Via Söderköping til Østersøen - Dag 5 på Götakrydstogt

Rundt i Söderköping

Efter morgenmaden har veteranskibet Diana allerede sejlet ca. en time videre ad Götakanalen og ved slusen står vi af og spadserer langs kanalen mod Söderköping - en tur på små fire km. Diana skal ned gennem ni sluser ved Carlsborgs Övre - Mariehov - Duvkullen, så vi har god tid og bliver ikke overhalet af skibet, mens vi er på land. Lidt før Söderköbing ser vi kunstneren Eva Fornåås skulptur "Rabbit Crossing". På hver side af kanalen hjælper en gruppe kaniner hinanden med at passere vandet. Skulpturen symboliserer flugten fra land til by. Inde i gæstehavnen, der er godt besøgt af flotte lystsejlere, heraf flere fra Danmark, drejer vi fra kanalen og ind i byens centrum.

Byen er en af de ældste i Sverige - grundlagt i 1100-tallet - men var en markedsplads allerede i 400-500-tallet. Vi følger Storån der tidligere kunne fragte skibe ind til byens torv og som i dag er aldeles henrivende med vildtvoksende blomster langs åens kanter. Vi kommer frem til Skt. Laurentii Kirke, der er fra slutningen af 1200-tallet. Kirken har et fritstående, imponerende klokketårn i træ. Bag kirken finder vi Drothemskvarteret med idylliske træhuse - mange fra 1700-tallet. Her er tiden helt gået i stå. Vi giver os tid til at finde små detaljer ved de meget velholdte huse, der ind i mellem næsten er dækket af blomstrende, velduftende rosenbuske.

Rundt om møllen

Vi spadserer rundt om Dorthem Kirke, 1300-tallet, som spejler sig i Storåens vand, der netop her risler ned over en dæmning. Ved den gamle kvarn/mølle er der aktivitet (næsten som i gamle dage) og vi kommer videre gennem byen til Forsemanskagården, hvor Café Lystgården ligger. Her er også turistinformation og vi hører lidt om hvorledes bønder og købmænd kom her til gården med brønden i midten og fik deres heste placeret i staldene, medens handlen foregik.

Op på Ramunderberget - med udsigt

Lige på den anden side af Götakanalen rejser Ramunderberget sig 77 moh. og der må vi naturligvis op. En stejl trappe fører op til en lille pavillon, hvorfra vi har en fin udsigt ud over hele Söderköping. En stor lys bygning midt på havnefronten ødelægger imidlertid idyllen. Hvem har dog fået lov til at bygge denne skændsel af en bygning, der slet ikke passer ind i miljøet? Et eller andet sted må der sidde en borgmester og en byplanlægger med røde ører!

Fra de yderste af klipperne kan vi se lige ned i kanalen, netop som Diana anløber havnen. Et fint stianlæg løber rundt på hele Ramunderberget, men vi går samme vej tilbage, ned ad de mange trappetrin til byen. Da vi atter er nede, skal vi naturligvis smage den berømte Söderköping is, der fås i et utal af smagsvariationer lige fra wiener nougat til tyrkisk peber. Om det er fordi vi specielt trænger til isen efter turen på bjerget, ved jeg ikke - men god er den. Gå ikke glip af en spadseretur rundt i denne smukke, gamle by.

God - men ensformig mad

Diana er på vej ud i Slätbaken, som fjorden ind til Söderköping kaldes, da en af tjenerne går rundt på skibet og slår på gong-gongen som signal til, at det igen er blevet spisetid. Vi indtager vores faste pladser i spisesalonen og venter spændt på hvorledes retterne denne gang tager sig ud. Fra køkkenet i bunden af skibet står to kokke for tilberedningen af maden - og det er noget at en opgave at få maden klargjort og serveret varm til næsten 40 mennesker på én gang. Tjenerne har lige ved spisesalonen en manuelt betjent madelevator, hvorpå maden hejses op fra køkkenet. Tjenerne er hurtige og aldeles høflige - en helt igennem dejlig betjening. Og maden er for det meste vellavet. Der er bare for lidt variation i retterne. Laks på fire til fem forskellige måder, fjerkræ ligesådan (kyllingbryst, agerhønebryst og andebryst). Stort set samme sauce og dressing til maden næsten hver dag. Her har selskabet bag skibene noget at ændre på. Men fjern ikke det gode brød, der serveres. Det finder man ikke bedre andetsteds.

Slusen ved Mem

Det var her ved Mem, at Götakanalen blev indviet i 1832 med deltagelse af kong Karl XIV Johan. Det er også her vi passerer kanalens sidste sluse, inden vi kommer de sidste 30 cm. med i Østersøen.

Stegeborg slotsruin

Skærgården her kaldes Skt. Annas skærgård og forude kan vi se tårnet fra Stegeborg, der ligger på en lille holm. Vi går i land og får en levende guidet rundvisning først i urtehaven, hvor vi hører om gamle lægeurter, og derefter oppe i borgruinen hvor stedets historie bliver fortalt med en enestående entusiasme. Stegeborg blev opført i den tidlige middelalder og var i flere hundrede år indgangsporten til Östergötland. Borgen skulle beskytte indsejlingen til Söderköping. Senere i 1500-tallet blev borgen udbygget og brugt som Vasakongernes sommerresidens. Det menes at to af Sveriges tidlige konger er født her. Ellers er borgen kendt for de tyranniske fogeder, der reagerede herfra. Hvis bønderne ikke makkede ret, blev de hængt op i fødderne over bålet og blev kvalt af røgen!
På borgen findes rester af en stor riddersal, rum hvor folk har boet samt rester fra en kirke - samt tårnet der er det eneste som fortsat er intakt. Vi slutter turen på Stegeborg med at gå en tur rundt om borgmuren og finder en rosenhave med mange forskellige, smukke og velduftende roser.

Vandretur ved Sävsundet

Midt på aftenen ligger Diana til ved den gamle lodsstations bro ved Sävsundet. Vi har fået oplyst at der er mulighed for at spadsere en tur på øen blot ved at følge de røde markeringer, der er sat op undervejs. Vi finder da også en vejviser og vandrer ud i aftenen. Alle var blevet advaret om, at der her på øen er fritgående skotsk højlandskvæg, så alle med "ko-skræk" burde nok holde sig på afstand. Vi finder da også et par af disse smukke, bredhornede og meget godmodige dyr, som vi dårligt kan få til at flytte sig, da vi kommer forbi.

Mistet orientering

Vi synes det er for tidligt at gå tilbage og følger mærkningen ud på en åben eng med en masse får. Her taber vi imidlertid mærkningen og kommer frem til en turisthytte (STF), hvor der sidder et kort over øen. Nu ved vi, hvor vi er og kan vælge at gå samme vej tilbage (ca. 2/3 af turen) eller finde en ny vej frem mod skibet. Det er begyndt at blive mørkt og ethvert håb om at kunne se de røde markeringer er udelukket. Vi følger kystlinien et stykke og kommer så ind på en større sti, der fører os ind på øen igen. Stien går forbi en privat ejendom, men stedsansen siger os, at vandet ligger lige på den anden side af denne ejendom, så vi går gennem haven, forbi huset og kommer efter ca. en times samlet vandretur tilbage til havnen, hvor Diana ligger. Vi burde nok have haft en lygte og et kort over øen med! 
I morgen sejler vi over Mälaren til Stockholm.