Kosterøerne i Bohus Läns skærgård

Med RIB-båd gennem skærgården

Vi får udleveret overlevelsesdragter, som vi kan tage uden på vores tøj, samt handsker og briller og kravler ned i RIB’en. Båden skal tage os op gennem Vestsveriges skærgård til Sveriges vestligste beboede punkt - Kosterøerne. Det er Sveriges første og største marine-nationalpark og dækker ud over øerne også store dele af Skagerrak omkring dem.
Carl fortæller om de få sikkerhedsbestemmelser der gælder og at det er os, der bestemmer farten, som kan blive op til 80 km. i timen - hvis forholdene er til det. Går det for hurtigt eller er der noget vi vil spørge om, er reglen, at man rækker hånden i vejret. Enhver form for samtale under sejladsen kan ikke høres pga. motorlarmen.
Der står en frisk vind ind fra Skagerrak med tilsvarende høj bølgegang og allerede efter få minutter har vi fået den første saltvandsindsprøjtning i ansigtet. RIB’en tager en tur hen over en bølge og lander i en bølgedal med et ryk i hele båden. Det er som at være i en rutsjebane, hvor man et øjeblik føler sig vægtløs, når båden forsvinder i dybet under én. Bølgerne er ca. tre meter høje og pludselig kommer der en hånd i vejret. Carl bremser øjeblikkeligt båden og kommer frem til os. En af pigerne er rædselsslagen! Hun er virkelig bange og vil bare tilbage på land. Hun har ikke vidst, hvad hun er gået ind til og er ulykkelig over at være årsag til at vi stopper løjerne. Vi er heldigvis ikke kommet længere væk end at Carl vender RIB’en og sejler roligt tilbage til startpunktet og sætter den ulykkelige kvinde i land. Lettelsens udtryk står malet i hendes ansigt, da Carl igen sætter fart på ud i skærgården.

Havets rige fugleliv

Lyset er så småt ved at komme og de første solstråler ses inde over fastlandet. Denne tidlige morgen på havet giver en helt særlig stemning. De mange søfugle - svaner, måger, skarver, edderfugle og troldænder etc. - flyver væk eller spejder nysgerrigt efter os, mens de balancerer på deres vindblæste, nøgne klipper. Vi kommer forbi mange ubeboede øer, men også små samfund som har fundet på at bygge på øerne i skærgården og passerer gennem smalle sunde og forbi havnemiljøer, hvor farten tages af RIB’en. Men så snart vi igen er ude i åbent vand, bliver gashåndtaget drejet rundt.

Ankomst til Kosterøerne

Efter ca. 1,5 timer er vi fremme ved Kosterøerne og glider langsomt ind i et smalt sund, som adskiller nordøen og sydøen. På begge øer oser det maritime miljø; små fiskerhytter, både i alle størrelser, fiskeruser og grej. Herfra drives fortsat fiskeri specielt efter rejer, hummere og jomfruhummere. Inderst i havnen ligger katamaranfærgen fra Kostermarin, der sejler mellem øerne og Strömstad flere gange dagligt og som er "den normale" måde at komme til og fra øerne på.

Mildt klima og gode råvarer

Vi lægger til ved Långegårde Brygge på Syd-Koster, hvor Stefan von Bothmer fra Kosters Trädgårdar tager imod os og som skal guide os på turen. Da vi har lagt overlevelsesdragterne, spadserer vi hen til cykeludlejningen og får cykler, inden vi cykler den korte afstand hen til Kosters Trädgårdar, hvor Stefan sammen med sin hustru driver café og en økologisk have. Mens vi får lidt at drikke, fortælles om disse vestlige øer, der har været beboet siden 1300-tallet. I dag er her ca. 320 fastboende, hvoraf ca. 100 bor på Nord-Koster. Her findes skole, bibliotek og sportshal. Øerne har ca. 2.000 sommerhuse og besøges hver år af omkring 200.000 gæster, hvorfor turisterhvervet er størst her.

Den særegne natur

Folk har gennem tiderne været tiltrukket af disse øer ca. 3 km. fra fastlandet. Man har kunnet leve af det usædvanlige rige dyreliv som findes her, hvor det op til 260 meter dybe hav - Kosterfjorden - mellem øerne og fastlandet tillader en så stor vandgennemstrømning, at der her findes flere arter end i andre farvande omkring Sverige. Vandet kommer fra Atlanterhavet og strømmer forbi Norges sydkyst og ned langs Sverige i Skagerrak og har et efter svenske forhold meget højt saltindhold.
Samtidig ligger øerne i læ af de norske fjelde, hvilket giver milde vintre og regnfattige somre, og øerne er begunstiget med de fleste solskinstimer i hele Sverige. Alt er medvirkende til en mangfoldighed af dyr og planter på såvel øerne som i havet omkring dem.  Intet under at Kosterøerne også er meget populært blandt sportsdykkere.
Fjeldgrunden består af gnejsgranit og adskiller sig fra fastlandets dominerende Bohuslän granit. Strukturen og materialerne er skabt af fortidens vulkanske processer, der også har sendt diabas (det sorte guld) til overfladen og som ligger som sorte striber i landskabet.
Øerne er i dag fredede, hvilket betyder restriktioner i allemandsretten. Her må man ikke plukke blomster og bær, ikke telte uden for campingpladsen, ikke lave bål eller lade hunden løbe løs. Men man må stort set færdes overalt. Det eneste man tager med sig er indtrykkene og det eneste man efterlader er fodaftrykket.

En vidunderlig udsigt

Ved foden af Valfjäll, Syd-Kosters højeste udsigtspunkt, ligger Koster kirke, der er fra 1939. Stefan fører os ad de mange trapper op på højen, mens han beretter om hvor afvekslende naturen er på blot disse få meter. Her finder vi en mangfoldighed af vækster. På toppen står en stor varde, der bruges af fiskerne som pejlingspunkt, når de fisker omkring Kosterøerne og herfra har vi en vidunderlig udsigt. Mod nord kan man skue ud over hele Nord-Koster med øernes højeste punkt Kosterbonden, 58,8 moh. og i helt klart vejr se helt til Norges fjelde.
Mod vest ligger Ursholmen yderst med to fyr, der rager op i landskabet. Disse fyrtårne blev i 1891 flyttet fra deres høje placering på Kosterbonden på Nordøen, fordi fiskerne troede at lysene var stjerner og derfor skete der ulykker ved kysten. Nu er fyrene automatiserede og de eneste der lever på Ursholmen i dag er sælerne, som det er muligt at besøge på en udflugt med båd.
Derudover kan hele Syd-Koster naturligvis overskues. På vej ned fra Valfjäll ses tydelige gletsjerstriber i klipperne, skabt af istidens skurren hen over øerne.

Biologisk mangfoldighed

Tilbage på vejen cykler vi videre gennem øens smukke kulturlandskab. Sydøen er ca. fem km. lang og 4 km. bred, altså ikke større end man kan vandre rundt på mærkede stier og veje.
Nordøen er ca. halv så stor. Man kan naturligvis også cykle på de større veje, stille cyklen og vandre en runde, inden man cykler tilbage. Øerne er godt udbygget med vandrestier.
Vi cykler atter ned til vandet - igen med en lille havn, fiskerhytte og fiskegrej.
"Jeg vil vise jer en biologisk mangfoldighed, som I ikke forestiller jer findes", siger Stefan og går søgende rundt og kikker ned i strandsandet. "Her, prøv at se her", siger han og stiller et lille forstørrelsesglas ned i sandet. Vi er naturligvis nysgerrige og ligger kort efter på knæ for gennem luppen at se en mængde farvestrålende små snegle og muslingeskaller, som man vist skal helt til Middelhavet for at se magen til.

Sydkoster Hotel Ekenäs

Øst på øen kommer vi til Ekenäs, hvor Sydkoster Hotel Ekenäs ligger som et idyllisk skærgårdshotel i læ for vestenvinden, beskyttet af klipper og de ældgamle egetræer. Her arbejder værtsparret hårdt på at bevare det gamle pensionatsmiljø, men med fuldt moderne faciliteter, god mad og trivsel foran den åbne pejs. Om foråret står æbletræerne i blomst og alt bliver nyt, om sommeren kan man bade fra de små sandstrande eller de nøgne klipper, om efteråret er det hummertid og de gyldne blade på egetræerne lyser op, og om vinteren kan man nyde den gnistrende stjernehimmel. Derfor har hotellet åbent hele året, da øernes biologiske paradis er værd at besøge på alle årstider.