Hummersafari fra Smögen

Altid på en bestemt årstid

Den første mandag efter den 20. September hvert år går det løs og i år skulle vi være med i kutterne fra den idylliske havneby Smögen. På kajen møder vi Anders Kroon fra Smögen. Han fortæller om årets højdepunkt for fiskeriet og om hvad vi kommer til at opleve på denne hummersafari og viser forskel på han- og hun-hummere. Hummeren lever på den klippefyldte bund, gerne hvor der også er sten og sand, hvor den kan grave sin hule. Den er meget stationær og flytter sig ikke meget, og kravene til miljøet og temperaturen er store. Den spiser ikke, hvis temperaturen kommer under fem grader og hvis vandet bliver 20-22 grader dør den!
De fleste mennesker i Smögen medvirker eller bliver på en eller anden måde berørt af fiskeriet, lige fra den enkelte fisker, over auktionshallen til restauranterne, der serverer lækkerierne til turisterne, der igen sikrer handel i byen.

Ud i Vestsveriges skærgård

Vi skifter til vindtætte heldragter og overlades til skipperne på de forskellige kuttere, der skal tage os med på havet. Det er erfarne søfolk, der siden barnsben har lært at guide gæsterne og skipperne har stor erfaring i, hvor hummerne findes. Vi er fordelt på flere kuttere, som tøffer ud af havnen. Skipper, der tilser sine hummerruser hver dag, satte madding på i går - det er for det meste makrel - og nu skal vi med ud at se, hvad natten har bragt. Det er om natten at hummerne er mest aktive og flytter sig efter mad.
Hver fisker har sine egne bøjer, små kugler med forskellige farver og eventuelt navn. Gud nåde den, der tager en anden fiskers hummerruse op! Ruserne er "hellige" og må ikke røres eller flyttes af andre.
For os ukyndige ligner alle bøjerne hinanden og det er beundringsværdigt at skipper præcis ved, hvor på havet han finder sine hummerruser. Nogle steder ligger de ret så tæt.

Rusen trækkes op

"Hvem vil prøve først" lyder det fra skipper og en spinkel kvinde får overrakt en lang stang med en krog for enden. Skipper manøvrerer skuden sidelæns hen til bøjen, som gribes med krogen og trækkes ombord. Så hales der ind i linen, som holder rusen. Og der hales og hales. Lidt tungt er det, for hummerruserne står på havets bund mellem 25 og 38 meter nede. Så kommer "kassen" til syne i vandoverfladen og spændingen stiger. Hvad indeholder den?
Hummerrusen stilles på dækket, men der er ingen hummere! Derimod et par store krabber. "Det er såmænd dem vi får flest af", siger skipper. "Tag dem blot ud og smid de mindste tilbage i havet. De store kan du lægge her i spanden". Han stiller en spand frem midt på dækket og fjerner resterne af den gamle madding og stikker et par nye makreller på et søm midt i rusen.

Fangsten

Ved næste træk er resultatet det samme. Ingen hummere, men flere krabber. Så er det min tur. Jeg får fanget bøjen med krogen, hvilket nu ikke er helt let under søgang, og trækker i linen - og det er tungt. Jeg haler og haler. Der må være langt ned til bunden. Men nu kommer rusen til syne og alle spejder ud over rælingen. Er der noget i? Da vi får rusen på dækket, er det igen "kun" krabber, der har fundet vej til rusen. "Er du sikker på, at du ikke allerede har fanget alle hummerne?" smiler jeg til skipper. "Hvor mange plejer du at fange på en dag?"
"Det er der meget forskel på" svarer han. "Nogle gange finder vi intet, andre gange kan jeg få op mod 50 stykker på en enkelt dag. Vi skal bare fortsætte."
Jeg stikker hånd ned i rusen og fjerner forsigtigt krabberne, der med deres stærke ben forsøger at holde sig fast i nettet. Jeg tager krabben på siden af skjoldet, så kan den ikke få kløerne i mig og lægger den forsigtigt i spanden.

Gevinst

Så endelig ved fjerde forsøg er der gevinst. En fin sort hummer er gået i fælden. Hummeren løftes forsigtigt ud af rusen ved at holde om den på siden lige bag kløerne, så den ikke kan nappe. En hummerklo kan let klippe en finger af! Skipper måler hummerens størrelse med et målebånd, for opfylder hummeren ikke mindstemålet på otte cm. rygskjold, skal den sættes ud igen. Men denne er heldigvis stor nok. Hummeren lægges i en trækasse inddelt i små rum, der lige akkurat hver kan indeholde en hummer.

Nyt fangstområde

"Vi flytter båden længere ud på havet. Der har jeg flere ruser ude" lyder det fra skipper og mens han flytter os længere fra land, får vi en kop kaffe. Vejret er pragtfuldt. Sol og en let vind fra vest. Over os svæver de altid sultende måger og venter på en godbid, når skipper smider fiskerester overbord. Ude i det mere åbne hav i skærgården, kan vi mærke dønningerne fra Skagerrak. Enkelte har sat sig i solen og er blevet meget tavse. Mon de har glemt at taget søsygepiller?
Fremme ved næste fangststed fortsætter arbejdet med at trække hummerruserne op. Og nu har vi mere succes. Her er både hummere og store krabber i samme ruse. Skipper tager sig af hummerne og "fiskeren" tager sig af krabberne.
Men det er ikke alle der "tør" røre ved disse "kryb". "Jeg kan simpelthen ikke lide at røre ved dem" lyder det fra én og jeg hjælper ham med at få tømt rusen.

Godt fra havet

Vi når at fange fem hummere og er naturligvis spændte på, hvordan det er gået i de andre både. Inde på kajen er begejstringen meget stor. De har trukket ikke mindre end 11 hummere op. Men på en anden båd er man noget slukøret. Ingen hummerfangst overhovedet. Nå, sådan kan det gå. Man ved aldrig hvad der sker på en hummersafari.
Vi overlader hummerne til Anders Kroon og slapper af resten af eftermiddagen eller går en tur i den maritime by.
Hen under aftenen mødes vi, hvor Anders har tilberedt et lækkert måltid til os - naturligvis startende med hummer efterfulgt at en lækker fiskeanretning. Maritimt skal det være.
Er der noget, der er så godt, som at spise sin egen fangst?