Nordens Ark - arbejder med truede dyr

Sjældne kattedyr

- Jeg glæder mig til at se bjørnene, siger jeg uvidende til vores guide, der til min både glæde og skuffelse svarer: - Dem får du ikke at se. Bjørnen er ikke udryddelsestruet, så den har vi slet ikke her. Du skal blot vandre ud i naturen, så får du chanchen. Men du skal være heldig, for bjørnen opdager normalt dig, længe før du overhovedet ser eller høre den - og så stikker den af.

Vi vandrer op gennem det kupperede landskab og forbi første store indhegning. Her holder de sibirisk tiger, der nu kaldes Amurtigere, til. Fra en platform kan vi se ud over det indhegnede område, men tigerne er nede i den anden afdeling og vi kommer ikke tæt på i dag.

Flere kattedyr

Men vi ser andre katte, bl.a. verdens mest truede kat - den europæiske vildkat. Vi ser los, som det aldrig er lykkedes mig at møde i naturen, selv om jeg har set tydelige fodaftryk efter dette sky dyr. I næste store indhegning ligger to sneleoparder, der bl.a. lever vildt i Himalayas snedækkede bjerge. Det er forbavsende store og meget flotte dyr, med en lang og kraftig hale.

Nordens Ark er stort

Mens vi vandrer videre med vores guide, fortælles om det arbejde Nordens Ark gør for at redde og bevare udrydningstruede dyr, hvilket sker gennem avl og opfostring og genudsætning, når det er muligt. Derudover beskæftiger institutionen sig med uddannelse og forskning ligesom den udgiver information om behovet for at bevare dette skrøbelige dyreliv. Nordens Ark er stort og omfatter 383 ha jord, hvoraf vi publikummer kun har adgang til de 50 ha. – og det er også stort! 
I en lukket del findes karantæneområdet, hvor dyr, der bringes ind, får lov til at gå indtil det konstateres at de er sygdomsfrie. Først derefter kan de få kontakt til de øvrige dyr. Det er også i den del af institutionen, hvor publikum ikke har adgang at det meste af avlsarbejdet foregår.

Legesyge oddere

Vi stopper op på en bro over et vandløb. Et par oddere boltrer sig i vandet og er aldeles nysgerrige. De springer op på en sten og stirrer på os. Men kun et øjeblik, så springer disse legesyge dyr atter i vandet. - Er odderen virkelig truet? Ja, lyder svaret.

Jærven - en lille bjørn

Vi gør igen holdt ved en større indhegning, hvor der også er en platform, som gør det muligt at overskue et større område. I indhegningen holder et par jærver til. Jærven er næsten en lille bjørn - lige så sky - med fantastiske store og kraftige fødder. 
Jeg har én gang mødt jærven i Norge og flere gange set aftryk af dens store lab i sneen. Dyret strejfer omkring på store vidder og jager, og er meget svær at få øje på. Der sker desværre også, at den får smag for fårene - og så kan det gå helt galt. Jærven har et hidsigt temperament og et meget kraftigt bid. Får den mulighed for det, dræber den ofte mere end den kan æde i en sand blodrus. Det kan være et sørgeligt syn, fårebonden møder på sin mark. På en vandretur i Dovrefjeldene mødte vi engang en bonde, der havde mistet får pga. jærven. 
Det er naturligvis altid et diskussionsemne, om man skal bevare disse vilde dyr i naturen, som dræber tamdyrene.

Er ulven nu også så styg?

Og diskussionen bliver ikke mindre, da vi når frem til ulvene. Disse prægtige dyr har så vidt vides aldrig dræbt mennesker i Norden. Så hvad man hører fra andre lande, om ulvens ondskab, skal tages med et gran salt. Mennesker er ikke ulvens naturlige bytte. Men får tager de. Og naturligvis elge og hjorte. 
I Dalsland og Värmland i det sydvestlige Sverige har bestanden af ulve vist sig levedygtig. Her er heller ikke så tæt bebygget og skovene er store og nærmest uendelige. Her trives ulvene.
Inde fra indhegningen følger en ulv os. Den er nervøs, men også nysgerrig og følger os på afstand. 
Oppe ved restauranten kan vi sidde og betragte ulvene ud gennem en glasrude og da de fodres, kommer hele flokken tæt på.
Udover rovdyrene, som vi har set nogle af i dag, er her masser af fugle, padder og krybdyr - og et helt afsnit med gamle nordiske landracer. Her er meget mere at se på, end vi kan nå i dag.