Kebnekaise - Sveriges højeste bjerg

Storfossen i Piteälven

Vi er startet hjemmefra et par dage før og kørt op langs den svenske østkyst og nået Piteälven. Ved Storfossen er en øredøvende larm fra de tusindvis af liter vand, der i sekundet fosser forbi os. Det er et betagende og dragende syn at forsøge at følge de svulmende vandmasser gennem deres færd ned ad elven. Selv om turen til Piteälven udgør en lille omvej, er det bestemt værd at afsætte den nødvendige tid til et møde med elven. 

Lejr blandt myggene ved Kebnekaise Fjällstation

Efter at have besøgt Kiruna og været en tur nede i de enorme malmminer, er vi kørt ud til Nikkalauokta, hvor bilen parkeres. Her starter selve vandreturen ind mod Kebnekaise. Med fuld oppakning vandrer vi langs elven på en god og naturligvis slidt sti. Turen ind mod fjeldstationen er ca. 19 km. lang, men let at gå uden større stigninger. For de mere magelige er det muligt at tage båden gennem Láddjujávri og af den snoede elv og komme et godt stykke ind i fjeldverdenen. 
Omkring os har vi den fineste udsigt til fjeldene og med de naturlige pauser, der er nødvendige med al den oppakning, tager det hele dagen at komme frem. Her er en frisk vind og det er rart, for det holder myggene på afstand. Trætte og svedige når vi frem til Kebnekaise Fjällstation og får anvist en teltplads lidt oppe ad fjeldsiden. Her er allerede en helt lille teltlejr, for her en del andre fjeldvandrere som har fået samme gode ide at tage teltet med herind.

Op på Kebnekaise-massivet

Vi gør os parate til dagens udfordring - en vandretur op på Kebnekaise-massivet. Skal man nå helt op, kræver det en tidlig start og et godt tempo, men vi har ikke planer om at nå toppen af Sveriges højeste bjerg, 2.117 moh, men se hvor langt vi kommer. Vi pakker en mindre rygsæk med lidt mad, regntøjet og andet vi kan få brug for. Smeltevandet fra sneen danner den ene bæk efter den anden og samles nede i den store elv. Flere gange må vi vade over disse mindre vandløb og her får vi det dejligste, kolde, klare drikkevand. Ved Kittelbækken ser vi foran os toppen på Kebnekaise.
På fjeldstationen talte de om en 17-årig dansker, der forsøgte at klatre op på den stejle side, men mistede fodfæstet og faldt ned på gletsjeren og blev dræbt.
Det letteste - og uden klatring - er at bestige fjeldet fra syd via Topstugan. Så kan man vandre hele vejen op.
Nogle gange passerer vi sne, der ligger i skjul for solens varmende og smeltende stråler. Her møder vi to rensdyr, der svaler sig i den kolde sne. Mon ikke også det holder myg og andre insekter på afstand?
Efter seks timers vandring er vi nået tilstrækkeligt højt op - men alligevel et godt stykke fra toppen. Der skal jo også være kræfter til at komme ned igen!
Oppe i sadlen mellem Tolpagorni og Vierranvarri har vi en imponerende udsigt ned i dalen mod Singijavrrit.

Udsigten er betagende

Nedad på sneen

På vejen ned skal vi passere flere store fjeldsider, hvor sneen fortsat ligger. Vi skifter til regntøj og sætter os i sneen. På et øjeblik stiger farten ned over sneen. Det er svært at holde balancen og vi drejer rundt og slår vejrmøller liggende i sneen, medens vi fortsat glider nedad med rasende fart og nogle gange med hovedet forrest. Men vi lander med benene nedad. Nogle steder er det så stejlt, at vi ikke kan se enden på snemassen. Det er så sjovt, at selv om der er over 100 højdemeter tilbage til toppen, må turen prøves igen! En herlig oplevelse, der er hele turen værd!
Men pas på, det kan være farligt! Hvis der ligger sten under sneoverfladen og du rammen dem på vejen ned, kan der ske de frygteligste ting! Vi kunne se, at andre havde haft samme sjove ide og så ingen fare på disse ture.

Mod Singistugorna

Vi pakker teltet og fortsætter ind i fjeldverdenen langs fjeldet Singicohkka mod Singistugorna. Ruten byder på udsigt til mange vandfald. Op ad dagen bliver det overskyet og bygevejr. Luftfugtigheden er stor, så vi må skifte til og fra regntøj flere gange undervejs. Det er for klamt at gå med regntøjet og for vådt uden! Efter ca. 14 km. kommer vi ind på Kungsleden, den berømte vandrerute der går fra Abisko til Kvikkjokk. Kungsleden er ca. 200 km. lang og kan gås på 10-12 dagsetaper. På ruten er flere fjeldstationer, Abisko, Kebnekaise, Saltoluokta og Kvikkjokk. Højeste punkt på ruten er Tjäktjapasset 1.150 moh.
I Singistugorna har samerne deres vinterbolig, så her er ganske tomt nu de er på træk med deres rensdyr. Vi spadserer et stykke ad denne berømte rute og ser hvorledes elven Tjäktjajåkka skærer sig ned i fjeldet. Vejret tegner ikke for godt, så vi beslutter at slå lejr lidt oppe i fjeldet. Og så er der bare at komme i gang med aftensmåltidet og gøre det lidt hyggeligt med "suppe, steg og is". En kop varm chokolade til at gå til køjs på, er jo ikke at fornægte.
Denne nat bliver det et frygteligt uvejr med lyn og torden. Det ene lyn efterfulgt af det næste lyser op indenfor i teltet. Og her ligger vi helt alene ude i fjeldverdenen - med 14 km. til nærmeste folk og mere end 30 km. fra vores bil! Lynene fortsætter gennem det meste af natten og bragene er enorme. Om de har slået ned i nærheden vides ikke, men vi slap med skrækken!
Næste dag går vi samme vej tilbage til Kebnekaise Fjällstation, hvor vi bader og får lidt at spise, inden vi fortsætter ned til stedet ved elven, hvor vi kan tage båden tilbage til Nikkalauokta, hvor vores bil står parkeret.

Besøg hos guldgraverne

På den videre biltur nordpå støder vi på en vejviser der oplyser, at man her kan grave efter GULD. Og der ser jeg straks muligheden for at få denne tur finansieret! Og ganske rigtigt, her er mulighed for at vaske guld. En rigtig guldgraver fortæller, hvorledes grus og småsten lægges op i tallerkenen og vaskes ud ved at svinge tallerkenen rundt i nogle bløde cirkler.
Jo, man får associationer om guldrusen i det vilde vesten. Men det er nu ikke helt let at svinge tallerkenen, således at stenene sorteres fra og guldet bliver tilbage. Men vores guldgraver kan og efter nogle minutter ligger der lidt guldstøv i hans tallerken og med en fugtig finger lister han den op i et lille glas. Så bliver det vores tur - men nej, det kræver vist lidt mere øvelse og tålmodighed end vi har denne dag.
Faktisk er vi på vej til Nordkapp og på vejen møder vi en dansk familie med campingvogn der fortæller at de har været der og ventet i tre dage på, at vejret skulle klare op, så de kunne se midnatssolen fra Nordkapp. Men end ikke havet 300 meter under dem havde de set gennem den massive tåge. Så nu har de givet op og er på vej hjem. 
Det tager dog ikke modet fra os og vi når frem til Nordkapp i fint vejr. Men det er en helt anden historie.

En ægte svensk guldgraver viser hvordan man vasker guld