en lille stenstrand fortsætter vi ad vandrestien langs tørstensmure gennem olivenlunde og kommer frem til det lille fiskerleje Port Lligat.

Salvador Dalis Hus i Port Lligat

I Port Lligat boede surrealismens multikunstner Salvador Dali (1904-1989) i 34 år. Han købte et fiskerhus og senere et til og endnu et og efterhånden fik han bygget flere af husene sammen, så de dannede en stor bolig med lukket gårdhave og flere terrasser med fontæner. Huset står møbleret næsten som da Dali og hustruen Gala boede her. Her ses mange udstoppede dyr - bl.a. isbjørn, ugle, løve og ikke mindst hans elskede svaner. 

Et stort fotogalleri viser billeder fra forskellige periode af Dalis liv, hvor han er sammen med både forskellige avantgardekunstnere samt berømte skuespillere.Dog er de fleste malerier og den store bogsamling flyttet til Dali-museet i Figueres.

Vandretur til El Port de la Selva

Havgusen, som i går eftermiddag drev ind fra havet, har lagt sig som regntunge skyer over bjergene og i dag lover vejrudsigten, at der kommer mellem 18 og 21 mm. regn. Det varsler ikke godt for denne vandreferies sidste tur, men endnu regner det ikke, så vi er fortrøstningsfulde, da vi med regntøjet og madpakker i rygsækken vandrer gennem Cadaques og finder vandreruten mod El Port de la Selva. Ruten går op mellem tørstensmure der afgrænser de forskellige olivenlunde og snart kommer vi op over byen. Men skydækket lukker sig omkring os og vi kan kun se nogle få meter frem. Vi vandrer tværs over Parc Natural del Cap de Creus fra sydsiden til nordsiden, men ser ikke meget undervejs. Selv om der i skydækket er stor luftfugtighed, holder det tørt og da vi atter når havet, klarer det op og vi får lidt sol at se.      

Et skridt eller to på Caminoen

Vi følger landevejen ned mod El Port de la Selva og kan på det sidste stykke gå på en anlagt kystpromenade helt nede ved vandet, inden vi rammer den idylliske havn og byens centrum. Herfra starter pilgrimsruten Cami de Sant Jaume - bedre kendt som Jacobsvejen og Caminoen til Santiago de Compostela - og videre til Capo Finisterre (Cap de Fisterra). Vi skal naturligvis betræde ruten, inden vi hentes af bussen.