300 Manuelt Betjent Sluseport Ved Tåtrop Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0203

Søerne Viken og Vättern - Dag 3 på Götakrydstogt

Google Map...
Sverige - Götakanalen

Götakanalen er en del af strækningen via Göta Älv fra Göteborg via elve, kanaler og søer til Stockholm - Sveriges hovedstad. Hele strækningen er 614 km.

Befolkningstal: Ca. 10 mio.

Areal: Ca. 447.435 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm

Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m. 

Mere information:

Rejsebureau: Götakanal

Turistinformation: Sverige

Bergkanalen

Vi passerer Sveriges - måske verdens - mindste offentlige færge Lina i Töreboda. Færgen fragter cyklister og gående de godt syv meter på tværs af Götakanalen. Diana kommer op i den håndgravede kanals højeste punkt 91,5 meter over havet, hvilket er markeret med en obelisk, som dårligt kan skimtes fra skibets sejlrute. I 1930-33 blev der udgravet en ny kanal for at undgå en skarp kurve i den gamle del af kanalen.
Da vi når frem til Tåtrop støder vi på den første af de manuelt betjente sluser. De hidtidige har været drevet af maskiner med hydraulik og mekanisk åbning af slusehuller. Nu skal det hele foretages ved håndkraft.

Søen Viken

Herfra sejler Diana ind i den fortryllende smukke sø Viken, der er Götakrydstogtets højeste punkt - 91,8 meter over havet. Her følger vi resterne af de gamle trækspor, der snor sig i vandoverfladen hen over store dele af søen. Vi er tæt på små skær og sejlrenden er smal. Kaptajn og styrmand skal balancerer veteranskibet gennem dette smalle farvand. På et lille skær ses fiskeørnens rede oppe i et træ. Selv er den for længst blevet skræmt af lyden fra skibets motor og forsvundet bag træerne i det fjerne. Men vi ser flere fiskeørne på turen over søen. Så kommer Diana ind i Spetsäskanalen, en af kanalens smalleste passager, og her står træerne så tæt på skibet, at vi fra dækket kan plukke blade af træerne, når vi passerer. Og fra nu af går det nedad - mod Østersøen.

Velsignelse i Forsvik

Ved turens ældste sluse fra 1813 bliver vi mødt med glædessang og blomster. Det er den religiøse Kindbom-familie der byder os velkomne og sender os en velsignelse med på vores videre færd på tværs af Sverige. Fra kanalen glider vi ud i Vättern, Sveriges næststørste sø, der ligger 89 meter over havet. Vättern er Sveriges dybeste sø med hele 128 meter!

308 Den Religioese Kindbom Familie Velsigner Os Med En Sang Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0235
Den religiøse Kindbom-familie velsigner os med en sang

Forbi Karlsborgs Fæstning

Vi får kun et kort glimt af dette enestående forsvarsanlæg som Baltzar von Platen også var medvirkende til at realisere. Det var vigtigt at bygge et stort forsvarsanlæg i midten af landet og herfra kunne sende mindre styrker ud til kysterne for at forsvare sig mod angriberne - russerne - og hertil kunne man benytte Götakanalen. Den ide var kong Karl XIV Johan med på og i 1819 godkendte han projektet. Havde vi haft tid, ville det have været fint, hvis Diana kunne ligge til her og vi kunne besøge et af Europas største fæstningsanlæg. Men vi har ikke den nødvendige tid og fortsætter tværs over Vättern.

310 Tov Vedligeholdes Tværs Over Vättern Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0240
Tov vedligeholdes af besætningen

Vadstena

På østkysten af Vättern kommer vi til den idylliske lille middelalderby Vadstena, der er sat på verdenskortet af dens historie om kirken, nonnerne og slottet. Byen er vokset op omkring Den Hellige Birgittas Kloster fra 1300-tallet og blev et vigtigt åndeligt, kulturelt og økonomisk centrum. Klosterkirken blev bygget efter den Hellige Birgittas anvisninger og blev indviet i 1430 og var og er fortsat et vigtigt mål for pilgrimme.
I det regnvåde vejr transporteres vi af et lille bytog den korte afstand gennem den smukke gamle by, med toppede brosten og lav bebyggelse frem til kirken, hvor lokale guider viser os rundt.
Senere besøges Vadstena Slot, der blev bygget af Gustav Vasa i slutningen af 1540’erne. Slottet er omgivet af en flot voldgrav, hvor lystsejlere kan ligge til.

Motala

Først på aftenen er vi fremme i byen Motala, der blev tegnet af Baltzar von Platen og ofte bliver benævnt "Götakanalens hovedstad". Her grundlagde han i 1822 Motala Werkstad, af mange anset som den svenske industris vugge. Der blev bygget sluseporte, broer, bolværk og specielt fremstillede kanalfartøjer som skulle bruges under kanalbyggeriet.
Midt på kanalen findes fortsat hovedsædet for Götakanalen og det var herfra at manden bag det hele - Baltzar von Platen - styrede byggeriet. Baltzar von Platen - manden med jernviljen - blev født på Rügen i 1766. Han blev officer i den svenske flåde og havnede i russisk fangenskab i to år, men vendte uskadt tilbage og genoptog sit arbejde. I 1806 skrev han en afhandling om mulighederne for at forbinde Vänern med Østersøen. Forbindelsen til Kattegat var allerede etableret i år 1800 gennem Trollhätta Kanal og Göta älv. Ved at forbinde Vänern til Østersøen kunne man undgå at betale den danske told, når man skulle passere Kronborg i Øresund.
Den svenske stat besluttede i 1810 at kanalen skulle bygges og Baltzar von Platen fik ledelsen af dette gigantiske projekt. Ikke mindre end 58.000 mand, hovedsageligt udkommanderede soldater, gravede med hakke og spade i klipperne. Men her arbejdede også en række civile arbejdere bl.a. russere, hvilket har givet næring til rygtet om at der blev brugt krigsfanger til byggeriet. Det blev der ikke.
Kanalen måtte ingen steder være mindre end tre meter dyb og syv meter bred. Et enormt arbejde - det største der nogensinde har været igangsat i Sverige. 22 år efter, den 26.september 1832, kunne hele kanalen indvies under pomp og pragt ved overværelse af kong Karl XIV Johan. Baltzar von Platen så aldrig sit livsværk helt færdigt. Han døde tre år før. Ca. en km. fra Motala ses Baltzar von Platens monumentale familiegravsted, der rejser på kanten af kanalsiden.

Mødet med søsterskibene

Det regner fortsat, da Diana ligger til ved kajen i Motala og et kort øjeblik efter kommer et andet af de tre veteranskibe, der sejler Götakrydstogtet Wilhelm Tham (fra 1912) ud af kanalen fra øst. Det tredje og ældste skib er Juno, der er fra 1884 og i øvrigt verdens ældste idriftværende veteranskib med overnatningsmulighed. Alle tre skibe er bygget specielt til sejlads i Götakanalens smalle passager og måler 32 meter i længden og syv meter i bredden. Wilhelm Tham lægger sig bag Diana ved samme kaj natten over. 

320 Møde Med Soesterskibet Wilhelm Tham I Motala Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0264
Møde med søsterskibet Wilhelm Tham i Motala

Motala Motormuseum

Efter middagen spadserer vi under paraplyerne over kanalbroen og ud på den anden side af havnen, hvor Motala Motormuseum ligger. Her er en stor og flot samling af ca. 50 gamle biler, omkring 80 motorcykler, 40 knallerter og andet mekanik. En omfattende samling af radioer og pladespillere er et eldorado for nostalgikere, der her kan finde interessante sager. Mange af genstandene er placeret i et oprindeligt miljø og oplevelsen forstærkes gennem et lydbillede af f.eks. en motor eller et værksted i arbejde.

322 Motala Motormuseum Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0270
Motala Motormuseum er en besøg værd

Venter på bedre vejr

Aftenen er mørk, forstærket af de regntunge skyer, så en spadseretur i byen må udskydes til en anden gang. Vi går derfor til ro i kahytten og håber på bedre vejr i morgen, hvor Diana skal gennem de største og mest imponerende slusetrapper på hele Götakanalen.

324 Regnfuld Aften I Motala Götakanalen Sverige Anne Vibeke Rejser PICT0268
En regnfuld sommeraften i Motala

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser